løve, der havde en besætning af henved 260 mand officerer og menige.
Som bekjendt var general Ohme, fæstningens overkommandant, en saare ordknap mand, og da han var yderlig sparsomt forsynet med ammunition, likte han slet ikke, at der i utide blev sløset med kugler og krudt. Kun til enkelte tider af døgnet, helst tidlig om morgenen, blev der løsnet skud fra fæstningen. Midt paa dagen ansaa han saadant for unødig flothed.
Den 2den august ved morgenens frembrud satte det svenske hovedkorps sig i marsch fra Id, passerede paa en pontonbro Tistedalselven og kom om morgenen paa Brødløs exercerplads, hvor der blev slaaet leir. Paa Gyldenløve stod en del norske officerer – deriblandt Huitfeldt og artilleriløitnant Tønder – og saa paa den opmarscherende fiende. Med et blev de var en sterk støvsky ved svingen, hvor nu lyststedet Augustenborg ligger, og ud af den kom en hob svenske officerer ridende nedover bakken. Nordmændene talte nogle ord sig imellem om, hvor morsomt det skulde være at muntre svensken lidt med et skud. Men paa egen haand vovede de ikke at gjøre det, siden gubben Ohme let kunde tage det ilde op. Men netop som de talte derom, kom Ohme tilfældigvis forbi. Huitfeldt traadte frem og bad om tilladelse til at affyre et skud, og trevent og but som vanlig gav Ohme ham lov med de ord: »Aa, ja – men hvad skal det egentlig være godt for at kaste kugler og krudt bort til unytte?« Dermed fortsatte han sin vei opover til Overtaarnet uden engang at bryde sig om at oppebie resultatet af den tilladelse, hvis naragtighed han følte sig overbevist om og kanske alt græmmede sig over.
Imidlertid havde løitnant Tønder paa dronningens
