vagten ved Magnor. Men ikke saasnart havde de naaet høiderne, førend de af et andet fiendtlig kor jægere og husarer paany blev forfulgte. De to grenaderer af vor patrulje saa sig leilighed til at kaste sig i skoven paa den sydlige side ovenfor Magnor, men grenaderen no. 515 Amund Pedersen Stokke af bataljonens 1ste division saa ingen leilighed paa denne maade at redde sig. Han fattede derfor den resolution, hvortil fiendens ophold ved at søge efter hans tvende kammerater gav ham leilighed, at løbe lige ind i gaar: den paa Magnor og at kaste sig ind i et fæhus, som tilhørte brødrene Gulbrand, Ole og Tosten, der bruger en gaard af Magnor tilsammen. Ingen af dem er gifte, og forestaaes deres husholdning af en aldrende søster paa omtrent 40 aar ved navn Kari Isaksdatter.
Fienden kom hastigt jagende ind i gaarden og besatte straks saavel vaaningshuset som alle udhusene. Tvende smaa gutter, som blev var, at en af vore folk var i fæhuset, kom ængstelige løbende ind til sin faster Kari i kjøkkenet og hviskede hende i øret, hvad de havde bemerket. Kari gjorde sig vred, tog en stok og jagede gutterne paa døren, idet hun sagde til dem: «I har først ved jer skjødesløhed gjetet en god del kreaturer bort idag, og nu kommer I klynkende at beklage jer derover! Fort hen at faa Ole fat og se med ham efter i fjøset, hvor mange kreaturer der er borte!« Hun rendte derpaa ind i kjøkkenet igjen og i en hast sætter en temmelig stor kjedel med velling i paa ilden. Da hun havde faaet det dygtig til at brænde, løber hun ud til jægerne, som havde besat fæhuset og taler venlig med dem, beklager deres skjæbne og siger: «Nu er I vel baade sultne og trætte?» De sagde: «Ja, det er vi». Kari løb derpaa ind i kjøk-
