og nødte saaledes Gahn til at formere dobbelt front. Kampen førtes nu med haardnakkethed fra begge sider. Den tapre kaptein Dreier faldt dødelig saaret om, rammet af 7 kugler. Da greb de hoffske skiløbere under kaptein Arentzen ind fra en tredie side og afgjorde saaledes kampen.
Kaptein Arentzen var paa sin ilmarsch i retning af Nyen kommen forbi gaarden Sønsterud, da han pludselig fik høre den sterke skydning paa den anden side af elven. Da skiløberne kom til pladsen Skythaugen, stod Ole Kildmyren just ude paa tunet, færdig til at drage til slaget paa egen haand. Saasnart kapteinen fik øie paa Ole, besluttede han sig til at betjene sig af ham som veiviser; efter en kort forhandling,[1] som efter tilhøreres udsagn indskrænkede sig til Arentzens udraab: »Brød eller død, Ole! Følger du med?« og dennes svar: «Her er veien, kaptein!» strøg kompagniet med Ole i spidsen afsted gjennem det værste ulænde og nedover den bratte styrtning i Flisbakken paa elvens søndre bred, hvor det med kraft kunde
- ↑ H. Schulze har i sin bog »Fra Lofoten og Solør» (2den udgave) Kristiania 1869 gjengivet traditionen paa følgende maade. Da skiløberne kom forbi Skythaugen, stod Ole just udenfor og pudsede sin bjørnestudser. »Idag er der stor bjørnejagt«, raabte kapteinen, »følger du med Ole?« »Hvormeget faar jeg for at være med?« spurgte Ole og trykkede kuglen ned i løbet. »Døden eller Dannebrog«, sagde kapteinen, »rap dig, om du vil være med!» »Nu kommer jeg, svarede skytten, og spendte skierne paa; »men her er veien for skiløberne, kaptein«.
Mod ægtheden af denne tradition taler kun den omstændighed, at hverken dannebrogsordenens ridderkors eller dannebrogsmændenes hæderstegn endnu var indstiftede; det skede først senere paa aaret.
