Mester Frans Villon
| Edgar Poe | Essays. Fremmede Forfattere Mester Frans Villon av Nils Kjær |
Blaise Pascal |
Mester Frans Villon [rediger]
Ved en Poet, naar man da bruger Ordet – forstaar man i vore Dage en velplejet ung Herre, der sidder paa sit Værelse og beskriver sig paa Vers.
Ved en Poet forstod man i gamle Dage en forloren Stratenrøver med nedtraadte Sko og uredt Haar, en Knejpegast og Vægterplage, som sang sine Viser for et lurvet Publikum i tarvelige Buler eller paa Gaden ved Nattetid og alene for sig selv paa Strejftog over vide Marker. Disse svundne Dages Poeter var et Problem og et Under for alle respektable og regelrette Borgere. Vor Tids Poeter er blot Undre og Problemer for sig selv. Dengang ødslede man i naiv Kunstnerglæde med sit Talent uden synderlig Tanke paa Ry eller Fordel; nu fører man omhyggelig Bog over sine Stemninger og vrider endog Flasken naar den er tom.
François Villon var Student og levede i Paris ved Midten af det femtende Aarhundrede. Hof- og Ridderpoesien var den gang i Afblomstring; Middelalderens religiøse Dramatik, de saakaldte Mysterier, stod paa Nippet til at glide over i moderne Farcedigtning. Det er saaledes fra denne Tid, man har det lille berømte Stykke «Advokat Patelin» og lignende smaa muntre og satiriske Skuespil, som opførtes af en Flok glade Parisere, kaldet de « sorgløse Børn», der uden Skrupler tillod sig den djærveste Spot over Tidens Sæder, Religion, Politik og Mennesker. Et Gennembrud i Aarhundredets Skanser var sket, og gennem de smaa Aabninger saa man de første Glimt af en ny Dag. Renaissancetiden forestod og havde alt forudskikket sine første Varsler og Forkyndere.
François Villon er en af den store Tids Forløbere. Ikke med Urette regner Frankrige ham for sin Digtekunsts Fader. Udpræget Galler i Godt som i Slet – frejdig og fræk med et tørt, gønende Vid, frivol og letsindig – en ægte Parisergamin, der løb af Skole for at sværme om paa Gaden blandt ligesindede Peblinger, i vildt Taterliv slig som det blot kunde føres i hine svundne Tider, da Lygten udenfor Raadstueporten var den eneste i hele Paris. Gøn drev han med alt og alle, ikke mindst med de højlærde Professorer og velærværdige Biskoper. Derfor tog ogsaa hine Højlærde sig af Forulemperen paa en mindre delikat Maade efter vor Tids Begreber, idet de lod ham sidde i Jærn og pines med Koldtvandstortur en hel Sommer igennem. Villon finder denne Tilrettevisning haard og klager til Vorherre over sine strænge Dommere. De faar ingen Hædersplads i hans Testamente, og det er blot hans kristenkærlige Forsonlighed eller Bevidstheden om egne Brøst, der forbyder ham at følge Dantes Exempel og anbefale dem til en varmere Plads i en bedre Verden. Villon er idetheletaget en religiøs Person. Han kan for en to tre Vers ad Gangen hengive sig til fromme Betragtninger over Almagtens vise Styrelse og folde Hænderne i Alvor og Oprigtighed. Men aldrig længer end for et Par Vers ad Gangen. Da slaar han raskt om i et andet Tempo og sætter noget mere plasérligt paa Tapetet, i det han lige frem undskylder sig med, at de højere Ting keder Godtfolk umanérligt.
Saa sætter han da op sit Testamente, overdrager Treenigheden sin arme Sjæl og Ormene sin magre Krop, reflekterer alt imens over Verdens Forgængelighed og Fruentimmernes Snedighed, bekender sine Synder under Bod og Taarer og skriver Ballader til sine Svirebrødre, beder til Jomfru Maria og fortæller lystige Historier om Munke og Pigebørn, fryder sig med at foreholde Glædespigerne de Elendigheder og Alderdomssvagheder, der skal komme over dem, og dikterer tilslut sin egen Gravskrift og den Bøn, hver Vandringsmand skal bede over hans Grav. Og alt dette med den samme betagende Ukunstlethed, enten han spotter eller spøger, enten han ler eller graater, som om det gik en bred Strøm gennem hans Liv og Digt af alle menneskelige Følelser, de højeste og laveste paa en Gang, i en egen sorglystig Forening.
Hvad der fører Villon nærmest til vort Hjærte og fjærnt fra vor Forstand er hans totale Mangel paa Indignation, – en Mangel der betinger hele hans digteriske Personlighed og gør ham til det han først og fremst er, sin Tids Digter. Det vilde være utænkeligt i dette og endog i det foregaaende Aarhundrede, at en Begavelse skulde gennemgaaet den Syndflod af Lidelser og Uretfærdighed som Villon, uden at Uretten havde gydt en harmesydende Glød i al hans Digtning. Hos Villon findes knapt Spor af noget saadant. Han kan blusse op et øjeblik mod den grumme Bisp, men glider snart indolent over til noget mer «plasérligt». Det er noget heltemodigt i denne Indifferens, der først og fremst kommer hans Personlighed til Gode; men den skyldes kanske ogsaa for en Del Tiden, der ikke var oppositionel og reformatorisk i samme Betydning som vor. Misnøjet antog ikke dengang den reflekterende aarsags- og udvejssøgende Form som Nutidens. Det straktes ikke til Institutioner, men i det højeste til Institutioners Bærere. Derfor kunde Mester Frans digte Ballader efter Koldtvandstorturen og skæmte over sit udhungrede Udseende med et næsten heroisk Mod, der er ukendt i vore Dage, da al Lidelse klynker og alle virkelig eller indbildt Forurettede bærer Tornekroner. Mester Frans er frejdig og sig selv til det sidste. Han har sin Gravskrift i Orden, han har skrevet sit Testamente, og betænkt Venner og Fjender. Og nu gaar han bort, ikke fordi han er træt af Livet, men fordi han ikke længer hænger sammen i Sømmene.
«Han lod en Kande Vin sig hente,
hvorpaa han Bunden opad vendte,
før sit Farvel han Verden sendte.»