Edgar Poe
| Viktor Rydberg | Essays. Fremmede Forfattere Edgar Poe av Nils Kjær |
Mester Frans Villon |
Edgar Poe [rediger]
Den nye Verden, der for vor Fordomsfuldhed staar som Pengebarbariets, Flokkemeningernes og det rasende Hastværks rygende, stønnende Verden par excellence, har allerede et Par Gange i dette Aarhundrede til det gamle Europas Overraskelse frembragt Aander, der snarere skulde tænkes mulige som en gammel Civilisations seneste og fineste Frugter end som et raat Nybyggersamfunds Førstegrøde. Den ene af disse regner Amerika for sin ypperste Skribent, medens han i Europa endnu er lidet kendt; den anden har lige indtil de sidste Aar været mindre paaskønnet i sit Fædreland end i de gamle Lande, hvor han har været og er de unges forgudede Digter – den, der længe efter at Rolla’s og Manfred’s Forfattere er ophørt at blive læst, har sine stille Dyrkere blandt den romantisksindede, med den gode jævne Verden lidt paakant komne Ungdom.
Vidt forskellige er disse to Amerikanere fra Aarhundredets første Halvdel. Ralph Waldo Emerson var langt mere af en Hellener, end nogen af vor Jærnalders svedende Mænd vover at være. Han forstod at suge Honning af Tilværelsens mangehaande Urter, og at læse ham er som at flagre mellem Roser. Hans Dybsind slaar aldrig Rynker; han ser paa Verden med straalende øjne – som alene et Barn kan eller den Voxne, der ogsaa kan se ind i sig selv uden Uro. Derfor formaar han at finde den Harmoni mellem det Indre og Ydre, som de fleste forgæves søger, – den store Livssammenhæng. I hans Filosofi er Sjælen det kosmiske Princip, Sjælens Love og Naturens Love to Sider af samme Ting; og paa Grundlag af denne Sammenhæng bygger han sin ædle, humane Etik.
Af en helt modsat Natur var Amerikas anden store metafysiske Digter, Edgar Allan Poe. Allerede hans ydre fattige og betrængte Forhold, der uafbrudt tvang ham til den opslidende og fragmentære Virksomhed, som kaldes magazine-writing, vilde ceteris paribus gjort ham til en anden end Emerson. I Modsætning til dennes harmoniske, objektive Rolighed er han en lidenskabelig oprørt, subjektiv, fremforalt fantasirig Sjæl; i særskilt Betydning produktiv, hvis man tillader at Emerson karakteriseres som reproduktiv. Men paa den anden Side er han forbandet med et klarere Virkelighedsøje end denne, derfor aldrig som han tilfredsstillet af Virkeligheden, men altid jaget af dens Uhygge ind i de Riger, hvor han hersker som Suveræn: Drømmenes. Medens Emerson finder den dybe kontemplative Lykke i Sammenhængen mellem den indre og ydre Verden, føler Poe som alle Romantikere sig ulykkelig over det skærende Misforhold mellem det Liv, han lever, og det Liv, han drømmer.
Men Virkelighedens og Drømmens Verden staar i den allernøjeste Forbindelse. Det ligefremmeste Middel til at fortrænge en ulykkelig Virkelighed er at skabe sig rosenrøde Drømme. Dette er de almindelige, sentimentale Menneskers Udvej; de søger Lise ved en simpel imaginær Venden op og ned paa Tingene, fordi de kender alene de haandgribelige Modsætninger.
Anderledes vil en dybere tænkende, dybere lidende Sjæl forme sine Drømme. Han vil stolt vægre sig ved at anerkende de tilfældige ydre Omstændigheder som Forklaringsgrund for sin Ulykke. Han vil snarere forklare sig den af en Disharmoni i sit eget Væsen; han vil føle sig originært ulykkelig, og han vil i Drømmene ikke søge Modsætningen, men Udhævelsen; han vil søge grandiose Omgivelser for sin Ulykke, istedenfor Virkelighedens Omgivelser, der er komiske som en Vedkælder er et komisk Fængsel for en Konge. – Han vil i Drømmene føle sig tragisk; han vil i Drømmene befri sit ideale Jeg, som tillige for Metafysikeren er det eneste virkelige Jeg.
Men disse Drømme kan jo ikke bringe ham den samme Tilfredsstillelse som Lykkedrømmene ialfald momentant bringer den sentimentalt ulykkelige. Ikke den samme. Denne Drøm separerer dog hans indre Personlighed fra den ydre tilfældige Virkelighed, som volder hans Oprevethed, hans Følelse af Hjemløshed i den Verden, hvori han lever. Drømmen skaber ham en Verden i hans eget Billede: fantastisk og hemmelighedsfuld, med store Sorger og Brøder, med vilde Rædsler; en tragisk Verden, en Dôme over hans Lidelse. Men at drømme denne Drøm, det er jo at oprulle sig et nyt Verdensbillede; det er at søge en universel Grund for sin Lidelse; det er at genoprette Harmonien ved at forstærke alle Disharmonier til Torden; det er en tragisk Verdensanskuelse, eller om man heller vil: en æstetisk Verdensanskuelse. Emerson, hvis Karakter og Livsforhold tillod ham at føle Harmonien mellem den ydre og indre Verden, førtes konsekvent til en praktisk etisk Verdensanskuelse: det sande er Godt. Poe, der følte sig fortvilet fremmed i den Verden, hvor Emerson følte lun Hjemmehygge, kunde først i en skøn og uhyggelig Idealverden finde det nødvendige Korrelat for sin oprevne ulykkelige Sjæl. Derfor førtes han lige konsekvent til den Verdensanskuelse, der skinner igennem hans sælsomme Digtning: det sande er Skønt.
At efterligne Virkeligheden har aldrig været og vil aldrig kunne blive nogen Kunsts Opgave, og Virkelighedstroskab er et tarveligt Surrogat for Fantasi. Det eneste Virkelige, der har Betydning for Kunsten, er den sjælelige Spændings Virkelighed, den Hengivelsens Styrke, den Stemningens Ægthed, den Følelsens Inderlighed og Alvor, hvorunder Kunstværket er undfanget og udført; fattes dette, da er Troskab mod Virkeligheden et latterligt Surrogat.
Poes Digtning har, som man siger, ingen Rod i Virkelighedens Verden; den har intet Tilskud modtaget fra Iagttagelse og Studium af Menneskenaturens forskellige Aabenbarelser eller fra Medlevelse i Menneskenes Tilskikkelsers Mangfoldighed; den forholder sig ligesaalidt betragtende som begrædende eller reformerende til Virkelighedens Forekomster; den er ligegyldig for disse eller snarere passiv fjendsk.
Den indeholder intet Tilløb til Karakterfremstilling og intet Forsøg paa at beskrive de Passioner, der forvolder Forlovelser, Spekulationer eller ægteskabelige Tracasserier i det daglige Liv; men den er selv Udtryk for en Passion: den flakkende Søgen, den fortærende Uro, den syge Attraa efter det Ufattelige, det Uvirkelige, det Uendelige – denne Menneskets irrationelleste, men tillige inderste og egentligste Lidenskab. Denne Digtnings Maal og Mening er derfor at rykke Læseren om blot for et øjeblik ud af den velbefæstede og gasoplyste Virkelighed og meddele ham den intensive Uendelighedsfølelse, hvoraf den er bleven til. Poes Fortællinger falder i tre Grupper, skarpt afgrænsede saavel med Hensyn til Emne og Intention som til kunstnerisk Værdi. Den første Gruppe udgøres af de saakaldte «Tales of Ratiocination», hvor Forfatteren behændig løser Knuder, han selv har lavet, afslører Forbrydelser han selv har imagineret, opdager fantaserede Skatte og tyder hemmelige Skrifttegn. Disse Plothistorier er sindrig udtænkte og vel komponerede og utvilsomt de bedste i sin Slags, som er lavet her i Verden, fordi Poe var et analytisk Geni med Lidenskab for intrikate Ting og fordi han ejede mere Opfindelsesevne end al Verdens Conan Doyle’r. De mest celebre af disse Historier er «Guldbillen», «Dobbeltmordet i Rue Morgue» og «Det forstukne Brev».
Til den anden Gruppe hører hans saakaldte Humoresker; hvad der i disse mindst lykkede af Poe’s Frembringelse træder i Humorens Sted, er en sardonisk Grimase; there is no laughter in it, siger en af Poe’s Landsmænd. Poe var en altfor meget i sig selv fortabt og altfor lidet sentimentalt bevæget Natur til at yde noget godt som Humorist. Imidlertid danner de Humoresker, hvor den groteske Uhygge er det mest fremtrædende Element, en Slags Overgang til den tredje Gruppe, der omfatter de orginaleste og uforgængeligste af hans Prosaværker.
Disse Fortællinger udgør en Litteraturart for sig selv; de har ingen Forbilleder og ingen Efterligninger, og saavidt jeg ved findes i Litteraturen intet, hvormed de kan sammenlignes. Enhver af dem udtrykker som uopløselig kunstnerisk Enhed tre væsentlig forskellige Intentioner hos Forfatteren: at fremstille en Begivenhed, at udvikle en Ide og at fremkalde en musikalsk Stemning, og disse tre Intentioner gaar op i det nævnte Hovedøjemed for Poe’s Kunst: at meddele den intensive Uendelighedsfølelse, der æstetisk forstaaet betyder Sjælens fuldkomne Forløsning i den uendelige Skønhed.
De Begivenheder han fremstiller er af en fantastisk og uvirkelig Natur og hentede fra de dunkle Territorier, der ligger udenfor Grænserne af vor Erkendelse: de metafysiske Muligheders; og med Hensigt, thi netop her, hvor Vished er udelukket, er vor Lidenskab stærkest, vor Fantasi lettest at bevæge og vor Sjæl uendelig interesseret. Muligheden af en Tilværelse efter Døden, Muligheden af en Opvaagnen i Graven og alle de Rædsler dette indeslutter, Muligheden af en Verdens undergang, Muligheden af Dobbeltpersonlighed og Metempsykose og Forudbevidsthed … alle disse mørke Gaader udøver jo dog, alle vore vaagne Indvendinger tiltrods, en sær Tiltrækning paa vor Fantasi, og den Dag en Flig af Sløret blev løftet vilde vi betragte som den betydningsfuldeste siden Verdens Skabelse.
En digterisk Virkeliggørelse og Sanseliggørelse af disse Muligheder vil derfor allerede som Emne eje en fascinerende Kraft, og naar dernæst Poe med Opbydelse af alle sin Kunsts Udtryksmidler, Skridt for Skridt, i næsten umærkelig Stigning fører Læseren ind i Usandsynlighedernes Verden uden at han faar Tid til at besinde sig og opdage Svig, da vil omsider den fuldstændige Hallucinations Moment indtræde, som det er Digterens Triumf at faa fremtvunget.
Begivenheden i Poes Fortællinger er altid en Katastrofe, som man under Fortællingens Forløb med en voxende Spændingens Kvide føler nærme sig, nærme sig, haabløst uafvendelig, snigende sikkert …
I The Fall of the House of Usher er Katastrofen saaledes som Titelen antyder en Familjes og et Familjehjems totale Ruin. Den sympatiske Sammenhæng mellem Slægten og dens Hus er det mystiske Element i denne Fortælling, der maaske er Poe’s mest fuldendte Prosakunstværk. Husets forvitrede med Sammenstyrtning truende Ælde henpeger paa Slægtens udblussende Liv i dens to sidste kranke og fine Skud, og af Roderick Usher’s Udseende og Ord og bizarre Tilbøjeligheder, af Madelines skyggeagtige Kommen og Forsvinden, af hundrede vage Antydninger faar man en stadig mere og mere knugende Følelse af den ubodelige Decadence, der foraarsager Husets og dets Beboeres Tilintetgørelse. Men det er umuligt at give en Forestilling om, hvorledes denne Katastrofes forudgaaende Stadier Sekund for Sekund gennemleves af Læseren i en stigende Række af Rædsler, fra Gæstens første ubestemte Anelse og Rodericks dumpe haabløse Vished om at noget forfærdeligt er overhængende, til de to Venners aandeløse, utilstaaede Frygt, da de sidder sammen i Stormnatten efter at have bisat Madelines Lig i Hvælvingen … og pludselig de kradsende Lyd af den Dødes Negle mod Sarkofagens Laag borer sig op til dem gennem alle Husets Vægge og Mure …
Til at sanseliggøre sin imaginerede Verden ejede Poe alle en syg Drømmers, en svælgende Sensualists og en kræsen Artists Evner. Paa en Gang en Sjæl, der vibrerede i de yderste Spændingers og de yderste Udmattelsers Staccato – og en Hjærne af den klogeste, koldeste, karrigste Beregnethed formaaede han at give sit vildeste Vanvids Fantasmer et sælsomt søvngængeragtigt Liv. Han er en Kolorist, der udelukkende anvender de Farver, som paa en hemmelighedsfuld Maade korresponderer med vore Forestillinger om det grufulde. De fantastiske Egne, hvortil han ofte henlægger Scenen for sine Fortællinger er solforladte Giftsumpe med en vanvittig arabesksnoet, ormebugtet Vegetation og fulde af ødets tause, uudgrundelige Forfærdelser. Og ved Anvendelsen af disse og lignende artistiske Midler, ved Valg af Ord, hvis Klang øger deres Menings fascinative Værdi, opnaar han den fuldkomne Enhed i Stil og Stemning, der betinger den fuldkomne Illusion.
Hvilken Stemning Poe formaar at fremkalde alene ved dekorative Kunstmidler kan vi se af en Fortælling som «Den Røde Døds Maske»:
– Prins Prospero var flygtet fra Pesten, der lagde hans Land øde, til et ensomt og utilgængeligt Slot og sluttede sig inde der med tusen Riddere og Damer. I sit trygge Tilflugtssted vilde han udestænge enhver Tanke paa de udenfor Murene raadende Rædsler, druknende den, saa ofte den meldte sig, i vilde Fester, i glade Optog, i Skønhed og i Vin.
I syv af Slottets Sale holdt hans Hoffolk Maskerade. Disse Sale var udstyrede efter Prinsens barokke Smag og funklede af barbarisk Pragt. I den østligste Sal var alt blaat, Væggene, Loftet, Vinduerne, Divanernes Puder; den næste Sal var grøn, den derpaa følgende violet osv. indtil den syvende og vestligste, der var klædt med svære Draperier af sort Fløjel, faldende i tunge Folder ned ad Væggenes Paneler og udover et Gulvtæppe af samme Stof og Farve.
Disse Sale oplystes ikke af Fakler, ej heller af Kærter, men rundt den hele Suite af Værelser løb en Korridor, hvortil Vinduerne vendte ud. Og udenfor ethvert af de buede Vinduer var stillet en tung Tripod, hvorpaa et Baal flammede og kastede fantastiske Lysninger gennem de kulørte Ruder og paa det brogede Selskab indenfor. Alene i den syvende og vestligste Sal var Glarenes Farve forskellig fra Draperiernes; deres Farve var her en dunkel Skarlagen, der var lig Blod.
«I denne Sal var tillige opstillet et gigantisk Uhr af sort Ibenholt; dets Pendel svingede frem og tilbage med en dump, tung og monoton Klang, og naar Minutviseren naaede Tolv og Timen skulde slaaes, da kom der fra Uhrets Kobberlunger en Lyd, der var klar og dyb og stærk og overordentlig musikalsk, men af en saa sælsom, meningsdyb Klang, at ved hvert Udløb af en Time Musikanterne et øjeblik holdt inde med sit Spil for at lytte til Uhrets Slag, hvorfor tillige Danserne mistede sin Takt og et øjeblik maatte stanse, saaledes at der kom en kort Forstemthed over det muntre Selskab; og medens Uhret kimede sine Slag kunde man se de djærveste skifte Farve og de ældre og besindigere fare sig med Haanden over Panden, som om de hensank i Drømme eller dyb Eftertanke. Men naar det sidste Ekko af Slagene forstummede, da bølgede en lys Befrielsens Latter gennem Selskabet; Musikanterne smilede til hverandre og trak paa Skuldrene ad sin taabelige Uro og gjorde hverandre hviskende det Løfte, at de næste Slag af Uhret ikke skulde formaa at bringe dem ud af Fatning; men naar Uhret næste Gang med sine kimende Slag forkyndte, at tre tusinde og sex hundrede Sekunder af den flygtende Tid var forløbne, da tiede atter med ét Orkestret og Danserne holdt inde og Talen og Latteren forstummede …
Saaledes bereder han den Røde Døds Opdukken blandt Maskerne. Allerede ved den inciterende Skildring af Sceneriet vækker han alle vage Forudfølelser; ved den genialt udtænkte Symboliseren med Uhret kalder han paa alle de dunkle, højtidelige Stemninger og Tanker, der knytter sig til hvert Menneskes Forestilling om Timernes rastløse Forsvinden, og ved at jage disse Anelser og Varsler som pludselige Lyn gennem den natlige Orgies berusende, tankeforjagende, øjeblikslevende Festivitas samler han alle den læsendes Stemninger til et eneste sindsvagt Begær efter Katastrofen.
I det foregaaende skelnedes der mellem tre forskellige Intentioner i Poes Fortællinger, og sideordnet med den Intention at fortælle en Begivenhed stilledes to andre: at udvikle en Ide og fremkalde en musikalsk Stemning. Ingen af disse er selvstændige; de involverer hverandre gensidig. En Begivenhed faar først sin Betydning ved at indebære en Ide, og en Ide ejer enten stemningsvækkende Magt eller den er et abstrakt og livløst Pedantfoster.
Poe fortæller ikke for at fortælle, men som han gentagende Gange selv hævder, for at frembringe en Effekt. Han har med Flid understreget dette Ord og lagt Vægten paa det bevidste, beregnende Element i sin Kunst; med romantisk Ironi nægter han Musen enhver Andel i og Ære af sin Produktion og paaviser i den berømte Kommentar til «The Raven», hvorledes saavel Ideen som de enkelte Momenter i Udarbejdelsen er en Frugt af et langt, utrætteligt Studium. Hans artistiske Samvittighed var af den saareste og fineste Art; hans Omhu i Valg af Effektmidler saa kræsen, at de Værker, som har været Genstand for de talrigste Omarbejdelser, bærer det uforgængelige Fuldendthedens Præg.
«En dygtig literær Artist har bygget en Fortælling. Hvis han er klog, har han ikke ladet Fabelen bestemme sine Tanker, men naar han med prøvende Omhu har bestemt sig for at frembringe en enkelt og eneste Effekt, saa udtænker han saadanne Omstændigheder og kombinerer saadanne Tildragelser, som bedst kan hjælpe ham til at opnaa den tilsigtede Effekt. Hvis ikke alt, lige fra det første Ord, stiler til at frembringe denne Effekt, da har han snublet allerede ved det første Skridt. I den hele Fortælling skulde ikke et eneste Ord tages med, som ikke direkte eller indirekte understøtter den forudfattede Plan. Og ved saadanne Midler, ved en saadan vejende og vragende Omhu vil han tilslut have fuldendt et Billede, der i Betragterens Sind efterlader en Følelse af fuld og hel Tilfredsstillelse.»
De ypperligste af Poes Fortællinger svarer fuldkommen til det høje Kunstideal, han som æstetisk Teoretiker opstiller. Mellem Begivenheden, den udviklede Ide og den musikalske Stemning, som Ordenes Sonoritet og Periodernes rytmiske Vuggen fremkalder, hersker der den ubrødeligste Kontinuitet; og paa denne Enhed i Plan beror deres enkle og intensive Virkning.
De Ideer, Poe udvikler i disse Fortællinger, er da, som man kan vente, af den samme, mod det grandiose og grænseløse stilende, exalteret virkelighedstrodsende Natur som hans Drømme. I «Ligeia», denne bizarreste og pragtfuldeste af hans Fortællinger, er Ideen den, at Sjælen i sin Lidenskabs Uendelighed sejerrigt tvinger sig tilbage til sanseligt Liv; i «The Power of Words», at hvert udtalt Ord har ubegrænsede kosmiske Konsekvenser ved at sætte alle Rummets Atomer i Svingning, og overhoved indeholder alle hans fantastiske Fortællinger Elementer af den mystiske Panteisme, som han har udviklet i den kosmogeniske Fantasi, der bærer det triumferende Navn Eureka.
Astronomi og Metafysik, tillæst Kundskab og original Spekulation, spidsfindig Bevisførelse og dogmatisk Paastaaelighed – en naivt ivrig og uroligt dybsindig Bog, maaske den mest umiddelbare af alle Poe’s Frembringelser, – fantastisk og uvidenskabelig, men fuld af den Sandhed, som overgaar Videnskabens Forstand.
«Til de faa, som har mig kær og som jeg har kær – til dem som føler snarere end til dem som tænker – til Drømmerne og dem, der holder Drømme for den eneste Virkelighed – skænker jeg denne Bog med Sandheder, ikke for de Sandheders Skyld, som den indeholder, men for den Skønheds Skyld, der udstraaler af dens Sandhed og gør, at den er sand. Til dem skænker jeg denne Bog, der alene er en kunstnerisk Frembringelse – man kalde den en Roman om man vil – eller hvis det ikke er for fordringsfuldt –, et Digt.
Hvad jeg her fremsætter er sandt: – derfor kan det ikke dø – men selv om det trædes ned, saa at det dør, vil det igen opstaa til uforgængeligt Liv. Men ikke desto mindre er det som et Digt og som et Digt alene, at jeg vil dette Værk skal bedømmes efter min Død.»
Med stoltere Ord har aldrig nogen Digter overantvordet sit Værk til Menneskeheden, og med færre Ord har aldrig nogen Digter givet Nøglen til sit Værks, sin Tankes, sit Livs Hemmelighed. Hvad ligger der i denne grænseløst dristige Fordring, at det er som et Digt og som et Digt alene, at han vil have bedømt et Værk, som giver sig ud for at forklare Verdensaltet fysisk og metafysisk og som ingen Tvil tilsteder om Forklaringens Sandhed?
Poes Grundtanke kan udtrykkes saaledes, at Skønhed er Kriteriet paa Sandhed. I Kontemplation af Skønhed er Sjælen befriet for ethvert Savn; den føler sig selv absolut – out of time out of space, stillet Ansigt til Ansigt med det Evige.
Naar vi opdager en ny Sandhed, da betyder dette, at vi pludselig ser Harmoni der, hvor før ingen saadan var os aabenbar. Alt hvad der gør et harmonisk skønt Indtryk paa vor Sjæl er derfor Sandhed.
«Vi tør tage det for givet,» hedder det etsteds i Eureka, «at Mennesket ikke længe og ikke dybt kan tage Fejl, saafremt det blot lader sig lede af sit poetiske Instinkt, der tillige er dets Instinkt for Symmetri og altsaa for Sandhed. » Og et andet Sted: «I Virkeligheden er Sansen for det symmetriske et Instinkt Mennesket udenvidere tør følge med blind Tillid.»
I den dybe og umiddelbare Følelse har vi altsaa Garantien for Sandhed; Symmetriens Love fordrer, at der til den subjektive Virkelighed svarer en objektiv, til den indre en ydre, og det er denne Tanke Poe fører op til sin fantastiske Spidse, naar han i «Power of Words» lader Planeter blive til af Menneskers med Lidenskab udtalte Ord. Den intuitive Erkendelse er derfor ufejlbar; vi erkender intuitivt et uforgængeligt Element i os, og derfor er der et saadant Element, en evig med Guddommen identisk Sjæl. Verdens saavelsom vor personlige Existens er en harmonisk Vexlen mellem den yderste Expansion og den yderste Koncentration af dette eneste og oprindelige Væsen …
Man vil af disse Antydninger forstaa den evige Betydning Poe tillagde saavel den kunstneriske Skabelse, som den æstetiske Kontemplation.
Hovedpersonen i alle Poes fantastiske Fortællinger er Poe selv, frit udfoldende i Liv de Instinkter han i Virkeligheden blot kunde give Udløb i Fantasi; – en ung Mand slagen af en eller anden ulægelig Sot og udkaaren af en eller anden forfærdelig Skæbne; en Nattevaager hengiven til Opium og rugende over ældgamle, besynderlige Bøger, en Ensom, fordi hans fine impulsive Ømhedstrang fryser til Utilgængelighed over for enhver nærgaaende Fortrolighed, en tungsindig Drømmer med syg og mægtig Fantasi …
I Kærlighed til Kvinder maa denne Helt lyde de samme fantastiske Impulser og skabe sig et Ideal af en overjordisk Skønhed, usanselig og spøgelsesagtig som alle hans Drømme. Dette Ideal er Ligeia – den uhyre lærde, uhyggeligt skønne og dæmonisk lidenskabelige Kvindegespenst i hans bedste Fortælling, og dette Ideal møder vi igen i Poes Digte.
Om disse gælder det om muligt endnu mere end om hans Prosafortællinger, at de ingen Næring har suget af Livets Safter. «Jeg har været for dybt overbevist om alle jordiske Tings Ubestandighed og Tomhed til nogensinde for Alvor at fæste mig ved dem», skrev han engang i et Brev til Lowell. «My life has been whim – impulse – passion; a longing for solitude – a scorn of all things present in an earnest desire for the future». Han var ingen Handlingens Mand og ingen Elsker. Allerede i et af sine første ungdommelige byroniske Digte skrev han disse Linjer:
I could not love except where Death
was mingling his with Beauty’s breath
or Hymen, Time and Destiny
were stalking between her and me.
Og i The Raven, i Annabell Lee, i To Helen i Ulalume, disse hans lyriske Mesterværker, er det alene en Drøm, der har fremkaldt de passionerede erotiske Udbrud. Lenore – Helen – Annie, disse aandeagtigt skære og usanselige Kvinder er Skyer, som favnes af hans uendelige, genstandsløse Savn.
For dette Savn og dets fortærende Kummer har han skabt det store Symbol i Ravnen, der med sit monotone Never-more aldrig viger fra den ulykkelige Drømmers Side:
– the Raven never flitting
still is sitting, still is sitting
on the pallid bust of Pallas
just above my chamber door;
and his eyes have all the seeming
of a demon’s that is dreaming,
and the lamplight o’er him streaming
cast his shadow on the floor;
and my soul from out that shadow
that lies floating on the floor
shall be lifted – never more!
Som et Exempel paa Poe’s Udnyttelse af Ordenes musikalsk imitative Værdier i dette Digt, kan disse Linjer af tredje Vers citeres, hvor han ved Alliteration af hvislende Konsonnanter efterligner den svage Raslen i Gardinerne og derved paa engang sympatisk fremkalder en vag, overtroisk Skræk hos den læsende:
And the silken sad uncertain
rustling of each purple curtain
thrilled me, filled me with fantastic
terrors never felt before …
Dette Underværk af Verskunst er nær i Slægt med de fantastiske Fortællinger. En Plan er opgjort og uafvigelig fulgt, saaledes at hvert Ord er nittet ind, hvor det gør mest Virkning og alle Kompositionens Dele matematisk sikkert samvirker til Frembringelsen af den ene og store Effekt.
Mere spontant lyriske er de fortællingsløse Digte, To Helen, Sangen om Annabell Lee og den vanvittigst dejligste af hans Søvngængerfantasis Vidunderblomster: Ulalume.
Ulalume er Sangen om Sorgens evige Monotoni, om Savnets Stirren paa det samme Punkt og Sindets ørkesløse Kredsen om den samme Tanke:
The skies they were ashen and sober
the leaves they were crisped and sere –
the leaves they were withering and sere;
it was night in the lonesome October
of my most immemorial year;
it was hard by the dim lake of Auber
in the misty mid region of Weir –
it was down by the dank tarn of Auber
in the ghoul haunted woodland of Weir.
Here once through an alley Titanic
of cypress, I roamed with my Soul,
– of cypress, with Psyche my Soul.
These were days when my heart was volcanic
as the scoriac rivers that roll – – –
For mange vil disse sælsomme, sig selv ensformig gentagende Strofer have ringe Mening; de er ogsaa vage og indholdsløse og uvirkelige i Sammenligning med Tankedigte og andre udmærkede Ting; men den som ikke er istand til at nynne sig ind i et Digt som Ulalume, han er ikkedestomindre fremmed for et af Livets Strøg, og det er Poesiens. Ulalume er blot Musik, og Poe forstod i Virkeligheden blot at skrive for dem som har «Musik i sin Sjæl».
Poesi, skrev Poe i en Afhandling, er alt det som fremkalder en Løftelse og en Spænding i Sjælen – an elevating excitement of the soul. Hans egen Digtning er helt igennem baaret og beaandet af en Sjælens Spænding mod det Evige, og dens Grundstemning er en sværmerisk Tungsindets Patos:
From childhood’s hour I have not been
as others were; I have not seen
as others saw; I could not bring
my passions from a common spring …
Men ikke destomindre er det utvilsomt urigtigt, naar enkelte Kritikere i Poe ser en Martyr for amerikansk Brutalitet, en ensom uforstaaet Aristokrat, der var dømt til at gaa under i et Samfund, hvor Livet opsluges af Erhvervskampen. Hans Ensomhed, hans Virkelighedsskyhed og Menneskeforagt vilde have været de samme i ethvert andet Land og i enhver anden Tid; thi de bundede dybere i hans Natur end til at bestemmes af et tilfældigt Milieu. «Jeg har ingen Tro paa Menneskehedens Udviklingsmuligheder», skrev han i det ovenfor omtalte Brev til Lowell. «Jeg tror ikke at menneskelige Anstrengelser vil være af nogen nævneværdig Betydning for Menneskeheden. Mennesket er ikke nu dygtigere, lykkeligere eller visere end det var for 6000 Aar siden, og Resultaterne af dets Arbejde vil ikke blive større; at antage at de det vil, er at antage, at alle tidligere Mennesker har levet forgjæves og at Fortiden blot er et Rudiment af Fremtiden …»
Desuden var Poe langt fra blottet for de Egenskaber, som gør en Mand skikket til Livet, selv i hine Dages Amerika. Han fulgtes af Vanheld, men han var ikke vaabenløs i Erhvervskampen, og den Maade hvorpaa han forstod at gøre Reklame for sine Frembringelser er ikke uamerikansk. «Jeg sender Dem her det netop udkomne Nummer af «American Review» skrev han til sin Ven Willis. «Det indeholder, som De ser, et anonymt Digt (Ulalume), der er af mig. De vilde gøre mig en Tjeneste ved at aftrykke Digtet i Deres Blad med en Forespørgsel efter Forfatteren …» (Woodsberry’s Bog om Poe Pag. 281).
Saadanne Træk – og biografiske Data i det hele – har ringe Værd som Vidnesbyrd om de intime sjælelige Ejendommeligheder, der har givet en Digters Værk dets Karakter. Og Poe var – foruden fattig Mand og Publicist og i mange Stykker «Amerikaner» – et mod Virkeligheden fjendsk og fra Virkeligheden skulkende Menneske, en Drømmer og Fantast, der lyttende og lydhør, spejdende og synsk søgte og fornam i Livet noget af den Opdagerattraaens Gysen og Spændingens Vaande, som maatte gennemsitre de første Søfarere, der forlod alle kendte Farvande for at pløje hint mare tenebrarum, der kogte om de ukendte Tropelandes Kyster. Bag et Skumringens Hav ligger den bestandig uopdagede Verden, som Mystikeren tror at ane af Farver andre end Spektrets og Toner andre end Skalaens, af Vibrationer i den ukendte Æter, umærkelige og flygtige som Skygger af vage Taager og fornembare blot i de Sekunder, da alle Stemmer med ét forstummer i hans Indre og Sjælen glider smærteløst og viljeløst i Evighedens Gynge.
De sløvt levende, de blot objektivt existerende, Billiontedelene af Billionen, de der aldrig med sin samlede Energi lever for egen Regning, udenfor sit Kald, sin Slægt, sin Pligt og sit Døgnliv – de har heller aldrig oplevet de Evighedens Sekunder, der ejer mere Virkelighed end Aars trevne Endeløshed, og de vil heller aldrig forstaa den uhyre Spænding i Existens, hvoraf en Kunst som Poe’s bliver til.