Forsoning
Fra Wikikilden
Oversatt av Paul Christian Eugen Holmsen.
1891 (s. 23-25).
1891 (s. 23-25).
Du fagre barn, mer væn end din fagre mor,
din hevn til pris jeg gir mine stygge vers:
- lad bål og brand dem grumt fortære,
- slyng dem i Hadrias vilde vover!
- slyng dem i Hadrias vilde vover!
Ei Dindymene magter og ei Apoll
fra helligdommens dyb, ikke Bakkus selv,
- ei Korybanters larm på malmet
- presternes hjerner til afsind hidse,
- presternes hjerner til afsind hidse,
som sinnet manden! Hvasseste norisk stål,
vraglystne hav og flammernes røde svelg,
- ja Zeus, med rædslers brag i følge
- stormende frem, ei den ilske skræmmer.
Så lyder sagnet: tvungen Prometeus blev
til mandens ler at føie fra verdens alt
- en ringe del; så lod han løvens
- rasende drift i vort bryst få sæde.
- rasende drift i vort bryst få sæde.
Som vredens offer fordum Tyestes faldt,
og stolte stæder styrted i støvet ned —
- mens fiendehæren overmodig
- murene merked med plogens furer
- murene merked med plogens furer
for den som sidste grund. Derfor styr dit sind!
Jeg selv i ungdoms rus, da mit hede blod
- mig fristed hårdt, til smædedigtning
- lod som en galning mig blindt forlede.
- lod som en galning mig blindt forlede.
Men nu mod ét kun stunder jeg angerfuld:
min bitre hån at bytte med milde ord, —
- vil du, når alt jeg ber dig glemme,
- atter som ven mig dit hjerte skjænke?
 |
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
