Bygde-Skikke/4/5

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Bygde-Skikke (del 5)
Folkevennen, Tiende Aargang,  (s. 549-603).
◄  Del 4
Bygde-Skikke (del 5)
Bygde-Skikke.
Fjerde Stykke.
Af Eilert Sundt.
Slutning (sml. S. 421).
§ 45. Den mandalske Stueform.

Fra Jæderen flytter Tanken sig nu hen til Mandals-Egnen, og fra Mandals By ude ved Kysten drager den op igjennem den Dal, hvis Navn Byen bærer, gjennem Holme, Øslebø, Løvdals, Finslands, Bjellands Sogne, alt op til Aaseral inde i Hæk-Fjeldets Dalkløfter.

Her er god Raad til at studere, hvad jeg kalder den mandalske Stueform, dens Udvikling og Opløsning.

Begyndelsen er sikkerlig en Røgstue, af det Slag med Are midt paa Gulvet (Are-Stue), blandt Almuen her mest bekjendt under Navnet Ildhus (Eldhus).

Jeg reiste igjennem Dalen nu i denne Høst, altsaa efter at Stykket § 39 om Arestuen var baade skrevet og trykt. Fast hvert Menneske vidste at fortælle mig om den Tid, da Folk boede eller „sad“ i dette Slags Huse, og efter gamle Folks Fortællinger slutter jeg, at det for de øvre Bygders Vedkommende ikke er over 100 Aar siden.[1] Jeg hidsætter den Fig. 68, med hvilken jeg i § 39 forklarede Ildhusets Indretning.

(Fig. 68) Gammelt Ildhus.

1, Are. 2, Langbænk. 3, Pall eller Tværbænk. 4, Langbord. 5, Forsæde eller Langkrak. 6 og 6, Senge for Ægtefolkene og Børnene. Her er ingen Vinduer, altsaa ingen Lysning uden gjennem Fjoren eller Røghullet. – Det er ellers en Feil ved Tegningen, at der ikke er et Skur eller en Udbygning foran den Tværvæg, hvor Indgangsdøren er, svarende til den nu brugelige Forstue.

At de to Senge skulde staa just i de Kroge, det var egentlig kun en Gjetning af mig, og den var jeg kommen paa ved Sammenligning med den nu brugelige Ordning i Ovnstuer. Men nu hørte jeg paa min Reise oppe i Aaseral et Par ældre Bønder beskrive nogle Ildhuse, som havde været Beboelses-Huse, og som de endnu kunde mindes, og dermed blev hin Gjetning bekræftet.[2] Med Fig. 68 sammenligne man nu Fig. 78.

Fig. 78. Den mandalske Stueform.

A, Ildhus, med 1, Are, og 2, et Par faste Bænke. Der er ikke anden Lysaabning end Ljoren. Dette Ildhus er nu Husets Kogehus eller Kjøkken. B, Forstue („Fosstove“)[3], dannet af de to Bindingsværks Vægge, som forbinde Ildhusets og Stuens Tømmerbygninger. C, Stue („Stove“), med: 1, Bord, omkring hvilket Høisæde (med Høisædes-Skab) samt andre Bænke; 2 og 2, Senge, 3, „Senge-Skab,“ der egentlig er et Indelukke for Kjelder-Lemmen, endelig 4, Kakkelovn.[4]

Jeg hidsætter endnu Fig. 79 for at give en Forestilling om Husets Ydre. Den mindre og lavere Del er naturligvis Ildhuset; den større og høiere svarer til Rummene B og C i Grundplanen.

Fig. 79.

Sammenligningen mellem det Gamle og Nye vil falde lettere endnu, naar man vil forestille sig en Røgstue-Bygning sammensat af to Ildhuse, det ene indrettet til Beboelse som Fig. 68, det andet kun til et Kogehus som Fig. 78, A, begge endelig forbundne med en Forstue som Fig. 78, B. Og jeg har Grund til at tro, at Fortidens bedre Røgstuer vare saaledes indrettede, saa man altsaa slap at have al Kogning med samt Brygning og Bagning inde i selve Beboelses-Værelset.

Nu mener jeg, det viser sig tydeligt, hvorledes den nye Bygning er dannet efter den gamles Forbillede, kun med en Række af Forbedringer.

Hovedsagen er, at den simple Are af Graasten er sløifet i Stuen, og en Malm-Ovn er kostet istedet. Naar Aren kom bort, saa behøvedes ikke længere Ljoren i Taget, og der kunde da lægges Loft over Stuen. Men saa maatte der end videre Vinduer i Væggen, siden Værelset ikke længere fik Lys gjennem Ljoren.

At Stuen C er dannet efter Forbilledet af Ildhuset Fig. 68, det sees af de Ting, som ere i Stuen, og af den Plads, de have faaet.

I Stuen ere to Senge, og begge staa de ved en og samme Langvæg, der nu bliver den bagre Væg, midt imod Vinduesvæggen. Dette Forhold findes ikke i nogen af de ovenfor afbildede Stuer, hverken den akershusiske, throndhjemske, bergenske eller jæderske. Men det gjenfindes i den gamle mandalske Røgstue eller Ildhuset Fig. 68, og herfra er da den særegne Skik sikkerlig kommen, som en Arv fra den gamle til den nye Slægt af Huse.

Naar Sengene skulde staa i de to Hjørner og Høisædet fremdeles skulde staa i Hjørnet mellem Vinduesvæggen og den indre Tværvæg, hvilket ogsaa stemmer med Fig. 68, saa blev der ikke noget andet Hjørne tilovers for Ovnen end det, hvori vi finde den (C, 4).

Kommer man fra Jæderen, eller kommer man fra Christiania-Egnen, eller dersom man kun fra Mandals By gjør et Besøg op i disse Bygder, saa studser man over at finde Kakkelovnen i det Hjørne, mellem Stuedøren og Vinduesvæggen. Det vil være en besynderlig Undtagelse, om der i hele Christiania Stift eller paa hele Jæderen er et eneste Hus, hvor Ovnen staar saa; men i de Bygder, hvor den mandalske Stueform endnu hersker uforandret, er det staaende Skik Hus for Hus. Det viser sig endog meget kjendelig udvendig paa Huset, hvor den lille Kakkelovns-Pibe stikker op ved Nederkanten af Taget, tæt til Siden for Indgangsdøren.

Jeg undrede mig længe over dette. Mon denne Synderlighed skulde være en blot og bar Tilfældighed, kun skikket til at vække en ørkesløs Undren? eller mon den ikke har sin bestemte Aarsag og altsaa staar som et Tegn, der vil tydes?

Langt om længe har jeg tydet det saa, som nys forklaret, at Stuen er dannet efter Ildhusets Forbillede, og at der af den Aarsag ikke blev anden Plads for Ovnen.

Nu ser jeg i denne Smaating, som vel de Fleste vilde kalde det, en Mindelse om den Hus-Skik, som havde bestaaet kanske fra Halfdan Svartes Dage indtil den blev afløst a den nu brugelige, og denne Ovnens Plads bliver mig et af den mandalske Stueforms Kjendings-Mærker.

Et andet Kjendingsmærke er Senge-Indretningen. I Ildhuset eller Røgstuen havde der kun været Senge af simpleste Slag, fastspigrede til Væggen; her ere høie Senge-Stolper som bære en Karnis, og Sengene ere byggede sammen med det mellemstaaende Skab, – et nagelfast og indbyrdes sammenhængende Snedker-Arbeide, ufravigelig siret med kunstrigt List- og Tavle-Værk.

Ligheden er saa stor, at naar man har seet denne Stue-Prydelse i et Hus, saa kjender man den i alle. Fig. 80 viser en Prøve.[5]

Sengene ere tegnede lidt paa skraa, som de vise sig for En, naar man staar oppe ved Høisædet. Karnissen tjener som Hylde, og paa den staar der gjerne Melkeringer og Krustøi. Under den ene Seng synes jeg at se et Par Træsko.

I det Hus, hvorfra Tegningen er taget, var Arbeidet saa smukt, som Snedkerens Høvl kunde gjøre det. Men i de fleste Huse har Malerens Kunst forenet sig med Snedkerens, og en Mangfoldighed af Farver straaler os imøde.

Den fremmede Betragter vil ikke nægte, at det Hele gjør et godt Indtryk. Og de, som ere voxede op i disse Huse og derfor kanske aldrig have tænkt over, hvorfra denne Skik monne være kommen, ville sikkerlig forundre sig over følgende Forklaring:

Sengenes Plads synes, som sagt, at være en ældgammel Bygde-Skik. Men Maaden, hvorpaa Snedkerarbeidet er udført, eller dette Slag af Forsiringer: Karnis og Lister samt Tavler eller Speil-Fyldinger, hører til en egen Kunst-Art eller Stil, som engang har været gjængs hele Europa over – udgaaet fra de store Kunstnere og Mestere i Rom og Paris og andre Hovedstæder, og efter de af dem
Fig. 80. Senge-Indretningen i den mandalske Stue. byggede og smykkede Kirker og Paladser efterlignet overalt i Landene og fast i hvert Hus, hvor en Væg eller et Skab skulde have lidt Stads at vise frem. I de sidste Aarhundreder have flere saadanne Kunstarter udbredt sig over Europa, den ene afløsende den anden, saaledes som vi i vor egen korte Levealder kunne se flere Moder i Klædedragten at afløse hinanden; Kunstkjendere have Navne paa disse Bygnings-Moder (Renaissance, Rokoko o. s. v.), og de vide at sige os, hvor gammel enhver af dem er, hvad Tid den er opfundet og udviklet. En kyndig Mand her Christiania, hvem jeg viste Tegningen til Fig. 80, sagde mig strax, at denne Kunstart har sin Begyndelse saa langt op i Tiden som ved Aaret 1620 i det Tidligste.

Men fra Rom og Paris er det lang Vei op til Holme og Bjelland og Aaseral, og hvad Tid mon Efterligningen naaede herhid? Jeg mener dengang, da Ildhusene afløstes af disse Ovn-Stuer – i Løbet af forrige Aarhundrede.[6] Dette Slags Forsiringer have ikke passet for de sodede Ildhuse, men af Bøndernes Fortællinger veed jeg, at de vare at se allerede i det største Sæt af Stuer, som kom efter Ildhusene.[7]

I Husmandsstuer og ellers i fattige Huse maa vel Stuen savne denne „Opstasing.“ Men dette hindrer mig ikke i at betragte Indredningen med de to Karnis-Senge og Sengeskabet som et Kjendingsmærke for den mandalske Stueform.

Et tredie Kjendingsmærke er endelig, at Huset er en Loft-Stue, som det kaldes, bygget i to Høider (Etager). Der var jo i Grunden ikke Noget i Veien for, at en Stuebygning af den beskrevne Form forresten kunde bygges i kun en Høide, enten med Sperrestue som i Østerdalen eller med kun et Halv-Loft over Lemstuen som paa Jæderen; men det hørte nu med til Skikken, at den, som sagt, skulde have to Høider.[8]

Det var nu det første Sæt af Stuebygninger, som Fig. 78 og 79 fremstillede, det første Sæt efter Røgstuerne eller de beboede Ildhuse. Men allerede Sønnerne af de Mænd, som havde bygget de nye Huse, byggede endnu større og gildere, med to Stuer i Rad (den rette Stue eller Dagligstuen og Nystuen eller Gjæstestuen) samt med Ildhuset heftet til paa Bagsiden. Fig. 81 og 82 give et Begreb om denne Udvikling af den tidligere Tarvelighed.

Nystuen adskiller sig fra Dagligstuen kun derved, at der ikke er noget Sengeskab i Rummet mellem de to Karnis-Senge. Imidlertid staar der gjerne en Dragkiste eller et Skatol i Skabets Sted.

Fig. 81.

Jeg kan anføre et mærkværdigt Exempel paa Ensformighed i Gaardenes Bebyggelse. I Aaseral syntes jeg ikke at se andre Beboelses-Huse end enten efter Fig. 78 og 79 eller efter Fig. 81 og 82, saa det faldt mig ind, at det
Fig. 82. maatte gaa an at tage Tal paa, hvor mange der var af hvert Slag. Og ja, det gik an: Sognepræsten, Hr. Schübeler, opgav mig paa Stedet, efter Hukommelsen, hvordan det havde sig paa de fleste Gaarde, og efter indhentede Oplysninger har han siden tilskrevet mig om Resten. Jeg kan da meddele følgende mærkelige Statistik over samtlige Bønders Stuebygninger i hele Aaserals Præstegjeld (thi Præstegaarden er ikke medregnet, de faa Husmandspladse ikke heller).

Bygd. Gaarde. Bønder. Stuebygninger med
1 Stue. 2 Stuer.
Øst-Heien, mod Hordnæs 8 29 24 5
Langs Mandals-Elven 5 18 9 9
Langs Ørevandet 5 16 10 6
Kirkebygden 4 40 31 9
Vest-Dalen 3 24 21 3
Øst-Dalen 11 39 33 6
Omkring Logne-Vandet 6 15 9 6
Heien ovenfor samme 3 7 7 0
hele Aaseral 45 188 144 44.

For en Menneske-Alder siden var der rimeligvis endnu færre eller kanske slet ingen Huse med to Stuer. Gaar Bygden fremad i Velstand en Menneske-Alder endnu, saa skal der ganske vist være færre Huse med kun en Stue.

Som i de ydre Bygder, saa er ogsaa i Aaseral i den senere Tid Aren i Ildhuset paa mange Steder ombyttet med Skorsten. Men paa det nær, og paa endnu en Undtagelse nær, som strax skal nævnes, svare de 144 og de 44 Huse i alle væsentlige Stykker hine til Fig. 78 og 79, disse til Fig. 81 og 82 – altsaa paafaldende Ensformighed.

Den Undtagelse, jeg talte om, er den, at 2 af de 44 Huse egentlig svare til den endnu mere udviklede Form, som findes fremstillet i Fig. 83 og 84. Det er en nyere Form. Hine 2 Huse i Aaseral ere ogsaa byggede i de allersidste Aar. Længer ud i Dalen er denne Forbedring baade udført tidligere, og der findes da allerede flere Huse af dette Slag.

Fig. 83.

Huset har, seer man, faaet dobbelt Bredde. Dette er skeet derved, at Ildhuset, der før var som en Bygning for sig selv, nu er draget ind under selve Stuebygningens Tag og dermed omdannet til et almindeligt Kjøkken D med Skorsten i Hjørnet. Samtidig er der paa den ene Side af
Fig. 84. Kjøkkenet indrettet et Bagkammer eller Sidekammer E (af Almuen benævnet Le-Kammer, af Le, gammel-norsk hlið, som betyder Side), samt et Vedskjul F (eller ogsaa et Bagkammer til istedetfor Vedskjulet).

Da den bagre Del af Huset kun er bygget op i enkelt Høide, saa faar Huset det Slags Sid-Tag, som jeg har beskrevet Side 449, og Tvervæggen ser da ud som i Fig. 85.

Fig. 85.

Men kommer man længer ud i Dalen, hvor der aabenbar maa være større og større Velmagt, saa kan man finde temmelig mange dobbelt-brede og derhos fuldstændig dobbelt-høie Huse, med Jevn-Tag istedetfor med Sid-Tag, saa Tvervæggen kommer til at se ud som i Fig. 86.

Fig. 86.

Istedetfor de faa Ruder øverst oppe i Brystet paa dette Hus ser man en sjelden Gang et fuldkommen stort Vindu, som da lyser ind til et Bryst-Værelse oppe paa Øverste-Loftet. Et saadant Hus kan man sige bestaar af halvtredie Høider.

Naar jeg hertil lægger dette, at nogle faa Huse af denne Familie ogsaa ere voxede i Længden, idet et Ende-Kammer er tilføiet ved den ene af Stuerne, saa har jeg beskrevet den hele Væxt.

Paa Billedet Fig. 86 ser man den lille Røgpibe, som stikker op tæt nede ved Tagskjægget paa den høire Side. Det er Kakkelovns-Piben, og den er mig et Tegn paa, at Kakkelovnen staar paa sin gamle Plads i Stuen, i det fremre Hjørne. Men i Huse, som have naaet den sidst fremstillede høie Grad af Udvikling og altsaa ere byggede temmelig nylig, tør det dog oftest være saa, at denne gammeldags Maade er forandret, og at Ovnen er bleven sat i det bagre Hjørne, som Grundtegningen Fig. 87 viser en Prøve paa.

Fig. 87.

Her ere flere Forandringer gjort med det samme en løs Seng har afløst den eiendommelige Senge-Indredning, og de faste Bænke have veget Pladsen for Stole og Sophaer.

Kjøkkenet og Bagkammeret er ikke ligedan som i Fig. 83. Tingen er, at denne Indretning er fra en nyere Tid, og det lader overhovedet til, at i Nutiden kan der vanskeligere danne sig faste Skikke end i Fortiden, og det i hvilkensomhelst Sag. Hovedsagen var, at istedetfor det gamle Ildhus vilde man indrette sig et Bagværelse til Kjøkken – for Resten blev det, som det kunde falde sig.[9]

Den Forandring, at Kakkelovnen blev flyttet fra det fremre til det bagre Hjørne o. s. v., er den begyndende Opløsning af den mandalske Stueform, som nu har tabt noget af sit Eiendommelige og Kjendelige. En Fortsættelse af Opløsningen er den Forandring, at Huset, med dobbelt Bredde som Fig. 87, bygges kun med enkelt Høide. Som Prøve hidsættes Fig. 88.

Fig. 88.

Under det brede Tag er her Rum til at indrette Brystværelser, saa Huset kan faa, hvad man kunde kalde: halvanden Høide, og for en almindelig Bondefamilie vil dette være Husrum nok.

Med saa smækkert Tømmer, som der nu bygges af, vil Underdelen af Bygningen lide under Byrden af den svære Overdel som i Fig. 86. Paa saadanne Grunde kan det forudsees, at den nyeste Tids Mode med enkelt-høie Huse vil faa almindelig Indgang. Og det skal vist ikke feile, at Husene ville vinde i Bekvemmelighed og Hygge. Men det kan ogsaa forudsees, at der bliver mindre og mindre af den paafaldende Lighed, som var før, da det saa ud, som om alle Husene i en hel Bygd skulde være byggede efter en og samme Model.

Det Nye begynder i de ydre Bygder og gaar lidt efter lidt op igjennem Dalen. Saa som det ser ud paa Gaardene i Aaseral nu idag, forestiller jeg mig, at det engang i Tiden har seet ud helt ude ved Kysten og paa Øerne. Men den Gang da Folk her ude netop var kommet til at bo i Huse af hvad jeg kalder: den oprindelige mandalske Form, Fig. 78 og 79, da lod Folket i Aaseral sig sikkerlig endnu en Stund nøie med de gammeldags Røgstuers endnu større Tarvelighed.

Det gik mig ialfald saa paa min flygtige Reise fra Aaseral ned til Mandals By, at for hvert Skydsskifte eller for hver Bygd syntes jeg at se Udvikling og Forandring fra det simple Gamle til det bedre Nye, og overalt fik jeg det Indtryk af hvad jeg saa og hørte, at som det nu er ovenfor, saa har det for længere eller kortere Tid siden været nedenfor.

Nu maa man kanske drage en Mils Vei op fra Kysten, før man finder et Hus med det gamle Mærke, at Kakkelovnen staar i det fremre Hjørne. Men enhver ældre Mand vil sikkert mindes den Tid, da denne gamle Brug var almindelig ogsaa herude.[10]

Ved en saadan Betragtning af Gaardenes Bebyggelse blev Reisen ned igjennem Dalen mig som et Blik opigjennem Tiderne: ved Hjelp af hvad jeg nys havde seet nogle Mil ovenfor, syntes jeg at se, hvordan der paa ethvert Sted nedenfor monne have seet ud for nogle Menneske-Aldere siden.

Og Forskjellen viser sig ikke blot i Husenes Former og Indretninger. Oppe i Aaseral saa jeg vel en enkelt Stolpebod, som med sine udsøgte og vel telgjede Tømmerstokke mindede om Oldtidens fortrinlige Tømmerbygningskunst. Men det Almindelige er dog et meget simpelt, ja stundom høist kluddret Tømmermands-Arbeide,[11] og ere Husene bordklædte, saa er det oftest udført paa en saa raa Maade, at der ikke har kunnet være Tale om tillige at male dem. Noget længer ude i Dalen tiltrækkes Øiet ved de venlige rødmalede Huse med hvide Hjørnebord og Vindues-Karmer, og endnu længer ude skinner det lang Vei af de graagule og hvide Huses blanke Oliemaling. Inde i disse Huse finder man ikke sjelden ialfald Gjæstestuen gipset, malet, tapetseret, udstyret med polerede Birketræes Møbler, Skilderier og Speile i gyldne Rammer, Gardiner for Vinduerne, hæklede Tepper over Kommoden og Sopha-Bordet. En Modsætning til denne Forsynlighed og Orden var den gamle Røgstue-Skik, som Folk i Aaseral endnu vide at tale om, at naar Aren optog for stort Rum af den lille Stue, saa man istedetfor almindeligt Langbord maatte hjælpe sig med en „Skive,“ der var til at slaa op mod Væggen, og naar der nu og da ikke syntes at være Tid til at rydde tilside Ting, som stod i Veien, for at Slagbordet kunde blive slaaet ned, saa holdt Familien sit Maaltid paa den Maade, at man satte Grødgryden imellem sig paa Krakken og spiste af den. En anden Modsætning er den, som man endnu den Dag idag skal kunne finde i selve Kirkebygden i Aaseral, at der ikke i et blandt ti Huse er en ordentlig Vasbøtte i Ildhuset eller Kjøkkenet – naar der skal koges Grød f. Ex., maa der springes til Brønden med en Melkeringe eller med selve Gryden.[12]


§ 46. Stueformernes Udbredelse.

Det traf sig saa, at i de Dage da § 44 eller Stykket om den jæderske Stueform blev trykt, reiste jeg atter omkring paa Jæderen, og det var naturligvis af Interesse for mig at sammenligne den Beskrivelse, jeg nys havde
Fig. 89.[13] vovet, med den Virkelighed, jeg nu saa for mine Hine. Et og andet lærte jeg vel at opfatte bedre nu; men i hver Bygd fandt jeg dog Bestyrkelse for, at naar man kunde se bort fra eller ligesom skue igjennem det Lag af Forandringer, som den sidste Menneske-Alder har medført, saa skulde man faa se hele Jæderen besat med Huse, som i alt Væsentligt have svaret til Fig. 71 til 74, med en forunderlig Ensformighed – Bygd for Bygd, ja Gaard for Gaard.

Det fandt jeg ogsaa, at den samme Stueform havde udbredt sig over det sydlige Nabo-Distrikt Dalerne, ialfald over de nærmeste Bygder Birkrim, Helleland, Hesskestad.

Dalerne hører ligesom Jæderen til Stavanger Amt, og dette grændser sammen med Lister og Mandals Amt. Det Punkt af Kysten, hvor Aaen Sire falder i Havet, har fra gammel Tid af været som et Skille-Mærke mellem hvad man paa disse Kanter kalder Nordlandet og Østlandet, og som det i Oldtiden skilte mellem de tvende Fylker Rogalandet i Nord og Agder i Øst, saa skiller det nu mellem Stavanger Amt paa den ene Side og Lister og Mandals Amt paa den anden.

Med en omstændeligere Undersøgelse skal det maaske vise sig, at den gamle Grændse mellem Rogalandets og Agders Folkestammer ogsaa er bleven Grændse mellem de Bygde-Skikke, hvis Udvikling i Nutiden vi her beskjæftige os med.

Det nuværende Lunde Hovedsogn sydligst i Dalerne dannede paa en Maade en Undtagelse allerede i Oldtiden: skjønt beliggende paa Nordsiden af Aaen Sire, hørte det dog ikke til Rogalandet, men til Agder, rimeligvis fordi det monne være blevet bebygget af Folk fra dette sidste Fylke, og det er først i en senere Tid, at det er skilt fra Agder eller fra Lister og Mandals Amt og lagt til Dalerne eller Stavanger Amt.[14] Dette samme Lunde tør danne en Undtagelse den Dag idag: jeg er ikke vis paa det, men jeg har en Formodning om, at Gaardenes Bebyggelse i dette ene Sogn af Stavanger Amt mere svarer til Bygnings-Skikken i de tilstødende Bygder af det gamle Agder, i Bakke og Siredalens Præstegjelde.

Paa min nys nævnte Reise i denne Høst kom jeg til at overskride Grændsen mellem de to gamle Fylker eller nuværende Amter høit oppe i Bunden af en Fjeld-Dal, hvor Heskestad Sogn i Dalerne støder sammen med Siredalens Præstegjeld i Lister Fogderi. Overgangen var mærkværdig. Den jæderske Stueform fulgte mig til den sidste Gaard i Heskestad, og en Fjerdingsvei derfra, paa den første Gaard i Siredalen, kunde jeg allerede se, at nu var jeg i en Egn med en ganske anden Bygnings-Historie.[15]

Paa Jæderen og i Dalerne havde jeg ikke fundet mindste Spor af Røgstuer eller Ildhuse, og selv hos gamle Folk havde jeg ikke faaet høre mindste Erindring eller Sagn om dem. I Siredalen fandt jeg det saa, som jeg allerede har beskrevet det under Aaseral: paa mange Gaarde har man endnu Ildhus med Are til Kogehus, og hver Mand veed at tale om den Tid (man mente det kunde være som 100 Aar siden), da alt Folket endogsaa boede i dette Slags Huse.

Paa Jæderen og i Dalerne fandt jeg kun en Mindelse af den oldtidsmæssige Skik med Senge- og Madbod, den Mindelse nemlig, at det Værelse i selve Stuebygningen, hvor Gjæste-Sengen staar, kaldes for en Bod. I Siredalen derimod mødte mig den Skik, som siden fulgte mig Bygd for Bygd østover, at der til hver Stuebygning hører (eller dog vides at have hørt – thi Skikken er nu i Aftagende) en særskilt Bod med Underrum til Gjæstesenge og Loft til Madvarer, eller endnu bedre: to Boder ved Siden af hinanden, en til hint og en til dette Brug.[16]

Paa Jæderen og i Dalerne saa jeg ikke saa mange som 5 Stuebygninger med to Høider; der var kun hvad man kunde kalde Halvloft over Stuen, med Vindue i Gavlen. I Siredalen derimod er Stikken ligesom i Mandalen, at ethvert Hus, som ikke er altfor fattigt, skal have helt Loft over Stuen, med Vindue i Langvæggen, hvorhos det ogsaa ligesom i Mandalen er blevet mere og mere almindeligt at have „Nystue“ paa den anden Side af Forstuen.

Med alt dette kan jeg dog ikke sige, at den mandalske Stueform grændser lige hen til den jæderske. Siredalens Huse mangle og have altid manglet nogle af hin Stueforms Eiendommeligheder. I Siredalen staar Kakkelovnen i Stuen ikke i det fremre, men i det bagre Hjørne; her ved Bagvæggen bliver da kun Rum for en Seng, ikke for to; Sengeskabet kjendes ikke her, og paa dets Plads er i bedre Huse gjerne Dør til et „Le-Kammer“ (Side-Kammer).

Som i Siredalen, saa mener jeg at Bygningsskikken omtrent er eller har været i største Delen af det prikkede Strøg paa Kaartet Fig. 89.[17] Der er kjendelig Forskjel fra den jæderske Stueform paa den ene Side og nært Slægtskab med den mandalske paa den anden.

Kun i en Del af Kyst-Strækningen til det samme Strøg, det flade, veirhaarde, skovbare Lister, er Stueformen mere lig den jæderske. Aarsagen tør ligge i Naturforholdene, som gjøre, at Jæderen og Lister ere saa lige indbyrdes, men skille sig mærkelig fra alle andre Bygder rundt omkring. Paa Lister har man som paa Jæderen og i den største Del af Dalerne ikke andet end Torv at brænde; og derfor maatte den Opfindelse med støbte Malmovne være mere velkommen der end i Skovbygderne, saa jeg forestiller mig, at medens man her i endnu en lang Stund vedblev at bo i Ildhuse og vederkvæge sig ved Arens blussende Ild, saa var det hist i Torvbygderne allerede blevet en fast Skik, saaledes som den Dag idag, at have Bilæggerovn i Stuen.[18] – Dersom en Oldforsker vilde tage sig for at undersøge disse Ovne eller lægge Mærke til Aarstallene og Støbestederne, saa kunde man kanske deraf slutte sig til, om Forandringen foregik samtidig paa Jæderen og paa Lister, eller om Skikken blev indført senere paa det ene Sted og da kanske efter det andets Forbillede.[19]

Det finder jeg ialfald troligt, at da Bygderne indenfor Lister, høiere op i Landet, senere hen afskaffede Røgstuerne, saa kom de i Et og Andet til at følge Forbilledet fra Lister og fra Flekkefjords og Farsunds nærliggende Smaabyer.

Ved Siden af det prikkede Strøg paa Kaartet sees det stregede at grændse imod, og dette Strøg skal betegne den Egn, som den mandalske Stueform har udbredt sig over.

Det er ikke Meningen, at denne Stueform just skulde være opkommet netop i Mandalen og derfra have udbredt sig videre. Men Navnet tog jeg deraf, at jeg først blev ret opmærksom paa den i Mandalen og siden fandt den herskende i hele Mandals Fogderi, med dets mange og folkerige Smaabygder, fra Fjeld til Fjære.[20]

Udover dette Fogderies Grændser har Skikken udbredt sig mod Vest ind i Lister Fogderi til de øverste Bygder af Lyngdalen (Heggebostad Hovedsogn med Ekens Annex) og af Kvinesdalen (Fjotland), samt mod Nord og øst ind i Robygdelagets Fogderi Nedenæs Amt, nemlig op til det øverste af Mandalen (Aaseral), opad hele Sætersdalen (Evje, Bygland, Valle) og et lidet Stykke opad Topdalen (Birkenæs Annex til Tvedt og Vegusdals Annex til Evje).

Mindst sikker er jeg med Hensyn til de to sidstnævnte Annex-Sogne. Og i det Hele taget maa jeg skynde mig at tilføie, at Angivelsen af Grændserne for dette Strøg for den mindste Del støtter sig til egen Beskuelse, men hovedsagelig til, hvad jeg har faaet udspurgt af Andre.

Nu i Høst reiste jeg op igjennem Lyngdalen og derfra over til Mandalen. Ovenfor Lyngdalens Hovedsogn ligger Kraas, der er Annexsogn til hint. Ved at overskride Grændsen mellem dette Sogn og Heggebostad kom jeg ind i Strøget for den mandalske Bygnings-Skik, og dennes ældre og yngre Former fremstillede sig for Beskuelsen fast Gaard for Gaard lige til de nærmeste Omgivelser om Christiansand; da jeg her gik ombord i Damp-Skibet, kom jeg ikke til at iagttage, hvor Østgrændsen for Strøget monne være. Paa en Udflugt i 1860 fra Christiansand af op til Øverbø fandt jeg det ligedan der.

Dette, at en stærkt udpræget Hus-Skik har trængt igjennem og gjort sig gjældende som en ufravigelig Regel i en stor Egn, er mig en saa mærkværdig Ting, at jeg nok syntes det skulde værd at komme efter Skikkens Grændser. Men at jeg nu fremsætter min Opfattelse med dens Usikkerhed og mulige Feil, det sker med den Tanke, at det kan blive Begyndelsen til Sagens bedre Belysning herefter. Kunde det saa yderligere lykkes at faa udgransket Aarsagen til, at den samme Skik udbredte sig netop saa vidt mod Øst og mod Vest, saa skulde derved kanske adskilligt være vundet til Forstaaelse af Folkets Kaar og Sæder i frem- farne Tider. Og hel mærkeligt skulde det være, dersom det kunde ansees for mere end et Træf, at Østgrændsen for den mandalske Stueforms Strøg falder sammen med en Grændse, som fra umindelige Tider har skilt mellem tvende Hoved-Dele af det førnævnte Agde-Fylke, nemlig Vest-Agder og Øst-Agder, paa hver sin Side af et Punkt ved Østsiden af den Fjord, hvori Sætersdalens og Topdalens Elve udmunde.[21]


§ 47. Den nedenæs’ske Stueform.

Bygderne strax i Øst for Christiansand alt til Østgrændsen for Christiansands Stift høre til Nedenæs Amt.

I det østligste Strøg her, i Bygderne Moland, Holt og Søndelev, mellem Arendal og Østerrisør, fandt jeg paa Gjennemreise i Aaret 1860 en, som jeg syntes, meget interessant Stueform. Hvor denne var udviklet som mest, svarede Husene til Grundtegningerne Fig. 90 og 91.

Fig. 90, nedre Høide. A, Stue, brugt som Storstue eller Stadsværelse, med 1, Kakkelovn, 2, Bord med Bænke (oftere dog Kanope eller Sopha og Stole), 3, Seng. B, Kammers, brugt som Dagligstue, med 1, muret „Ovn“ eller „Spis,“ d. e. en Skorsten, som er aaben til to Sider, saa Ilden kan lyse i Værelset; den bruges naturligvis ogsaa til at koge paa; 2, Kakkelovn, sat ved Siden af Skorstenen, for at hjælpe til med at holde det varmt i Værelset; 3, Bord med Bænke, 4, Seng med Karnis over; 5, en saakaldet „Kove“, d. e. et Indelukke for Kjælderlemmen, bygget op i Høide med Senge-Karnissen, altsaa nogenlunde svarende til den mandalske Stues Sengeskab, Fig. 78.

Fig. 90. Nedre Høide.
Fig. 91. Øvre Høide.

Karnissen, som gaar i Et over Sengen og Koven, er indrettet som Hylde for Kopper og Glasse, og derfor heder den ogsaa Skjænk. Denne hele Indretning er dog nu afskaffet i mange Huse, og der staar kun en almindelig Seng istedet. C, Ildhus eller Brygggerhus, hvilke Navne her bruges om hinanden; det første Navn indeholder vistnok en Mindelse om den Tid, da man brugte Ildhus med Are, i hvis Sted her nu er 1, Skorsten med 2, Bagerovn. I Ildhuset sees stundom Senge, saa det kan bruges som Sommerstue, at Dagligstuen kan staa ledig en Stund og blive udluftet. D og D, Svalgange, Lang-Sval og Midt-Sval, med 1, Trap op til øvre Høide. Svalgangene ere lukkede med hel Bordvæg, og i dem ere afpanelede flere mindre Rum, navnlig E til Spiskammer og F til Klædekammer.

Fig. 91, øvre Høide. A, Salen, hvori 1, Skorstens-Piben, som gaar op fra Skorstenen nede i Kammers’et, samt 2 og 2, Senge. B, Kammersloftet, afpanelet i to smaa Senge-Værelser, det ene for Pigerne, det andet for Gutterne. C, Bryggerhus-Loftet, enten brugt som Stabburs-Loft eller, som hen, indredet til Føderaads-Bolig og derfor afpanelet i det større Værelse a med Skorsten og Seng samt det mindre Rum b. D og D, den øvre Svalgang, med 1, Opgang nedenfra, og 2, Trappe til Hverste-Loftet, samt med Aflukkerne E, F og G, til forskjelligt Brug, Klædekammer for Tjenestefolkene o. s. v. – Øverste-Loftet endelig er indrettet som Stabburs-Loft, naar Bryggerhusloftet har faaet hin anden Bestemmelse.

Huset ser ikke anseeligt ud paa Forsiden, hvor Indgangsdøren er, Fig. 92.

Desto gildere tager det sig ud fra den anden Side, hvor den lange Rad af Vinduer skinner os imøde, Fig. 93.

Det er stor Forskjel, naar vi sammenligne f. Ex. med den mandalske Stueform, hvor Vinduerne staa paa Forsiden sammen med Indgangsdøren. Man kan komme i Vildrede med hvad der skal kaldes Forside og Bagside, enten Fig. 92 eller 93.

Efter en Stunds Betragtning og Betænkning fandt jeg i denne Stueform et interessant Exempel paa, hvad jeg kalder: et sammensat Hus. Det er en Sammensætning og
Fig. 92.
Fig. 93. Omdannelse af ældre og simplere Husformer. Jeg mener, at jeg kan ligesom plukke Tilsætningerne fra og fremstille Bygningens oprindelige Kjerne.

Efter al gammel Skik skulde Taget være røstet saa, at Mønen laa midt over selve Stuebygningen, saa Taget altsaa kom til at gaa sidt ned paa den Side, hvor. Svalgangen er. Her er altsaa den første Forandring at gjøre, naar vi ville omgjøre den senere Tids Forbedringer; derved faa vi rigtignok et mindre rummeligt Hverste-Loft, og Kornet og Fladbrødet og Kjødet, som nu forvares der, maa vi altsaa have paa Bryggerhus- eller Ildhus-Loftet.

Efter al gammel Skik skulde dog Madvarerne ikke være her heller, men i et særskilt Hus, et Stabbur eller en Stolpebod, for Forsigtigheds Skyld et godt Stykke borte fra Ildhuset.[22] Vi tage altsaa Loftet af Ildhuset, og denne Del af Bygningen bliver altsaa ganske lav, paa kun en Høide.

Efter al gammel Skik skulde heller ikke Ildhuset være saaledes et Værelse i selve Stuebygningen, men et Hus for sig selv, nogle Skridt fra Stuen.

Tage vi altsaa Ildhuset bort, saa staar tilbage Værelserne A og B, Stuen og Kammers’et, med tilsvarende Overværelser A og B, Fig. 90 og 91.

Her er det paafaldende, at Kammers’et B kun er skilt fra A med en Panelvæg, og at denne Væg er sat saa, at Kammers’et bliver en Del bredere end det tilsvarende Loft B a og b. Og især er det paafaldende, at Forskjellen i Bredde er just saa stor, at Skorstenen, som staar i Kammers’et B, stikker sin Pibe op, ikke igjennem Kammers-Loftet B, men gjennem Stue-Loftet A.

Den Tanke faldt mig ind, at man under den senere Tids Forandringer har flyttet Panelvæggen og saa, medens Skorstens-Piben blev staaende urørt, kun har vendt selve Skorstenen, som før monne have staaet i Stuen, men nu altsaa kom til at staa i Kammeret.

Nu gjør jeg da ogsaa denne Forandring om igjen, og derhos lukker jeg den Dør, som for Tiden forbinder Kammers’et B med Midtsvalen D, men som vistnok for Bekvemmeligheds Skyld blev hugget i Væggen dengang, da Ildhuset blev flyttet hid. Endelig sløifer jeg et Par Vinduer, som sikkerlig ikke fandtes i Fortiden, da Glasset var dyrt.

Hvad jeg da faar igjen, bliver foruden Overværelserne en Stue og et Kammer som Fig. 94.

Fig. 94.

Men nu springer det i Øinene, hvorledes denne Stueform er beslægtet med den akershusiske som § 20 fremstiller. Ja, Grundtegningen svarer jo i det Væsentligste til selve Løkre-Stuen paa Lom, den, som nærværende Afhandling gjorde Begyndelsen med, og som findes fremstillet i Fig. 3.[23]

Dette var, som sagt, en Række af Formodninger. Men med fortsat Efterforskning bleve disse stadfæstede Skridt for Skridt næsten ligetil det sidste Punkt. Saaledes blev jeg opmærksom paa et Hus paa Gaarden Sundsdal i Holt, som ikke alene var temmelig gammelt, men især var paafaldende ved sin gammeldags Skik; hvad enten af Mangel paa Lyst eller Leilighed havde nemlig Beboeren, der allerede var en aldrende Mand, ikke udført de Forandringer og Tilsætninger, som i den sidste Menneske-Alder vare komne i Brug i Bygden, og derfor stod Huset nu som et Minde om en ældre Tids større Simpelhed. Og hertil kom, at Manden i Huset kunde mindes langt og forklare mig, hvorledes Huset havde seet ud, før hans Fader og, jeg tror, hans Bedstefader gjorde adskillige af de Forandringer, som i deres Tid hørte til Moden.

Det Punkt, som jeg ikke paa denne Maade fik nogen egentlig Stadfæstelse for, var det, at Ildstedet oprindelig havde været stillet saaledes som i Fig. 94.

Jeg tvivler dog ikke paa, at det har sin Rigtighed ogsaa hermed, og jeg tænker mig, at en Smule Efterforskning i de indre og rimeligvis mere gammeldags Bygder Gjerrestad, Vegaarsheien og Omlid kunde bringe Lys i Sagen.

Den, som ret skulde studere Bygnings-Skikken i Strøget omkring Arendal eller fra Christiansand til Østerrisøer, maatte flittig reise op og ned i Dalene og sammenligne de nyere Former i de ydre Bygder med de ældre længer oppe i Landet. Jeg har kun engang (det var som sagt i 1860) reist ad Hoved-Landeveien, tvers over alle Dalførerne.

Men jeg fik dog denne Forestilling, at den Skik med Spis, d. e. en Stue-Skorsten af en noget særegen Indretning og svarende til den i § 8 beskrevne Peis (overalt i Christiansands Stift, hvor dette Ildsted er kjendt, lyder Navnet Spis, eller ogsaa Speis) – at den Skikt, siger jeg, har udbredt sig fra Østlandet af mod Vest alt til Grændsen for den mandalske Stueforms Strøg.

Spis’en har da fortrængt Aren. Og jeg tænker mig, at det er skeet temmelig tidlig, nemlig medens støbte Malmovne enten ikke vare opfundne eller ogsaa endnu vare meget dyre og vanskelige at faa kjøbt. Omvendt tænker jeg mig, at Arens Afskaffelse i Bygderne vestenfor, i den mandalske Stueform, først gik for sig paa en sildigere Tid, da det var blevet let at forsyne sig med Malmovne.

I Bygderne østenfor Christiansand har igjen Kakkelovnen i den seneste Tid afløst Stuens Spis, som i sin Tid havde afløst Aren. Vestenfor Christiansand beholdt Aren sin Plads saa langt ned i Tiden, at den med en Gang kunde ombyttes med Kakkelovn.[24]

Naar Aren ombyttedes med Spis, kunde det være, at Huset for Resten forblev uforandret, og det kan have været af den allerenkleste Form, nemlig kun et Stuerum med Døren paa Tværvæggen, som i Fig. 68. Og jeg har som en Formodning om, at en saadan Hus-Form kanske ligger til Grund for Bygnings-Skikken i de øverste Bygder ved Topdals-Elven, og maaske videre i den indre Del af Nedenæs Amt eller Robygdelaget.[25] Ellers synes det at være gaaet saaledes til med Spisens Indførelse, at man med det samme optog den østlandske Stueform med et Kammer ved Tvervæggen og med Indgangsdøren paa Langvæggen samt endelig med en Svalgang foran, som i Fig. 94.

Vi have seet, hvad Bygnings-Skik der paa denne Grundform er bleven udviklet i Holt og de andre Bygder østenfor Arendal. I Øiestad strax vestenfor Arendal kan ogsaa den samme Grundform kjendes (Fig. 94); men her er Udviklingen tildels bleven anderledes, paa en Maade modsat, med Væxt ikke i Længden, men i Bredden.

Den beskrevne Hus-Skik i Holt og nærmest tilgrændsende Bygder maa altsaa betragtes ikke som fælles for alle de nedenæsske Bygder, men som en særegen Udvikling af en Grundform, som er eller har været fælles (Stue med Spis).[26]


§ 48. Den thelemarkske Stueform.

Her menes øvre Thelemarken i Christiansands Stift, ikke nedre Thelemarken i Akershus eller Christiania Stift.

At forstaa et interessant Punkt i Bygnings-Skikkens Historie i dette Bygdelag vil være det samme som at faa rigtig Rede paa et noget indviklet Forhold, som jeg allerede oftere har berørt, men som det kanske ikke er lykkedes at faa fremstillet med Klarhed.

Jeg peger derfor endnu engang paa Fig. 41 og Fig. 40 i § 20.

(Fig. 41). (Fig. 40).

Min Opfattelse er denne:

Fig. 41 er Grundformen for den thelemark’ske Stueform. Den ligger ogsaa til Grund for Stueformen i det Indre af Throndhjems Stift, Ørkedalen, Guldalen, o. s. v. Og som selve Tømmerbygningen er ens, saa har det ogsaa havt sig paa ens Maade med Ildstedet i Stuen: oprindelig var det Are midt paa Gulvet, siden blev Aren ombyttet med Stue-Skorsten, som i det Throndhjemske kjendes under Navnet Lysovn og i Thelemarken kaldes Spis eller Speis. Kun er Forandringen nok foregaaet en Del tidligere i det Throndhjemske end i Thelemarken.[27]

Men imellem disse tvende Egne af vort Land ligger Akershus Stift. Her har det vistnok engang i Fortiden været ligedan som i de nævnte Egne paa begge Sider, men nu er der Forskjel. Jeg har allerede før yttret den Formodning, at da i de akershusiske Bygder den oldtidsmæssige Are ombyttedes med Stue-Skorsten (Spis i Smaalenene, Peis i Oplandet), saa blev der tillige gjort den Forandring med selve Tømmerbygningen, at den, paa Undtagelser nær hist og her, ikke længer svarede til Fig. 41, men til Fig. 40.[28]

Forskjellen bestaar deri, at Fig. 41 har Forstue indeni selve det tømrede Hus og dertil en halv Kove (Bi-Værelse til Stuen, Kammer), hvorimod Fig. 40 har hel Kove og istedetfor hin Forstue en Svalgang af Bord-Vægge udenfor det tømrede Hus. Dette kan se ubetydeligt ud; men denne Afhandling indeholder mange Exempler paa, hvorledes en saadan liden Forskjel i Grundformen viser sig større og større, efterhvert som Formen udvikles.

Den Besynderlighed, at der nu er Lighed mellem Thelemarkens og Throndhjems Stifts vidt adskilte Bygdelag, medens der er Ulighed i de mellemliggende akershusiske Bygder, synes at kunne forklares saaledes, at der engang har været Lighed overalt, og at saa den nævnte Forandring har faaet Indgang her, men ikke har naaet over Fjeldet ind i det Throndhjemske, heller ikke har trængt ind i den Fjeldkrog, hvori øvre Thelemarkens Bygder indesluttes.[29]

Dobbelt Synderlighed da Thelemarken ellers har hentet sin Stue-Skik fra det Akershusiske, Noget, som vil kunne sluttes ved at se, hvilken mærkelig Overensstemmelse der er mellem de ovenfor meddelte Forklaringer over Stuens Indretning og Opstasing f. Ex. i Lom i Gudbrandsdalen og Spydeberg i Smaalenene og følgende Beskrivelse fra Aaret 1786 over „Stads- eller Vinterstuen“ paa en Velstands Bondegaard i Silgjord i øvre Thelemarken.[30]

„Dette Vaaningshus bestaar af en Daglig-Stue, hvori man koger og foretager sig alle Hus-Sysler. I tvende Hjørner af Stuen staar tvende Senge, to til tre Trin i Veiret.[31] Paa hver Side af det venstre Hjørne i Sør staar tvende smaa Vinduer, kaldte Glas;[32] i Midten heraf har man et Skab, kaldet Roskabet, og strax ved et andet, kaldet Madskabet, som bestaar af tvende Rum.[33] Imellem disse Skabe er en Bænk, kaldet Høisædet, og derfra gaar atter en Bænk, kaldet Pallen, lige ned til Sengen i det østre Hjørne af Stuen;[34] lige for denne (Pall) staar et Bord, 11/2 Alen bredt og saa langt som Stuen;[35] foran dette er en Bænk, lige saa lang som Bordet. I det fjerde Hjørne staar Skorstenen. Ved Siden af den er Døren til Kaaven, et Værelse saa kaldet, uden Vindue, med et Hul paa Væggen (Glugge), hvori (i hvilket Værelse) man sætter Melke- og andre Kar om Vinteren.[36] Ved Siden af Kaaven er Indgangen til Stuen, og udenfor denne er Forstuen, netop saa stor som Kaaven og afdelt fra den med Bræder.[37] Er Stuen to Etager høi, kaldes den øverste Høi-Staago, og af saadanne gives der 11 i Sognet.“

Til denne Vinter-Stue – det sees videre af Beskrivelsen – hørte et Ildhus med Are, og dette simple Hus benyttedes som Sommer-Stue. Et andet Hus, som hørte til, var en Stolpebod med Loft, hvilket sidste var indredet med Gjæste-Seng.[38]

Selv har jeg endnu ikke været i øvre Thelemarken. Men jeg mener dog at have gjort som et Indblik i en af de nys beskrevne gamle Vinterstuer, nemlig ved Beskuelsen af et af Tidemands Malerier, det, som benævnes „Hus-Andagten,“ og hvis Skjønhed der er som en Skygge af i Fig. 95.[39]

Vi faa her se det hyggelige Parti omkring Høisædet, Madskabet paa den ene Side, Roskabet paa den anden o. s. v. Den samme Snedker, som gjorde Skabene, har v,el ogsaa klædt Væggen med det sirlige Tavleværk; Bygdens Maler, se vi, har ogsaa gjort sit Bedste; jeg skimter en Mand paa en Hest, som han har malet. Man tro dog ikke, at hele Væggen er smykket saa; det er vistnok kun i Nærheden af Høisædet. Paa Væggen til Høire hænger et Speil med forgyldt Løvværks Ramme, og ved Siden deraf staar et Klokkeskab. Dette er fremmede Sager, sikkerlig kjøbte paa Auktion efter Skriveren eller Provsten.

Fig. 95.

Tidemands Billede lader os se ind i Stuen – og det giver os et tiltalende Syn af Livet i Stuen. Jeg kalder det en Lykke, at jeg til Slutning paa disse Forklaringer om Stuerne i mit Fædrelands mange Bygder kan pege paa dette Billede og sige: Se, saaledes har det seet ud i vore Huse, et saadant værdigt, alvorligt, gudfrygtigt Liv har der levet. Høisædet, Skabene – jeg synes at gjenkjende enhver Ting saa vel, fra Gudbrandsdalen, fra Smaalenene, fra Rennebo – – – og Husbonden, som læser Texten, og Moderen, som halvt hører paa og halvt følger med Tanken Børnene, som ere voxede ud af Huset og nu færdes hver paa sin Kant – jeg synes at kjende dem begge; – – hans Alvor, hendes tankefulde Ømhed, dette elskelige, fromme Enfold, der som en Forklarelse hviler over dem begge, har saa ofte opbygget mig, naar jeg, hvorsomhelst jeg har faret i Norges Land, fik Anledning til at se indom til vore gammeldags Bønderfolk.

Gammeldags?

Ja, det er i de afsidesliggende Bygder, i de gamle Huse, hos de Gjenlevende af den forrige Slægt, at jeg har fundet denne Opbyggelse.

Fast hvert Kapitel af denne Afhandling melder om Forandring, og netop i vor Tids-Alder er det, som at Forandringen vælder frem og strømmer ind over os.

Husene forandres – Livet i Husene ligesaa.

Hvad selve Husene angaar, har jeg jevnlig været saa lykkelig at kunne vise, at trods Udartningen, som altid lurer, er Forandringen bleven til det Bedre – en fri Udvikling af den ensformige Tarvelighed, en Væxt og Blomstring.

End Hus-Livet og Hjerte-Livet?

Enfoldigheden og Troskyldigheden, som gjorde os saa godt hos hine Gamle, møder os ikke saa ofte hos Børnene. Den nuværende Slægts Tid er en Gjæringens og Bevægelsens Tid. Der følger Skum og Uro med. Men der er jo Virksomhed i Bevægelsen, og af Gjæringen tør der klarne sig et sundt og vakkert Liv. Eller – se endnu engang paa Moderen i Tidemands Billede, hvorledes hun sidder hensjunken i Bøn og Forbøn: bør vi ikke haabe Godt om den Slægt, for hvem Mødre have bedet saa?

§ 49. Tilbageblik.

Denne Afhandlings Betragtning begyndte inderst i Lom, udbredte sig derfra over hele Gudbrandsdalen og Østerdalen og de øvrige Bygdelag i Akershus Stift (§§ 1–23), gik saa mod Nord over Fjeldet til det Indre af Throndhjems Stift (§§ 24–31), bøiede af mod Vest til de throndhjemske Fjord-Distrikter Nordmøre og Romsdalen, fortsatte mod Syd gjennem Bergens Stift alt til Ryfylke Fjord-Distrikt i Christiansands Stift, streifede herfra korteligen henover dette Stifts østlige Fjeldbygder (§§ 32–43). Saa tog Betragtningen atter sit Udgangspunkt paa Jæderen eller den sydlige Nabo-Bygd til det nysnævnte Ryfylke, og bevægede sig derfra gjennem Lister- og Mandals-Egnen østover til Nedenæs og øvre Thelemarken (§§ 44–48). Her naaedes Grændsen mod Akershus Stift, og dermed var alt Norge overfaret, paa Nordlandene og Finmarken nær, som maatte gaaes forbi.

Paa Vandringen bleve vi lidt efter lidt opmærksomme paa, at der nok engang har været to Slags Røgstuer, hver i sin Halvdel af Landet, paa den ene Side Røgovn-Stuen i de vestlige Fjord-Distrikter fra Ryfylke i Syd til Mundingen af Throndhjems-Fjorden, og rimeligvis endnu længer mod Nord, samt paa den anden Side Are-Stuen i de mere østlige og sydlige Egne. Og Røgovnstuen eller ganske nylig foretagne Omdannelser af den fandt vi endnu i dens gamle Strøg; men i Arestuens Sted og som udviklede af dens oldtidsmæssige Skik fandt vi flere bestemt udprægede Stueformer, hver i sin Egn, nemlig den akershusiske, den throndhjemske, den jæderske, den mandalske, den nedenæs’ske, den thelemark’ske.

Ved mange Leiligheder kom vi til at se den Forskjel paa Før og Nu, at i Fortiden vare de forskjellige Bygdelags Bygnings-Stikke mere ens, saa den nuværende store Ulighed er fremkommen lidt efter lidt.

Og vi fandt det som en Lov i Bygnings-Skikkens Historie, at medens man fra Oldtiden af var vant med at have mange Huse til en Husholdning, hvert til sit Brug, men derfor mest alle smaa, saa har man i de senere Tider lagt an paa at sætte flere og flere af Bi-Bygningerne sammen med Stuen under et Tag, til en større Hovedbygning.

Men denne Sammensætning kunde falde saa forskjelligt ud. Enten var det Ildhuset (Bryggerhuset) eller Sengeboden eller Madboden, som forenedes med Stuen, eller det var to af disse Bibygninger, eller det var alle tre. Og enten kom selve Stuebygningen dermed til at voxe i Høiden eller i Længden eller i Bredden, eller i to af disse Retninger eller i alle tre Retninger. Sammensætningen kunde altsaa blive forskjellig i flere Henseender.

Hvordan den skulde blive, det var tildels afhængigt af, hvad Slags Ildsted man brugte, og dette var tildels igjen afhængigt af Natur-Forholdene (Mangel eller Overflod paa Brænde o. s. v.)

Meget beroede ogsaa paa den nedarvede Grundform for selve den oprindelige Stue-Bygning, der skulde blive ligesom den Kjerne, hvorom hine Tilsætninger sluttede sig.

Dersom mine Undersøgelser have truffet det Rette, saa vil enhver af de omhandlede Stueformer omkring i Landets forskjellige Egne kunne henføres til en af disse faa Grundformer i Fig. 96.

Ildstedet:
A, 1 og A 2: Røgovn, med Ljore til Røggang og

Lysning.

B, 1 og B, 2: Are, ligesaa med Ljore.
C: Stue-Skorsten (Peis), uden Ljore, men med Skorstens-Pibe

for Røgen og Vinduer til Lysning.

Skorstenen med dens Tilbehør maa betragtes som en nyere Indretning, indført rimeligvis fra Udlandet

istedetfor den oldtidsmæssige Skik med Are og Ljore.
Bygningen:
A, 1 og B, 1: kun en enkelt Stue af Tømmer, ved den ene Tvervæg en Forstue af Bindingsværk.
A, 2 og B, 2: tømret Stue og ved den samme Tvervæg som hist en halv Kove eller Kleve (mindre Biværelse) af Tømmer samt enten af Bindingsværk eller af Tømmer en Forstue.
Fig. 96. Nedarvede Grundformer.
C: tømret Stue og ved den samme Tvervæg som hist en hel Kove eller Kleve, samt istedetfor Forstue en Svalgang af Bindingsværk foran Indgangsdøren, der her

staar paa Stuens Langvæg. I nærværende Afhandling er det antaget, at denne Form er fremkommen ved Forandring af B, 2, samtidig med Skorstenens Indførelse istedetfor Are.

Udvikling af Grundformen:
A, 1 og B, 1 ligge til Grund for den nuværende Bygnings-Skik

i det sydvestlige Norge, eller for den mandalske og den jæderske Stueform samt for Røgovnstuen med dens Omdannelser i den sydlige Del af Bergens Stift eller kanske alt til Grændsen af Throndhjems Stift.

A, 2 og B, 2 ligge til Grund for Røgovnstuen med dens

Omdannelser i Fjord -Distrikterne af Throndhjems Stift (A, 2) samt for den saakaldte throndhjemske Stueform i det samme Stifts Indland og for den thelemark’ske Stueform i Christiansands Stift (B, 2).

C endelig ligger til Grund for Stueformen i det sydostlige

Norge, den akershusiske i Akershus eller Christiania Stift og den nedenæs’ske i Christiansands Stift.


§ 50. Slutning.

Det er en af de Interesser, som have fulgt mig under denne Afhandlings Undersøgelser, at ved at gjennemskue de senere Bygde-Skikkes Tilsætninger og Forandringer, fik jeg ligesom skue helt op til Oldtidens mere enkle og ensartede Lands Skik. Naar jeg nu læser Sagaerne og hist og her ser et Træk af Husenes Indretning og det daglige Livs Skikke i Harald Haarfagers og Olaf den Helliges Dage, saa kommer det mig til Hjælp, som den omhyggelige Betragtning af Nutiden har lært mig, og udaf Sagaernes korte Antydninger voxe livagtige Billeder frem for Blikket.

Ofte kom den Betragtning for mig, at Husene jo staa som Mindesmærker om de Tids-Aldere, som byggede dem. Nogle f. Ex. staa igjen alt fra Tiden før Sortedøden, og hvad de have at fortælle, det har et Sagn imellem Bønderne skjønsomt tydet saaledes, at Bygningskunsten blomstrede i hine fjerne Tider, men at den saa, som al anden Kunst og Bedrift, kom i Forfald under Folkets Vanmagt efter Sortedødens Ødelæggelser. Omvendt er den yngste Slægt af Huse vel skikket til at forhøje det Indtryk, som ogsaa ellers paa saa mange Maader bibringes os, at der er Trivsel i Landet nu, i dets Selvstændigheds og Friheds Tid.

Ja, jo længere jeg betragtede Bygningsskikken, desto fortroligere syntes jeg at blive med selve Folkelivet og dets Udvikling gjennem Tiderne, i et Bygdelag saa, i et andet saa. Det var mig overraskende at finde, at den gamle Hus-Skik med Are og Ljore, kjendt i Landet alt fra Odins Dage, har holdt sig i de christiansandske Fjeldbygder til for faa Menneske-Aldere siden; naar jeg nu tænker paa Folkelivet i de samme Bygder og sætter det Ene i Forbindelse med det Andet, saa synes jeg at forstaa saa vel, at med hin ene Skik monne meget af Oldtidens hele Leveskik og Livsbefragtning fast uforandret have fulgt med ned til Nutidens Grændse.

Naar mit Blik glider hen over Hus-Klyngerne, fyldes Sindet snart med Vemod, snart med Fryd: hist staar det tilbage med Bygningsvæsenet, jeg synes at se Fattigdom og Modløshed i Husene – – her lysner det, her mærkes Fremskridtsaand og Smag, her maa bo et dygtigt og lykkeligt Folk.

At bygge og indrede de Huse, som et Folk skal have at bo i, er en af de betydeligste Industri-Grene i et Land. Industri-Udstillinger høre til Dagens Orden nu: alle Kunster og Virksomheder kappes om at være med og vise sig og naa frem til Anerkjendelse og komme til sin Ret. Under Udarbeidelsen af nærværende Fremstilling var det mig ofte en kjær Tanke, at kunde jeg saa sandt faa fremstillet de norske Bygnings-Skikke paa en anskuelig Maade, saa skulde vore Almuers Flid og Tænksomhed vorde kjendt og visselig vække en ikke ringe Deltagelse.

Ja, for et Lands Bygnings-Industri er en Række af Afbildninger med Beskrivelser en Art af Udstilling, den eneste, som er mulig. Og trods de Mangler ved nærværende Fremstilling, som ingen ser bedre end jeg, skulde jeg meget ønske, at en svensk Forfatter vilde udarbeide en tilsvarende for sit Lands Vedkommende og lægge ved Siden. Skulde vi Norske ved Sammenligningen maatte tilkjende vore Naboer Prisen, som for saa mange andre Kunster og Industrigrene, saa og for den betydningsfulde at bygge gode og vakkre Huse, saa vilde vi til Gjengjeld tage deres Lærdomme til Indtægt.

Paa første Side af denne Afhandling hentydede jeg til en tidligere Leilighed, hvor jeg havde talt om Husene med et bestemt praktisk Maal for Øie.[40] Jeg tilføier her, at Afhandlingen er fuldført under det Haab, at den skulde være mig et godt Forarbeide til et nyt anstrængt Forsøg paa at udforske Sammenhængen med dette store Stykke i Folkelivet: den iøinefaldende og dog saa gaadefulde Forskjel i den sædelige Tilstand i de forskjellige Egne af Landet. Saadanne Skikke, som Natteløberi og at Tjenere have sit Natteleie i Udhusene, indvirke jo paa den sædelige Tilstand, men staa derhos i Sammenhæng med Bygnings-Skikken. – Fremdeles smigrede jeg mig med den Tanke, at kanske Mænd, som studere Folkelivet i andre Retninger, kunde finde noget Gavn i mit Arbeide; navnlig maatte jeg jo mindes, at de Mænd, som beskjæftige sig med Spedalskhedens Studium, ret have Opmærksomheden henvendt paa Bygnings-Skikken.

Men allermest, mere end ved hin historiske og denne praktiske Interesse, har jeg under Arbeidets Udførelse været oplivet ved den Interesse, som Arbeidet i og for sig har havt. Det er den Løn, som enhver videnskabelig Stræben yder.

For 10 Aar siden saa jeg kun Forvirring i de mange Hus-Klynger med deres indbyrdes vexlende Ligheder og Uligheder; men denne Forvirring var for min Tanke en Byrde og et Tryk, og i Sammenligning dermed var den Møie mig en Lettelse, hvormed jeg gjennemførte Forskningen, da først Begrebet „Bygde-Skik“ var opgaaet for mig. For hvert Skridt jeg vandt frem, for hver Gang det klarnede op over den tidligere Dunkelhed, fik jeg Bestyrkelse for det Haab, at som disse Bygde-Stikke, saa skal vel alt det, som vi sammenfatte under det svævende Begreb „Folkelivet,“ kunne være Gjenstand for videnskabeligt Studium.

Men, kan Nogen sige, en Afhandling som denne, saa lang og saa omstændelig, skulde ikke være trykt i Folkevennen. – Dette kan være altfor sandt. Men der maa dog være Noget i de Betragtninger, som have ledet mig

Jeg mente, at Folk i Østerdalen f. Ex. ikke ugjerne skulde ville se, hvorledes Almuen paa Jæderen bor, og omvendt. Thi naar man først føler sig ligesom hjemme i Husene, saa har man lettere for at sætte sig ind i, hvorledes Beboerne har det, og forbundne som de ere ved den fælles fædrelandske Følelse, ville jo de mange Bygder i Landet gjerne kjende hverandre.

Og hvad det angaar, at Afhandlingen blev saa lang og omstændelig saa er jo Emnet saadant, at Fremstillingen kunde ledsages med Tegninger, der lette Oversigten. Og her handles jo om saa bekjendte Ting som Stue, Kammer, Skorsten, Ovn o. s. v., saa at der netop maatte gaaes til Bunds, naar der skulde siges noget Nyt. Ja, jeg tænkte mig, at siden enhver Læser jo er fortrolig med Emnet og altsaa let kan følge med saa skal det maaske være en Bi-Interesse for En og Anden især af Ungdommen, at se en Prøve paa et til Bunds gaaende, videnskabeligt Undersøgelses-Arbeide. Jeg vilde vise en videlysten Ungdom, hvorledes det gaar til med Forskninger over hvilkensomhelst Sag: det gjælder at lægge Mærke saa vidt muligt til Alt, selv til de tilsyneladende yderligste Smaating, og saa prøve sig frem, indtil man finder Sammenhæng i Mangfoldigheden.[41]

Det er jo en Regel med al Undervisning: at gaa ud fra det Bekjendte for saa at opsøge det Beslægtede og nærme sig til det Fremmede. Nu vel, Folkevennen, som jo er bestemt ikke nærmest til at underholde og more, men til at oplyse, har her gaaet ud fra det Bekjendte: de Stuer og Kammere, som vi bo i, og dersom der ikke mærkes bestemt Ulyst til at følge med, og dersom sagkyndige Forfattere ville hjælpe til, saa skal den i Aarenes Løv kanske gaa videre og afbilde og beskrive de eiendommelige norske Stavekirker, eller de store europæiske Bygningsarter, hvortil f. Ex. Throndhjems Domkirke og Konge-Hallen i Bergen høre. Det har jeg ogsaa tænkt mig, at det skulde more de norske Træhuses Beboere ved Leilighed at faa se, hvorledes Træbygnings-Kunsten har udviklet sig i Sverige, Rusland, Sveits.

Og kanske mit Forsøg paa at beskrive Skikken, som den er, kunde bevæge en eller anden sagkyndig Mand til her i Folkevennen at meddele Vink og Raad og Veiledning ved Opførelse af private Huse, Skolehuse, Kirker. Der bygges Meget hvert Aar, og mangen en ny Kirke f. Ex. viser, at det ikke har manglet paa Villie eller paa Penge; men dog har det ofte forekommet mig, at der er Noget, som mangler, at Kirken nemlig ikke har sit rette kirkelige Præg.

Endelig havde jeg en særdeles Grund til at ønske min Afhandling trykt i Folkevennen og intet andet Sted.

At faa fremstillet Landets eller Landsbygdernes Bygnings-Skik, det anser jeg for en Sag af ikke saa aldeles ringe national Betydning, og mit Arbeide var ingenlunde Opgaven voxent; men jeg tænkte, at om jeg turde lade det trykke i Folkevennen, saa kunde jeg faa Bistand til med Tiden at gjøre et nyt og bedre Forsøg. Hver skrivkyndig Mand kan yde mig Bistand. En Skolelærer eller Bondemand f. Ex. i Vegusdals Sogn vil kunne sende mig Oplysning om, hvorvidt jeg paa hans Kant har truffet det Rette med Hensyn til den mandalske Stueforms Udbredelse, om den nemlig er at se eller mindes at have været i Brug i det nævnte Sogn. Enhver skjønsom Mand, som bor nær Grændsen mellem øvre og nedre Thelemarken, vil kunne understøtte min Forskning med at underrette mig om, hvorvidt det er den akershusiske eller den thelemark’ske Stueform, som ligger til Grund for Bygningsskikken i hans Sogn. Enhver Sætersdøl, som maatte vide om et Ildhus, der er beboet eller staar igjen i uforandret Stand fra den Tid, det var beboet, vilde høilig glæde mig ved Meddelelse derom. Ældre Folk i Rennebo eller Meldalen kunne maaske give Besked om, hvad Slags Røgstue det var, som brugtes der i Fortiden, om med Røgovn eller med Are. Folk, som kunne tegne, Bygmestere og Andre, vilde gjøre mig særdeles forbunden ved at sende mig Rids og Tegninger af Huse Husgeraad o. s. v.

Kort, trods al min Omhu er der mange Huller og usikkre Steder og skjæve Opfattelser i denne min Afhandling om Husene. Men næst manglende Oplysninger fra ældre Tider (og saadanne turde findes ikke alene i Bøger, som hidtil ikke ere ransagede, men i gamle Skiftebreve, Aabods-Forretninger o. desl.) kan den Kundskab, som skulde til for at udbedre og rette, siges at være tilstede hos Husenes Beboere. Mange af disse ere Medlemmer af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, saa de altsaa baade kunne se og rette Manglerne i min Fremstilling, og de skulle ikke tage det ilde op, at Folkevennen bestræber sig for at faa opklaret Ting, der staa i saa nær Sammenhæng med Folkelivets Historie og med Folkets Vel, som Bygnings-Skikken i Landet.[42]

Tillæg.
Senere tilkomne Oplysninger.

Til Side 2, Anm. Om det Navn Skab har Kandidat Sophus Bugge meddelt mig, at det forekommer ikke alene i de nordiske Sprog, men ogsaa, og det i samme Betydning, i Tydsk (f. Er. Overtydsk Schaff), og at det derfra er gaaet over til flere fremmede Sprog, Polsk, Lettisk o. s. v. Hr. Bugge mener dog ikke, at Ordet er kommet til os fra Tydsken, men at det oprindelig hører hjemme i Nordisk saavelsom i Tydsk, dannet af det Gjerningsord at skabe, schaffen.

Til Side 23. „Ved at læse om „Haandklædet paa Væggen“ faldt det mig ind, at jeg skulde fortælle Dem, at dette („Hangklæ’et“ og „Hangklæ-Kastet“) findes næsten overalt i Holtaalen, Aalen, Tydalen og Kvikne. I Aalen henvender man sig til gjenlevende Gammelkoner for at faa gjort „Hangklæ-Sprang:“ dog er det kun Enkelte, som ere Mestere til at „sprangje.“ I Tydalen tror jeg at ogsaa de Yngre kan sprangje da jeg der ikke veed en eneste Gaard, hvor Skikken er aflagt“ (A. Reitan).

Til Side 221. Min Formodning, at den østerdalske Skik med Barfrø kanske var kommet over Tryssild fra Sverige, bestyrkes ved den Meddelelse fra Sognepræst Balchen i Tryssild, at endnu er der i den nordlige Udkant af Præstegjeldet et Par Stuer med Barfrø, som Levning fra tidligere Tider, da der var flere, samt at Barfrøen skal være almindelig langs Grændsen paa den svenske Side, f. Ex. i Särna.

Til Side 270. Proprietær Krogh paa Selsbak ved Throndhjem meddeler mig, at det mærkelige Ringebord, som jeg under Beskrivelsen af Jutul-Stuen paa Uv omtalte efter Beretning af Schøning, og som jeg troede forsvundet, nok er til endnu da han i 1855 var paa Gaarden og saa Bordet, som var paa Stabburet og brugtes til at sætte Fladbrødsten paa. Det var en 7–8 Alen langt, temmelig smalt og tyndt, samt forsynet med de beskrevne Ringe. Ogsaa en af Jutulstuens Døre, efter Formen at dømme den, som har hørt til den Side 267 afbildede Dørkarm, var endnu til, men rigtignok brugt ved en Indhegning for Gaardens Svin.

Til Side 281. Gjennem personel Kapellan Bødtker i Støren har jeg modtaget fra Civil-Ingeniør Konow et Rids af Forsiden og Grundplan til en Stuebygning paa Krokstad i Guldalen. Grundplanen svarer i det Væsentlige til Fig 54. Huset er saa vakkert, at jeg beklager, jeg ikke kan gjengive Tegningen nu.

Side 331. Den fra Faye hentede korte, men vigtige Underretning om Røgstue paa Lyngdals Præstegaard kan jeg nu fuldstændiggjøre med en Afskrift, jeg selv har taget af Præstegjeldets Kaldsbog, hvorfra hin Underretning er kommet.

„Dagligstuen var i gamle Tider en Røgstue med muret Stenovn og Ljaare eller Røghul midt i Taget, og skal, som endnu gaar Sagn af, først være ombygget til Loftstue af Hr. Rasmus Madsen, Peder Hægelunds Formand, hvilket uden Tvivl maa være skeet 1656 – thi dette Aarstal findes indhugget paa en Stok over Dagligstuen – og var imod Slutningen af Hr. Rasmus Madsens Levetid. Denne skal da have været den første Loftstue i Lyngdal, da alle Andre havde Røgstuer.“

Dette lader da til at have været en Røgovnstue, og den bør altsaa erindres ved Side 422, Anm. Paa min Reise gjennem Lyngdalen nu i Høst fik jeg den bestemte Forestilling, at Bønderne havde boet ikke i Røgovnstuer, men i Arestuer, og Røgovnstuen paa Præstegaarden skulde da have været en Undtagelse; men jeg finder det rimeligt nok, at man netop paa en Præstegaard har foretrukket den i visse Maader bekvemmere Indretning med Røgovn, fremfor den simplere Are sml. Side 433.


  1. ↑ Et Exempel: En Bonde i Bjelland er 70 Aar gammel og fortæller om sin Fader, der i 1819 døde i en Alder af 73 Aar, at han giftede sig, da han var 30 Aar gammel, og samme Aar (vi kunne jo regne ud, at det maa have været 1776) byggede en Stue af det nu brugelige Slag, medens han hidtil havde „siddet“ i Ildhus. Dette var paa en af de anseeligste Gaarde i Sognet, og denne Stue skal have været den første i en vid Omkreds. Længere ude i Dalen er Forandringen foregaaet tidligere, saa selv ældre Folk maa nævne ikke sine Forældre, men sine Bedsteforældre som dem, der først ombyttede Ildhusene med Ovnstuer.
  2. ↑ Kun en af dem mindedes at have seet en (fattig) Familie bo i et Ildhus; men begge mindedes de flere Ildhuse, som før havde været beboede, men i deres Tid kun brugtes som Kogehuse og til Sommerophold; Sengene stod paa sin Plads og brugtes om Sommeren. Den ene Mand beskrev mig endda, hvor morsomt han syntes det var som Barn, naar det led imod Sommeren og han fik ligge i Ildhus-Sengen i sin Faders Hus.
  3. ↑ Alt fra Siredalen og Lister hidover til Mandalen lagde jeg Mærke til, at Navnet Forstue, gammel-norsk forstofa, udtales som Fosstove, altsaa ss istedetfor rs. Det er af samme Art, som at vi Alle sige Foss (i en Elv) istedetfor gammel-norsk fors.
  4. ↑ Ovnen skulde paa Tegningen staa længer frem paa Gulvet, saavidt, at Bænken under Vinduerne kunde forlænges lige til Hjørnet. Her bliver da en særdeles varm Kakkelovns-Krog. Fremdeles, naar Ovnen staar noget længer fremme, lyser den videre omkring sig, naar der brændes om Aftenen (for Lysningens Skyld er der fast aldrig Dør paa Kakkelovnen), saa Husets Folk kunne sidde om den med sit Haandarbeide, som om en Lysovn eller Peis.
  5. ↑ Efter et Udkast af mig har Hr. Architekt Bull havt den Godhed at udarbeide den Tegning, hvorefter Træsnittet er skaaret.
  6. ↑ Til Stuens „Opstasing“ hører ogsaa, som antydet paa Grundtegningen, et Høisædes-Skab. Det er imidlertid nu afskaffet i mange Huse og har maaske aldrig været ganske almindeligt. Om den vide Udbredelse af dette Slags Skabe har jeg allerede handlet i § 6, og med Hensyn til den Yttring sammesteds, at jeg ikke havde seet dem paa Jæderen, kan jeg nu anføre den Berigtigelse, at de ogsaa have været kjendte her. Det andet Slags Skabe, som jeg omhandlede i samme §, nemlig Fremskabet eller Madskabet, har jeg kun seet et Par af i det Strøg, hvor den mandalske Stueform hører hjemme; det har her været erstattet af Sengeskabet, og dette er det, som en Anm. til Side 21 sigter til. Vel er Sengeskabet, som ovenfor forklaret, nærmest et Indelukke for Kjelder-Nedgangen; men det er ogsaa med Hylder indrettet til et Mad-Skab.
  7. ↑ Siden de gamle Arestuer (Ildhuse til at bo i) nu ere aflagte, saa vi ikke kunne faa se dem længer, kan det være værdt at anføre, hvad jeg hørte omtale i Aaseral, at man brugte at pynte Væggene med Kroting af samme Slag som i Røgovnstuerne (Side 314). Et Slags Prydelse for Stuen dannede ogsaa den saakaldte Bar-Krak, en Krak med „Bar,“ d. e. en Bænk med Rygstød – Sædet og Rygstødet gjerne udhulet af et eneste Træ, saasom Stammen af et Linde-Træ –. Ordet „Bar“ er det gammel-norske barð, der betegner enhver fremstaaende Kant, saasom Skyggen paa en Hjelm eller Hat o.s. v. Bar-Krakken staar paa 4 Ben og er en 2–3 Alen lang, den havde ofte sin Plads for Enden af Aren istedetfor Blekstenen (Side 333), og den var da vendt indad mod Aren, saa den, som sad paa den, kunde enten sætte Fødderne op paa Ildstedet eller lægge sig paa Bænken og lade sig gjennembage af Ilden, vendende sig snart paa den ene, snart paa den anden Side. Man kan endnu se gamle Bar-Krakker i de Ildhuse, der nu bruges som Kogehuse. Og ved at se, hvorledes Folk endnu bruge at sidde omkring Aren her, fik jeg den Forestilling, at medens der i gamle Dage ikke kunde være videre Tanke om egentlig Forsiring eller Stads i Arestuen, har man desto mere sat Pris paa den Hygge, som selve Ilden har givet. I de øvre Bygder af Mandalen ere selv Fruentimmerne med at slaa og udføre alskens Udarbeide. Naar saa Husets Folk efter en Regnveirsdag komme vaade ind, saa er der saa god Anledning til at varme og tørre sig omkring en Are, bedre end foran en Skorsten eller Kakkelovnsdør, hvor ikke alle kunne komme til paa en Gang. Af den Grund er man f. Ex. i Bjelland ikke snar til at ombytte Kogehusets Are med Skorsten, uagtet det ikke er frit for, at Røgen af Aren svier i Øinene. Her maa jeg gribe Anledningen til at tilføie en Rettelse til Fig. 67, Side 333. At dømme efter de nuværende Ildhuse (Kogehuse) har Aren ikke været en hel Stenlægning; men nogle lange og smale Stene have ligget i Kanten af den som en Ramme (en langagtig Firkant), og Rummet indenfor Rammen har været fyldt med en faststampet eller fastbrændt Masse af Sand og Ler og Aske. Denne Masse har altsaa dannet Underlaget for Ilden, ikke flade Stene som i Fig. 67; Heden vilde snart bringe Stenene til at springe eller hensmuldres. Arens Høide over Gulvet er kun nogle faa Tommer.
  8. ↑ Derfor kunde Flor i sin før nævnte Reisebeskrivelse af 1810 (Side 344) omtale det som noget Almindeligt i Mandals-Egnen, at Stuebygningen var paa to Etager.
  9. ↑ Kun lader det til, at man i den mandalske Stueform gjerne har passet det saa, at Skorstenen ikke kom til at staa i den Midtgang, som adskiller de to Stuer, og som med sin Fordør og Bagdør er ligesom en Kanal for Træk-Vinden; Skorstenen (med Bagerovn) staar gjerne mere lunt i en eller anden Krog bag en af Stuerne. Det skal siden sees, at den mandalske Stueform nok herved skiller sig fra den, som bruges i de vestligere Bygdelag.
  10. ↑ Jeg maa dog ikke sige, jeg har undersøgt Tingen saa nøie netop for det yderste Strøg af selve Mandalen. Men saaledes er Forholdet strax østenfor: reiser man langs Postveien fra Mandal til Christiansand, saa har man paa venstre Haand og ganske i Nærheden en Række af Aaser og Heier, og man behøver ikke at drage langt ind her, før man finder Huse som Fig. 83 og 81; af de Huse derimod, som man ser fra selve Postveien, er der neppe over et Par, som endnu have det omtalte Mærke, og udenfor, nærmere mod Kysten, skal der være faa eller ingen; men indtil for en Menneske-Alder siden var den gamle Brug almindelig her ogsaa. – Og ligesaa vestenfor Mandalen, i Valle og Spangreid Sogne.
  11. ↑ En Udskiftnings-Formand, som netop var beskjæftiget i Aaseral og efter den nyere Maade anstillede meget nøiagtige Opmaalinger af Marker og Hustomter, fortalte mig, at det var sjelden at finde Husene tømrede saaledes, at de vare retvinklede i Hjørnerne. Husene bleve da tegnede skjæve paa hans Kaart.
  12. ↑ En Del af Eiendommelighederne ved den mandalske Stueform, som jeg kalder den, har allerede før tildraget sig Forfatteres Opmærksomhed. Saaledes har Agronom Lindeqvist i en Reiseberetning for 1856 (trykt 1857) fremstillet det Udvendige af Husene i Bjelland i to Tegninger, hvorefter jeg har taget min Fig. 79 og 82. Og i den før nævnte Beskrivelse over Lister og Mandals Amt af Amtmand Holm fra Slutningen af forrige Aarhundrede (ved 1790) heder det om Vaaningshusene i Bjelland, Grinnem og Finsland oppe i Mandalsdalen: „Almindelig en Stue med Kakkelovn og Ildhus med Arnested. Dog begynder Bonden, som har lidt Leilighed, at bygge sig en Høitidsstue ved Siden og sætte deres Ildhus bagved“ (Topogr. Journ., XIII., 89). Naar man hertil læser samme Holms Forklaring om Ildhuset, at nemlig Ildstedet er en Are (se ovenfor Side 344, Anm.), saa ser man, at hin Beskrivelse over et simplere og et fornemmere Hus passer meget vel til min Fig. 78 og 81.
  13. ↑ Til Forstaaelse af Kaartet opregnes Dalførerne med Byer og Hoved-Kirker: Siredalen i Vest, indbefattende: Lunde (Stavanger Amt), Bakke, Siredalen. Kvinesdalen samt Fedde- og Lister-Fjorden: Flekkefjords By, Kvinesdal, Fjotland. Lyngdalen med Lyngdals-Fjorden: Farsunds By, Vanse, Herred, Lyngdal, Heggebostad. Undalen: Valle, Vigmostad. Mandalen: Mandals By, Holme, Bjelland, Aaseral (dette sidste Præstegjeld i Nedenæs Amt). Søgnedalen: Søgne. Sætersdalen (hvilket Navn dog egentlig kun passer paa den øverste Del, da den ydre Del heder Torrisdalen): Christiansands By, Oddernæs, Øvrebø, Evje, Bygland, Valle. Topdalen: Tvedt, den dertil hørende Annexkirke Birkenæs og den til Evje hørende Annexkirke Vegusdal, begge i Nedenæs Amt.
  14. ↑ P. A. Munch, Hist.-geogr. Beskr. over Norge i Middelalderen, 1849, Side 129.
  15. ↑ Der er en lignende brat Overgang i Bygde-Sproget eller Udtalen, og tilsvarende Forskjelligheder i Folke-Skikken syntes jeg at skimte i flere Retninger.
  16. ↑ Det lader til, at det Hus, som man i gamle Dage anvendte mest Omhu paa at faa opstaset, var ikke Ildhuset eller Røgstuen, men Sengeboden, og det var naturligt nok, da den uafladelige Røg hist maatte ødelægge al finere Stas. Paa Tonstad i Siredalen staar en Sengebod, som vel i sin Tid var et af de gildeste Huse i Bygden; der er malet allehaande Skilderier paa Væggene, og et af dem er ganske artigt: det forestiller en Officer, en Præst og en Bonde, og hver af de tre Figurer har sin Overskrift: „Jeg strider for Eder,“ „Jeg beder for Eder,“ og „Eg opholder dokke allesammen.“
  17. ↑ Som et mærkeligt Træk kan jeg saaledes anføre om Lyngdals-Egnen, at friske Spor af eller Mindelser om den fordums Røgstue (Arestue), findes ikke alene gjennem hele Lyngdalen, men ogsaa i Herred Hovedsogn ved Lyngdals-Fjorden og i Annexet Spind ude mod Havet mellem Lister og Lindesnæs: her er nemlig endnu enkelte Ildhuse istedetfor Kjøkkener. – Her faar jeg anføre en Rettelse til Side 331: den foregivne Arestue paa Tosaas i Herred, som jeg nu selv har seet, har ikke været til at bo i, men kun brugt som Kogehus. – Paa Gaarden Kvelland i Lyngdal (Aa Hovedsogn) staar et Hus med indhugget Aarstal 1730; den forstandige Bonde, som nu bor i det, Karl Kvelland, vidste at fortælle om sin Oldefader, som byggede det: han havde faret til Orlogs; da han endnu ikke havde overtaget Gaarden, og da Faderen foretrak den tilvante Hygge ved Aren i den gamle Røgstue, maatte Sønnen lokke ham med en Gave (20 Rigsdaler) og saaledes faa hans Samtykke til at bygge det nye Hus, der blev den første „Loft-Stue“ paa Gaarden og i Nabolaget. Til Huset hører en Sengebod, med Underbod og Loft, bygget af Eg, og til denne Bod knytter der sig et Sagn fra Sortedødens Tid: paa den store Gaard Kvelland var kun en frugtsommelig Kone bleven ilive, og paa Nabogaarden Fos kun en Mand; han kom op paa Aasen, hvor Veien imellem Gaardene laa den Tid, og raabte ned til Kvelland, og hun steg op paa Trappen til Bod-Loftet for at raabe tilbage over Træ-Toppene. Den gamle Trappe eller en Levning af den staar endnu paa sin Plads, og Boden er aabenbart meget gammel.
  18. ↑ I Skovbygderne bruges Vindovn, i Torvbygderne som sagt Bilægger-Ovn. Denne maa opsættes saa, at den ene Ende gaar gjennem Væggen og Døren aabner sig ud imod Kjøkken-Skorstenen, hvorfra der lægges i Ovnen (sml. Fig. 71) Dette har igjen til Følge, at Kjøkkenet med Skorstenen ikke lettelig som i Mandalen kan anbringes paa Bagsiden af Huset, men at det maa have sin Plads i Midtpartiet mellem Stuen og „Boden“ (Jæderen) eller mellem Stuen og Nystuen (Lister). Denne Egenhed tror jeg er fremherskende i alle Bygder af det nævnte prikkede Strøg paa Kaartet, og den bidrager Sit til Forskjellen fra de Bygder, hvor den mandalske Stueform hersker (sml. Anm. til Side 564). Til de „Kover,“ som dække Bagsiden af den jæderske Stue, svare paa Lister de saakaldte „Skaaler,“ der ere halvaabne Torvskur af Bindingsværk („Stegeværk,“ som det her kaldes). Som hine Kover, saa ere ogsaa disse Skaaler i nye Bygninger tømrede til ordentlige Kammere (sml. Fig. 76).
  19. ↑ Gaardene Hananger og Lunde paa Lister tilhørte i gamle Dage en adelig Familie, og ved et Skifte, som i Aaret 1660 holdtes paa Lunde efter en af de Herrer, som havde boet her, anførtes og værdsattes blandt meget andet Løsøre „1 gammel Jernkakkelovn i den daglig Stue, 4 Rdlr., 1 liden Jernkakkelovn i den nye Stue, 3 Rdlr.“ (Værdien af en Ko sees da at have været fra 2 til 3 Rdlr.). Til at opvarme Værelser havde maaske ogsaa et „Kobber Fyrfad“ og et „gammelt Fyrbekken“ været brugte, hvert værdsat til 2 Mark. (Samll. til det norske Folks Sprog og Historie, II 373.)
  20. ↑ I forrige § har jeg jo allerede forklaret, at den eiendommelige Form i de sidste Aar er bleven betydelig forandret og vanskelig at gjenkjende i det yderste Strøg langs Kysten, indtil en Mils Vei op i Landet. Men selv i Spangreid Kirkesogn ude mod Lindesnæs har jeg hørt af en paalidelig Mand, at Stuer af den ægte mandalske Form have været at se for et Snes Aar siden, og overalt ere dog selv de nyeste Huse for det Meste byggede paa Grundlag af den forrige Skik. Man maa altsaa ikke være for snar til at erklære de angivne Grændse-Linier for urigtige, om man f. Ex. i Tvedts Præstegjeld ikke skulde finde noget Hus tilbage af den oprindelige mandalske Form; denne kan dog have været brugelig der.
  21. ↑ P. A. Munch, nys anførte Værk, Side 129.
  22. ↑ I en anden af disse nedenæs’ske Bygder, Øiestad, hørte jeg den Grund til Stolpebodernes Afskaffelse, at i Ole Høilands Tid blev der begaaet saa mange Tyverier i disse afsidesliggende Huse.
  23. ↑ Sammenlign ogsaa Fig. 29 og Side 209, hvor der tales om den Brug at have den Skillevæggen bygget af Panel. Den mest iøinefaldende Afvigelse fra den akershusiske Stue-Skik er den, at Høisædets Plads er jevnsides med Ildstedet, ikke skraa over for dette, sml. Side 239. Men muligens er dette ogsaa en af de Forandringer, som ere fremkomne i den senere Tid, saa Høisædet er blevet flyttet fra det ene Hjørne til det andet dengang, da de to nye Vinduer sattes paa Langvæggen, at det kunde blive lysere om Høisædet.
  24. ↑ I fattige Huse eller i meget afsidesliggende Bygder, hvor nu ellers den mandalske Stueform er bleven den herskende, har man nok tildels maattet hjælpe sig en Stund med Skorstene, før man fik Raad til at forsyne sig med Kakkelovne, sml. Side 337 (Skorstensstuer i Sætersdalen) samt Anm. 2 til 422 (Citat af Holm).
  25. ↑ Sml. et Citat af Bing i Anm. til Side 344.
  26. ↑ Stue-Skorsten eller Spis har jeg ikke selv truffet til at se i nogen af de nedenæs’ske Bygder. Men jeg mindes f. Ex. hvad en Mand fortalte, som er født i Øiestad og nu er Kirkesanger i en af de vestligere Bygder i samme Provsti, at han nemlig her i Provstiet havde seet nogle faa gamle Huse, som ikke alene havde Indgangsdøren paa Langvæggen med Svalgang udenfor, men som udmærkede sig med den ellers afskaffede Skik at have Skorsten i selve Stuen.
  27. ↑ Se ovenfor Side 273 og 339.
  28. ↑ Sml. § 20 og 21.
  29. ↑ Den Skik, som har udbredt sig i de akershusiske Bygder (Fig. 40), har ogsaa (rimeligvis fra dem af) udbredt sig langs Kysten et godt Stykke hen i Christiansands Stift (den nedenæs’ske Stueform, § 47). – Det skulde være interessant at vide, om Fig. 41 og 40 kunne gjenkjendes som Grundformer for Bygnings-Skikken i de svenske Landskaber; isaafald turde meget og mangt i den norske Bygnings-Skiks Historie vorde opklaret derfra.
  30. ↑ Wille, Silgjords Beskrivelse, trykt 1786, Side 226. Hermed stemmer paa det bedste overens, hvad Lund anfører om Husene i sin Beskrivelse over hele øvre Thelemarken fra Aaret 1785, Side 135.
  31. ↑ Disse to Senge staa ikke jevnsides saaledes som i den mandalske Stue, men skraa overfor hinanden. Den ene af dem, som omtales strax nedenfor, er Husbondens egen.
  32. ↑ Meningen maa være, at der er to Fag Vinduer, og at der staar et paa hver Side af Hjørnet.
  33. ↑ Dette er jo aabenbart de samme to Skabe som i Lom og i Spydeberg, sml. Side 15 og 237.
  34. ↑ Skabenes, Høisædets, Bænkens og Sengens Plads er ganske som Fig. 3, Side 8 (Grundplan for Løkkre-Stuen i Lom).
  35. ↑ Det vil sige, saa langt som Rummet i Stuen tillader det, fra Høisædet til Sengen. Sml. Fig. 69, Side 341.
  36. ↑ Saavidt er Ligheden med Fig. 3 næsten fuldkommen. Det kunde gjerne have været tilføiet, hvad der endnu skal være Mindelse om i øvre Thelemarken, at man har brugt at have hængende til Stads paa Stuevæggen et spranget Haandklæde, ligesom i Gudbrandsdalen og Østerdalen, se ovenfor Side 23.
  37. ↑ I dette Stykke fremtræder Ligheden – ikke med den akershusiske, men med den throndhjemske Stue, se ovenfor Side 275, Anm.
  38. ↑ Se ovenfor Side 175.
  39. ↑ Maleriet forvares i National-Galleriet, og der har jeg ladet det afbilde for nærværende Afhandling. – Tilstaa bør jeg dog, at jeg ikke netop har Vished for, at det var en thelemarkisk Stue, Kunstneren her havde for Øie.
  40. ↑ I min Afhandling „Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge,“ Christiania 1857. Bygnings-Skikken er ogsaa berørt hist og her i min Afhandling „Om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge,“ Christiania 1859.
  41. ↑ Jeg ser imidlertid meget vel, at paa mange Steder er min Fremstilling ikke alene omstændelig og lang, men langtrukken og tung. De, som have forsøgt sig i Forfatterskab, kjende til, hvorledes det har sig: man kommer gjerne til at bruge saa mange Ord, naar man ikke har rigtig Herredømme over Stoffet. Hefte for Hefte kom jeg til at opfatte Et og Andet anderledes end fra først af (f. Ex. det Hovedstykke om de to Slags Røgstuer), og idelig havde jeg med Ting at gjøre, hvor jeg maatte ligesom famle mig frem med mine utilstrækkelige Iagttagelser og Erindringer. Hvorfor da skrive, før man er bleven Herre over Stoffet? Ved Begyndelsen af Aaret tænkte jeg som saa Siden det har truffet sig saa, at jeg har reist en Del i Landet og blandt Andet langt noget Mærke til Bygnings-Skikken, saa bør jeg benytte Leiligheden tit at offentliggjøre min Opfattelse – det er jo uvist, hvordan det kan blive med mig ad Aare, og den Begyndelse, som jeg nu kan gjøre til Behandling af dette Emne, tør dog have sin Nytte. Her er ialfald et af de Tilfælde, som ikke taale lang Opsættelse; thi Aar for Aar tager det af med, hvad der endnu er at se af Gammelt, og hvad gamle Folk mindes, dør hen, saa det er nok paa høi Tid, øm det skal lykkes at paavise den Sammenhæng, som jeg synes at skimte, mellem vore endnu kjendelige Bygde-Skikke og Oldtidens Lands-Skik.
  42. ↑ Andre samle paa Mynter, paa Oldsager, paa gamle Breve, paa Planter o. s. v., o. s. v. Jeg vil fra nu af lægge an paa en Samling af Afbildninger og Beskrivelser over ældre og yngre Huse i hver Bygd i Landet, helst naturligvis saadanne, som kunne ansees for charakteristiske, tjenende til at vise, hvordan Bygnings-Skikken er, og hvorledes den har udviklet sig. Først og fremst tænker jeg paa selve Beboelses-Husene; men det skulde nok være af Interesse at faa Bi-Husene og Udhusene med. Og Bohave maatte naturligvis følge med i saa rigt Udvalg som muligt. Beskrivelserne burde navnlig angive Stedet og Alderen samt Benævnelserne paa de forskjellige Dele. Og Tællinger af Husene, som den for Aaseral Side 560, forekomme mig særdeles interessante, ligesaa særskilte Oplysninger om Bondegaardenes og Husmandspladsenes Bebyggelse. – Kunde jeg faa en Samling istand, og skulde saa ske, at jeg ikke saa mig istand til selv at benytte den i litterært Øiemed, saa kunde den dog komme Videnskaben tilgode, ved Overdragelse f. Ex. til Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring. Min Afhandling har viist, mener jeg, at ofte et ganske simpelt Rids eller en kort Forklaring kan indeholde en interessant Oplysning. Der kunde erhverves en stor Mængde Bidrag, dersom Seminarie-Lærere først vilde gjøre sine Elever bekjendte med min Fremstilling af Bygde-Skikken i Egnen, og saa vilde give dem den Stil-Opgave, at enhver skulde beskrive sit Fædrene-Hus og sammenligne det med Nabohusene eller med Bygdens Skik. En Seminarie-Lærer har gjort det (Side 334, Anm.), en anden har lovet mig det. Og denne Opgave kunde gives gjentagne Gange, nemlig efterhvert som der kom nye Kuld af Elever. Er der et Vaaningshus, som er mærkeligt ved sin Ælde, saa skulde det ikke rives ned, før der var taget Tegning og Beskrivelse af det, om end nok saa tarvelig.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bygde-Skikke/4/5&oldid=228144»