Bygde-Skikke/4/4

Eilert Sundt

Bygde-Skikke (del 4)

Folkevennen, Tiende Aargang, 1861 (s. 421-453).

Bygde-Skikke.

Fjerde Stykke.

Af Eilert Sundt.

Fortsættelse (sml. Side 293).

---

§ 40. De to Slags Røgstuer.

Efter de mange Angivelser i Paragraferne 36 til 39 mener jeg at kunne opgaa Grændse-Linien mellem Røgovnstuens og Arestuens Riger.

Fra Throndhjems-Fjorden gaar jeg sydefter saaledes, at jeg paa høire Haand eller paa Vest-Siden har dette sammenhængende Strøg:

A, af Throndhjems Stift:

Hevne Prestegjeld af Fosens Fogderi,

Nordmørs Fogderi og

Romsdalens Fogderi;

B, hele Bergens Stift;

C, af Christiansands Stift

Ryfylke Fogderi.

Grændselinien følger Vandskillet mellem det Østen- og Vestenfjeldske, paa det nær, at den mellem Opdal og Sundal i Throndhjems Stift gaar tvers over Elven.^[1]

Linien gaar op, som sagt, yderst ved Throndhjems-Fjorden og kommer ud igjen paa Syd-Siden af Stavanger-Fjorden, der, hvor den mærkværdige Afvexling af Fjeld og Fjord og Ø med en Gang slipper og Jæderens flade Land tager ved.

Jeg sagde: Røgovnstuens og Arestuens Riger. Thi jeg tænker mig en Tid, da her i Landet eller i vore Landsbygder ikke kjendtes andre Hus-Skikke end Røgstuens; men allerede da var der (jeg kommer i en følgende Paragraf til at forklare denne min Mening nærmere) to Slags Røgstuer, og det var Røgovnstuen, som herskede i Vest for Grændse-Linien, medens Arestuen herskede i Øst.^[2]

Paa hver sin Side af Grændse-Linien have de to Hus-Skikke rimeligvis hersket uden Undtagelse, Bygd for Bygd, Hus for Hus. Thi som jeg ikke har fundet noget vist Spor af Arestuen i Vest for Linien, saa har jeg heller ikke i Øst for Linien fundet noget tydeligt og bestemt Spor af Røgovnstuen.^[3]

I det Strøg, som jeg har kaldt Røgovnstuens Rige, har jeg jo kunnet paavise Forholdet fast Bygd for Bygd; i Arestuens Rige ere Sporene temmelig hyppige i Christiansands Stift, og hverken i Christiania eller i Throndhjems Stift mangle de ganske, og det er for det meste tæt op ved den angivne Grændse-Linie, at Sporene paa begge Sider ere fundne.

Det er jo venteligt, at der med Tiden kan fremkomme flere Oplysninger end de, jeg nu har kunnet samle, og andre Oplysninger kunne føre til andre Anskuelser. Men det maa være mig tilladt at tale om Tingen saaledes, som jeg nu formaar at anskue den.^[4]

§ 41. Naturforholdene og Hus-Skikkene.

Grændse-Linien mellem de tvende Hus-Skikkes Strøg falder for en stor Del sammen med den Inddeling, som saa ofte gjøres mellem Vestlandet og Østlandet. Ved saa mange Leiligheder blive vi opmærksomme paa en synderlig Forskjel i Folkelivet i disse vestlandske og østlandske Bygder, og flere af Folkelivets endnu uløste Gaader staa i Sammenhæng med det Spørgsmaal: Hvori stikker hin Forskjel, og hvoraf kommer den?

Men derfor forekommer det mig yderst interessant at betragte hin Grændse-Linie. Tanken dvæler ved den, gaar ud og ind og sysler paa begge Sider af den; Indbildningskraften vil leve sig ind i begge Hus-Skikke og gjøre sig fortrolig med de Omstændigheder, som i den fjerne Fortid monne have ordnet denne Fordeling, og med den Indflydelse, som de samme Hus-Skikke monne have øvet paa Folkets legemlige og aandelige Tilstand, en Indflydelse vistnok gjennem Aarhundreder, saa Eftervirkningerne maaske kunne være at spore i Nutiden, en Stund efter at baade den ene og den anden af de oldtidsmæssige Indretninger monne være afskaffede.

Jeg skal fremstille Summen af mine Betragtninger, og jeg begynder med at forklare, hvoraf jeg mener det kom, at Røgovnens Hus-Skik blev herskende i Vest for hin Linie, Arens derimod i Øst.

Aren var et Brænde-Slug over al Maade (thi Baalet maatte brænde uafladelig for at holde det varmt om Vinteren, og Ljoren og Døren maatte lige saa uafladelig staa aaben for Røgens Skyld, og derfor maatte der brændes stærkt); Røgovnen derimod var en Brænde-Sparer og det endog i høi Grad.^[5] Men netop i det Strøg, hvor vi have fundet Røgovnen, gjaldt det om at spare paa Ved; thi det var et Kyst- og Fjord-Distrikt uden Overflødighed af Skov,^[6] og det var derhos et Fiskeri-Distrikt, hvor Folket næst Jordbrug om Sommeren var saa optaget med Søbrug om Vinteren (de store Fiskerier foregaa da), at der blev liden Tid tilovers til at kjøre Ved.

Med denne sin Brænde-sparende Egenskab kunde Røgøvnen jo vistnok passe godt for Indlandet ogsaa; thi lad være, at her var Overflødighed af Skov, og lad være, at Folket her havde god Tid til at kjøre Ved om Vinteren, saa vilde dog Bedre altid være bedre. Hvoraf kom det da, at ikke Røgovnen blev indført overalt? Det kom af en anden Omstændighed ved baade Aren og Røgovnen: med sit brændeslugende Baal tjente Aren ikke alene til at varme, men ogsaa til at lyse hele Vinterkvelden igjennem, hvorimod Røgovnen var mørk og krævede som et nødvendigt Tilbehør en Kole (Lampe) med Lyse (Tran af Fiske-Lever). Denne Lyse var der god Raad paa i hint Fiskeri-Distrikt, og derfor passede Røgovnen her, medens man i de andre Egne, hvor man havde let for at forsyne sig med klart brændende Tyri-Ved, fandt sig bedre tjent med Are.

Vore Fiskeri-Distrikter begynde i Syd ved Stavanger-Fjorden og strække sig mod Nord alt til Finmarken. Paa Grund af hine Omstændigheder er det altsaa rimeligt, at Røgovnens Strøg, som før forklaret, ikke gik længer i Syd, og det er troligt, at det, som før antydet (Side 315), strakte sig saa langt i Nord.

Dersom ene og alene Naturforholdene skulde afgjort Tingen, saa kunde det vel i en og anden Bygd af Røgovnstuens Strøg have været endog mere hensigtsmæssigt at have Are end Røgovn, navnlig i de Smaadale, som fra Fjordbundene skjære op i Landet, og som saa temmelig ligne Indlandets Fjeldbygder. Men saa kommer Skikken til, som gjør, at Folket i en Grænd eller liden Bygd helst vil indrette sig paa samme Vis som andre Folk i samme Bygde-Lag; saaledes har det kunnet gaa til, at Schøning fandt Røgovnstuen Gaard for Gaard op igjennem Romsdalen alt til Gudbrandsdalens Grændse, medens der rimeligvis ikke var eller havde været Spor af den paa Gudbrandsdalens Side, – skjønt Naturen ikke har sat nogen skarp Grændse mellem disse to Bygdelag.

Men om end det, vi kalde Skik, saaledes har hjulpet til at afrunde Grændsen for Røgovnstuens Strøg, saa er det dog Naturforholdene, som i det Hele og Store taget have bestemt Valget af den ene eller den anden af hine to huslige Indretninger, ligesom det er Naturforholdene, der bestemme, hvilke Næringsveie Mængden af Folket i en Bygd maa lægge sig efter.

Ved Beskrivelsen af Røgovnens Indretning brugte jeg ovenfor saa stærkt et Ord, at det var en Opfindelse, som vidnede om Tænksomhed, og som kanske var udviklet til saa stor Fuldkommenhed, som den efter sin Art kunde modtage. Paa samme Maade siger jeg nu, at Grændse-Linien for dens Udbredelse i det Hele taget vidner om, med hvilken Skjønsomhed Almuerne have vidst at bedømme Forholdene og indrette sig paa det Bedste.

Men jeg gaar videre. Jeg har gjort mig fortrolig med hin Landets Deling mellem de to Hus-Skikke, og jeg har seet den Natur-Grund, som har bragt Vestlandet til at antage den ene af dem, Østlandet derimod til at hylde den anden. Men Tiden gaar, og det kommer dertil, at der gjøres Forandringer og Forbedringer med det Gamle. Og jeg synes at se, at den samme Natur-Grund er virksom fremdeles, saa der vedbliver at være Forskjel i Hus-Skikkene,

Først bliver den nye Indretning bekjendt: at mure af Sten et Ildsted med Røgpibe (Peis, Skorsten, Lysovn, sml. § 8).

En Peis er som en forbedret Are, skikket til at varme og lyse paa en Gang. Det maatte da ventes, at den lettest og hurtigst vilde finde Indgang der, hvor Aren havde hersket før. Alt talte for at gjøre Forandringen, Intet talte imod den. Men saa gik det da ogsaa i Virkeligheden: netop paa Østlandet, hvor efter al Rimelighed Aren og ikke Røgovnen havde været at se i hvert Hus, der kom Peisen til at høre hjemme og det for Aarhundreder siden, medens Røgovnen i dens vestlandske Strøg har været det almindeligste Ildsted endnu i dette Aarhundrede.

Ogsaa den vestlandske Bonde kunde vel sætte Pris paa den Fordel ved Peisen, at den gjør sin Tjeneste uden at besvære med Røg og Sod. Men her var det fremdeles i Veien, at den ligesom Aren kræver en Mængde Ved.

Har man først sat sig ind i, at det var i sin Orden, naar engang Røgovnen i Romsdalen og Aren i Gudbrandsdalen stod imod hinanden saaledes at de saa at sige mødtes ved Grændsen mellem de to Bygdelag, saa vil man ligesaa finde det i sin Orden, at senere hen i Tiden Peisen indtog Arens Plads paa den ene Side og saa stod imod Røgovnen, som endnu herskede uforstyrret paa den anden Side.

I det Hele, kan man sige, trængte Peisen seierrig og hurtig fremad lige til Ydergrændserne af Arens fordums Rige; men her maatte den gjøre Stands. Vel trængte den noget over Grændsen, ind i Røgovnens Omraade; men det gik baade langsomt og smaat.

Utvivlsomt senere end Peisen, ja rimeligvis flere Aarhundreder efter, blev Kakkelovnen med tilhørende Røgpibe kjendt her i Landet. Som Peisen havde været skikket til at afløse Aren, saa var Kakkelovnen som skabt til at afløse Røgovnen. Jeg antager ogsaa, at dersom vi kjendte Tingen nøie, skulde vi finde, at netop flere af Vestlandets Bygder trods ringere Evne have været snarere til at kjøbe Kakkelovne end selv velstaaende Bygder paa Østlandet. Og ialfald er det nu synbart, at det er Kakkelovnen (i dens forskjellige Former, Bilæggerovn, Vindovn, Kogovn), som har gjort Udslaget i Kampen mod Røgovnen, saa denne nu kan siges at være afsat fra Herredømmet.

Men saasom den Indretning, som var skikket til at optages som Forbedring i Røgovnstuens Strøg, kom saa sent, derfor kom ogsaa Forandringen og Forbedringen i disse Bygder saa sent, i Sammenligning med Arestuens Strøg.

Jeg gaar videre. En af Fordelene ved en Peis med Røgpibe var den, at nu behøvedes ikke længer Ljoren, saa denne kunde lukkes og spigres til. Men at dømme efter Exemplet fra Sætersdalen og Thelemarken (§ 39) har Ljore-Dækselet i Arestuen kun været en Trælem, kun til at lægges over om Natten, ikke saadan Ramme med gjennemsigtig Skjaa som i Røgovnstuen, hvor den maatte ligge over om Dagen ogsaa. Arestuen fik sit Lys igjennem selve Ljore-Aabningen, Røgovnstuen derimod igjennem den gjennemsigtige Hinde, som Aabningen var dækket med. Nu, med Peisens Indførelse kunde man godt for Røgens Skyld ganske sløife Ljoren; men saa maatte man for Lysets Skyld hugge Hul paa Væggen og sætte Vinduer ind; i Røgovnstuen derimod maatte man beholde Ljoren for Røgens Skyld og kunde med det samme undvære Vinduer.

Det kunde ikke opsættes med Vinduers Indførelse paa Østlandet, og det blev derfor ikke opsat; i Røgovnstuens vestlandske Bygder derimod gik det an at opsætte dermed, og det blev da ogsaa opsat længe.

For Hundrede Aar siden var der derfor den Forskjel, at medens Bønderne i Christiania Stift havde og rimeligvis længe havde havt Vinduer paa sine Huse, boede Almuen i Bergens Stift endnu i Huse uden Vinduer, og Pontoppidan omtaler det som en Mærkværdighed og synes deri at se Tegn til et mere gammeldags Væsen hos de bergenske Almuer.^[7]

Jeg gaar videre. Naar der ikke længer var eller behøvede at være Ljore i Taget, saa gik det an at lægge Loftsgulv over Stuen og indrette et Loftsværelse ovenpaa. Hermed var altsaa Muligheden givet til at bygge større Huse og indrette dem bekvemmere og hyggeligere. Men at denne Mulighed blev til Virkelighed i det Strøg, hvor Peisen var bleven indført, det har største Delen af denne Afhandling gaaet ud paa at vise. Derimod er der endnu den Dag idag ikke Loftværelse over en eneste Stue, hvis Ildsted er Røgovn.

Jeg gaar videre. At dømme efter Exemplet fra Sætersdalen og øvre Thelemarken, hvor Arestuens Skik naaede nærmest ned til Nutiden, og ved at agte paa ældre Folks Skildringer af Tilstanden i Fortiden selv i Bygder som Hedemarken og Østerdalen kan man slutte sig til to Ting: at det stod misligt til med Renlighed og Pyntelighed i de fordums Arestue-Bygder saa vel som i de nuværende Røgovnstue-Bygder, og at det bliver bedre i saa Maade jo længere Tid der er gaaet hen efter den omhandlede Forandring i Bygnings-Skikken. Nu har Folket paa Østlandet længe boet i lyse, rummelige og bekvemt indrettede Huse – Noget, hvortil Muligheden blev givet og Begyndelsen blev gjort ved Peisens Indførelse, og det var da at vente, at Sandsen for Renlighed og huslig Hygge maatte være mere udviklet hos Bygdefolket her end i de Bygder, hvor Folket endnu bor eller indtil for ganske nylig har boet under Røgovnstuens sodede Tag og indtil for ikke saa meget lang Tid siden har ladet sig nøie med Ljore-Lysets Dunkelhed. Havde Søndfjord lige saa tidlig faaet og kunnet faa Røgovnen ombyttet med Kakkelovn, som Østerdalen fik Ären ombyttet med Peis, saa skulde vel den hele Række af Forbedringer bære indtraadt der som her. Men istedet derfor maatte Søndfjord fast til Nutiden beholde et Slags Huse, hvor Forskjellen mellem Hvidt og Sort, mellem Rent og Smudsigt, er mindre mærkbar, og nu er det saa, at medens Østerdalen bliver rost for sine Renlighedens Sædvaner, saa lyde Lægernes Indberetninger fra Søndfjord og andre af Røgovnstuens Bygder saa overmaade nedslaaende.

Jeg kunde gaa videre i samme Retning. Jeg kunde henpege paa, at Renlighed gjør det triveligt og livligt, at en Almuesmand med et pynteligt Væsen lettelig kommer i venlig Forbindelse med Embedsmænd og andre Folk i høiere Livsstilling, og Betragtningen kunde føre derhen, at de pyntelige Hus-Skikke, som udvikles i lyse og venlige Huse, igjen befordrer alsidig Dannelse, Charakterens Udvikling, Selv-Følelse, Fremskridts-Aand. Og jeg kunde i den Anledning minde f. Ex. om agronomiske Reiseberetninger fra Bergens Stift, hvor Forfatterne ligesom ikke kunne finde Ord for at beskrive den store Tankens Uvirksomhed, som skal herske der, medens Agronomernes Klager over Østlandets Bønder heller holde paa at forstumme.

Men uagtet jeg visselig tror, at Sjelevirksomheden og Fremskridtsaanden kan udvikles eller hemmes, eftersom Menneskene leve under hyggelige og opmuntrende Omgivelser eller ikke, og uagtet jeg mener, at blandt disse Omgivelser er selve Boligen en af de vigtigste saa skal jeg dog ikke trække denne Betragtning længer ud, af den Grund, at jo længer vi monne efterspore de sandsynlige Virkninger af en vis Aarsag, desto flere samvirkende Aarsager pleier der blande sig ind med, saa Slutningerne blive mere usikkre.

Jeg har sagt nok for at vise, hvad jeg vilde, at der var bestemt Naturgrund for hin Fordeling af de to gamle Hus-Skikke, og at den samme Naturgrund har været medvirkende til at fremkalde den Forskjellighed, som endnu i saa mange Retninger kommer tilsyne i Huslivet og i Folkelivet i Arestuens og Røgovnstuens fordums Riger.

Jeg tilstaar, at formedelst disse Paragrafers Oplysninger og Betragtninger er jeg selv kommen til at se det vestlandske Folkeliv i et andet Lys end forhen, og det er mig en Lettelse at se det i dette Lys.

Før, og for ikke lang Tid siden, gik det mig saa, naar jeg betragtede en vestlandsk Røgovnstue, at jeg i den saa et Tegn ikke alene paa Folkets gammeldags Tilstand, men, hvad værre var, paa dets tankeløse og uvirksomme Vedhængen ved de henfarne Tiders tarvelige og ringe Skik. Og jeg følte mig uvillig stemt imod dette samme Folk.

Denne Udlæggelse og Stemning var naturlig nok efter den Forestilling, jeg dengang havde om Bygnings-Skikken i vort Land.

Jeg havde nemlig den Forestilling, at saadanne Røgstuer, som jeg nu saa paa Vestlandet, havde engang været ene herskende Bygnings-Skik over alt Norge (hvorledes jeg kunde komme til at forestille mig Tingen saa, vil en følgende Paragraf forklare), og min Tanke blev da den: Har der været ligt før, saa maatte Vestlandet fremdeles, den hele Tid igjennem, kunnet have – om just ikke saa store og prægtige Huse som Østlandet, saa dog Huse af samme Art; men nu er Uligheden fremkommen paa den Maade, at Folk paa andre Kanter have gjort Forandringer og Forbedringer med sine Huse og det hele Stel, medens Folket her paa Vestlandet mere har staaet stille paa det gamle Punkt – og det uden udvortes Aarsag, kun formedelst egen Uvirksomhed.

Nei, saa langt op i Tiden, som vi nu kunne forfølge Røgovnen, har denne kun hersket i et vist Strøg af Landet, i Vest for en mærkværdig Grændse-Linie, medens Aren og dens Fortsættelse Peisen var herskende Hus-Skik i det andet Strøg af Landet, i øst for den samme Linie. Og den første Aarsag til Uligheden i Hus-Skikkene mellem Bygderne i Øst og i Vest ligger i selve Naturforholdene, hvis overmægtige Indflydelse end ikke har kunnet udslettes til denne Dag og vel ikke vil kunne det paa længe.

Der er stor Forskjel paa den Opfattelse, at det Meget af det gammeldags Væsen, som unægtelig findes i de vestlandske Bygder fremfor i de østlandske, først og fremst er at tilskrive en selve Folket iboende Tilbøielighed til Uvirksomhed eller en medfødt Ubekvemhed for Udvikling og Fremskridt – og paa den Opfattelse, at det først og fremst er visse Naturgrunde, som have bestemt hin Ulighed i de huslige Forholde, hvilke Forholde igjen kunne have øvet enten en mere oplivende eller en mere hemmende og nedtrykkende Indflydelse paa Menneskenes Sind, uligt paa den ene og paa den anden Side.

Og der er en overmaade stor Forskjel paa den Uvillie, hvormed man lettelig fristes til at betragte et trægt og sløvt Folk, og paa den Deltagelse, som man uvilkaarlig føler for Medmennesker og Landsmænd, hvis Lod det blev at leve under ugunstige Naturforholde og at arbeide sig frem under fortrykte Kaar, saa smaat, saa smaat.

§ 42. Hus-Skikkene og Huslivet.

Det interesserer mig at tænke paa, hvordan vel det daglige Liv monne have været i en Røgovnstue og i en Arestue.

Umiddelbar efter Ildingen i en Røgovn udvikles Kulos af de Gløder, som ligge og ulme paa Gruen, og i Løbet af Dagen udvikles derhos kvalme Dunster formedelst Menneskenes Ophold, og al denne usunde Luft maa beholdes i Stuen, naar man skal have ret Nytte af den Dyd, som vi fandt ved Røgovnen, at den nemlig er Brændesparende. Thi aabner man Ljoren for at slippe Kulosen og Kvalmen ud, saa slipper man med det samme en Del af Varmen ud. Men hvad dette har at betyde, det kan sees af den førnævnte Afhandling af Lektor Sexe – en Mand, som selv er opvoxet i en Røgovnstue, og som siden har studeret den særskilte Videnskab om Varme og Kulos og Luftvexling. „Ikke faa, siger han, ere de Mennesker, som paa Grund heraf, skjønt vante dertil fra Barnsben, plages af en ulidelig Hovedværk Dag efter Dag paa den koldeste Aarstid.“^[8]

I Modsætning hertil er der overflødigt Lufttræk og frisk Luft den hele Dag igjennem i en Arestue, da det i det Høieste er om Natten, at Ilden er slukt og Ljoren lukket.

Men netop dette overflødige Lufttræk i Arestuen medfører en modsvarende Ulempe, den nemlig, at her bliver en saa ujevn Varme, saa man kan fryse paa den Side, som vender fra Ilden, i samme Stund som man har det for hedt paa den anden Side (sml. Side 336).

Jeg forstaar ikke, hvorledes f. Ex. en Sagaskriver har kunnet trives i en Arestue, sysle med sit Arbeide en Vinterkveld ved Arnens blussende Brand og viftende Lys. Derimod maatte han kunde have det lunt og roligt ved Lampen i en Røgovnstue, og dennes Usundhed kunde ialfald formindskes betydeligt, nemlig ved hyppigere Udluftning og fornyet Opilding. Vel er det ubehageligt at opholde sig i en Røgovnstue under og strax efter selve Ildingen; men det staar ikke længe paa.

Men paa den anden Side synes jeg ret vel at forstaa, hvorledes Skjaldskab og Gammen kunde trives ved Drikke-Bordene omkring Arens livlige Ild. Ja, Sagaernes hyppige Fortællinger om Glædens Udskeielse indtil Umaadelighed og Vildskab i disse Drikkelag falde mig hel naturlige, naar jeg sætter mig ind i, hvorledes det monne have været i en Arestue paa en kold Vinterdag: man har saa høilig tiltrængt den Varme, man kunde faa, og som ikke alene Arens Ild og Skjaldens ildfulde Sange, men som Drikkehornets stærke Øl maatte yde.

Disse Bemærkninger lede ind paa den Tanke, at Aarhundreders Brug af Røgovnens og Arens modsatte Indretninger muligvis kunne have indvirket paa Almuernes Helse og Sind, og at der kanske endnu kunne være Spor og Mærke deraf.

Og her finder jeg Anledning til at gjøre opmærksom paa et Par Træk.

Det har forekommet mig, og jeg har i et tidligere Skrift vovet at fremsætte den Mening, at de oldtidsmæssige Drikke-Skikke og de med dem følgende Udskeielser i besynderlig Grad have forplantet sig fra Slægt til Slægt i de christiansandske Fjeldbygder, fra Ekebygd af østover. Men senere har jeg fundet og nu (§ 39) paaviist, at netop i disse samme Fjeldbygder var det, at Arestuens huslige Indretning holdt sig længst.^[9]

Og til min Overraskelse finder jeg, at den Grændse-Linie, som jeg har angivet for Røgovnens Strøg, stemmer næsten nøiagtig med Grændse-Linien for Spedalskhedens Udbredelse.^[10]

Det er dog ikke min Mening at paastaa, at disse nedarvede Folke-Onder er ligefremme Virkninger af de gamle Hus-Skikkes Indflydelse. Det vilde maaske være lettere at udfinde Sammenhæng paa den Maade, at f. Ex. Spedalskhedens og den angjældende Hus-Skiks Udbredelse i et og samme Strøg monne hidrøre fra en fælles, endnu fjernere og dybere liggende Aarsag. Men selv herom vil jeg ikke opstille nogen bestemt Formodning. Kun vil jeg sige, at det vilde være forunderligt, om det paaviste Sammentræf var en blot og bar Tilfældighed og ikke havde Noget at betyde.

§ 43. Olaf Kyrre og Røgvonstuen.

Kort efter Midten af det forrige Aarhundrede have vi fundet Røgovnen omtalt af Pontoppidan, af Strøm, af Schøning. Alle omtale den saa, at man skjønner, at det har været en gammel Brug. Men hvad Tid Brugen opkom, det siger Ingen af dem.

Mon Røgovnen omtales i Sagaerne?

I den Anledning bør det først forklares, at det ialfald ikke er rimeligt, at den der omtales netop under det Navn. Ligesom man i Saga-Tiden ikke sagde „Røgstue,“ men slet og ret „Stue“ (Navnet Røgstue er tydeligvis opkommet senere, til Forskjel fra Stuer med nyere Ildsteds-Indretninger), saaledes har man, om man end i Virkeligheden kjendte Røgovnen, dog ikke kaldt den saa, men slet og ret en Ovn. Og har nogen Sagaskriver talt om Røgovnstuer, saa har han ganske vist brugt det kortere Navn Ovnstue.

Nu læse man, hvad der staar i Sagaen om Olaf Kyrre, Norges Konge omkring Aaret 1100.

„I gamle Dage var det Skik i Norge, at Kongens Høisæde var midt paa Lang-Pallen (Langbænken), og Ølet blev rakt over Ilden (som brandt paa Aren midt paa Gulvet); men Kong Olaf var den første, som lod sit Høisæde indrette paa Høipallen tvers over Stuen (ved Tvervæggen); han var og den første, som lod gjøre Ovn-Stuer (ofn-stofor).“

Kongen, saa beretter Sagaen videre, indførte derhos den udenlandske Hof-Skik, at have Mundskjænke staaende ved Bordet til at skjænke i Bægere, og ligesaa Kjertesvende, som holdt Kjerter. I de forrige Kongers Tid, tilføies der, havde man drukket af Dyrehorn, og det havde været Skik da, at naar Kongen drak nogen af sine Mænd til, saa blev Hornet rakt over Ilden til den, som han beviste denne Ære.^[11]

Forskjellen paa den gamle Skik og den, som Olaf Kyrre indførte, bestod da tydelig deri, at istedetfor at Hallen før havde været en Arestue med lysende Ild midt paa Gulvet og med Høisæde nærmest Ilden eller midt paa Langvæggen, saa blev den nu en Ovnstue; Ovnen fik rimeligvis sin Plads i et Hjørne, hvor den stod mindst i Veien; men dermed bortfaldt den tidligere Grund til at have Høisædet paa Langvæggen, hvor det havde været midt for og altsaa havde havt mest godt af Ilden paa Aren; Høisædet blev altsaa flyttet hen paa Tver-Pallen, hvor det med et Langbord foran mere kom til at svare til den nuværende Høisædes-Indretning i vore Bonde-Stuer; endelig er det muligt, at Ovnen har været mørk (ikke indrettet til at lyse som en Peis eller Lysovn), siden der brugtes Kjerter til at lyse i Stuen.

Det forekommer mig, at som Navnet „Ovnstue“ i ialfald kan være det samme som vort „Røgovnstue,“^[12] saa passer den vistnok korte og ufuldstændige Beskrivelse ligesaa godt paa Røgovnstuen som paa nogen anden af de huslige Indretninger, som nu ere i Brug her i Landet.

Dette er dog ikke den Opfattelse, som er bleven gjængs blandt vore Oldforskere. Denne kan i Korthed fremstilles saa. Indtil Olaf Kyrre herskede Skikken med Are hele Landet over, fra Konge-Hallen til Hytten, men med hans Ovnstuer indførtes den nu brugelige Peis-Stue, som jeg i nærværende Afhandling har beskrevet under det Navn: den akershusiske og den throndhjemske Stueform.

„Disse Forandringer og især Indførelsen af Ovne – siger Professor Keyser i Anledning af Olaf Kyrres Ovnstuer – havde udentvivl snart en mærkelig Indflydelse paa hele Bygningsmaaden. Ovnstuen indtog nu den fornemste Plads blandt Gaardens Vaaningshuse, og da Ljoren ei mere behøvedes^[13], men det derimod blev nødvendigt at holde Varmen mere indelukket, fik Stuen helt Planke-Loft hvilende paa Bygningens Tvertræer. Gluggerne maatte nu flyttes fra Taget paa Væggen og bleve forsynede med Glasruder, da Glasset blev mere almindeligt. Stuen blev med lukkede Gange sat i Forbindelse med flere af Gaardens Bygninger, en Lofts-Sal indrettedes ovenpaa den – – kort, den hele Hus-Indretning nærmede sig efterhaanden meer og meer til den nu brugelige.“^[14]

Men herved er at mærke, at overalt hvor denne Opfattelse er fremsat, savnes ethvert Spor af, at Forfatterne have vidst om eller kjendt til Røgovnstuer.

Mig gik det saa, at ved første Syn af en Røgovnstue maatte jeg tænke paa, at Olaf Kyrres Ovnstuer kanske havde været af samme Slag.

Og istedetfor at forestille mig, at Olaf Kyrres Ovnstuer (hvad enten hans egen Opfindelse eller Efterligning af andre Landes Skik) blev Begyndelsen til en ny Lands-Skik, idet hans Exempel blev efterlignet af Flere og Flere, har jeg snarere været tilbøielig til at antage, at det var en Bygde-Skik, som han fandt for sig og optog paa sine Kongsgaarde. Røgovnen med tilhørende Kole (Lampe) passer nemlig saa godt for Almuesfolkets daglige Beboelses-Stuer i vore Fiskeri-Distrikter, at det er vel tænkeligt, at den kan have været i Brug her fra Arilds Tid; men selv i dette Strøg vare maaske Gjæstebuds-Hallerne indrettede ligesom almindelige Dagligstuer i de andre Egne af Landet, indrettede paa at opvarmes og oplyses med det muntre Baal paa Aren – indtil den fredelskende og stilfærdige Olaf Kyrre i sine Haller foretrak Røgovnens lune Varme og Klerternes rolige Lys.^[15]

Men, vil man sige, saa var jo Olaf Kyrres Hal fremdeles en Røgstue, sodet og sort, med Ljore i Taget, og Sagaen fremstiller ham dag som en pragtelskende Konge?

Hertil svares med Henvisning til, hvad der ovenfor er forklaret om dette Slags Røgstue, Røgovnstuen, at den havde adskillige Behageligheder fremfor Arestuen. Som Røgovnen i sig selv er en noget mere sammensat og kunstig Indretning end Aren, saa har vistnok hin Stue været mere skikket for et civiliseret Liv end denne.^[16]

Dersom man vedbliver at sige saa: „Før var der lutter Arestuer over alt Landet, og efter Olaf Kyrres Exempel udbredtes den Skik med Skorstens-Stuer,“ saa bliver det et uløst Spørgsmaal, hvor Røgovnstuens Skik skriver sig fra, hvilken Skik dog har hersket fra Ryfylke til Nordmør og kanske alt til Finmarken. Men dette Spørgsmaal løser sig ganske let og klart, dersom det i andre Henseender kan være tilladt at tænke sig, at Røgovnstuen fra Arilds Tid af har hersket i sit Strøg, hvad enten Fisker-Befolkningens instinktmæssige Skjøn paa det Hensigtsmæssige har opfundet den, eller de første Nybyggere have bragt Opfindelsen med sig.

Jeg mindes her, at en lignende Indretning som vor Røgovn vistnok længe har været i Brug blandt Finnerne i russisk Finland. Dersom den har været til fra de ældste Tider, saa er det et Exempel til at støtte den yttrede Mening.^[17]

Her opstaar det Spørgsmaal: Hvad Slags Indretning har vel hersket paa Island og Færøerne, Are eller Røgovn? Skulde Røgovnens Skik fra Arilds Tid have bestaaet paa Vestlandet, hvorfra de fleste Nybyggere kom til disse Her, saa skulde man vente at finde samme Skik her. – Men her findes neppe Spor af Røgovn. Paa Island har man fundet paa at bygge sine Beboelses-Huse af Sten og Græstorv med saa tykke Vægge, at der ikke behøves eller bruges noget Slags Ildsted i Dagligværelset; og Ildstedet i Kogeværelset er mere ligt en Are end en Ovn. Og paa Færøerne, hvor der bygges af Træ, og hvor Stuen derfor maa opvarmes, er Ildstedet at betragte som en Are, der kun ikke har sin Plads midt paa Gulvet, men ved en af Siderne eller i et Hjørne, hvor Væggen beskyttes mod Ilden med nogle faa opreiste Stene.^[18]

Men dette modbeviser neppe den Antagelse, at der i Nybyggernes norske Hjembygder var brugt Røgovn i Stuerne. Tingen var, at paa hine skovløse Øer maa der brændes Torv eller endog Ko- og Faare-Møg, og med dette Slags Brænde gaar det ikke an at ilde en Røgovn, som kræver frisk brændende Ved. Af Mangel paa saadan Ved have Islændingerne og Færøingerne maattet hjælpe sig med de ringere Indretninger, som i Røgovnstuens Strøg have været brugelige – ikke i Stuerne, men i Ildhusene (Kogehusene).^[19]

At danne sig Formodninger om Tingenes Gang er imidlertid kun forsaavidt tilladt, som det mangler paa historiske Oplysninger. Om Røgovnstuen har jeg nu yttret en dobbelt Formodning, først, at den er af samme Slags som Olaf Kyrres Ovnstue, dernæst, at den fra de ældste Tider har været brugelig Bygnings-Skik i det Strøg af Landet, hvor vi senere have fundet den.

Hvad angaar det første Punkt, saa kan det gjerne være, at den før herskende Mening er den rette. Men hvad det andet Punkt angaar, saa er saa meget vist, at Røgovnstuens Skik kan forfølges over 100 Aar op i Tiden, men at den har været upaaagtet af Nutidens Oldforskere.

Ialfald skal det vistnok befindes, at saadanne Oplysninger fra Nutiden, som jeg i disse Paragrafer har meddelt, i adskillige Tilfælde kunne lede til en paalideligere Forstaaelse af de sparsomme Oplysninger fra Fortiden om Folkets Skikke, Kaar og Sæder.^[20]

Men Nutiden et en flygtende Stund. Om faa Aar skal der vel ikke være en Røgovnstue at se mere i Landet, og allerede nu tør det være et Træf at finde nogenlunde gode Exempler paa den gamle Skik, af den Grund, at i Velstands-Bygder og i Velstands-Huse, hvor Røgovnen med tilhørende Indretninger var udviklet til størst Fuldkommenhed, der har man, som før antydet, været snarest til at afskaffe den for at følge nye Moder, saa det mest er de ringeste Røgovnstuer, som ny staa igjen. Skal derfor den her omhandlede huslige Indretning blive omstændelig beskreven og nøiagtig afbildet, at vi f. Ex. kunne sammenligne den med de finske Røgovnstuer, saa maa det ske snart.^[21]

§ 44. Den jæderske Stueform.

Hvad der staar tilbage af denne Afhandling, er at give Begreb om Stueformerne i den Række af Bygdelag, som danner den Del af Christiansands Stift, der ikke med Bestemthed kunde henregnes til Røgovnstuens og derfor blev henregnet til Arestuens Strøg, fra Stavanger-Fjorden af.

Det første Bygdelag er Jæderen, et fladt, skovløst, veirhaardt høist eiendommeligt Kystland, opfyldt med brune Torv-Myrer og Lyng-Heder, med grønt Dyrknings-Land ind imellem og en hvid Brem af Sand og Sten, som danner Stranden ud imod Havet. Det feiler ikke, at med nogen Øvelse og god Villie vil man opdage, at ogsaa dette Landskab har sin Skjønhed. Og som Landet, saa og Menneskenes Boliger: ved første Øiekast finder man disse Hus-Klynger saa uanseelige; men har man først sat sig ind i Omstændighederne og faaet Øie for Husformernes Hensigtsmæssighed, og har man derhos reist over Jæderen længe nok for at kunne se, hvorledes Folket idelig sysler og stræver med at forbedre sine Huse, se, da kan man komme til at betragte dem med Velbehag.

Alt siden jeg var Gut og gik paa Stavanger Skole, har min Vei ofte faldet over Jæderen. Men for hver Gang var det mig, som om Husene vare voxede lidt mere op fra Jorden, og de sidste Gange saa jeg hvidmalede Huse med røde Tagsten spredte ud over Vidderne, flere og flere for hvert Aar, ligesom de skinnende, brogede Blomster paa Marken springe ud mellem Vaar og Sommer, flere og flere for hver Dag.

„Det er vel nok,“ sagde en Bonde mig for et halvt Snes Aar siden, – „men ikke saa vel heller, for Folk bygge sig ude.“ Meningen var, at for at betale Bygnings-Omkostningerne maatte de sælge baade Gaard og Grund og havde altsaa ikke længer noget Hus at være i. Dette Ord gjorde mig saa ondt, og jeg har tænkt paa det saa tidt. Men nu var jeg paa Jæderen ifjor, og fremdeles saa jeg Fremskridt, saa Sagen dog ikke er nogen Umulighed; men det forstaar jeg vel, at paa et Land som Jæderen skral der baade Omtanke og Vinskibelighed til for at gjøre saadanne Fremskridt.

Først vil jeg forsøge at fremstille Stueformen saaledes, som jeg har opfattet den ved at agte paa de ældste Bygninger, jeg har truffet til at se.^[22]

Fig. 71 viser Grund-Planen. A er Stuen, Daglig-Stuen, bygget af Tømmer, med 1, Høisæde, 2, fast Bænk, 3, Langbord (jeg tør dog ikke paastaa det saa bestemt, at denne gammeldags Indretning endnu bruges i noget Hus, da det vel ialfald er blevet almindeligere at have Slagbord med Stole), 4, Husbondens Seng, tildels med et Slags Top eller Himling, samt 5, Bilægger-Ovn; B, Forstue eller Gang, af Panel, med Trap op til Loftet; C, Kjøkken, ligeledes af Panel, med Bagdør og Vindue ved Siden af Døren; i Kjøkkenet 1, Skorstenenen („Gruvaa“), hvorfra der lægges i Stuens Bilægger-Ovn; sammen med Skorstenen
Fig. 71. Grundplan. er en indmuret Bagste-Helle; D, Sengeværelse for Gjæster, ogsaa betragtet som Stads-Stue, Storstue, men har kjendt under det Navn Boden („Buaa“), deri Klæde-Kiste (Dragkiste); dette Værelse er ligesom Dagligstuen bygget af Tømmer; E og E, en Skut eller Udbygning for hver Ende af Huset, med Ydervæg af Kampesten, brugt til Torv-skjul og bygget tildels med den Hensigt, at den skal live for selve Husvæggen, saa denne bedre holder Træk og Kulde ude; F og F, en Kove eller Udbygning langs Bagvæggen af begge Stuerne, med Ydervæggen dels af Sten, dels af ringe Træværk; Koverne staa i Forbindelse med Kjøkkenet og bruges til Madbod o. s. v., men tjene derhos ligesom Skuterne til at gjøre det lunt om Huset.

Tegningerne Fig. 72, 73 og 74 vise det Udvendige af et saadant Hus.

Jeg mindes at have seet krumme Skibs-Planker blandt Træværket og skjæve Kahyts-Vinduer i Væggene – Levninger af Skibs-Vrag, Vidner om Sømænds Farer og Lidelser ud for denne frygtelige Kyst, – men ogsaa Mærker paa, hvor nøisomme Huseierne have maattet være i denne skovløse Egn.

Fig. 72. Forsiden.

Fig. 73. Bagsiden.

Fig. 74. Tværveg.

Det lille Vindue i Tvervæggen lyser ind til et Senge-Loft over Dagligstuen, hvor Ungdommen har sit Natteleie. Den Skik, som man endnu kan finde i mange Bygder, at Ungdommen om Vinteren ligger i Fæhusene, har ikke i Mands Minde været brugelig paa Jæderen, af den Grund, at Fæhusene have været saa overmaade ringe, saa det har sagt sig selv, at her gik det ikke an for Folk at sove.

Loftet over Forstuen og Kjøkkenet er et meget ringe Rum, uden noget Vindue. Men jeg har tildels seet et Lyshul i Taget, som blev lukket med en Halmdot, og som hed Ljore – en Mindelse altsaa fra Røgstue-Tiden.

Over Gjæsteværelset eller „Boden“ er Gaardens Stabburs-Loft, hvor Korn, Fladbrød, Kjød o. s. v. forvares. Thi der er ikke særskilte Stabbure eller Stolpeboder paa Jæderen.

Under mit sidste Besøg paa Jæderen, 1860, blev jeg engang opmærksom paa, at en Bonde, som gjæstevenlig førte mig ind i Stads-Stuen, hvor Konen havde dækket Bordet for mig, udtrykte sig saa, at han indbød mig til at gaa med ham ind i „Buaa.“ Da hørte jeg Navnet for første Gang og studsede. Men da jeg saa spurgte efter og erfarede, at Loftet over dette samme Værelse, „Bua-Loftet,“ tjente til hint Øiemed som Stabburs-Loft, saa syntes jeg strax at forstaa hele Sammenhængen.

Den jæderske Stuebygning er et sammensat Hus. Oprindelig har der her som vist overalt i Landet (§ 11) været tvende særskilte Huse, nemlig en Stue til at bo i og en Bod (Bu) med tvende Rum, et nedre og et øvre, det ene til Klæder og Gjæste-Seng og det andet til Madvarer. (Sædvanligvis er Anordningen den, at Madvarerne ere i det nedre Rum eller i Boden og Gjæste-Sengen paa Loftet; men netop fra Nabo-Egnen Ryfylke har jeg dog omtalt Exempel paa den modsatte Anordning, Side 185).

Nu behøver man kun at tænke sig, at Jæderen i Fortiden var bebygget med dette tarveligste Sæt af Indhuse: Stue og Bod, og at hvert af disse Huse var af den tarveligste Form og Indretning Stuen kun et eneste tømret Rum med en Forstue af Panel (som Fig. 64) og Boden kun et Stokværk, saa Loftet kun bliver Rummet mellem Loftsgulvet og Taget (som Fig. 8) – og vi have da Sammensætningens enkelte Bestanddele. Og nu skal der kun en liden Bevægelse i Tanken til, for at vi skulle kunne forestille os den Forandring i den gamle Skik, at Boden blev flyttet tæt hen til Stuen og forenet med den formedelst Forstuen, som kom til at være imellem.^[23]

Nogle Uger efter at denne Forestilling var opgaaet for mig, var jeg i Suldal i Ryfylke, og her fik jeg ikke alene den Forklaring af kjendte Mænd, at det indtil nu nylig havde været almindeligt at have paa Gaardene en saadan Stue og en lignende Bod, men jeg traf endog til at se hin Forandring foregaa saa at sige for mine Øine: jeg var i et Hus, hvor Boden netop var flyttet hen til Stuen, men Arbeidet med at indrette Under-Rummet til et stadseligt Sengeværelse og med at indrette en Del af Forstuen til Kjøkken var ikke ganske færdigt endnu.

Og senere har jeg ialfald fundet et Exempel paa, at der i Fortiden har været særskilte Boder blandt Bygningerne paa Jæderens Gaarde, et Exempel fra en enkelt Gaard, hvis Bygninger temmelig omstændeligt opregnes i et Par Dokumenter af Aaret 1522.^[24]

Men medens denne Forandring i den oprindelige Bygnings-Skik er saa ny i Suldal, er den paa Jæderen rimeligvis temmelig gammel, foregaaet før Mands Minde, saa der nu vel ikke skulde været nogen Tanke om den længer, dersom ikke det Navn „Buaa“ havde sat paa Sporet.^[25]

Efter min Opfattelse er der rigtignok den Forskjel mellem Suldal i Ryfylke og Jæderen, at hist har Stuen været Røgovnstue, her derimod sandsynligvis Arestue. Denne er da forandret saa, at Bilægger-Ovnen er kommet istedetfor Aren. Men ogsaa dette er en Forandring, som er foregaaet før Mands Minde. Jeg har seet Bilægger-Ovne paa Jæderen med Aarstal, som vise, at de ere over 200 Aar gamle, og saa gammel kunne vi da tænke os hin Forandring.

Med Vished kan egentlig kun dette siges, at der var en Tid, da man ogsaa paa Jæderen som overalt i Landet brugte Røgstuer; men at disse Røgstuer havde Are (og ikke Røgovn), det finder jeg sandsynligst, fordi Jæderen ligger udenfor Fiskeri-Distriktet, som synes at være den Strækning, hvor Røgovnen ene har hørt hjemme (§ 41).^[26]

Stuen og Boden med det mellemliggende Rum for Gang og Kjøkken er at agte for den egentlige Bygning, og paa alle Sider undtagen Vindues-Siden er denne og det er en Særegenhed for den jæderske Stueform) omgivet med Skuternes og Kovernes Udbygninger.

Det er kanske mest disses lave Torv-Tage, som give Bygningen det uanseelige Ydre. Seet bagfra og i nogen Afstand er en jædersk Stuebygning neppe til at skjelne fra en Poteteskjelder eller fra en af disse Kjæmpe-Hauge, som netop der er saa mange af.

Men man forsones med Uanseeligheden, naar man bliver opmærksom paa Hensigtsmæssigheden. Jeg har allerede sagt, at Udbygningerne gjøre det lunt om selve Huset, og jeg tilføier, at Stormen, som vilde støde an mod bratte Vægge lettere glider hen over Udbygningernes skraa Tage. Det kan ogsaa mærkes, at Jæderboen gjerne sætter sine Huse langs med Landets eller Kystens Retning, saa Vinduerne vende ud mod Havet, og saa Nordvest-Vinden, der her raser værst, stryger langs med Huset og altsaa faar mindst muligt Tag i det.

Jeg ser af Beretninger, at der er ligedanne Udbygninger ved Husene i andre veirhaarde Egne, paa Færøerne (selve Husets Vægge af Træ, men Udbygningernes af Sten og Græstorv ligesom paa Jæderen), samt i Jylland.

Jeg mener, at dersom vi kunde se et halvt Hundrede Aar op i Tiden, saa skulde vi finde alle Jæderens 5 Præstegjelde regelmæssig besatte med Huse af det nu beskrevne Slag. Men efter den Tid mener jeg at kunne angive følgende Række af Forandringer og Forbedringer.

1. Koverne bag ved Stuen, først den ved Daglig-Stuen, saa begge, faa noget bedre Ydervægge og sættes ved Døre i Forbindelse, ikke med Kjøkkenet, men med selve Værelserne; Rummene blive dermed vigtigere Dele af Huset og kunne bruges som Senge-Kover – endnu dog med ganske lave Ydervægge og med Skraatag, kanske endog uden Vinduer.

2. Den næste Slægt af Stuebygninger blev anseeligere derved, at istedetfor det tidligere Sid-Tag (Sid-Toka, som gaar sidt ned paa den ene Side af Huset) byggedes Jevn-Tag (Jamn-Toka, Tag, som er jevnhøit paa begge Sider). Fig. 74 har viist os et Hus med Sid-Tag (med Græstorv); Fig. 75 derimod forestiller et med Jevn-Tag (med Tagsten). Ved denne Forandring med Taget opnaaes, at Kovens Rum nu bliver lige saa høit ved Ydervæggen som ved Indvæggen eller lige saa høit som Stuens, og ved saadan bedre Bygning faar Koven det nyere og ligesom fornemmere Navn Kammers.

Fig. 75.

Det Indre af et saadant nyere Hus vil forstaaes af Exemplet i Fig. 76.

Fig. 76.

A, Daglig-Stuen, med 1, Slagbord, 2, Stedet, hvor en Boghylde hænger oppe paa Væggen, 3, Stue-Uhr, 4, Seng, 5, Melkehylde, 6, Bilægger-Ovn; B, Stue-Kammers, med 1 og 1, Senge, for Tjenerne eller Børnene; C, Forstuen; D Kjøkkenet, med 1, Skorsten, 2, Torv-Krogen, 3, Trappe til Loftet; E, Spiskammers; F, „Buaa,“ med panelede og tildels malede Vægge, og formedelst denne nymodens Indretning mere og mere kaldt „Storstue,“ med 1, Bord, 2, Dragkiste eller i senere Tider Skatol, 3, Seng; G, „Bua-Kammers, med 1, Seng; H og H, Skuter til Torven.

Man bemærke det nye Værelse, som vi saa her, nemlig særskilt indrettet Spiskammer. Mange Reisende have forundret og forarget sig over det Syn, som saa hyppig sees i gammeldags Bonde-Huse i alle vore Landsbygder: i Hylder og Vindues-Karmer i Dagligstuen staa halv tømte Grødfade og Melkekopper med Slumper af Melk i, og paa Bordet i selve Storstuen staa Smørstykker og Oste hensatte – et stærkt Billede paa Uryddighed. Tilskueren er saa snar til at sige: Se, hvilken Skjødesløshed! Men Tingen er, at fra gammel Tid har det ikke været paatænkt at have særskilt Spiskammer, hvor Husmoderen med Lethed kunde sætte hen det brugte Bordtøi og Levninger fra Maaltidet. Den nye Skik med Spiskammere (jeg mener, den skriver sig fra de sidste 10 eller 20 Aar) betegner derfor en Vending i Tænkemaade og Sæder.

Af Fig. 75 er det seet, at de lave Udbygninger paa Bagsiden af Huset ere forsvundne; Skuterne for Enderne af Huset ere ogsaa undertiden sløifede. Ovenfor priste jeg Hensigtsmæssigheden af disse Udbygninger; er skal jeg derfor tilføie, at det Ly, de gav mod Stormen, behøves mindre ved de nyere Huse af den Grund, at disse ere stærkere tømrede og bedre bordklædte.

Fremdeles lader det dog til, at det paa det flade Jæderen befindes uhensigtsmæssigt at bygge øvre Stokværk paa Husene; det Høieste, jeg har seet, er et Kvist-Kammer over Midten af Bygningen.

3. Gjesdal, Annex-Sogn til Ly Præstegjeld, er den Bygd paa Jæderen, som ligger længst inde i Landet, og i Modsætning til Jæderens mærkværdige Fladland langs Havkanten er den med sine Aaser fast som en Fjeldbygd. Jeg mente, at jeg her skulde finde overmaade gammeldags Bygde-Skik; men jeg fandt heller Tegn til Fremskridts-Aand.

En Bonde paa Gaarden Gjesdal i Sognet af samme Navn havde for neppe 10 Aar siden bygget sig en Stuebygning af omtrent saadan Grundform som Fig. 77.

Fig. 77.

1, Gang og Kjøkken, med Skorsten a samt Lofts-Trappe; 2, en indre Gang; 3, Spiskammer; 4, Daglig-Stue, med Bilæggerovn; 5, Sengekammer og vordende Folgebolig (for Folge- eller Føderaads-Folkene), ligesaa med Bilæggerovn; 6, „Buaa,“ med Kakkelovn; 7, Kammers, med Gjæsteseng.

Her ere jo Forandringerne saa store, at der ikke er stor Lignelse igjen af den forrige Bygnings-Skik. Men Forandringerne ere betydelige Forbedringer. Før gik Forstuen og Kjøkkenet tvers igjennem Huset, skilte Værelserne ad og tjente som en Kanal for Trækvinden, saa det gik paa Helsen løst for Husmoderen, som skulde stelle ved Skorstenen. Her ere disse Ulemper undgaaede.

Jeg spøgte med Bonden og spurgte, hvorledes han havde kunnet vove at bryde saaledes med den gamle Skiks Bud og Paragrafer at han ikke havde anden Indgangsdør paa Huset end Kjøkkendøren. Men han svarede i samme Spøg, at var der Storfolk, som ikke vilde gaa igjennem hans Kjøkken, saa maatte det heller være det samme.

Det fornøiede mig at betragte dette Hus, og jeg tænkte paa, hvilken Vinding det skal blive, naar der anvendes saadan Tænksomhed ved hvert nyt Hus, som skal bygges Vel forsvinder da den nedarvede Stueform og det Fortidens Minde, som nu ligger gjemt i den; men de nye og vexlende Husformer, som skulde afløse den gamle, skulle staa som Billeder paa Folkelivets voxende Lykke og fremadskridende Forædling.

(Fortsættes).

---

---

1. Regnet efter Vasdragets Retning skulde Opdal høre til det Vestenfjeldske; men allerede i Oldtiden var det saa som nu, at denne Bygd regnedes med til Indlandet eller det egentlige Throndhjem, ikke til Fjord-Distriktet Nordmøre-Fylke (sml. Side 273).
2. Og til Røgovnstuens Strøg hørte, ifølge en Oplysning, som meddeltes Side 315 Anm., og ifølge Grunde, som nærværende Paragraf skal udvikle, rimeligvis de vidtstrakte Kyst-Egne nordenfor Throndhjems-Fjorden, alt til Finmarken, saa Landet har været delt saa temmelig i to Halvdele.
3. Det skulde da være følgende to Tilfælde: 1. Arestue i Vest for Grændse-Linien: Lensmand Halse paa Tustern i Nordmør fortalte mig i 1859 om Konge-Stuen“ paa Aspen i Thingvold i Nordmør (den „Herre-Stue,“ som omtales i Nicolaysens førnævnte „Fortegnelse,“ med den Oplysning, at den brandt op i 1804), at i den ældste Tid skulde den havt Ildsted midt paa Gulvet. Men dels er nu dette Sagn ikke saa ganske sikkert, dels lader det til, at det ikke har været en almindelig Beboelses-Stue. 2. Røgovnstuer i Øst for Grændselinien: I Holms førnævnte Beskrivelse over Lister og Mandals Amt ved 1790 heder det under Forklaringen om Bygningsvæsenet: „De, som ere fattige, har kuns en Røgstue uden Loft, med en Ovn, muret af Graasten.“ (Topogr. Journ. X, 43). Var dette berettet fra en Egn som Bergens Stift, maatte det forstaaes om Røgovnstuer; men nu kan det forstaaes saa, at fattige Folk boede i det Slags Huse, som Andre her i Egnen kun brugte som Ildhuse (Side 344, Anm.), og at de istedetfor Ovn af Jern (Kakkelovn), som ellers var i Brug her i Egnen, maatte hjelpe sig med en „Ovn“ af Graasten (Skorsten, Spis) – en Unøiagtighed i Udtrykket, som man ofte finder hos Forfattere.
4. Røgovnstuens Strøg kan ikke lettelig have været stort mindre, end jeg har angivet det; men det er ikke umuligt, at det engang i Tiden har været noget større. Her tænker jeg navnlig paa Jæderen, om hvilket Bygdelag jeg mangler Oplysning til med Bestemthed at henføre det til Arestuens fordums Strøg.
5. Herom kan jeg henvise til en Afhandling af Lektor Sexe om, hvordan Ildsteder bør være indrettede, i Polyteknisk Tidsskrift, 1855, Side 257.
6. Vistnok har Vestlandet ogsaa været bedækket med Skov i Fortiden; men medens der i Indlandet var Skov baade paa Fjeld-Siderne og i Dalbunden, saa voxede den paa Vestlandet kun paa Strækninger, som kunde svare til hine Fjeld-Sider, saasom de Strækninger, der skulde svare til Indlandets Dalbunde, her ere Fjorde.
7. Se Pontoppidans Ord ovenfor Side 250. – For Nøiagtigheds Skyld skal jeg ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at dersom Folk i Peis-Stuerne havde villet spare til det Yderste, saa havde det vel gaaet an istedetfor Glasruder i Vinduerne at bruge Skjaa eller Hinde, ligesom i Oldtiden. Men det maatte ligge nær, at naar det først ved Peisens Indførelse var kommen dertil, at man kunde ombytte Ljoren med Vindu, saa vilde man gjerne have dette Vindu saadant, som Skikken var i de Lande, hvorfra Moden med Peis eller Skorsten var kommen, nemlig med Glasruder. Det har rimeligvis været betragtet som noget, der fulgte af sig selv eller hørte med til Moden, at en Peisstue maatte have Glas-Vindue.
8. Polyteknisk Tidsskr. 1855, 258.
9. Sml. min Afhandl. om Æddrueligheds-Tilstanden i Norge, 1859, Side 30, § 36.
10. Sml. Kaartet over Spedalskhedens Strøg i Bidenkaps førnævnte Afhandling.
11. Snorre, Olaf Kyrres Saga, Kap. 2 og 3.
12. Og det maa erindres, at Navnet Røgovnstue ikke er opfundet af mig (som f. Ex. Arestue), men er det brugelige Udtryk blandt selve Almuen, se ovenfor Side 293.
13. Denne Sætning, at Ljoren ei mere behøvedes viser, at Keyser har tænkt sig Ovnen som et Ildsted med Røgpibe (Peis, Skorsten), hvorved Stuen ophørte at være Røgsẽtue.
14. Langes Tidsskrift, I (1847), 321. Før Keyser findes, som det lader, den samme Tanke antydet af Professor Stenbloch, i den førnævnte Afhandling „Om de gamle Skandinavers Vaaningshuse,“ 1814, Side 19, hvor der tales om Olaf Kyrres „Ovne eller Skorstene.“ Og som Keysers Forklaring gjentages af Professor Munch i hans Norges-Historie, II, 439, saa modsiges den ikke af Nicolaysen i hans førnævnte Afhandling, der dog ellers gaar ud paa at gjøre nogle Berigtigelser ved Keysers Fremstilling af den gamle Bygnings-Skik (Langes Tidsskrift, III, 303).
15. Tidligere (og jeg sigtede dertil i næstforrige §) var min Opfattelse den, at først var der Are i hvert Hus alt Landet over, og saa blev (formedelst Olaf Kyrres Exempel) Aren afløst af Røgovn, ligeledes alt Landet over. Men denne Opfattelse maatte falde bort, da jeg blev opmærksom paa de to Slags Røgstuers Fordeling (§ 40), saa jeg ialfald maatte finde det sandsynligere at Aren og Røgovnen havde hersket samtidig, hver paa sin Side af en bestemt Grændse-Linie.
16. Naar Røgovnen er bleven tilstrækkelig ophedet, og naar Røgen og Kulosen efter Ildingen er bleven tilstrækkelig udluftet, saa kan der være meget behageligt i en Røgovnstue: Varmen er jevn, og i de første Timer mærkes ikke Mangel paa frisk Luft.
17. Den finske Røgovn og Røgovnstue er med finske Udvandrere ogsaa i senere Tider kommen til Norge, nemlig til Soløers Finskov, hvor jeg for flere Aar siden har seet den, og til Finmarken, hvor den er beskrevet og afbildet af Lem, i hans Finmarkens Beskrivelse, 1767, Side 106.
18. Saaledes har jeg ialfald forstaaet Beskrivelserne for Islands Vedkommende i Horrebows Efterretninger, 1752, Side 315, Olafsens Reise, 1772, Side 825, Olavius’s Reise, 1780, Side 485, Schleisners Beretning 1849, Side 118 flgg. – samt for Færøernes Vedkommende i Landets Beskrivelse, 1800, Side 426, og Holms Skildringer, 2den Udg., 1860, Side 89.
19. Saadanne simple Indretninger som paa Færøerne have maaske ogsaa været brugte paa sine Steder her i Norge, i de skovløse Torv-brændende Kyst-Strækninger, nemlig i hin Fortid, da man endnu ikke vidste af Bilægger-Ovne at sige.
20. Jeg tænker mig, at Oldtidens Bygnings-Skik kanske skulde vise sig i et nyt Lys, naar man efter Anvisning fra Nutiden gjennemgik de korte Beskrivelser i Sagaerne saaledes, at man særskilt undersøgte Bygnings-Skikken paa Almuefolks og paa Storfolks Gaarde, paa Island og i Norge, i Norges Kyst-Land og Indland o. s. v. Det tænker jeg mig ogsaa, at dersom Bygnings-Skikken med dens Forandringer og Forbedringer monne tildrage sig Historieforskernes Opmærksomhed i den Grad, som den efter min Mening fortjener det, saa skal der ogsaa findes flere og flere Oplysninger, som hidtil monne være overseede, ikke alene i Sagaerne og andre Oldskrifter, men ogsaa i yngre Skrifter. For nogle faa Dage siden havde saaledes Bibliotheks-Amanuensis P. Botten Hansen den Godhed at vise mig en fransk Reise-Beskrivelse af en de la Martiniere, som i Aaret 1653 var her i Norge og i en Afstand af tre franske Mile fra Christiania paa en Gaard, som han kalder Wisby (Vestby i Enebak?), fik se et Slags lave Tømmerhuse med Torvtag og istedetfor Vinduer en Lysaabning i Taget (upaatvivlelig Røgstuer, som altsaa have været meget længere i Brug, end jeg før har tænkt mig det her i Omegnen om Christiania). Et Middel til at studere Bygnings-Skikkens Historie turde det ogsaa være at undersøge nøie gamle Hustomter, som hist og her kunde findes, og som maaske have ligget øde alt fra Sortedødens Tider. Paa de gjenliggende Stenhobe maatte det kunne kjendes, om der har været Are eller Røgovn i Stuen.
21. Jeg kan tilføie, at Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring har besluttet endnu i denne Sommer at lade en sagkyndig Mand bereise Vestlandet med det Hverv blandt Andet at opsøge Røgovnstuer og aftegne deres Indretninger.
22. Meget gamle Huse findes vist ikke paa Jæderen. En Stuebygning paa Grude i Klep, som nu staar forfalden og øde, og som sagdes at være et af de ældste Huse i Egnen, var ifølge et indhugget Aarstal bygget 1767.
23. Var Stuen stor og Boden liden, saa blev Bygningen ikke lige. Men ogsaa herpaa har jeg seet Exempler. Tildels har Boden kun et Vindue, og hvad den mangler i Bredde, har man maattet bøde paa ved at gjøre Koven paa Bagsiden saa meget bredere.
24. Diplom Norv., IV, No. 1081 og 1082.
25. Allerede i 1810 lagde den førnævnte Løitnant Flor Mærke til, at de ellers saa almindelige Stolpeboder manglede paa Jæderen; men han blev ikke vaer, at en Del af Stuebygningen svarede til Boden (anf. St. Side 162).
26. Som yderligere Grund skal jeg ikke anføre den Omstændighed, at Jæderen ikke har andet Brænde end Torv, der neppe har kunnet bruges i Røgovn; thi før i Tiden (og kanske for ikke saa overmaade lang Tid siden) har Jæderen havt Skov, og forsaavidt har der altsaa intet været i Veien for at bruge Røgovn da; men endda tænker jeg mig heller Sagen saa, at man paa Jæderen brugte Are, og at netop Arens umaadelige Ved-Slug gjorde Ende paa Skoven.