Bygde-Skikke/4/2
De første Rydningsmænd i Landet maa have vidst at hjælpe sig med meget ringe Husvær. Jeg synes at skimte det hist og her i de gamle Sagaer, og et livagtigt Billede af hine oprindelige Tilstande, for Tusinde og maaske atter Tusinde Aar siden, tror jeg endog at se i Nutidens Rydnings-Pladse, i Udkanterne af de gamle Bygder. Saaledes husker jeg et Sted i Gudbrandsdalen: Folkene, som boede her, vare gamle nu, men de vare nygifte og unge, dengang de satte sig ned her, og Konen fortalte mig, hvorledes hun havde havt Barnet hængende i et Slags Pose under Grenen af en gammel Furu, medens hun hjalp Manden med at fælde Træer og slæbe Stokkene sammen til det Hus, de byggede sig. Dengang var der nemlig tyk Skov paa denne Plads – ligesom over alt Norge i de første Indvandrendes Tid.
Jeg vil prøve at fortælle, hvorledes jeg tænker mig Begyndelsen og Udviklingen.
Selv de første Rydningsmænd gav sig vist ikke, før de havde faaet sig særskilte Huse for Hesten og Koen, saa de slap at have dem inde hos sig i Stuen om Vinteren. Den Forskjel imellem Udhuse paa den ene Side og Fremhuse, Forhuse eller Indhuse paa den anden Side forestiller jeg mig saa gammel som Landets Bebyggelse[1].
Det er Indhusene, jeg tænker at tale om.
Beboelses-Huset hed Stue (paa Oldnorsk stofa, udtalt som stova, i Bygdemaalene Stova, Stoge, Stugu), og det indeholdt fra Begyndelsen af vist ikke flere Rum end det Værelse, som nu særskilt kaldes saa. Det næste Hus af Indhusenes Klasse var sikkerlig et Bur (búr) eller Bod (búð, i Almuesproget Bu) hvor Mad og Klæder kunde forvares.
Dette var den nøisomme Begyndelse, og hvilken lang og mangfoldig Udvikling fra den af og til nu! Eller skulle vi kanske heller forundre os over dette, at efter de tusindaarige Udviklinger og Forandringer kunne vi endnu den Dag idag paa mange Steder i Landet ganske tydelig gjenkjende det oprindelige Anlægs Skik og Maade?
Hin Stue maa have været en langagtig, firkantet Tømmerbygning, med en Stenlægning (Aare, Are, i Oldsproget arin) til Ildsted midt paa Jordgulvet og med en tilsvarende temmelig stor Aabning (Ljore, lióri) i Taget til Udgang for Røgen og til Lysning. Fordi Stuen var det eneste Hus paa Gaarden, hvor der var Ildsted, blev den ogsaa ofte kaldt slet og ret Ild-Huset (eldhús). Senere hen i Tiden – og det er forunderligt, hvor mange Aarhundreder der skulde gaa hen, før det kom saa vidt, Noget, jeg kommer til at tale mere om i det Følgende – senere hen byggede man sig Boliger af en ny og behageligere Indretning, fornemmelig med et hensigtsmæssigere Ildsted, enten en Ovn eller en Skorsten i det ene Hjørne, og disse Huse var det, som fra nu af særskilt benævnedes med det Navn Stue, hvorimod Navnet Ildhus nu kun brugtes for de oprindelige og ringere Huse; disse bleve nemlig staaende ved Siden af de nye, til saadant Brug som Brygning og Bagning, hvilket Stel man ikke ønskede at trække med sig ind i den nye og finere Stue. Som der altsaa før havde været et Hus med to Navne, saa var der nu foregaaet saadan Udvikling, at der var to Huse med hver sit Navn og til hver sit Brug, nemlig Stuen og Ildhuset.
Men Tingen voxede fremdeles. Om Sommeren er der jo Hus i hver Busk, og da kunde Folket godt holde til i Ildhuset, at Stuen kunde staa tom i nogle Uger og blive vel renset og luftet. Den kunde nok trænge til det, da den jo endnu, som i de foregaaende Paragrapher forklaret, maatte tjene til et temmelig mangfoldigt Brug og vel den hele Vinter igjennem ikke havde staaet tom en Dag. Saadan Flytning om Sommeren fra Stuen til Ildhuset kan sees hvert Aar paa mangfoldige Gaarde i vort Land. Men paa mange Steder er det gaaet saa, at man har bygget sig en endnu nyere Stue og indrettet den med al mulig Flid for at faa den tæt og god og have den til Vinter-Stue, medens den forrige er bleven staaende til Beboelse om Sommeren og naturligvis derefter er bleven kaldet Sommer-Stue. Dette dobbelte Sæt af Stuer findes paa nogle af de bedre Gaarde i nordre Gudbrandsdalen; intetsteds har jeg dog seet det saa hyppigt som i det nordre Østerdalen.
Det kan virkelig træffe, at Ildhuset og Sommer-Stuen og Vinter-Stuen staa ved Siden af hinanden saa at sige som ældre og yngre Slægtled, ligesom Bedsteforældre, Børn og Børnebørn jo kunne leve sammen under et Tag, saaledes nemlig, at det nuværende uanseelige Ildhus engang var Beboelses-Huset og det fornemste Hus paa Gaarden; og at den nuværende Sommer-Stue, da den var i sin Velmagt, tjente som Vinter-Stue. Men det er dog mere som et Træf, at det falder saa til, og oftere vil det vel befindes, at man, for at tilfredsstille et tilvant Behov, har bygget baade Sommer-Stue og Ildhus med deres særskilte Bestemmelse, gjerne af ringe Tømmer og ellers i tarveligste Maade. Er Ildhuset forsynet med ordentlig Skorsten, Bagerovn, indmuret Brygge-Kjedel og andet „Bakste-Gagn“ og „Øl-Gagn“, saa heder det Bryggerhus, (i flere Bygdemaal Størhus, paa Oldnorsk steikara-hús, paa Dansk Stegers).
Ja, Udviklingen fortsætter sig. Efter hvad jeg hidtil har fortalt, skulde „selve Stuen“ eller det store Værelse i den af Bygningerne, som hed Vinterstuen, være det fornemste Sted paa Gaarden. Her bleve de daglige Maaltider tilberedte og nydte, her sad hver med sit Arbeide om Vinter-Kvelden, her var Husbondens Soveværelse, her blev der holdt Høitid og Gjæstebud. Men Tiden gaar, og istedetfor den ene Stue eller rettere sammen med den og under samme Tag haves allerede i de fleste Bygder i Landet en særskilt Ny-Stue eller Stor-Stue, saa den oprindelige Stue nu bliver Gammel-Stue eller Daglig-Stue. Og paa ret mange Steder holder Tingen fremdeles paa at udvikle sig derhen, at selve Familien eller Husbondsfolket faar sig et eget Kammer eller mindre Dagligværelse, saa den gamle store Stue fra nu af kun bliver Folke-Stue, hvor Maden laves, hvor Arbeidsfolkene nyde sine Maaltider og sidde med sine Ind-Arbeider, og hvor gjerne nogle af Tjenerne have sine Senge. Et Skridt videre, og istedetfor denne Folkestue indrettes paa mange Gaarde særskilt Kjøkken (gjerne noget mindre) og Drengestue, hvilken sidste dog oftest er i en egen Bygning, særskilt opsat til det Brug. Som den gamle Bonde-Stue var paa engang til dagligt Brug og til Høitid, saa er dens Navn altsaa endnu bevaret baade for Tjenernes tarvelige Arbeids- og Sove-Værelse og for Hovedbygningens største, stadseligste og fornemste Værelse, som særskilt er indrettet for Gjæstebud og Høitid.
Nu det andet af de oprindelige Indhuse, Buret eller Boden.
Paa Husmandspladse og Rydningsbrug i Gudbrandsdalen og andre Steder kan man se Boden bestaaende af et eneste Rum: Korn og Mel ligger i Binger og Bøler nede paa Gulvet, Flesk og Kjød og Pølser hænge paa Væggene, Oste og Smørstykker staa stablede paa Hylder, og øverst oppe, under Tagets skraa Sider, hænge de Seng- og Gang-Klæder, som ikke ere til dagligt Brug. Og saa har Boden vistnok seet ud i vore aller ældste Tider.
Men det første Hus paa de norske Gaarde, som kom til at hæve sig i Høiden, med et øvre Stokværk eller, som det endnu hedder i Landsmaalet, et Loft (i Oldsproget lopt), var sikkerlig netop denne Bod. Med Loftet fulgte ligesom af Fornødenhed den Indretning med udvendig Trappe-Opgang og Loft-Sval (svalir, loptsvalir), som blev omtalt ovenfor under Beskrivelsen af Ramloftet (§ 2); thi lige fra Oldtiden af og næsten indtil Nutiden har anden Indretning med Trappen været ukjendt i vore gammeldags Bygder. Men det er at mærke, at netop ved Bod-Loftet gaar Svalen meget almindelig omkring paa alle fire (eller maaske kun paa de tre) Sider, saa Hensigten med den ikke blot har været at føre fra Trappen hen til Lofts-Døren.
Jeg har gjættet paa saadan Forklaring: Som Klæderne før hang op under Taget, men ellers sammen med Madvarerne, saa blev Loftet bygget netop for Klædernes Skyld, at de ikke alene kunde være for sig selv, men ogsaa hænge ret høit, saa Raa-Damp eller Fugtighed fra Jorden ikke kunde naa dem og faa dem til at mugne. Og fremdeles blev Svalen med dens tætte Panel bygget omkring, at ikke Solen skulde brænde paa selve Tømmervæggen og gjøre det lummert derinde; thi jo mere kjøligt det kunde holdes paa Loftet, des mindre skulde vel Møllen, den Klædefordærver, lokkes derind[2]. Og det var vel værd at gjøre saadan omhyggelig Indretning for Klædernes Skyld; thi i Oldtiden stak en forholdsvis meget stor Del af den løse Formue i Klæder, baade Gang- og Senge-Klæder, Noget, som endnu kan mærkes i vore gammeldags Bygder, og medens de øvrige Sager i Boden, Madvarerne nemlig, i det Store taget maatte fornyes hvert Aar, saa skulde Klæderne vare i Aarevis, ja fra Fader til Søn og fra Moder til Datter og Datterdatter[3].
Indrettet for Klædernes Skyld kom Loftet rimelig til at hede Klæde-Loft. Men kom der en Gjæst til Gaarden, saa faldt det bekvemmest at indrede et Soveleie til ham netop her, hvor jo Felderne og Aaklæderne og de andre Sengklæder hang i Beredskab; for saadanne Tilfælde blev det vel ogsaa brugeligt at have en Seng staaende her. Og saaledes blev Klæde-Loftet tillige et Senge-Loft.
Allerede ved Talen ovenfor om Kong Olaf den Helliges Besøg paa Lom saa vi, at det var paa et Loft, han tog Herberge for Natten. Og saa almindeligt fortælles noget Lignende i de gamle Sagaer, at det er, som om det maatte forstaaes af sig selv, at Gjæsten og netop den fornemste Gjæst fik sit Natteleie anviist paa et Loft. Stundom (men det var vist mest om Sommeren, da man nok gjerne, som før erindret, flyttede ud af Vinterstuen), sees det ogsaa, at Husbonden selv sov paa et Loft, saaledes f. Ex. Olaf den Helliges Samtidige Erling paa Sole paa Jæderen engang ved Paasketid, da Sønnen Skjalg for en vigtig Sags Skyld kom og vækkede ham med saadan Dundren paa Døren, at den gav sig i Naglerne[4].
Hvad Hensigt der kunde være i, at der netop skulde soves paa et Loft, er ikke let at indse; derimod synes mig, som forklaret, at der var god Mening i at have Klædernes og navnlig Sengklæderns Kostbarheder forvarede paa et Loft, og var dette først blevet Skik (Noget, som jeg ikke netop har seet berettet fra Oldtiden, men som jeg slutter mig til fra hvad der endnu den Dag idag kan sees i vore Fjeldbygder), saa fulgte det som af sig selv, at ogsaa Gjæste-Sengen maatte staa her.[5]
Men allerede paa Olaf den Helliges Tid og længe før maa en Udvikling være foregaaet, som jeg synes at øine i de gamle Sagaer og at gjenfinde i Bygdernes nuværende Skik.
Den ene Bod blev til to, svarende til den gamles dobbelte Formaal, nemlig en særskilt Madbod og en særskilt Sengebod.
 |
 |
| Fig 8. | Fig. 9. |
Denne Udvikling er vel ikke netop foregaaet i alle
Bygder eller i nogen Bygd paa alle Gaarde. Men i
Fig. 10. rigere Egne og paa større og bedre bebyggede Gaarde har
den været at se.
Madboden har gjerne beholdt den simple Form som
jeg tænker mig var den oprindelige: et firkantet Rum, lige
bredt som langt, med Døren paa Gavlvæggen, med eller
uden Loft. Der er dog to Afændringer af denne Grundform:
den ene har et Slags Sval paa Forsiden, hvorved Bygningen,
seet udvendig bliver en langagtig Firkant; det
Fig. 11.
er efter Omstændighederne enten alene Under-Sval eller
baade Under- og Loft-Sval; den anden Afændring har
ingen Undersval, men Loftsval om mindst tre Sider,
hvorved den egentlige Firkant mere bevares[6]. Stundom er Boden bygget saa stor, at den – atter en Udvikling af
den gamle Enkelthed – har faaet to Døre paa Gavlvæggen,
førende ind til tvende Rum; man kunde kalde den Dobbelt-Bod;
en saadan kan forresten enten tilhøre den ene eller den
anden af hine Afændringer. Mærkes maa ogsaa den ulige
Maade, hvorpaa Huset er stillet paa Jorden: altid saa,
at der kan være Luft-Træk under Gulvet, for at holde det
tørt og frisk derinde, men derhos enten simplere paa en
aaben Grundmur, eller omhyggeligere – nemlig for tillige
at hindre Mus og Rotter fra at komme op – paa Stolper
eller Staver, heraf da Navnene Stolpe-Bod og Stabbur
(egentlig Stavbur). Der maa være Trappe foran
Døren paa disse sidste Huse, Stabburs-Klop; men denne
maa ikke staa helt hen til Huset; der maa være et Mellemrum,
saa stort, at ikke de nævnte Smaa-Dyr skulle kunne
hoppe over.
Ofte er der indrettet en egen Bod til at have Melken i, og denne Bod heder paa mange Steder, mærkeligt nok, Stue, nemlig Mad-Stue (Mat-Stue, udtalt Masstove, Masstugu), saaledes f. Ex. i det nordre Østerdalen.
Tegningerne Fig. 8, 9, 10 og 11 skulle vise os en hel Samling af Madboder. Fig. 10 forestiller det usædvanlig vakkre Stabbur, som Maler Tiedemand saa paa Gaarden Bolkesjø i Tinn i Thelemarken og derfra flyttede ind i et af sine Malerier – det, hvor Bonden sees at sætte op Kornbaandet for Fuglene Jule-Aften, medens Husmoderen netop træder ned af Stabburs-Kloppen, med sin Lille i den ene Haand og gode Sager for Julebordet i den anden – Smaafuglene ere ikke bange, men sidde paa Taget, og Gaardens Gutteflok boltrer sig i Sneen. Ved Siden af det større Stabbur skimte vi et mindre, paa kun et Stokværk; det store har Aarstallet 1796 indhugget over Døren; det mindre er kanske ældre. – Fig. 11 viser os en stor og vakker Dobbelt-Bod paa den velbyggede og anseelige Gaard Heringstad i Hedalen, Vaage Præstegjeld, Gudbrandsdalen[7].
Sengeboden forekommer ogsaa i to Hovedformer. Navnlig i Thelemarken kan man hyppig se to Stolpeboder staaende tæt ved Siden af hinanden og dannende ligesom et sammenhørende Par – den ene er da Madbod, den anden Sengebod. Jeg veed dog ikke, om det særskilte Navn Sengebod forekommer her, eller om begge Boder slet og ret hede Stabbur eller Stolpebod. Ved Stolpeboden paa Bolkesjø i Fig. 10 er jeg ikke engang rigtig sikker paa, om den virkelig er Madbod, eller om det er saa, at dens undre Rum, Boden, er opfyldt af Sadler og Sæletøi og alskens Redskaber, og at Loftet gjemmer Gaardens Klæder og Stads og danner dens Gjæstekammer. Fig. 10 kan ialfald gjælde som et oplysende Billede ogsaa her.
Dersom det er saa, som jeg ovenfor har gjættet mig til, at dette Sæt af Boder har ligesom udviklet sig af et enkelt Hus, som i den første Begyndelse tjente begge Formaal, saa er det jo rimeligt nok, at de begge oprindelig fik en og samme Form.
Men ofte kunde det behøves at have Sengeboden noget
større, paa Gaarde, hvor det jevnlig faldt til at udøve
Gjæstfrihedens Pligter. Saa byggedes den – og det er
den anden Hovedform – i en langagtig Firkant, med
Indgang paa Langvæggen; i nedre Stokværk – thi det
er efter det før forklarede Noget, der ligesom hører til en
Sengebod, at den skal have to Stokværk, eller Bod nedentil
og fuldstændigt Loft oventil – i nedre Stokværk sees da
Døre, førende ind til to Rum, oftest lige store og adskilte
ved en tømret Tvervæg; disse to Rum bruges til Forraads-Boder,
Melkebod, Redskabsbod o. s. v.; det er, som om
der stod to Stolpeboder ved Siden af hinanden og forenede under et fælles Tag[8]. Ogsaa Loftet vil man vel som
oftest finde afdelt i to Rum og det formedelst en Tømmervæg;
Fig. 12. Senge-Bod paa Hande i Valders.
det ene Rum er da Sengeloft og er gjerne større, det andet
og mindre er Klæde-Loft.
Stundom staar en Peis paa Senge-Loftet, saa man altsaa om Vinteren kan skaffe sin Gjæst et lunt Soveværelse, og efterhaanden som Glasvinduerne ere komne i Brug, er da Sengeloftet (sjeldnere Klæde-Loftet) ogsaa blevet forsynet dermed. I det Hele lader det til, at man fra gammel Tid har været vant til, at dette Loft skulde bygges og indredes med største Omhu, og at det har været betragtet som den hovedsagelige Del af Bygningen, vigtigere end nedre Stokværk, Noget, som ogsaa kan sluttes af den Talebrug paa nogle Steder, at man kun kalder hele Bygningen slet og ret Loftet.
I Valders, paa Gaarden Hande i vestre Slidre
Præstegjeld, staar en Bygning, som længe har tiltrukket sig
Opmærksomhed ved sin Ælde. Jeg har ikke seet Huset
Fig. 13. Grundplan til Fig. 12, nedre Stokværk.
selv; men jeg synes at kjende det tilstrækkelig af Tegningerne,
dem jeg meddeler under Fig. 12, 13, 14, 15 og 16.[9]
Langsiden af Huset, Fig. 12, viser os et særdeles godt Tømmer-Arbeide; der er ikke megen Udskjæring og Stads (lidt paa Sval-Stolperne og paa Torvolen over Vinduet); men Tømmer-Stokkene ere udsøgte, og Hugningen og Sammenfældingen er udført med Nøiagtighed. – At danne Træet hed i gamle Dage ligesom at danne Jernet: at smide; og det er sagt om Olaf den Hellige, at han var „meget nøieseende med alt Smede-Arbeide, hvad enten han selv havde gjort det eller Andre.“ Men han skulde vist ikke fundet noget at udsætte paa det, om hans Folk havde sat ham op et saadant Hus paa en af hans egne Gaarde, og det skal ikke skille saa meget, at de Huse paa Kongsgaardene, som vare indrettede til Herberge for ham og hans nærmeste Mænd med ham, vare saa som denne Sengebod. Thi en Sengebod holder jeg denne gamle Bygning for at være, skjønt nu for Tiden nok ikke noget af dens Rum bruges som Senge-Værelse, men hele Bygningen, efter som jeg har forstaaet Fortællingen derom, blot nyttes som et Slags Pulter-Kammer for allehaande gammelt Skrab.
De to Døre i nedre Stokværk føre ind til de to Rum, som Grund-Tegningen Fig. 13 viser: to mørke og lave Rum, uden Vinduer, aabenbart to Forraads-Boder. I Gulvet i den ene af disse sees en Lem, som fører ned til Kjelderen i Fig. 15. Jeg mener, at det har været Øl-Kjelderen; men derhos erindrer jeg, at slige Kjeldere brugte man i gamle Dage stundom at kaste Fanger ned i for at holde dem fast.
Den fornemste Del af Bygningen er aabenbart øvre
Stokværk eller Loftet (Fig. 14), delt i et større og et mindre
Værelse, hint forsynet med Ildsted og tre Vinduer, dette
ganske mørkt. Dette mørke Værelse, omringet af Svaler
saaledes, at Solen ganske kunde holdes borte fra Væggene,
saa der altsaa kunde være meget kjøligt derinde om Sommeren,
er jo just som indrettet til et Klæde-Loft. Og det
andet Værelse passer godt til et Sengeloft; derhos kan det
have været brugt om Dagen som et Slags Gjæstebuds-Sal. Der er heller intet i Veien for, at det ogsaa kan have
været brugt til offentlige Møder og Forsamlinger som Thing
Fig 15. Gjennemsnit til Fig. 12.
o. s. v.; men man behøver ikke derfor tænke sig, at hele
Huset fra først af har været bygget og indrettet til Thingstue
Fig. 16. Tvervæg til Fig. 12.
– en Formodning som jeg dog synes at have seet fremsat
om gamle Bygninger af dette særegne Skag.
Jeg har ikke hørt nogen Beretning eller Formening om, hvad Tid eller af hvem det afbildede Hus paa Hande er bygget – kun at det, som sagt, skal være meget gammelt og godt bygget. Men det er aabenbart beslægtet med et andet Hus, som der nu kun er bevaret Tegning og Beskrivelse af,[10] men som har staaet paa Gaarden Skjelbred i Annebo Prestegjeld i Jarlsberg; allerede i 1751, da Tegningen blev taget, vakte det Opmærksomhed formedelst sin Ælde, og efter Sagnet, som kaldte det Grev Alfs Residents, skulde det have været til alt i Slutningen af det 13de Aarhundrede, da denne Sagnets og Kjæmpevisens Helt udførte sine berømmelige Bedrifter og fik et saa forskrækkeligt Endeligt.
Ogsaa dette Hus havde nederst to lave og mørke Boder, med blot Jord-Gulv, med hver sin ør paa Husets ene Langside, og øverst to Værelser, nemlig et større med Vindue og Sengested samt et mindre uden Vindue; Loftet var ogsaa paa to eller tre Sider omgivet af Svalgang, og Trappen var udvendig, paa den før beskrevne Maade. Men midt imellem Boderne og Loftet var her et mellemste Stokværk, som udgjorde et eneste Rum, en stor Sal; her var altsaa tre Høider eller Stokværk, noget, som har udmærket dette Hus fremfor alle andre Træhuse af gammel norsk Bygnings-Skik, som jeg ellers veed Besked om. At Skjelbred-Huset i hvert Fald maa have været meget gammelt, kan sluttes af den overmaade tarvelige Indretning: Gulv-Plankerne vare ikke skaarne med Sag, heller ikke glattede med Høvl, men kun teljede med Øx; der var ikke Glasruder, men kun Lemmer for Vinduerne, og Døren maatte lade sig nøie med Træ-Laase, – der var kun Jern-Laas for Døren til det mørke Loftværelse, som svarer til det, jeg i Bygningen paa Hande antog for at have været Klæde-Loft, bestemt til at bevare kostbare Eiendele.
Endvidere staar en lignende gammel Bygning, dog kun af to Stokværk, paa Gaarden Finne paa Voss, i Bergens Stift, hvor der før i Tiden boede mægtige Folk. Nedre Stokværk bestaar ogsaa her af to lave og mørke Boder, med hver sin Dør paa Husets Langside;[11] ovenover paa samme Side føre to Døre fra Loft-Svalen ind til de to Værelser, som Loftet er afdelt i, oprindelig thi nu er deri gjort nogen Forandring) et større og et mindre, men begge lyse og stadselig udstyrede. Der er en Ting, som udmærker dette Hus fremfor alle andre verdslige Bygninger i Landet, at nemlig øvre Stokværk er bygget paa samme Maade som Stavekirkerne, nemlig af opretstaaende Stolper og Planker, og dette tyder paa en høi Alder; men det viser ogsaa tilstrækkelig, synes mig, at Huset ikke kan være bygget til at tjene som Stue eller egentligt Beboelses-Hus; thi dette Stavværksloft maatte være for koldt om Vinteren, og de lave Rum nedenunder ere for simple. Der sees heller ikke Spor af Ildsted i Huset.[12]
Til samme Klasse af Sengeboder henregner jeg fremdeles nogle gamle Træbygninger, som i forrige og tildels i dette Aarhundrede have været at se paa Oroug i Askim og paa Langsæter i Thrykstad, begge i Smaalenene (Jutul-Stuerne, som Almuen der i sin Tid kaldte dem), paa Sorknæs i Grue, ved Glommen, paa Hafnord i Hole paa Ringerike, paa Gavelstad i Lardal, ovenfor Larviks By.[13]
Og jeg tror (men jeg bør udtrykkelig tilføie, at jeg, ikke veed, om denne min Mening deles af Andre), at det er samme Slags Huse, som der ofte hentydes til i vore Kjæmpeviser under Navnene Høie-Loft (ogsaa Høge-Loft) og Jomfrubur, og som i vore Sagaer tidt og ofte omtales under det Navn Skemme (skemma).
Det Navn Skemme er nu gaaet i Glemme i Folkesproget. Men Professor Keyser, som har ladet trykke en særskilt Afhandling om vore Forfædres Bygningsmaade i Saga-Tiden,[14] beskriver den ganske tydeligt, og der er intet væsentligt Stykke, uden at det tillige passer paa den ovenfor afbildede Bygning paa Hande i Valders.
Professorens Ord ere disse: „Det synes ikke at have været ualmindeligt, endog i temmelig gamle Tider, at Skemmen var tvende Stokværk høi. Dens nedre Del kaldtes da undirskemma, dens øvre Del skemmu-lopt eller blot lopt d. e. Loft. Skemme-Loftet benyttedes til Sovested og havde undertiden flere Afdelinger. Paa den ene Side af dette Loft gik oftest en saakaldet Svale (svalir) eller Loft-Svale (loptsvalir), til hvilken en Trappe eller Stige (rið) fra Gaarden førte. Loftet havde igjen sin Indgang fra Svalen, saaledes at man for at komme dertil ei behøvede at gaa gjennem Underskemmen. Denne sidste synes derimod ofte at have været saaledes indrettet, at den eneste Adgang til den var fra det ovenpaa byggede Loft gjennem en Lem i Loftgulvet. Svalen har enten hvilet paa Stolper eller ogsaa paa selve det nedre Stokværk. Den har rimeligvis lignet vore Svalgange og efter Omstændighederne enten været udvendig aaben eller lukket ved en Paneling forsynet med Glugger.“ (Se f. Ex. Snorre, Ynglinga-Saga, Kap. 14).
Men som, efter hvad Prof. Keyser fremdeles forklarer, dette Slags Huse tildels benævnedes med det velbekjendte Navn Bur (búr, hvoraf vort Stabbur, som ovenfor erindret), saaledes brugtes i Saga-Tiden Navnet Skemme ogsaa undertiden om Madboden. De to Navne Bur og Skemme brugtes altsaa om hinanden, omtrent ligesom nu de to Navne Stabbur og Stolpebod. Det Navn Skemme er gaaet under; men det Navn Bod er kommet op istedet. Ikke saa, at jo Navnet Bod (búð) brugtes i Saga-Tiden ogsaa; men det anføres ikke i Keysers Afhandling, og det vel af den Grund, at det i Oldtiden ikke sees at være brugt til at betegne noget af Husene hjemme paa Gaarden, men kun saadanne Huse, som Folk havde staaende til midlertidige Boliger ved Thing-Steder, paa Markeds-Pladse, ved fjerne Fiske-Vande (ligesom vi jo endnu sige Fiske-Bod og Markeds-Bod).[15]
Navnet Senge-Bod lagde jeg første Gang Mærke til i 1857, i den vakkre lille Hernæs-Bygd i Elverum i Østerdalen, hvor jeg (det var saa meget mere tilfældigt, som Huset var meget simpelt og uanseeligt) traf til at spørge om et gammelt Hus, jeg saa paa en Gaard, og fik høre det benævne og beskrive som en Senge-Bod. Nu var Huset overflødigt, saasom der var indrettet bedre Senge- og Klæde-Lofter i den nymodens Hovedbygning; men det var dog blevet staaende og havde beholdt sit gamle Navn.
Et Hus med samme Form (kun endnu simplere i alle Maader) samt med samme Bestemmelse og – om jeg ikke mindes meget feil – med samme Navn blev jeg i 1856 opmærksom paa i Tresfjorden i Vestnæs Prestegjeld i Romsdalen. Og da jeg nogle Dage efter i Nabo-Præstegjeldet Veø sad i Samtale med en vel kjendt Mand og blandt andet forhørte mig om den Skik, at Tjenestefolk have Natteleie i Fjøset, fik jeg høre, at denne Skik havde været der ogsaa, men var nu i den sidste Menneske-Alder forandret saa, at de sov i Senge-Boden, eller paa de Gaarde, hvor der i den senere Tid var bygget saakaldte Loft-Stuer, paa Loftet over Stuen. – Men nu maa jeg beklage, at jeg ikke ved samme Leilighed forhørte mig om eller lagde mig paa Minde, hvordan samme Sengebod pleiede være bygget og indrettet.
I Søndmør i Bergens Stift var der ved 1760 ifølge Strøms førnævnte Beskrivelse paa enhver velbygget Gaard (foruden „Stab-Buur“ til Madvarer) „en saakaldet Senge-Bod“ med Vinduer og Loft samt forsynet med Senge, hvor Reisende og andre Fremmede kunde finde Natteleie.[16]
I Søndfjord, længere syd i Bergens Stift, var der ved 1785, ifølge en Beskrivelse over Egnen af Sorenskriver Arentz,[17] ligeledes foruden „Stabbur“ for Madvarer en egen „Sengebod,“ som tildels var bygget „paa en Kjelder eller anden Forhøining“ og da kaldtes „Loft;“ her var der Natteherberge for Fremmede, her hang Bondens og hans Husstrues Helligdags-Klæder, her stod deres betydeligste Klæde-Kister med Linned, Sølv, Penge, Skjøder, Skatte- og Landskylds-Bøger, og hvad Bohave de eiede af Tin og Messing, var opsat her.
Og om Fane Præstegjeld, lige ved Bergens By, heder det i en Beskrivelse af Aaret 1779,[18] at medens Stuebygningerne vare paa kun et Stokværk, var der hist og her et eget Slags Bygninger paa to Stokværk: det underste tjente til „Bod“ til at forvare Fødevarer i, saasom de andetsteds brugelige „Stabburer“ ikke vare i Mode der, men det øverste tjente til „Klædekammer og Sengebod,“ hvor Fremmede kunde faa Natteleie.
Søndenfor Bergens Stift er det nærmeste Bygdelag af Christianssands Stift Ryfylke ved Stavanger. Her var jeg i 1860, og i et Par af de inderste Bygder, Suldal og Jelse Præstegjelde, gav kjendte Mænd mig den Forklaring, at før i Tiden, da Røgstuer vare brugelige (og det er ikke længere tilbage, end at selv middelaldrende Folk kunne mindes det) var det som Noget, der hørte til paa en Gaard, at der maatte være en „Bod“ (Bu), med „Under-Bod“ og „Loft;“ i Suldal var Loftet Sengeværelse for Gjæster og Underboden dels Forraadsrum for allehaande Sager, dels Soverum for Ungfolket paa Gaarden, i Jelse derimod var dette omvendt; i hvert Fald var Gjæsteværelset tillige Gaardens Klæde-Kammer, hvor Kisten stod.
Naar jeg tænker paa, hvor smaa og uanseelige Husene i det Hele taget ere i disse vestlandske Egne, saa skjønner jeg nok, at disse Sengeboder ikke have kunnet maale sig med den afbildede Bygning paa Hande i Størrelse og Mægtighed. Men dog mener jeg, at det har været Huse af samme Art. En vestlandsk Stue staar jo ligeledes i Almindelighed meget tilbage for en østlandsk, men er dog en Bygning af samme Art.
Tænke vi os en Bygning af samme Grundform som Sengeboden paa Hande, men bygget ganske simpelt og indeklemt mellem andre Huse paa en almindelig Bondegaard, saa kan den vel komme til at se ud som et af Husene i Tegningen Fig. 17,[19] som fremstiller en af Gaardene Sandbo i Vaage i Gudbrandsdalen.
I det nærmeste Hus til Venstre gjenkjendes Madboden i Fig. 9. Til Høire for den se vi det Hus, som jeg mener: det er en langagtig Firkant, i nederste Stokværk opdage vi to Døre paa Langsiden, førende ind til to Rum – vi se jo Naverne eller Stokke-Enderne af den indre Skillevæg –; ifølge en tilhørende Grundtegning kan jeg endvidere oplyse, at det er mørke Rum, uden Vinduer, ganske ligesom paa Fig. 13; det er altsaa ikkun simple Boder, til at hensætte Melk om Sommeren, ophænge Sæletøi og allehaande Redskaber m. m.; en Trappe fører op til Loft- Svalen, og fra denne maa der være Indgang til Loftet, hvad enten nu dette er afdelt i to Rum eller ikke; paa den modsatte Side af Huset kan der være Vinduer til Loftet, og muligt er det, at der paa Bagsiden af Taget kan stikke en Skorstenspibe op, fra en Peis paa Sengeværelset. Der er en Trappe til ved Huset; men den hører egentlig til det tredie Hus i Rækken, som er en Stuebygning af nyere Slag, nemlig med øvre Stokværk. Ret for Tilskueren eller længst til Høire viser Billedet endelig en Stuebygning af det ældre og simplere Slag, saa vi faa en ret god Forestilling om, hvorledes man i gamle Dage, da Sengeboden var det eneste Hus paa Gaarden med øvre Stokværk, kunde staa paa Loft-Svalen og se frit udover.
Som det ovenfor erindredes, at Melke-Boden i det nordre Østerdalen heder Matstue, saa kan jeg her tilføie, at i Dalsbygden i det samme Bygdelag hørte jeg tale om et Hus, som før i Tiden var almindeligt paa Gaardene, men som nu nok er sløifet, da man har indrettet tilsvarende bedre Værelser i selve Hovedbygningen – nemlig Loft-Stuen[20] eller Litl-Stuen: her var et Værelse, som udmærkede sig ved Loftsgulv og Paneling om Væggene, en dengang sjelden Udstyring; her stod en Seng for Præsten, som hvert Aar ventedes i Besøg, nemlig naar han reiste om for at mod- tage Tiende-Ost; i dette Hus hang ogsaa Klæder og Stads, og her blev Bruden pyntet. Naar – saa fortalte nemlig en gammel Bonde mig – naar Brudgommen og hans Følge var kommen, og alle Gjæsterne vel vare bragte til Sæde om Bordet, saa kom Bruden med sine Brudesvende ind fra Loft-Stuen, og det unge Par hilsede Far og Mor i Huset, som bad dem sætte sig sammen i Høisædet. – Denne Loftstue lader til at have været netop en Sengebod.
Saaledes har jeg da gjort Rede for visse Klasser af Indhuse. Som den tarvelige Begyndelse i de ældste Tider tænkte jeg mig: A) Ildhuset (Familiens oprindelige Bolig eller Stue) og B, Boden (Forraads-Huset). Men med det stigende Behov og den øgede Velmagt udviklede der sig af hin Begyndelse en hel Mangfoldighed af Huse, som jeg har ment at kunne sammenfatte under de nu forklarede Grupper og Klasser:
- A første Gruppe:
- 1, Ildhus (nu for Tiden Bryggerhus),
- 2, Sommerstue,
- 3, Vinterstue, og
- B anden Gruppe:
- 4, Madbod samt
- 5, Sengebod.
Der er vistnok mangfoldige Gaarde, hvor Bonden ikke har rukket saa langt med sin Gaards Bebyggelse; ja der er vel endog hele og store Bygdelag, hvor der ikke har været Tanke om særskilt Sommerstue, eller hvor det har været en Sjeldenhed at se en særskilt Sengebod. Men saa er der omvendt Bygder, hvor Husklyngen paa de fleste Gaarde er saa stor, at det falder vanskeligt at faa alle Indhuse ordnede ind under hine 5 Klasser, selv om jeg strax føier til som 6te Klasse en Kaar-Stue eller Føderaads-Stue eller Livøre-Stue, nemlig en særskilt Bygning til Bolig for Gaardbrugerens Forældre, som nyde Livsophold af Gaarden (Kaar, Føderaad eller Livøre). Med Kaar-Stuen følger ofte paa større Gaarde særskilt Stabbur for Kaar-Folk ene. Ligesaa ser man ikke saa sjelden paa større Gaarde et eget Stabbur til Brug for Tjenestefolkene, som der kunne have sine Forraad af Klæder og Sko forvarede for sig selv.
Kort, lige saa nær som Tømmerskoven overalt i Fortiden laa ved Gaardene, lige saa snar var man til at fælde Tømmer og bygge sig et nyt Hus, for hver Gang et nyt Behov opstod, saa der kom til omtrent ligesaa mange særskilte Huse, som vi efter nyere Maade vilde tænke os Værelser. Dette blev ligesom en særegen norsk Stik, lige modsat af hvad jeg har ladet mig fortælle fra det nordlige Tydskland, at der paa hver Bondegaard skal være et stort Hus, som under sit ene Tag omfatter baade Menneskene og Dyrene og Avlingen og Altsammen.
Hin eiendommelige norske Skik har nu rimeligvis naaet
sit høieste Punkt og er allerede begyndt paa at forsvinde.
Men derfor kan det være værd engang at betragte ret nøie
et Exempel paa, hvorledes en Bondegaard har kunnet komme
til at se ud under samme Skik. Vilde man have et aldeles
rent Exempel, saa maatte man gaa til Smaagaarde eller til
uanseelige Nyrydnings-Pladse; men det vil interessere mere
at se et Exempel fra en af Nutidens anseeligste Bondegaarde, 
Fig. 18. Gaardspladsen paa Haakenstad i Vaage. skjønt Forholdet her allerede er noget blandet, idet der
vel er en stor Mængde enkelte Huse, efter den gamle Skik,
men ogsaa nogle fler-rummede Huse, Stuebygning med
Gjæsteværelser, med øvre Stokværk o. s. v., efter den nyere
Maade.
Exemplet er fra Gaarden Haakenstad i Vaage i Gudbrandsdalen. Fig. 18 giver en Grund-Plan eller et Slags Kaart over Gaardspladsen med dens Huse, som, vel at mærke, alle høre til en og samme Husholdning.
Husene ere: 1, Vinterstue med tilbyggede Værelser, som i Tilfælde kunne tjene til Bolig for Føderaadsmanden, og med helt Loft eller øvre Stokværk, 2, Gjæstehus med flere Værelser og med Loft, temmelig svarende til den mere gammeldags Sengebod, men af en nyere og ganske forskjellig Form, 3, Drengestue, 4, Stabbur, 5, Bakstehus, 6, Brødhus (til Fladbrødet), 7 og 8, Korn- og Madboder med Loft, 9 og 10, Vognhus, 11, Vedskjul („Veaskaale“), 12, Madbod, 13, Melkebod, 14, Madbod, 15, Vadskehus, 16, Kværn (maaske Haandkværn; thi nede i Elven er Gaardens Mølle med Vandhjul og SigteIndretning), 17, Korn-bod, 18, Kornbod med Loft, 19, Hestestald med Loft, 20, Sauehus, 21, Grisehus, 22, Foderhus i to Høider, 23, Laave med Lade i tre Høider, 24 og 25, Fjøs, 26, Hestestald, 27, Hestestald med Hølade over, 28, Laave i tre Høider, 29, Fjøs, 30, Varmehus, til at varme Drikke til Kreaturene, 31, Brønd, 32, Vadskehus, og 33, Tørkehus. Og endda savner jeg Smidien, som dog pleier findes ved hver brav Gaard; ventelig har den ligget saa langt borte fra den samlede Husklynge, at den ikke kunde komme med paa Kaartet.
Læseren kunde maaske ønske at kige ind imellem denne usædvanlige Husklynge, og derfor meddeler jeg Tegningen Fig. 19.
Jeg veed ialfald, at hver Gang jeg har traadt ind paa 
denne Gaardsplads, saa har Synet af Hus-Klyngen gjort
et livligt Indtryk paa mig. Til Venstre ser Læseren selve
Stuebygningen (1), til Høire Gjæstehuset, det med Klokketaarnet
(2), ret for de to Korn-boder (7 og 8).
Lige i Forgrunden til Venstre sees opstablet en Del Heller eller Skifersten, som kanske nylig er kjørt hjem fra Stenbrudet for at bruges til Tagsten. Herved mindes jeg om en vakker Dag i 1852: jeg spadserede omkring paa Gaarden med Eieren, den gamle Ole Haakenstad, og yttrede min Forundring over den store Mængde af Huse; men han gjorde mig opmærksom paa, at der var en god Del endda, nemlig Sæterhuse, jeg tror paa to Sætre, Som- mer- og Høst-Sæter, samt Hølader paa Ude-Slaatter hist og her i Marken, og han sluttede med de Ord: „Det blir da mange Tage at holde istand, og et Torvtag staar ikke saa ret mange Aar, saa alt i Et er der Huse, som skal gjøres ved.“
Forrige Paragrafs Forklaring om Sengeboden og andre Bibygninger paa en Gaard vilde jeg have betragtet som Forberedelse for de følgende Forklaringer om Stuen eller selve Hoved-Bygningen.
Jeg minder om den i § 2 afbildede Ramloft-Stue. Tænke vi os Ramloftet bort, saa have vi tilbage en Stueform, der er at betragte som den almindelige og nedarvede i Gudbrandsdalen. Denne Form kan sikkerlig den Dag idag gjenkjendes i de allerfleste Stuebygninger i Dalen, enten uforandret (i ældre Bygninger paa enkelte af de større Gaarde og i nye Bygninger paa mange Smaa-Gaarde og Husmands-Pladse) eller som Grund-Form i en større Hoved-Bygning.
Denne nye Skik at bygge større Hovedbygninger synes opkommet under Bestræbelse for at faa den gamle Husklynges altfor store Mangfoldighed samlet ind under et rimeligere Sæt af faa, men altsaa store Huse.
En Maade er nu den at tage Loftet af en saadan Sengebod som i Fig. 12, og sætte det op over en Stue: man har da en Loft-Stue eller en Stuebygning med øvre Stokværk, eller over selve Stuen et Senge-Loft og over Kleven et Klæde-Loft.
Man betragte i denne Anledning Tegningen Fig. 20, som forestiller den anseelige Gaard Bjølstad i Hedalen i Vaage Præstegjeld. Stuebygningen er det Hus, som ligger til Venstre; Skorstens-Piben paa Taget røber det.
Istedetfor at Ramstuen paa Løkkre har Lang-Sval foran, har denne Stue kun en liden Dør-Sval. Men denne Forskjel maa agtes for uvæsentlig.
Gjennem Dørsvalen kommer man her ind i selve Stuen og finder Fremskabet og Høisædet og Hjørne-Skabet paa venstre Haand samt Peisen skraa over for Høisædet og nær Peisen Dør ind til Kleve-Rummet, alt efter Grundtegningen til Stuen paa Løkkre i § 3.
Men medens vi i Løkkre-Stuen kunde staa paa Stuegulvet og se helt op til Mønsaasen, saa er her et Gulv i almindelig Høide over Stuen, fordi der er Loftværelse over.
Trappen staar i Dør-Svalen, og den fører egentlig kun op til Loft-Svalen, saa man først fra den kommer ind paa Loftværelserne, ganske overensstemmende med den ældgamle Maade, som er forklaret ved Sengeboden paa Hande.
Tanken om at bygge øvre Stokværk over Stuen er aabenbart indkommet fra de ydre Bygder og til dem maaske fra Byerne, ja gjennem disse muligens alt fra Udlandet. Men Maaden at udføre Tingen paa kan meget vel være selv-lært eller taget fra Sengebodens oldtidsmæssige Indretning; den er ialfald ganske ligedan.
Efter denne Forklaring forstaaes det let, at efterhvert 
Fig. 20. Bjølstad i Hedalen, Vaage Præstegjeld. som det blev almindeligt i en Bygd at bygge øvre Stokværk
med Sengeloft og Klædeloft over Stuen, saa maatte
den gamle Klasse af Sengeboder eller særskilte Huse med
saadanne Lofter lidt efter lidt forsvinde; de gamle Sengeboder,
som stod, lod man forfalde, og man byggede ikke nye
op.[21] Man vil rimeligvis ogsaa finde lidet Spor af Sengeboder
i de Egne af Landet, hvor det i lang Tid har været
brugeligt at bygge Stuer saa, som nu forklaret.
Lom, som ligger saa afsides, var nok en af de Bygder, hvor denne nye Mode sidst fik Indgang. Man veed endnu at nævne den Bondemand her, som gjorde Begyndelsen – jeg tror næsten, det var først i dette Aarhundrede. Da hans Naboer saa Huset voxe saa anseeligt i Høiden, saa lagde de det ud som Storagtighed hos Manden. Men det varede dog ikke mange Aar, før En og Hver efterlignede Exemplet, saa fort Leilighed gaves.
Der er mange Bygder i vort Land, hvor det først i dette Aarhundrede eller i den sidste Menneskealder er blevet brugeligt at bygge Stuer paa to Stokværk eller i „dobbelt Høide (ja paa adskillige Steder er det jo endnu ikke kommet dertil); men fast overalt fortælles en lignende Historie om Begyndelsen.
Der kan gjerne have været nogen Storagtighed med i Spillet. Men Nytten maatte ogsaa være indlysende. Før havde Bonden havt to Tage at bygge og tække og holde vedlige, baade Stuens og Sengebodens; før skulde der megen Ved til at holde det varmt i en Stue med det høie Rum helt op til Taget; før havde Husmoderen maattet gaa mangt et Skridt over Gaardspladsen for at komme til sit Klæde-Loft; før havde Ungfolket paa Gaarden maattet ty til Fjøset for at finde sig et lunt Soverum om Vinteren, hvilken Nødvendighed faldt bort nu, da der blev et Sengeloft, som stod lige over Stuen og fik godt af Stuevarmen. Der er endnu altfor meget igjen af denne Skik, at Ungfolket har sit Natteleie i Fjøset, fjernt fra Husbondens Opsigt og mellem dyriske Omgivelser; men nu er der dog bleven Mulighed for at ophøre hermed, og med Muligheden er ogsaa Begyndelsen gjort.[22]
Ved den Tid, da Folket i Lom gjorde sig sine Betænkninger over den første dobbelt-høie Stue i deres Bygd, eller lidt før, traf det sig, at Amtmand Sommerfeldt forfattede en Beskrivelse over Christians Amt, hvortil jo ogsaa Gudbrandsdalen hører, og blandt Andet skrev han saa: „Fordum, da Tømmeret var stort, varigt og let at faa, vare Bøndernes Stuebygninger smaa og enfoldige, bestaaende jevnligen af en Stue, som tillige var Kjøkken, et lidet Kammer, kaldet Kaave, og en Forstue. Nu, da Værket eller Materialierne ere kostbarere og slettere, bygges ei alene bekvemmere Boliger, hvilket er vel, men unyttige og overflødige Værelser, hvilket er ilde, da Skoven derved ødes og Jordbruget forsømmes.“[23]
Det hele Skrift vidner om, at Amtmand Sommerfeldt maa have været en særdeles skjønsom og velvillig Mand, saa, naar han endda maa klage over Forfængelighed i Bygningsvæsenet, kan man nok vide, at der maa have været noget i det. Men denne Skade skulde, mener jeg, endda opveies, dersom en god Benyttelse af de mange Værelser ledede til en Forædling af Huslivet, og det første Skridt i denne Retning maatte være Afskaffelse af hin Fjøs-Skik.
For dette Hensyn maa ogsaa den Betragtning staa tilside, at selve Stuen under Loftværelsets Gulv har tabt den Anseelighed og eiendommelige Skjønhed, som fulgte med den gamle Stues bøie frie Rum, og som Tegningerne Fig. 5 og 6 give en Forestilling om. Dette maa, som sagt, staa tilside for vigtigere Hensyn. Men antegne vil jeg dog til Erindring, efter en Prøve, jeg har seet paa Gaarden Glimsdal i Bæverdalen i Lom, at man tildels lagde an paa at forskjønne Stuen med en egen Paneling oppe under Taget, saa man istedetfor Tagets Aaser og skraa Sider saa ligesom en Hvælving, let og svævende. Et saadant Dække over Stuen kaldtes Himling.
Ved at agte paa de Aarstal, jeg har truffet til at se paa Stuebygninger af den gamle Form, paa et Stokværk, samt ved at lægge sammen de Træk, jeg bar kunnet opfange af gamle Folks Fortællinger, er jeg kommen paa den Formodning, at Moden med to Stokværks Stuer er indkommen i Gudbrandsdalen fra 1750 af. Der kan vel have været Stuer af denne nye Form før; men de have vistnok dannet Undtagelser. Paa Hedemarken og ellers i de ydre Bygder var Skikken, som det senere skal omtales nærmere, nok begyndt før.
Siden jeg har ført Læseren ind paa Bjølstad (Fig. 20), saa tør jeg bede ham standse lidt endnu paa Gaarden og tage enkelte Ting i Øiesyn. Seet i Nærheden tager Dør-Svalen til Stuen sig saaledes ud, som Fig. 21 forsøger at fremstille det.[24]
Jeg synes at se her, at den skjønne Bjølstad-Skov ikke har sparet at yde sine bedste Træer til Tømmer til dette Hus. Bygningsmændene have heller ikke sparet sin Kunst. Betragt engang Fløi-Spiret paa samme Dør-Sval,
 |
 |
| a. | b. |
| Fig. 22. Fløi-Spir paa Bjølstad. | |
som det er, af to flade Stykker, det ene vendende frem (a), det andet til Siden (b).
Og en Vindski paa et af Tagene sees i Fig. 23.
Og siden vi have denne Gjenstand for os, saa lad os fra Bjølstad gaa tilbage til et Par andre Gaarde i Vaage, hvor vi allerede før have været indom, for at se os bedre om og ret lægge Mærke til de Træskjærings-Pryddelser, som ogsaa der smykke Husenes Ydre.
Paa Haakenstad (Fig. 18 og 19) dvæler Øiet med Behag paa den Dør til en Svalgang og den Dør-Sval, som Tegningerne Fig. 24 og 25 forsøge at fremstille.
Og paa Sandbo (Fig. 17) er en Dør-Sval bygget paa lignende Maade (foran den Stuebygning paa to Stokværk, som staar Væg i Væg med Sengeboden). Gavl-Toppen og Vindskien sees fremstillet i Fig. 26 og 27.
Dette er den Krølle-Skurd eller Træskjærings-Kunst, hvis Skjønhed jeg berømmede ovenfor, ved Talen om Skabene (§ 6). Oftest var det nu inde i Husene, at jeg saa disse Snirkler og Krøller, paa Skabene og paa Knivskafter og Træskeer; men ikke sjelden mødte de mig ofte saaledes over Husdørene, som man nu har seet – som om Bygnings-Tømmeret havde Liv endnu og skjød Blad og sprang i Blomst. Netop her i Gudbrandsdalen, og det i Norddalen (Vaage, Lom og Lesje), blev mit Øie fortroligt med denne Træskjærings særegne Art, saa jeg kunde kjende den fra al anden Træskjæring. Men siden gjenkjendte jeg den samme Art paa Altertavler og Prædikestole, f. Ex. i Asker Kirke nær Christiania, altsaa i en Egn, hvor samme Kunst ellers ikke hører hjemme. Men disse Kirke-Prydelser (det kom jeg siden til Kundskab om) ere udførte i en Smag og Stil, som for er Par Hundrede Aar siden udvikledes i andre Lande og gik Europa rundt og altsaa ogsaa kom til Norge, og nu gjætter jeg paa, at de fingernemme Gudbrandsdøler have taget Kunsten netop efter saadanne Prøver og Mønstere, som de have truffet til at se paa Færdes-Reiser i andre Bygder. Ja, min Gisning gaar videre: Altertavlen og Prædikestolen i Lesje Hovedkirke er smykket med en Krølle-Skurd, der kanske er den rigeste og skjønneste Prøve, jeg har seet; men den er skaaret af en selvlært Bondemand af Sognet ved Navn Jakob Bersvendsen Klukstad, og det ved Midten af forrige Aarhundrede (thi 1749 blev Kirken bygget, og 1773 døde Manden);[25] og nu tænker jeg mig, at det kanske var netop ved denne begavede Mands Exempel, at den fremmede Kunst blev indført her i Norddalen og i Nabo-Bygden Opdal, paa hin Side Dovre); thi netop her fremfor andre Steder blev denne Træskjæring yndet og øvet, og endnu tales der ofte i disse Bygder om gamle Jakob Klukstad, som en Mester, hvem ingen anden her i Egnen har naaet.
At Krølle-Skurden er en senere Tids Mode, som har afløst en tidligere, det vises tydeligt med følgende Exempel: i en af Kirkerne i Norddalen (jeg mindes ikke rettere, end at det var Loms Hovedkirke) har Prædikestolen været smykket med fint og malet Snedkerarbeide, med Speil-Indlægninger og med Lister i Skikkelse som Støtter og Rundbuer; men al denne Stads er senere bleven bedækket med og saa godt som skjult af forgyldt Træskjærer-Arbeide af Krølle-Skurdens Art – det er kun ved at kige ind imellem Krøllernes udskaarne Aabninger, at man opdager den oprindelige Forsiring.
Den Forsiringsmaade, som gik nærmest forud for Krølle-Skurden, sees en Prøve af i Sval-Stolperne og paa Skabene i Ramloft-Stuen paa Løkkre, Fig. 4 og 5. Da nu dette Hus er opført 1769, og da det ikke har mindste Spor af Krølle-Skurd at opvise, saa lader det jo til, at denne ikke var kommet i Mode saa tidlig i den Bygd. Og paa denne Maade, ved at agte paa Aarstal, som kunne findes indhugne paa Husene eller malede paa Skabene o. s. v., skal det maaske engang blive sikkert afgjort, om det er saa, som jeg har gjættet paa, at Krølleskurden er indført først efter Midten af forrige Aarhundrede. En saadan Undersøgelse skulde vel ogsaa vise, at samme Skurden allerede har afblomstret i disse Bygder, om der end er En og Anden, som skærer nogle Knivskafter o. s. v. til Salg til Fremmede.
Endelig faar jeg vise nogle Prøver paa, hvorledes
 |
a. Laasbeslag paa en Stuedør. |  |
b. Hængsel-Beslag paa en Stuedør. |
 | |||
| c. Hængsel paa et Skab. |
Det er Laas- og Hængsel-Beslag paa en Stuedør samt et Skab-Hængsel, hentede fra samme Hus som de to sidste Stykker og fremstillede i Fig. 28, a, b og c. Her maa jeg ogsaa tænke paa de mange smukke og kunstige Stabburs-Laase, som jeg har seet arbeidede af Smede i Vaage, og som kanske skulde fortjene Præmie paa Industri-Udstillinger.
Det meste af disse vakkre Arbeider tænker jeg mig udført i Slutningen af forrige eller Begyndelsen af dette Aarhundrede; thi paa flere Maader er jeg kommen til at antage, at Bygningsvæsenet fik et Opsving og at Træskjærer-Kunsten blomstrede i disse Bygder netop da.
Men med alt dette Nye ogsaa Klokke-Taarnet hører med til de nyere Skikke) tør dog disse gudbrandsdalske Husebygninger give en Slags Forestilling om, hvordan det monne have seet ud paa Kongernes og Høvdingernes Gaarde i Landets gamle Velmagts-Dage. Det er mig den gamle norske Bygnings-Kunst (fast den eneste Kunst, som blev dyrket i vore Bygder), der har fortsat sig ind- til vore Dage. Svalgangene med deres livlige Afvexling af Lys og Skygge hørte jo til ogsaa i Oldtiden, og da som nu var det Brug at smykke Husenes Ydre med kunstige Udskjæringer, om end Skurden var af en anden Art, og i det Hele er der det Slægtskab mellem hine Herre-Sæder og disse Bondegaarde, at der ikke var Tanke om nogen anden Prydelse end den, som kan ligge i selve Træets Behandling: udsøgt Malm-Ved, fint hugne Stokke, raskt Snit-Værk paa Plankerne, sindrige Sammenføininger, en Bygningsfoørm, som indgyder Tillid ved sin Styrke og behager ved sin Lethed. Stokkevæggene ere mørkebrune; men det er ikke Tjære-Kosten og endmindre Maler-Kosten, som har farvet dem saa; det er Tømmerets naturlige Farve, naar Solvarmen mellem Fjeldene har virket paa det i nogle Aar – og saa var det vel ogsaa i den Tid, da gamle Gudbrand herskede her i Bygden.
Jeg fortsætter den i § 12 paabegyndte Forklaring om, hvorledes Hovedbygningen i Gudbrandsdalen lidt efter lidt er bleven forandret og udvidet.
I de allerfleste Huse er vel den Forandring bleven indført,
at den lange og smale Kleve (se Grundplanen Fig. 3) er bleven
delt i to Rum, hvert med sin Dør til Stuen, saaledes som
i Fig. 29. Rummet nærmest Peisen faar gjerne noget godt
Fig. 29. Senge- og Vass-Kleve.
af dennes Varme, og her er da en lun Senge-Kleve,
enten for Gjæster eller for nogle af Husets Folk. Det andet
Rum, nærmest Udgangsdøren, heder Vass-Kleve, fordi
Husmoderen her vasker sine Kopper og Gryder.[26]
Skillevæggen er kun af Panel. Ogsaa det lille Vægge-Stykke eller den smale Post mellem de to Døre er af Panel,
men gjerne med saadant fint Snedker-Arbeide som paa Skabe
og Døre, nemlig med Speile og Lister, og den første Malerkost,
som kommer til Huset for at stryge over ikke Væggene,
men Vindues-Karmer og andet Snedkerarbeide i Stuen,
betænker ufravigelig denne Post. Her har Haandklæde-
Kastet faaet sin Plads, midt imellem Dørene (§ 7).
Siden saa stor Del af Tømmer-Væggen alligevel gaar bort til de to Døre og Mellemrummet mellem dem, saa bliver i nyere Huse ogsaa Resten af denne Væg mellem Stuen og de to Klever ofte bygget af Panel – kun Grundstokken samt Stokken over Døraabningen maa beholdes, saasom de høre med til at give hele Huset Fasthed. I et andet Bygdelag, i Strøget mellem Arendal og Risøer, har den Skik at bygge denne indre Tvervæg af Panel endog givet Anledning til en eiendommelig Udvikling af den hele Hovedbygning, Noget jeg vel kommer til at omtale nærmere.
Med denne Indretning af Kleven er Huset vistnok blevet bekvemmere; men for at skaffe mere Rum tillige har man i nogle faa Huse hugget Hul paa Væggen mellem Peisen og Sengen og bygget ud et Bag-Kammer, saaledes som Grundtegningen Fig. 30 viser. Den afvigende Maade,
de danne en Tilbygning.
Bortset fra Bagkammeret ligner denne Grundtegning og den i Fig. 29 hinanden som den høire og venstre Haand. Men Tegningen i Fig. 30 er anlagt paa at svare til den Stuebygning, som Fig. 31 fremstiller.[27]
Billedet er taget fra Skyds-Stationen Vik i Kvam Sogn. I Baggrunden sees den store og nye Stations-Bygning; men mellem Træerne i Haven ligger den gamle og gammeldags Stuebygning, paa kun et Stokværk. Det er Bag-Kammeret, som vender mod os; med sin særskilte Tagreisning staar det tvers ud fra Hovedbygningen, som om det skulde være voxet ud af den, lig Grenen af et Træ.
Hvor saadant Bagkammer findes, bruges det nok mest som Husbondens Dagligværelse, medens den rette Stue er Folkenes.
Vigtigere er den Maade at føie en Nystue til den gamle Stue eller som den nu blev hedende, Gammel-Stuen; det er en Skik, som nu vel findes indført paa de aller fleste velbyggede Gaarde i Gudbrandsdalen.
Fig. 32, 33 og 34 ville vise, hvorledes det er gaaet til med denne Tilbygning.
De to første Exempler svare til den Forestilling, som allerede er udtalt ovenfor, at Hovedbygningen er voxet op derved, at, et andet Hus, som ellers stod for sig selv, er blevet flyttet nær hen til den, føiet sammen ved den med en Panelvæg, forenet med den under samme Tag. Naar dette omsider var blevet Skik, saa faldt det som af sig selv, at i Huse, som byggedes af Nyt, blev Nystuen tømret i Et med Gammel-Stuen, og da blev det saa som i det sidste af de tre Exempler. Men selv i dette Tilfælde blev der dog en Levning og et Mærke tilbage af den oprindelige og mere tilfældige Forbindelse, idet der ikke er nogen inderlig Sammenhæng mellem det Nye og Gamle, men man maa helt ud paa Svalgangen for at komme fra den ene Stue til den anden. Derfor er det da ogsaa almindeligt netop ved dette Slags Huse, at der strækker sig Lang-Sval langs med For- siden, fra den ene Ende til den anden. Et eller andet Sted i denne Sval har da Trappen sin Plads, som fører op fra Under- til Loftsvalen.
I Gudbrandsdalen veed jeg ikke at have seet Nystue uden i Forbindelse med en Stuebygning paa to Stokværk.[28] Selve Nystuen er da Gaardens Stor-Stue, Stads-Stue eller Høitids-Værelse, og Loftet lige over den er det fornemste Sengeværelse for Gjæster. Tænke vi os nu, at der i gamle Dage har været en saadan Afændring af den i § 11 omtalte Sengebod, at det underste Rum har været ikke en simpel Bod, men et stadseligt Værelse, saa behøvede ikke Forandringen bestaa i mere, end at dette særskilte Hus blev flyttet tæt hen til og paa en eller anden Maade bygget sammen med Stuen eller den egentlige Familie-Bolig.
Det svæver mig for, som at jeg i Fortællinger fra Indre Sogn har hørt det nævne som en gammel Skik at have et særskilt Hus, som ikke alene var indrettet til Brug for Gjæster, men endog hed „Nystue.“ Og at Skikken med Nystue – trods det Begreb af Nyhed, som ligger i Navnet – er meget gammel, det syntes jeg at skjønne, da jeg for et Par Aar siden i Nordmør fandt, at Navnet i Almuesproget der var blevet – som jeg maa antage – forvandsket til „Nøss-Stugu.“[29]
Ellers er det vist gaaet saa i Gudbrandsdalen som paa flere andre Steder, at efterhaanden som det er blevet almindeligt at bygge baade Gammelstuen og Nystuen paa samme Tid, saa ere disse Navne blevne ombyttede med Navnene Daglig- og Storstue. Værelset over Storstuen heder vel endog Salen.
Har Nystuen Ildsted, saa pleier det ikke være Peis, men Kakkelovn, og i det Hele taget er denne Stue gjerne udstyret paa mere nymodens, bymæssig Maade, med Stole og tildels Sopha istedetfor faste Bænke, undertiden med Gardiner o. s. v.[30]
Før jeg forlader Gudbrandsdalen for bestandig, faar jeg i Tegningerne Fig. 35, 36 og 37 fremstille en Stuebygning paa en af Gaardene Sandbo i Vaage.
Dette Hus forekommer mig at være en vakker Prøve paa norsk Træbygning. Men hvad jeg fornemmelig vil fremhæve, er den Overgang fra en ældre til en nyere Bygnings-Skik, som vi her se for os.
det sees derpaa, at det ikke som det øvrige Bohave har faaet nogen vis Plads, men staar i et Hus her, i et andet der.
Det Nye er, at Hoved-Indgangs-Døren ikke staar paa selve Stuevæggen, men først fører ind i en Gang eller Forstue. Denne Forstue skaffer flere Fordele: Bedre end en Dør-Sval gjør den det lunt om Stuedøren, saa Veir og Vind ikke staar lige ind, hvergang Døren aabnes, og nu er der bleven en inderligere Forbindelse mellem de forskjellige Dele af Huset, saa man ikke behøver at gaa helt ud i Svalen, for at komme fra Gammel-Stuen til Nystuen eller op ad Trappen til Loftet.
Men det Gamle bestaar deri, at uagtet Forstuen har gjort Dørsvalen overflødig, og uagtet Loftsvalen heller ikke gjør Tjeneste som Forbindelse mellem Trappen og Loftet, saasom Trappen her staar indvendig i Huset og fører lige op til Loftet, saa er dog Dør-Svalen og Loft-Svalen beholdt.
Dersom der paa Gudbrandsdalens Bondegaarde er nogen Stue fra det forrige Aarhundrede, hvor Indgangsdøren har den Plads, saa maa det ansees som Undtagelse. Og endnu er denne Nyhed meget sjelden. Men det er at forudse, at den vil blive almindelig. Men saa er det ogsaa at forudse, at Loftsvalen – om ikke ogsaa Dørsvalen – vil blive sløifet som overflødig. Det vil nemlig“ forstaaes, at Svalens Bjelke- og Plankeværk fremfor de øvrige Dele af Huset er udsat for at tage Skade af Regn og Væde; skulde det være varigt, maatte det være bygget af god Malm-Furu; men saaledes som det nu er fat med Skoven, er det allerede meget vanskeligt at skaffe saadant Virke.
Ja, skal Skoven yderligere forringes, saaledes som det er skeet i den sidste Mands-Alder, saa vil det vel komme dertil i Gudbrandsdalen som i de ydre Bygder, at man indretter de af smaat og svagt Tømmer byggede Huse saa, at de kunne indesluttes i en Bordklædning som i et Futteral eller en Varekasse.
Med det samme venter jeg vistnok, at man vil lægge an paa at danne Husenes Indre mere og mere bekvemt og hyggeligt, og jeg forudser ogsaa, at man vil gjøre sig Flid for at pynte paa selve Varekassen, med Maling og ellers med vakkert Arbeide, Noget vi allerede se et lovende Exempel paa i den store og smukke Bygning i Fig. 31.
Men de gammel-norske Træbygningers eiendommelige Kunst og Skjønhed vil det da være forbi med.
Nu maa jeg bede Læseren følge mig over til Østerdalen.
Ved Talen om Ramloft-Stuerne bebudede jeg, at jeg fra denne Bygd havde at fortælle om Stuebygninger med en lignende taarnagtig Forhøining. Det er Barfrø-Stuerne, i det nordre Østerdalen. Tegningen Fig. 38 vil give Begreb om et saadant Hus.[31]
Grundplanen til det egentlige Hus er ganske som i Fig. 3. Fra Dør-Svalen fører altsaa en Dør lige ind i Stuen, til Høire finder den Indtrædende Fremskabet, indenfor det igjen Høisædet, i det Hjørne i Billedet, som vender lige mod Beskueren; skraa over for Høisædet staar Peisen, og nær ved den er Inddangs-Dør til Kleven eller, som i Fig. 29, Døre til de to mindre Rum, Senge- og Vass-Kleven. Thi det Oprindelige i den gudbrandsdalske Bygnings-Skik har ogsaa hersket her.
Men foran Stue-Døren er en firkantet Dør-Sval, omtrent lige lang som bred, bygget stundom af Tømmer, men oftest af Stolpeværk og Plankevægge, og ovenpaa denne Sval er bygget et Loftværelse, laftet af Tømmer, ikke større end Svalens lille Firkant. En Trappe i Dør-Svalen fører op her, og Loftet danner et Klæde-Kammer, hvor der vel ogsaa kan være Plads til en Seng.
Denne Forbygning er det, som i Østerdalen kaldes en Barfrø, og da den kun sees foran Stuebygninger paa enkelt Stokværk, saa tager den sig ud som et Taarn.
Barfrø? Hvorfra dette Navn? Hvad betyder det? Kan det være et norsk Ord?
Det er en underlig Historie, og det skal vist more Østerdalens Tømmermænd og Huseiere at høre den. Begyndelsen til Navnet finde vi i det gammel-tydske Sprog, saaledes som det blev talt for 1000 Aar siden og nu kjendes af gamle Skrifter. Her hed Navnet bercvrit (læs: berk-frit). Den første Del af dette Ord er beslægtet med vort norske at „bjerge,“ og den anden Del er det samme som vort „Fred,“ og det Hele var Navnet paa et Vagt-Taarn, en stærk og fremragende Tømmerbygning, i Leiren eller paa Grændse-Borgen, hvor Krigsfolket laa for at forsvare Landet og „bjerge Freden.“ – En af de mange krigerske tydske Stammer var Frankerne; disse erobrede det efter dem opkaldte Frankrige, og hid fulgte Tingen og Navnet med dem: en berfroit eller berfroi eller (som Ordet tilsidst kom til at lyde og endnu lyder i det franske Sprog) en beffroi saa man nu trindt omkring paa Seierherrernes Borge, til Trudsel og Skræk for det undertrykte Landsfolk i Naboskabet. Men i Tidens Løb voxede Byer op med Haandværk og Handel og Flid og Velstand, og nu i en By, nu i anden vovede Borgerskabet at modsætte sig det fra Grevernes og Baronernes Borge udgaaende Tyranni: Byfolket byggede sig ogsaa Mure og stærke Porte og Vagttaarne, og her hang de Storm-Klokken, som skulde kalde Borgerne til Forsvar for Hus og Hjem, naar Riddernes Overmod nærmede sig. Fra nu af blev, især maaske i det nuværende Nord-Frankrig og Belgien, ved beffroi forstaaet netop dette Byernes Taarn med Stormklokken, paa en Gang Værn for og Sindbillede paa Borgerstandens Frihed og Værdighed. Naar en By paa en eller anden Maade havde faaet sig sin Selvstændighed indrømmet af sine fordums Undertrykkere og erhvervet Brev derpaa, saa var dens første Arbeide at bygge sig en beffroi; omvendt, naar en Fyrste eller Herremand havde erobret en saadan Fristad thi det gik op og ned i hine urolige Tider), saa var hans første Foretagende at rive Taarnet ned eller ialfald (saa ser jeg anført om en saadan Erobrer) tage Klokken bort og tilegne sig Taarnet og forbyde Alle og Enhver at kalde det beffroi. – Først byggedes disse Taarne simpelt af Tømmer. Men eftersom Byerne voxede i Magt og Ærgjærrighed, kostede de uhyre Summer paa deres beffroi, som nu byggedes af huggen Sten, gjerne i Forbindelse med Raadhuset, til Vidne for kommende Aarhundreder om den vundne Magt og Herlighed. Byen Gent f. Ex. i Flandren begyndte paa sin beffroi i Aaret 1183, og – afbrudt i Arbeidet formedelst blodige Krige med Greverne af Flandren – naaede den først 1324 saavidt, at Klokken kunde hænges op, den berømte Klokke Roland, med den Indskrift:
Roland, Roland, naar jeg klemter, er det Brand,
Naar jeg ringer, er det Storm i Flandrenland.
Og først 1380 blev dette Frihedstaarn ganske færdigt. Det staar der endnu, kneisende indtil næsten 400 Fods Høide.
Som til Frankrig, kom dette Taarns Navn (battifredo) ogsaa til Italien. Og i England finde vi det ligeledes; men her kom Navnet til at lyde belfry, og foruden som sædvanlig at betegne et Vagttaarn paa en Borg o. s. v. er det her blevet særskilt anvendt til at betegne det lille Stel forud paa Skibet, hvor den fredelige Skibs-Klokke hænger. Med de vidtfarende engelske Skibe er da Tingen og Navnet kommet vidt udover.
Dette var Udbredelsen fra Tydskland af paa den ene Side. Paa den anden Side, mod Nord, finder jeg ialfald Navnet udbredt til Danmark og Sverige. Fra det første Land haves nemlig en rigtignok dunkel Beretning fra forrige Aarhundrede om et velbygget Hus, som stod for sig selv paa en Præstegaard i Jylland, og som kaldtes „Barfred,“ fordi, som det siges, Banemænd i fordums Tid flyede til det som et Frihedssted.[32] Og i en svensk Ordbog fra forrige Aarhundrede[33] nævnes Barfrid som Navn paa en Stue-Sval eller Forbygning for Indgangs-Døren (altsaa vel som vor Barfrø) paa Bønderhuse i Dalekarlien, denne svenske Nabobygd til vort nordre Østerdalen.
Nu indbilder jeg mig, at danske og svenske Herremænd have efterlignet deres tydske Ligemænds Maade at bygge Taarne paa deres Borge og Herregaarde, først til Befæstning og Vagt, men tilsidst her i vort fredelige Norden bare til Prydelse. Og for Prydelsens Skyld tænker jeg mig da fremdeles, at Skikken er bleven efterlignet af Bønder i Dalarne i Sverige, og derfra kan Tingen og Navnet være kommet til Østerdalen i Norge.[34]
Naar man reiser gjennem nordre Østerdalen, kan man endnu se Barfrø-Stuer i kanske Snesevis. Jeg synes at mindes dem saa langt ude som ved Koppang-Grænden i Storelvdalen og saa langt oppe som i Dalsbygden ved Grændsen mod Throndhjems-Stift. Udenfor dette Strøg har jeg hverken seet eller hørt til Barfrø. Men paa Gaardene her har Skikken været mere almindelig i fordums Tider, saa vi altsaa nu kun have Levninger tilbage. Nu og da bliver en gammel faldefærdig Barfrø revet ned; i den sidste Menneske-Alder er neppe nogen ny bleven bygget, og om ikke saa lang Tid vil da det Hele være forbi.[35] Men Synet af Barfrøens opadstræbende Top har tidt virket oplivende paa mit Sind, naar jeg har reist gjennem disse ensformige og tungsindige Skovbygder, og nu i denne Stund forekommer det mig ganske velgjørende at tænke paa den mangfoldige Omgjængelse og inderlige Sammenhæng mellem Menneskeslægtens adskilte Stammer, som Barfrøens vidtudbredte Navn belærer os om: det begyndte med en krigersk Tidsalders Kamptummel, og det endte med de fredeligste Syner – det virksomme Borgerliv ved Foden af Byernes triumferende beffroi, Skibsmandskabets Munterhed, naar kanske midt ude paa Verdenshavet belfry ringer til Maaltid, og hist i vor norske Skovbygd Barfrø-Loftets lille Hygge, hvor Bonde-Datteren sidder og viser sin Veninde al den Pynt og Stads, hun har forvaret her.
Den Stue i Fig. 38, som Barfrøen smykkede, er en Sperrestue; Barfrøen kan gjerne tages bort, og det er dog en Sperrestue.
I Beskrivelser over Bygder i Smaalenene fra forrige Aarhundrede tales med en vis Deltagelse om Sperrestuerne; de beskrives som en gammel Slægt af Huse, som der dengang kun var faa Levninger igjen af, men som i visse Maader havde været anseeligere end Nutidens. Saadanne Sperrestuer er det nu, som vi i Østerdalen endnu finde i fuld Stand. Og det er sandt: det gjør Indtryk at træde ind i en østerdalsk Stue af dette gamle Slag, med det høie og luftige Rum, hvor intet Loftsgulv trykker Synet og Sindet.
Thi det er Meningen med det Navn Sperrestue, at Stuens Rum naar helt op til Sperretagets skraa Sider.
Det er Tagets Sperrer, som have givet Navnet. Der er Forskjel paa Aas-Tag og paa Sperre-Tag. Tegningen Fig. 6, § 7, kan give Begreb om et Aastag: Møns-Aas og Side-Aaser ligge paa Langs fra den ene Gavlvæg til den anden, og paa Aaserne ligger det i Almuesproget saakaldte Tro eller Trod oldnorsk tróð), det vil sige: den Beklædning af Tagbord, som tilsidst bærer Tækningen af Næver og Torv – Bordene altsaa løbende skraa nedover fra Mønen til Langvæggene.[36] Sperretagets Bygning kan derimod sees af Tegningen Fig. 15, § 11; her er ogsaa Møns-Aas, men istedetfor Side-Aaser er her Sperrer eller firhugne Bjelker, som løbe fra Mønsaasen ned mod Langvæggene, og ovenpaa Sperrerne ligge Tagvordene paa Langs.
Om jeg ret har forstaaet den Forklaring, som en Bonde i Østerdalen engang gav mig, saa ere Sperrerne indfældte saaledes, at de hænge i Mønsaasen, saa denne er alene om at bære Torvtagets Vægt.[37]
Sperretaget er ulige smukkere end Aastaget, mere let og svævende.
Det aabne Rum op under Taget heder i Almuesproget Rot (i de vestlandske Bygder) og Rost, Røst eller Raust (i de østlandske); derefter kunde man, som det ogsaa tildels sker i Almuesproget, kalde en Stue, som har Rummet aabent helt op til Taget, enten Rotstue eller Røststue, og under denne Benævnelse vilde da baade Aastags- og Sperretags-Stuerne være indbefattede. Lem-Stue er i mange Bygder den stadige Benævnelse paa Stuer af det modsatte Slag, med fladt liggende Loftsgulv (Lem).
Naar undtages de ringe og ufuldkomment indredede Huse paa Husmandspladse eller Smaagaarde, er der i Gudbrandsdalen, som af forrige § vil være forstaaet, kun faa Stuer igjenstaaende fra den Tid, da Rost-Stuerne vare almindelige, og disse have, efter hvad jeg synes at erindre, mest Aas-Tag. I Østerdalen derimod har man mere holdt ved med den oprindelige Skik at have Stuerne aabne helt op til Taget, og dette er nok i Regelen Sperre-Tag af det beskrevne Slag.
Begge Dele tør have sin naturlige Aarsag. Der skal en overmaade stærk Mast til at holde som Mønsaas eller eneste Aas i et Sperretag; men netop Østerdalens Skove have havt vakkre Mastetræer at yde. Og der skal megen Ved til at opilde det store, høie Rum i en oplandsk Vinter-Kulde; men de østerdalske Skovbygder have havt god Raad paa Ved.
Det kan ogsaa mærkes, at efter hvert som det minker med Skoven, bliver der selv i Østerdalen færre og færre Sperrestuer.[38]
Paa Gaarden Kroken i Storelvdalen er et eget Hus bygget til Gjæstfrihedens Tjeneste, stort og bekvemt i alle Maader, indredet paa By-Vis; men selv bor den gamle Bonde i en Sperrestue. Dette er nu Noget, som kan sees paa flere af de velstaaende Gaarde i dette Præstegjeld. Men Dagligstuen paa Kroken er en af de interessanteste, jeg har seet paa en Bondegaard, og det ikke alene med sin Rummelighed og Høide, men hovedsagelig ved sit heldige Forsøg paa at forene med den oprindelige Enfold og Simpelhed noget af den Smag og Bekvemmelighed, som Nutidens Indredning og Møblering kan give.
Ret saa, tænkte jeg, da jeg (i 1857) traadte ind i denne Stue; Bygdefolket skal ikke nødvendigvis være et gammeldags Folk og til alle Tider lade sig nøie med den Tarvelighed og Simpelhed, som var naturlig for Forfædrene, der ikke vidste af andet; men her ser jeg jo for mine øine, hvad jeg saa tidt har drømt om, at det gaar an at beholde den gamle Bygnings-Skik og dog bo godt og behageligt: det gjælder kun om at læmpe paa den, udvikle og forbedre den.
Min Tanke gik videre saa, at dersom en Bygmester med kunstnerisk Dannelse og et norsk Hjerte vilde tage sig af den østerdalske Sperrestue (saaledes som jeg indbilder mig, at de tydske Kunstnere have gjort, som have forædlet Sveitser-Bøndernes Bygnings-Skik), saa maatte han kunne gjøre noget udaf den, han maatte kunne fremstille en Bygningsform, som mindede om den gamle Skiks Eiendommelighed, og som derhos svarede til Bygdens forandrede Omstændigheder og Nutidens forøgede Behov, saa det ikke saa snart skulde falde den nyhedssyge Slægt ind at vrage den gamle Skik for den fremmede Mode. Det skulde just være en Sag for Østerdalens Stolthed, om Bygden, saa vidt og saa længe Skoven giver Midlerne, blev et Hjem for ægte norsk Træbygnings-Kunst, et Hjem for Kunsten, naar den kanske var flygtet fra andre Steder, et Hjem, hvor Kunsten trivedes – altsaa ikke stod stille paa et gammeldags Trin, men udviklede sig hensigtsmæssigt, frit og skjønt.
Dette er ikke længer at vente i de nordre Bygder, hvor Kulbrændingen til Røros Værk har ødelagt Skoven. Men i Aamot Præstegjæld f. Ex. bor der mange Bønder, som netop formedelst Skoven befinde sig i saadanne Velstands-Kaar, at de kunne koste adskilligt paa sine Boliger. Det sees ogsaa, at de gjøre det. Men alligevel staar det nok saaledes til nu for Tiden, at naar der bygges af Nyt, altsaa naar den nye Slægts Mænd lægge sin Mening for Dagen, saa bygges helst efter fremmede Mønstre, uden Tanke om Bygdens egen Stik.
Jeg mener, at dersom Begrebet og Tilbøieligheden var der, saa kunde den nedarvede Hus-Form maaske forædles og fuldkommengjøres saa, at den blev fuldt saa hensigtsmæssig og behagelig og skjøn som den fremmede.
Naar jeg nu i Erindringen skuer tilbage paa Gudbrandsdalen og Østerdalen, saa synes jeg at se en kjendelig Forskjel: hist en jevn, harmonisk Udvikling, idet Folket har holdt paa den gamle Skik og denne til Gjengjeld har føiet sig og lempet sig efter den nye Tids Smag og Behov; her derimod en brat Overgang fra Sperrestuernes næsten oldtidsmæssige Præg til hel fremmede Former, uden Mindelse om det Gamle.
Maler Tiedemand skildrer Folkelivet paa Thelemarkens Smaagaarde og i Bergens fattige Fjord-Distrikter. Men Hus-Livet i Storelvdalen minder mig om de Tider, da der var storættede Herser og Høvdinger i Norge, og jeg skulde ønske, at Folkelivet her maatte finde sin Skildrer ret snart – før Sperrestuerne ere forsvundne med samt de Huslivets Skikke og de Charakterer, som lange Slægtsled igjennem ere udviklede under deres Tag.
Jeg kan ikke levere nogen fuldstændig Afbildning af en Sperrestue; men jeg kan anføre Noget, som vel maa vidne om, hvilken Tiltrækningskraft den kan øve paa Beskueren. Grosserer Thomas Heftye i Christiania blev paa sine Reiser i de østerdalske Skovbygder saa indtaget i Sperrestuen, at han har ladet bygge en ligedan paa sin Skov-Eiendom Sara-Broten i Ryen-Bergene i østre Aker, en halv Mil fra Christiania. Med stor Troskab har han holdt sig til Sperrestuens Form; og at han intet har sparet paa at forskjønne den, det kan Døren til Stuen vise, arbeidet efter Tegning af Architekterne v. Hanno og Schirmer og her fremstillet i Fig. 39. Bygherren har været saa god at laane mig Tegningen til dette Brug. I Østerdalen selv bruges rigtignok ikke Udskjæring paa det Udvendige af Husene, ialfald har det ikke fæstet sig i min Erindring, og der er vel endog ingen norsk Bygd, hvor Udskjæring netop af dette Slag, med disse Blad-Former o. s. v., har været brugelig; denne Dør maa altsaa ikke just forstaaes som Prøve paa østerdalsk Skik; hvad jeg her ønskede at gjøre opmærksom paa, var nærmest dette, at den østerdalske Bygnings-Form havde vundet en Skjønners Yndest og formedelst hans Rundhaandethed var bleven Gjenstand for Kunstens frie og smagfulde Behandling.
Den nordligste Kirke i østerdalen, ved Glommen, er
Os Annex-Kirke under Tolgen Præstegjeld, nær Røros.
Ved denne Kirke skjærer en liden Dal ind paa Vestsiden, og et
Stykke op i den ligger Dalsbygden, en liden Bygd eller en
stor Grænd. Den gjælder mig i saa mange Henseender som Exempel
paa Folkelivet i det nordre Østerdalen, og dersom her var
Rum og Anledning til at udvikle Sagen med fuld Udførlighed
og belyse den fra alle Sider, saa skulde dette Exempel sikkerlig
befindes vel skikket til at godtgjøre den Sætning, at hvor
der i en Bygd hersker Vinskibelighed og Tænksomhed og
Orden og gode Sæder, der komme disse Dyder tilsyne 
Fig. 39. Yder-Dør paa en Stuebygning. under Bestræbelser for at indrette sine Boliger bedre og bedre,
og omvendt: er Bygden jevnt vel bebygget, saa tør vi
allerede ved Synet deraf slutte os til, at der bor et agtværdigt
Folk. Af Grunde, som strax ville komme tilsyne,
kunde her ikke være Tanke om at gjøre Opoffrelser for at
bevare og udvikle Bygnings-Kunsten i Retning af det Nationale
og Skjønne, saaledes som maaske i det søndre Østerdalen;
her var det allerede store Ting, om Folket kunde
komme til at bo bekvemt og godt, og i denne Henseende er
det yderst interessant at betragte Tingenes Gang i denne
Grænd. – I dette Øieblik glider min Tanke hen over
Landet og dvæler ved visse Bygder, hvor jeg med Bekymring
har seet de skovløse Aaser rundt omkring og de ringe,
ja usle og uhyggelige Huse paa Gaardene: med mine Erindringer
fra Dalsbygden tør jeg haabe – selv mod Haab –,
at Tilstanden skal vendes til det Bedre ogsaa her.
Hvergang jeg har været i Dalsbygden, har jeg atter og atter maattet læse den Bygdens Historie eller „Aarbog,“ som den gamle Kirkesanger og værdige Jubel-Skolelærer Jon Jonsen Grue har skrevet – efter ældre Mænds Fortællinger og efter Optegnelser af hans Fader, som før ham havde været Dalbygdens Kirkesanger og Skolelærer. Under Aaret 1774 er i denne Aarbog antegnet Følgende:
„Af Kakkelovne og Stue-Uhre havdes ikke mange indtil denne Tid her i Bygden; man kunne neppe tælle to eller tre af hvert Slags. Bygningsmaaden at opsætte Husene var og meget uhensigtsmæssig; man kunde neppe se et Loft, langt mindre en hel Bygning med Overværelser; men Stue-Huse, Fjøse, Stalde, Hølader og mange flere Huse, smaa og lave, med Dørhuler, man neppe paa Fire kunde krybe ind i, som vare opsatte saa vidt udover et Stykke Jord, at det lignede en temmelig stor Trø – saa man paa hver Gaard. Og om Vinteren var den største Del af deslige smaa elendige Huse for det Meste bedækkede med Sne, saa man med stor Møie maatte opskuffe Huler til Dørene og krybe ind.“
Den Tid ernærede Folket sig møisommeligt og bedrøveligt ved at brænde Kul til Røros Værk: Jordveien forsømtes, og selve Skoven ødelagdes, saa det saa ud, som at jo mere de sled og slæbte, des fortere maatte Fattigdommen blive til ren Elendighed.
Men Nøden skjærpede Tænksomheden: som ved en Opdagelse (Aarbogen nævner ialfald nogle af dem, der gjorde Begyndelsen) kom man efter, at Fædrift ogsaa var en Næringsvei, og istedetfor Kul til Røros sælges nu Smør og øst til Throndhjem og Christiania. Det er en sand Fornøielse at se, hvilket venligt og lykkeligt Hyrdeliv der, omkring Skiftet mellem forrige og dette Aarhundrede, har afløst det mørke og kummerlige Kulbrug.
Et Vidnesbyrd om dettes Fordærvelighed er Nøgenheden af de Bakker og Aase, som omgive Dalsbygden, og som engang bar de mægtigste Skove. Men trods dette, trods de lange Veie, som fast hver Tømmerstok nu maa hentes fra fremmede Bygders Skove, har den nuværende Slægt kunnet indrette sig Boliger, hvis Bekvemmelighed og Hygge langt overgaar Forfædrenes, og dette er mig som et Billede paa Hyrdelivets særegne Velsignelse.
En af de Mænd, som mest have givet Bygningsvæsnet i Grænden saadant Fremstød, er vist Gaardbruger Jon Eriksen Berg. I ham mener jeg at have lært at kjende en ægte norsk Bondemand: veltænkende, sindig og forstandig, derhos besynderlig oplagt til alle Slags kunstige Arbeider. Nu paa sine gamle Dage har han arbeidet en Rifle og et Stue-Uhr, begge med den Bestemmelse, at de skulle følge Gaarden, saa længe de ere til – Stue-Uhret agtede han endvidere at forsyne med en egen Indretning, saa det skulde kunne drive Visere i et Taarn-Uhr paa Taget. Men sin Berømmelse vandt Manden, da der for et Snes Aar siden skulde bygges ny Kirke i Tolgens Hovedsogn, og Ingen kunde skjønne, hvorledes man skulde bære sig ad for at faa nedtaget det høie Taarn-Spir paa den faldefærdige gamle Kirke: Jon Berg paatog sig Arbeidet, og under hans sikkre Ledelse gik det saa jevnt og saa let. Jeg har hørt Bønder fortælle om det med sand Beundring.
En nøiagtig Beskrivelse over denne Mands Bygningsarbeider paa hans egen Gaard skulde være et oplysende Exempel paa hele Bygdens Flid i den sidste Mands-Alder. Indtil Aaret 1832 stod der paa Gaardspladsen paa hans ingenlunde store Eiendom ikke mindre end 23 Huse; deriblandt var en Sommerstue af 1673 og en Vinterstue af 1731, begge Sperrestuer, med to Klever ved Siden af den egentlige Stue (som i Fig. 29); men ellers var det mest ganske smaa og uanseelige Huse, som dem, vi saa beskrevne efter Aarbogen. Men nu staar der istedetfor denne Hus-Klynge en Samling af ganske faa, men tilstrækkelig store og langt bekvemmere Bygninger.
Men den nye Stue er ikke Sperrestue, og Skovens Tilstand i denne Egn gjør, at der, som sagt, ikke mere kan være Tanke om at fortsætte med denne Bygningsform. Som den baade anseelige og bekvemt indrettede Stuebygning paa Berg nu staar for min Erindring, maa jeg anse den som en Efterligning af den throndhjemske Stueform, den jeg senere hen kommer til at beskrive. Og hvorledes den gamle Skik holder paa at forsvinde her, det kan jeg oplyse ved et Exempel fra Dalsbygdens Nabo-Grænd eller Os Skole-Distrikt omkring Os Kirke i selve Glommendalen: i 1857, da jeg var her og forhørte mig om Tingen, stod der kun to Stuebygninger igjen af den østerdalske (og ligesaa gudbrandsdalske) Form, som for en Menneske-Alder siden ogsaa herskede i denne Bygd (et Stokværk, Stue med Kleev ved Siden, som i Fig. 3 eller Fig. 29), alle de andre Stuebygninger vare af en nyere Art, paa to Stokværk og flere Værelser og i det Hele af hin throndhjemske Form.
Det har fulgt med den nye Skik, at Stuen paneles indvendig og oliemales; om Huset altsaa er bygget af ringe Tømmer, kommer det ikke tilsyne. Der er nu kun ganske faa Stuer igjen i Dalsbygden, som ikke ere udstyrede saa. Hos Jon Berg saa jeg desuden Gulvet i Dagligstuen malet. I Tønsæt saa jeg hos nogle Bønder dobbelte Vinduer.
En Ting endnu fornøiede mig at lægge Mærke til, da jeg var hos Jon Berg og spurgte ham ud om Bygningsvæsenet. Paa hans Gaard (og det havde været ligedan paa andre Gaarde) havde de mange Huse været stillede sammen saaledes, at de – med Grinder og smaa Gjærder for enkelte Mellemrum – dannede to adskilte Gaardsrum, nemlig Stuegard mellem Indhusene og Nautgard mellem Udhusene. Før i Tiden hørte det med til Sultfødnings-Systemet, at Kreaturene om Vinteren daglig bleve slupne ud i Nautgarden for at tage til sig lidt af den „Beit“ eller Forsyning af Birkekvist, som der blev lagt for dem; men i Stuegarden fik de ikke komme, og her blev det holdt ryddeligt og pent. Med den forandrede Bebyggelse i den sidste Menneske-Alder er denne Indretning faldet bort og det paa alle Dalsbygdens Gaarde, saa den nu kun er til i ældre Folks Erindring. Men jeg tænkte med mig selv, da jeg hørte om den, at ved forefaldende Leilighed skulde jeg bringe den i Erindring i videre Kredse. Ved første Øiekast have vistnok hine gamle Hus-Klynger fremviist et stærkt Billede af Uregelmæssighed, og jeg kan derfor godt tænke mig, at om de havde staaet endnu, saa vilde kanske de fleste Reisende ikke alene have overseet hin Nautgardens og Stuegardens Planmæssighed, men endog netop af disse Husklynger have modtaget det Indtryk, at Bondens Stel er lutter Tankeløshed og Uorden fra Først til Sidst, fra Inderst til Yderst. Saaledes overfladisk og uretfærdigt dømmes der tidt om Bonden.
Først var det mig en Overraskelse, at den Stueform, som jeg i 1852 blev opmærksom paa i Ramloft-Stuen paa Løkkre i Lom (§ 2), paa Ramloftet nær mødte mig igjen ikke alene paa saa godt som hver Gaard i Lom, men i hver Bygd og hver Grænd i Gudbrandsdalens og Østerdalens Dalfører, mødte mig igjen saaledes, at om der end er en eller anden Grænd (saasom det nys omtalte Os Skole-Distrikt), hvor den nu før Tiden kun gjenfindes i en mindre Del af Husene, saa er der dog tydelige Spor af eller friske Sagn om, at den har været den herskende der ogsaa, indtil for en Menneske-Alder siden eller saa.
Denne samme Stueform gjenfandt jeg siden ogsaa i de ydre Bygder, Hedemarken, Romerike o. s. v., alt henimod Fredrikshald og Larvik, ja i Akers Sogn og selv blandt Træhusene i Christiania Forstæder, altsaa tæt omkring Akershus gamle Slot, dette Middelpunkt i denne store Landsdel eller det forrige Akershus (nu Christiania) Stift. Derefter har jeg da ogsaa taget Navnet.
Thi efter hvad jeg dels selv har seet, dels har erfaret af Andre, tør jeg antage, at den hersker eller har hersket omtrent saa vidt, som Stiftets Grændser gaa.
Og det maatte jeg endvidere finde, at strax man kommer udover disse Grændser paa Throndhjems-Siden, møder en anden Stueform,[39] og ligesaa paa Bergens-Siden. Mod Christiansands Stift lader Grændsen til at være noget forviklet (som den ogsaa er, hvad den geistlige og civile Inddeling angaar); jeg veed ikke for vist, om den Stue-Form, jeg taler om, er bleven herskende f. Ex. i Numedalen, der kanske i flere Stykker slægter mere Thelemarken paa, og omvendt lader det til, at den forekommer i nogle af de tilgrændsende Strøg af Christiansands Stift, kanske saa langt mod Vest som til henimod Christiansands By, og det vistnok formedelst Udbredelse fra de akershusiske Bygder af.
Den akershusiske Stueform er altsaa som en særegen Art, der har sin nogenlunde bestemte geographiske Udbredelse.
Kjendings-Mærket er (det kan synes underligt at anvende saa mange Ord paa Saadant; men dersom det viser sig, at denne lille Smaating danner Udgangspunktet for en Række af Forskjelligheder mellem Østlandets og fast alle de øvrige Landsdeles Bygnings-Skik, saa vil man dog finde det værd at lægge Mærke til) – Kjendingsmærket eller Artsmærket er Indgangsdørens Plads, nemlig ikke paa Gavlvæggen, men paa Langvæggen, og ikke førende ind til en Forstue, men førende lige ind til selve Stuen. Foran Døren pleier der vistnok være en Svalgang, og som denne jo gjør Tjeneste som Forstue, saa er den ogsaa ofte, f. Ex. af Forfattere, bleven kaldt saa; men den er dog at betragte som Tilbygning til Huset, stadig opført af Panel-Værk. – Tegningen Fig. 40 viser Grund-Planen.
For at gjøre Tingen tydeligere, skal jeg strax vedføie Tegningen Fig. 41, som viser Forholdet med nogle Undtagelser fra Regelen, der fra gammel Tid af have været at se i selve de akershusiske Bygder.[40]
 |
 |
| Fig. 40. | Fig. 41. |
Nu kan nogen spørge mig, hvad Grund jeg har at staa paa, naar jeg skjelner saaledes mellem Regel og Undtagelse. Jeg kan endogsaa tænke mig, at Nogen kunde staa frem og sige: Nei, skulde nogen af disse Figurer forestille den akershusiske Form, saa maatte det være den sidste, fordi den kjender jeg flest af.
Jeg kan i den Anledning kun fortælle, hvorledes det er gaaet mig. Under en Reise i Throndhjems Stift maatte jeg idelig tænke paa, hvori det egentlig kunde stikke, at jeg overalt saa en saa forunderlig Blanding af Lighed og Ulighed mellem Stuebygningerne søndenfor og nordenfor Dovre; da – det var i 1857 – kom jeg paa dette Kjendingsmærke. Jeg havde jo nok allerede før lagt Mærke til, at det havde sig saaledes med Dørens Plads i de akershusiske Bygder; men nu gik det op for mig, at fast alle Uligheder mellem Bygningsskikken sønden- og nordenfor Dovre hang sammen med og ligesom udgik fra dette Punkt, hvori altsaa Arts- eller Kjendingsmærket laa. Da jeg saa reiste gjennem Gudbrandsdalen, huskede jeg paa dette ved fast hvert Hus, jeg kom forbi, og jeg blev selv forundret over det Resultat, jeg kom til; jeg holdt ingen formelig Tælling, og jeg kunde ikke anstille nogen nøiagtig Undersøgelse af Husenes Alder; men jeg fik det Indtryk, at blandt Huse, der ere saa gamle som fra forrige Aarhundrede, findes knap nogen Undtagelse fra Regelen, og af nyere Huse neppe 10 blandt 100. – Lignende Iagttagelser har jeg da leilighedsvis anstillet paa andre Steder i de senere Aar, f. Ex. ifjor i Egnen omkring Larvik (Hedrum Præstegjeld), og atter og atter har jeg faaet det Indtryk, at af Landsbygdernes ældre Huse, af dem, som mindst ere f. Ex. 50 Aar gamle, eller som i det Hele bære Præg af at være byggede paa en Tid, da der endnu var en nedarvet, gammel Bygnings-Skik i Bygden, er det som en yderst sjelden Undtagelse, at Stueformen ikke har det Kjændingsmærke, som Fig. 40 angiver.[41]
Som Grundformen har været ens, saa tyder ogsaa alt, hvad jeg har kunnet erfare, paa en mærkelig Overensstemmelse i de fleste Bygdelag (en enkelt Undtagelse skal strax nedenfor omtales) med Hensyn til Stuens Indredning og Bohavets Anordning.
I Aaret 1779 udgav Præsten Wilse sin Beskrivelse over Spydeberg i Smaalenene, og i den læser jeg Side 390 Følgende: „Det fornemmeste Sted i Bondens Stue er Høisædet, som Husfaderens Ære-Sæde for Bord-Enden, hvorved er et simpelt Skab i Hjørnet, Roer-Skab, der Bonden har sine vigtigste Ting under Laas, og længere hen paa den anden Side Fremskabet med Indelukker for oven og neden, hvor Madvarer og Andet, som tjener for Bordet, hensættes, og med en stor Aabning paa tvers i Midten for Glas og Talerkener. Benævnte 3 Steder ere gemenlig zirede med fint Snedker-Arbeide og Malning endog med Billeder; ellers bruges og endnu fra fordum Tid at ophænge Haandklæder bag Høisædet og langs med noget af Væggene, især til Høitid, dog aflægges det nu meget;[42] om Bordet bruges Bænke, for Resten faa Stole og de af ulige Dannelser. Hynder ere nu gammeldags; for Skorstenen bruges Krakker, for der at sidde for Ilden.“ Og Side 349: „Skorstenen[43] er nedentil aaben til de to Sider, og Muren over dette aabne Hjørne, som zires med en Karnis af Træ, opholdes af en Jern- Stang eller Træ-Støtte. Tilforn var Skorstenen det eneste Sted i Huset til baade Lys, Varme og Kogning, med en Bagerovn bag;[44] nu haves hos de fornemmere Bønder en Jern-Kakkelovn i Stuen og Resten i Kjøkkenet; dog have mange begge Dele i Stuen for at spare Veden iblandt.“
Dette svarer jo for en stor Del ordret til min Beskrivelse fra Lom §§ 3 til 8. Og ifølge en Tegning, som ledsager Wilses Fremstilling, og som skal afbilde et dengang nymodens Hus, var hver Tings Plads i Stuen væsentligt som i Fig. 3.
Kun i et Strøg mindes jeg at have forefundet et Par- mærkelige Afvigelser med Hensyn til dette Indvendige i Huset, og det paa Fredrikshalds-Kanten eller ved den svenske Grændse. I Ødemark Sogn saa jeg engang i en Husmandsstue af 1754 en fuldstændig Indretning med Høisæde og Høisædes-Tavle o. s. v.; men det var ikke i det Hjørne, hvor vi finde det i Lom, skraa over for Ildstedet, men i det modsatte Hjørne, som om Høisædet paa Lom skulde have byttet Plads med Sengen (Fig. 3). Og om jeg forstaar ret de rigtignok mindre tydelige Udtryk i en Beskrivelse over Id og Berg Præstegjelde ved Fredrikshald, saa har det været ligesaa der.[45] Denne Afvigelse er saa meget mærkeligere, som Høisædets Plads (i Hjørnet skraa over for Ildstedet) ellers synes at have været ens Hus for Hus og det baade efter den akershusiske og den throndhjemske Stueform, altsaa fra Christiania- Fjorden til Throndhjems-Fjorden. Men formedelst det enkelte Bygdelags Afvigelse bliver Regelmæssigheden i det Hele kun des mere paafaldende. Det havde jo staaet frit for at indføre Afvigelser i dette Stykke i andre Bygdelag ogsaa; men dette er, mig bekjendt, ikke skeet, og hvad er Grunden?
I den samme Husmandsstue i Ødemark stod heller ikke Peisen paa den almindelige Plads, men mellem Døren til de to smaa Rum, hvori Kleven (som i Fig. 29) var afdelt. Paa Grund af denne Plads havde Peisen ogsaa faaet en noget forandret Form, med halvrundt Fremspring, og over dette var Murværket hvelvet, saa det kunde undvære den ellers almindelige Jern-Støtte. – At Peisen har denne Plads, har jeg hørt skal være ikke saa sjeldent i de Bygder af Smaalenene, som grændse mod Sverige, og jeg har en Formodning om, at denne lille Egenhed kanske er kommen fra de svenske Nabo-Bygder.
Den flittige Forfatter Wilse, hvis Skrifter jeg benyttede i forrige §, har ved Aaret 1790 beskrevet et særdeles interessant Hus paa Korterud i Herland Annex til Eidsberg i Smaalenene.[46]
„Gaarden Korterud er mærkelig af en derværende meget gammeldags Stuebygning. Samme har fra Begyndelsen af været en Sperrestue, hvor Taget havde tillige været Loft.[47] En tømret Mellemvæg afdeler en smal Forstue fra Stuen selv, og i denne Forstue er Indgangen udenfra gjennem en Dør, og gjennem to andre tæt ved hveranden værende Døre paa Mellemvæggen ind i Stuen. En Bordvæg afdeler denne lange Forstue i Midten mellem de to Stuedøre, saa der haves og et lidet Kammer. Bemeldte to Stuedøre er saa lave, at man maa bukke sig for at gaa ind. De ere foroven indsluttede hver med en Bue udhugget af et helt 12 Alen tykt Stykke Træ; paa Buen ere udskaarne Lister zirede med Indsnitte i Kors, som Nogle holdt for ukjendte Bogstaver. Hver Dør bestaar af udhugne tykke Bord eller Stokke, og deres udpuklede Jern-Hængsler gaa saa langt ind paa Dørene, som disse er brede. Over Dørtærsklerne steg man før næsten 3 Kvarter ned i Stuen, hvis Gulv bestod af tilhugne Stokke; men nu er Gulvet mere ophøiet. Langs omkring de tre Vægge gik tilforn Bænke optømrede af Stokke, hvoraf den ene endnu er til; disse Bænke ere opfyldte med Jord, til at afholde Kulde og Træk udenfra; derover er klædt med Planker til at sidde paa. I Tvervæggen lige over for de to Døre, altsaa i den anden Ende af Huset, er der to Vinduer, og paa den Side har Gulvet været Alen høiere end det øvrige, som nu er lige høit dermed, og paa denne Forhøining stod et langt Bord af to tykke Planker, paa to Fødder af horizontalt paa hverandre lagte Stokke. Den øvrige Del af Stuen var da 1 Alen lavere, og midt i denne Fordybning var Arnestedet ligesom i de saakaldte Røgstuer; endnu sees paa nærmeste Væg den brune Røgfarve og nogle forbrændte Pletter. I Hjørnet af Stuen ved den ene Dør er en lukt Skorsten siden opmuret, og inde i den en meget smal Bagerovn, hvoraf de Svenske i Krigens Tid betjente sig; men siden er den ei brugt. En Kakkelovn er nu kommen dertil.“
Det er rigtignok overraskende at finde et for Resten velbygget Hus, hvor ikke alene Gulvplankerne, men selv Dørplankerne vare kun Kløvninger eller raat tilhugne Stokke, og det i Hjertet af en Bygd som Smaalenene, hvor dog vel Sag og Høvl har været kjendt saa tidlig som noget andet Sted i Landet.[48] Men her er et Træk til, som vidner om stor Ælde, det, at Ildstedet oprindelig var en Are eller Aare midt paa Gulvet, altsaa uden Røg-Pibe, men med Ljore i Taget – netop den oldtidsmæssige Indretning (S. 166).
Men denne Stue har – Beskrivelsen synes mig tydelig nok – ikke svaret til Fig. 40 (den akershusiske Stueform), men til Fig. 41 (Undtagelsen).
Og der tør være Sammenhæng deri, at netop dette sjeldne Hus, som indtil saa nylig har staaet igjen fra Røgstue-Tiden, hører til disse faa Undtagelser.
I hine Tider, da der var Are midt paa Gulvet, var der eller pleiede der være – efter den førnævnte Afhandling af Professor Keyser – en Bænk, som allerede i Oldtiden udtrykkelig kaldtes Langbænk (lángbekk), ved hver af Stuens Langvægge;[49] midt paa den ene var Husbondens, og midt paa den anden var den fornemste Gjæstes Høisæde, og man vil let skjønne, at netop disse Pladse vare de behageligste i Stuen, med de saakaldte Lang-Ilde ret foran og udbredte til begge Sider; thi som i vore Dage i Tømmerhuggernes saakaldte Markeboder, der ogsaa have Are og Ljore, var den huslige Hygge og Glæde i disse Boliger fortrinsvis knyttet til Ilden. Og til begge Sider af Høisæderne vare Pladserne for de øvrige Husfolk og Gjæster, de fornemste først og saa de ringere, saa mange, som Lang-Bænkene kunde rumme.
Ja, naar Lang-Ildene blussede i Julelaget og Mjødhornet gik rundt og man drak hinanden til tvers over Ilden og Munterhed lød fra Inderst til Yderst paa Bænkene, saa har det kunnet være hyggeligt i den sodede Arestue ogsaa.
Men det vilde gjøre Forstyrrelse i denne Hygge, dersom der stod en Dør bag den ene Lang-Bænk og den gik op og i og slap den kolde Træk lige i Ryggen paa de Bænkede. – Ialfald er jeg kommen paa den Formodning, at det beskrevne Hus vidner om en Tid, da det over det hele Land, ogsaa her paa Østlandet, var saa, som Professor Keyser fremstiller det, at nemlig Døren til selve Stuen stod paa Gavlvæggen (Fig. 41), men at der saa kom en Tid, da det her paa Østlandet, men ikke ellers i Landet, blev brugeligt at sætte Døren paa Langvæggen (Fig. 40) – en ny Mode, som kanske fulgte sammen med Peisen, der jo kom istedetfor Aren. Kanske det ogsaa var da, at Høisædet fik sin nuværende Plads i Hjørnet, og kanske Skikken med Fremskab og Roskab paa begge Sider af Høisædet fulgte med ved samme Leilighed.
Jeg veed om en Arestue til her i Christiania Stift, nu dog forsvunden i Virkeligheden, men paa en Maade bevaret i en Beskrivelse af 1743.[50] Den stod paa Gaarden Devegge i Næs Præstegjeld i Hallingdalen. Det var en Stuebygning; den havde været bygget med Flid; Tømmeret var saa mægtigt, at to Stokke udgjorde Dørens Høide, og dog, heder det, kunde en maadelig Karl gaa ind uden at bukke sig; Tømmeret var listhøvlet i Lafterne, og der var lagt fint blaat Klæde mellem hver Stok; Dørstolperne var udskaarne i et Løvværk, Svalstolperne ligesaa; der var nemlig Svalgang paa to Sider. Men der var ikke eller havde oprindelig ikke været Vinduer, saa Stuen ikke fik anden Lysning end gjennem Røgaabningen paa Taget; „thi det er at mærke, at den ældgamle norske Bygning paa Huse, fornemmelig paa Landet, var uden Loft, og Ildstedet midt i Stuen, uden nogen opført Skorsten, hvilket dog for 100 Aar siden efter den daværende Bygningsmaade er forandret, og har man nu baade Vinduer og Skorsteen.“
Altsaa 100 Aar før Forfatterens Tid eller ved Aaret 1650 skulde Folk i Hallingdalen endnu bo i Arestuer. Men i den afsides Fjeldbygd har Skikken vistnok holdt sig en god Del længere end i de ydre Bygder.
„I samme Stue findes et Bord – saa berettes videre – 6 Alen langt, af een Planke og 112 Alen bredt; paa den ene Side er i Bordet slaget Søm ved Søm med store runde og flade Hoveder. Et Stykke fra begge Ender paa Bordet paa den anden Side (paa Undersiden) er det beslaget med tvende Tverjern, hvorudi er Ringe. – – Endnu benytter man sig af samme Ringe til at hænge Bordet paa Væggen, og de konserveres af Eieren som en Antikvitet.“ (Eieren boede nemlig ikke i det gamle Hus, men i et nyt).
Denne Fortælling om Bordet morede det mig at læse; thi nu synes jeg at forstaa, hvad der saa tidt tales om i de gamle Sagaer, at der blev sat Borde frem, naar der skulde spises i Gjæstebud, Borde, som da igjen toges bort efter Maaltid, istedetfor at der jo i Nutidens Bondestuer spises ved store faste Borde. Da man i gamle Dage sad paa Langbænkene, og Ildstedet var midt paa Gulvet og dermed tog megen Plads op, var der ikke vel Rum til et fast Bord foran nogen af Langbænkene, endnu mindre til at sidde ved begge Sider af det; man sad da kun ved Indsiden af Bordene, med Ansigtet vendt mod Ilden paa Aren, og mellem denne og Bordet blev Rummet holdt aabent, at Madsvende og Andre kunde gaa til og fra. Saaledes kommer man til at forestille sig det ved at læse f. Ex. Snorres ypperlige Fortælling om, hvorledes Asbjørn Selsbane kom løbende ind og hug til Thore Sel, just som denne stod ærbødig foran Høisædes-Bordet for at være til Tjeneste, medens Kong Olaf (den Hellige) sad og spiste.[51] Et Ringe-Bord som det, vi nu have læst om, var jo nemt at tage frem, og efter endt Maaltid blev det lige saa let hængt op paa Væggen igjen. Og i saa Fald skulde den Skik med store, tunge, faststaaende Lang-Borde,[52] som nu er eller ialfald for ikke lange Tider siden har været saa almindelig i Landet, ikke just være fra Oldtiden – hvis det ikke er saa at forstaa, at den Maade med at bære Bordene bort efter Maaltidet kun brugtes i de egentlige Gjæstebuds-Haller, hvor det gjaldt om at faa Rummet ryddigt, ikke derimod i almindelige Dagligstuer og simple Bondestuer. Skikken i den første af disse to gamle Arestuer, i Eidsberg, synes ialfald at have været mere lig den, vi kjende fra Nutiden.
Endnu veed jeg om en tredie Arestue her i Christiania Stift; ja, jeg har liggende for mig en smuk Tegning af den, udført i 1859,[53] da den altsaa endnu var til; det er et af de saakaldte Fyndar-Huse[54] i Numedalen, paa Gaarden Raudland i Opdals Sogn, høit til Fjelds. Dør-Stolperne ere prydede med Snitværk af det Slag, som man ser paa Stavekirkerne, og i Stokken lige over Døren er udhugget en Indskrift med Runebogstaver, som kortelig omtaler Bygningsmanden, idet Huset ligesom selv navngiver ham: „Thorgaut Fivil byggede mig.“[55] Men begge disse Træk tyde paa stor Ælde. Vi tør vel gjætte paa, at Huset er ældre end Sortedødens Tider. Nu er ikke Huset længer en Arestue, men det har været; det er interessant, at man veed, hvad Tid Forandringen blev gjort: ifølge en gammel Beretning[56] var det Aar 1734, at selve Stuen forandredes „fra Røgstue til en af de flere Steder brugelige med Grue forsynede Stuer.“ Med Grue maa her menes Peis; paa hin Tegning er det forrige Ildsted antydet, nemlig en Are midt paa Gulvet.
Selve Stuen er en noget langstrakt Firkant, og ved den ene Ende er Kleve og Forstue, ligesom i den første af disse tre Arestuer og ligesom i Fig. 41, der viser Undtagelserne fra den akershusiske Stueform. Der er altsaa to Exempler, som tyde paa, at disse Undtagelser skrive sig fra Arestuernes Tid, som en Mindelse om dem. Dette maa naturligvis ikke forstaaes saa, som at f. Ex. Ramloft-Stuen paa Huseby paa Hedemarken (Side 44, Anm.) skulde siges at have været en Arestue, fordi den nok oprindelig svarede til Fig. 41 og ikke til Fig. 40; min Mening er kun den, at efter at det var blevet Mode i disse Egne at bygge og indrette Stuerne efter hvad jeg har kaldt den akershusiske Form, med Peis istedetfor Are og med en egen Form paa selve Tømmerbygningen (Fig. 40), saa blev der dog endnu hist og her indrettet nogle Peis-Stuer, som bleve tømrede efter den ældre Maade (Fig. 41). Nogle Stuer af dette sidste Slag erindrer jeg navnlig at have seet paa øvre Romerike, alle henhørende til Bygdens ældre Bygninger, 100 Aar gamle eller derover, og staaende Side om Side med andre gamle Stuer af det første Slag.
Senere hen kommer jeg til at fortælle udførligere om en Levning af og Mindelse om Arestuernes Tid i flere christiansandske Fjeldbygder, nemlig at man endnu har sine Ildhuse (Kogehuse) indrettede som de gamle Arestuer, med Are midt paa Gulvet og Ljore i Taget. Det var ligesaa paa nogle Steder i Christiania Stift ved Aaret 1776; i det Aar anstilledes nemlig en Del Undersøgelser og Overveielser netop angaaende dette Slags Ildhuse, som ansaaes farlige for Ildsvaade, og som derfor et eget Kongebud i samme Aar søgte at faa afskaffede, og ved den Leilighed anførtes for Christiania Stifts Vedkommende, at saasom en større Velstand havde lært Almuen en bedre Bygningsmaade, saa havde Sagen ikke saa meget at betyde her som i Bergens og tildels Throndhjems Stifter, „undtagen – føies der til – paa sine Steder oppe i Landet, hvor endnu den gamle Skik vedvarer.“[57]
Selv synes jeg at mindes, at jeg har seet et Ildhus med saadan Indretning paa Gaarden Bjørnstad i Vaage i Gudbrandsdalen, men ellers intetsteds i Christiania Stift.
Ældre Bønder i Gudbrandsdalen og Østerdalen have fortalt mig, at i deres første Minde saaes ofte Indretningen med Are og Ljore i Sæterhusene; og vel er Peis nu almindelig indført ogsaa her, men dog svæver det mig for, at der skal være enkelte Sæterhuse igjen af den gamle Skik paa Fjeldstrækningen mellem de nævnte Dalfører.
Længst ville vel Tømmerhuggere og Tømmerkjørere i Østerdalens Skove vedligeholde Mindet om Arestuerne; ikke alene at de Markeboder, hvor de have sin tarvelige Bolig for nogle Uger af Vinteren, ere indrettede paa den gamle Maade, men i deres Tale heder Ildhuset endnu Are (Aare) og Røgaabningen i Taget Ljore – altsaa baade Tingen og Navnet fortsat fra de allerældste Tider, da Rydningsmænd af norsk Æt banede sig Vei til vore Bygder.
Østgaard fortæller om Livet omkring denne Markebodens Are. Det Sidste om Aftenen er at finde nogle dygtige Vedkubber og lægge paa Ilden til Natten, og det Første om Morgenen er at faa Ilden op igjen og skyndsomst koge op til lidt „Varmt i Livet.“ Ved en saadan Morgenscene sees en Gjæst at være tilstede, Fugle-Skytten, som kom om Aftenen; nu har han „ogsaa reist sig fra sit haarde Leie og sidder med den Side mod Ilden, som har havt for lidet af Varmen, mens han laa.“[58]
Der er saaledes endnu Spor af og Mindelse om Landets ældste Bygningsskik ogsaa her i Christiania Stift. Men flere Spor har jeg (bortseet fra de gamle Saga-Skrifter) ikke fundet, og jeg skal udtrykkelig anføre, at saa ofte jeg end har spurgt Bønder i Gudbrandsdalen og Østerdalen og Hedemarken om Beboelses-Huse af det Slag nede i selve Bygderne, saa har ikke en eneste vidst at anføre mig saa meget som et Sagn derom; selve Tanken om, at det Slags Huse har været brugt som Stuehuse, synes ganske fremmed for Almuen der. Men derfor er det, som sagt, helt overraskende, at der endnu ved Slutningen af forrige Aarhundrede stod et saadant Hus som det beskrevne i Eidsberg.[59]
Hvad Tid det var, at Arestuens Skik blev afskaffet her paa Østlandet, det er det samme dunkle Spørgsmaal som, hvad Tid Peisen eller Skorstenen blev indført (se Side 35). Det rimelige synes dog at være, at den nye Skik først blev indført i de ydre Bygder, hvor Velstanden og hvor Samfærdselen med andre Lande var større, og at den derfor lidt efter lidt udbredte sig op til Fjeldbygderne. Om dette for Landets Kultur-Historie ganske vigtige Spørgsmaal kommer jeg til at tale mere siden; her ønsker jeg imidlertid at faa sagt, at den rigtignok meget svage Formodning, som jeg Side 41 yttrede angaaende „Olafs-Stuen“ paa Lom, at den kanske kunde have været til paa St. Olafs Tid, kan jeg endnu mindre holde paa nu, efter de i denne § fremsatte Oplysninger, som jeg først har stødt paa, efter at hint var skrevet og trykt; den lille Ting, at Indgangsdøren paa Olafs-Stuen staar som i Fig. 40, tyder snarest paa, at det altid har været en Peis-Stue; men at Skikken med Peis skulde være indført saa tidlig i det afsidesliggende Lom, synes efter Exemplerne fra Hallingdalen og Numedalen ingenlunde rimeligt.
Paa Gaarden Skammelsrud i Rakkestad, Smaalenene, staar – eller stod for et Par Aar siden, da min Hjemmelsmand saa den – en Sperrestue af stor Ælde, men dog beboet og i fuld Stand. Grund-Planen svarer til Fig. 40, og i Stuen er Peis og Skabe og faste Bænke ganske efter den gamle Skik – altsaa en rigtig akershusisk Stue.
Fra Stuegulvet ser man helt op til Mønsaasen. Og saaledes (ligegyldigt, enten med Sperretag eller med Aastag, hvorom kan eftersees Side 222) maa vi tænke os Stuerne i Fortiden, med faa Værelser altsaa, men rimeligvis med et Sæt af Bibygninger i Nærheden, Ildhus, Sengebod o. s. v. (§ 11).
Men en Sperrestue som den paa Skammelsrud er nu en stor Sjeldenhed – undtagen, som før erindret, i Østerdalen.
Ved 1779, da Wilse udgav sin ovennævnte Beskrivelse over Spydeberg, var der i denne Bygd kun et Snes Sperrestuer tilbage. Og ved Aaret 1790 omtaler han en Stue af samme Slag paa Raanaas i Eidsberg; han siger, at som den var mærkværdig formedelst sin Sjeldenhed, var den tillige formedelst det høie Rum under Taget luftig og anseelig, ja høitidelig.[60]
Det blev forbi med Sperre-Stuerne (og i det Hele med Røst-Stuerne), da det blev almindeligt at bygge Loft-Stuer, med helt øvre Stokværk.
„I Oplandene (saa skriver ved Aaret 1750 den bekjendte Dr. Erik Pontoppidan, da Biskop i Bergen, i sin „Norges naturlige Historie“),[61] hvor Bygnings-Tømmer er af liden eller ingen Kostbarhed, finder man mange Bøndergaarde saa store og anseelige som andensteds Herregaarde, da Boe-Huset jevnlig er af 2 Etages med en saakaldet Svale eller Galleri af Tralværk paa Siden, saa og panelede Stuer og gode Vinduer. Det Sidste at erindre kunde synes overflødigt for den, som ikke veed, at Vinduer ellers ere nye i de norske Bønderhuse og ikke efter Landets gamle Brug; thi paa denne Side af Filefjeld eller i hele Bergens Stift, hvor man synes antiqvi moris tenaciores,[62] er det rart endog hos en rig Bonde at finde en saakaldet Glas-Stue, d. e. et Vaanhus med Vinduer paa Siden.“
Det sees ogsaa af Essendrops Beskrivelse over Lier ved Drammen 1761, af Wilses over Spydeberg 1779 og af Sorenskriver Bassøes over Rakkestad af 1796,[63] de to sidstnævnte Bygder i Smaalenene, at ved de nævnte Aar var man i disse Bygder i fuld Gang eller næsten færdig med at faa bygget sine Stuebygninger i to Høider.
Men ved Aaret 1764 heder det om Heggen og Frølands Fogderi eller Askim, Eidsberg og Trykstad Præstegjelde i Smaalenene, at „Bøndernes Fremhuse eller Stuebygninger bestaa for det meste af en liden enkelt Stue, hvorudi er afdelt et lidet Kammer eller, som det her kaldes, en Kove. Udi samme Stue er Husbonden med Familie og Tjenestefolk logeret og benytter sig af samme til Kjøkken og Bryggerhus m. m.“[64] Og ved 1771 var det i Høland kun rige Folk, som havde Stuer paa to Stokværk.[65] Ja, endnu ved Aaret 1790 var der i de to Nabopræstegjelde ved Fredrikshald Id og Berg af Stuer paa to Stokværk ikke mere end 15 i det første og 27 i det andet.[66]
Efter dette tør man kanske antage, at den Mode med øvre Stokværk har udbredt sig omkring Aaret 1750, med Begyndelsen kanske saa meget tidligere, som vi have seet Fortsættelsen en god Stund sildigere. Jeg mener ialfald, at før Aaret 1700 har der ikke været stort at se af saadanne høie og anseelige Huse paa Landsbygderne.
Af Wilses oftnævnte Spydebergs Beskrivelse ser jeg, at Indretningen med Loftet har været ganske saa, som jeg har beskrevet det for Gudbrandsdalens Vedkommende (§ 12). Trappen stod i Svalgangen; man kom altsaa først op paa Loft-Svalen og derfra ind paa Loftværelserne.
Af den nævnte Beskrivelse over Rakkestad i samme Egn lærer jeg yderligere dette, at der pleiede være to Loftværelser, det ene med to Fag Vinduer et Senge- og Klædeloft, det andet (rimeligvis uden Vinduer) et Madloft. Netop saa fandt vi Loftet paa Sengeboden paa Hande (Fig. 14), og netop saa har jeg nu nylig seet Loftet paa en temmelig gammel Stuebygning paa Gaarden Tonsen i Aker.
Af de anførte Bygde-Beskrivelser ser jeg, at omtrent samtidig med Paabygningen af Loftet har man begyndt paa den Forandring at ombytte Peisen i Stuen med Kakkelovn og indrette den gamle Kleve til særskilt Kjøkken, med Skorsten og tildels Bagerovn; dette har igjen efter min Opfattelse ført til, at man har forsynet Kleven med særskilt Indgangsdør og flere Vinduer samt lidt efter lidt gjort den større, saaledes som vedføiede Fig. 42 og 43 vise det. Den nys nævnte Stue paa Tonsen svarer til Fig 43.
 |
 |
| Fig. 42. | Fig. 43. |
For nogen Tid siden reiste jeg hen til Bogstad Herregaard, i Aker, for at se et Hus der, som jeg havde hørt tale om: en ægte norsk Bondestue, Levning efter den sidste Bonde, som havde eiet Gaarden, af de nye Eiere flyttet ind i Haven og vedligeholdt i sin gamle Stand, som Prøve paa den gamle Bonde-Skik. Ved mit Besøg paa Gaarden maatte jeg erfare, at formedelst altfor stor Brøstfældighed var Huset taget ned for et Par Aar siden. Men dets sidste Eier, Baron Wedel, forklarede mig, hvorledes det havde seet ud. Det var et Hus paa kun et Stokværk, af den Ældre Grundform (Fig. 40), med Svalgang paa begge Langsider; kun synes mig, det maa have seet noget unorsk ud formedelst det saakaldte italienske Tag (som ogsaa Wilse omtaler som moderne i Spydeberg 1779, taliansk Tag, som Bønderne der kaldte det): det gik skraa op fra alle Sider og endte i en Spids. Paa Bogstad-Huset bar denne Spids et Fløi-Spir, og i Fløien var skaaret Aarstallet 1681, som sagdes at betegne Husets Alder. – Det skulde vistnok have været af Interesse, om Huset endnu havde været til, og forsynet med saadant Bohave, som hørte til i hin Tid. Men af Forklaringen om, hvordan Huset har seet ud i den sidste Menneske-Alder, blev jeg forvisset om, at det gamle Bondestel i dets Indre var ganske forandret, idet Stuen var bleven indrettet til et Slags Lysthus.
Under Fig. 44 og 45 fremstiller jeg et Par fra det Jarlsbergske hentede Prøver paa, hvorledes man har baaret sig ad med at udvide sin Hovedbygning.
Fig. 44: A, Dagligstue, med 1, Skjænk, 2, Stueuhr,
3 og 3, Senge, 4, Ovn; B, Kjøkken, med 1, Seng,
2, Kjøkkenbænk, 3, Skorsten; C, Bag-Kammer, med
1, Skjænk, 2, Seng og 3, Ovn. Dette er den oprindelige
gamle Stuebygning, bygget efter Sagnet for omtrent 150
Aar siden og det med to Stokværk, men for Resten svarende
Fig. 44.
til Fig. 43.[67] Tilbygget er for en 50 Aar siden:
D, Storstue, med 1, Skjænk, 2, Skatol og 3, Ovn,
samt E, Gjæstekammer, med 1, Ovn. De tilbyggede
Værelser, som ogsaa have Overværelser, ere forenede med den
oprindelige Bygning ved PanelVægge, som danne Sval-gangene
F, hvori Trapperne have sin Plads.
Fig. 45: A, Dagligstue, med 1, Skjænk, 2, Stue-Uhr,
3, Skatol, 4 og 4, Senge, 5, Ovn; B, Kjøkken,
med 1 og 1, „Huske“-Senge eller Skab-Senge, i to Høider, for Tjenerne, 2, Bænk, 3, Spisebord, 4, Skorsten.
Dette er den oprindelige Bolig, svarende til Fig. 43 og udgjørende
Kjernen af den store Bygning, ligesom den forrige
opført for omtrent 150 Aar siden og med øvre Stokværk.
Da dette oprindelige Hus stod alene, maa vi forestille os
Taget liggende langs efter dets Længde; nu derimod ligger
Taget paa tvers eller efter Hovedbygningens Længde. Tilbygget
er i senere Tider paa den ene Side: C, Storstuen,
Fig. 45.[68]
med 1, Skjænk, 2, Skatol, 3, Ovn, samt D, Storstue-Kammer
med 1, Skjænk, 2, Seng, 3, Ovn, – og paa
den anden Side: E, Bryggerhus med 1, Bagerovn, samt
F og F, Vedskur m. m. Tilbygningerne ere og her forenede
med Hovedbygningen ved panelede Vægge, og derved
er fremkommet Gangene G og G; i den ene af disse er
atter afpanelet Melkeboden H.
Paa Side 188 har jeg forklaret, hvad Huse der hørte sammen paa en gammeldags norsk Bondegaard. Som jeg mener, at Sengeboden med dens Loftværelser er skjult i disse to Bygningers Storstue og Storstue-Sal, saa er i Bygningen Fig. 45 ikke alene Bryggerhuset indtaget under samme Tag, men ogsaa Stabburet, saasom Loftet over Bryggerhuset og Vedskuret er indrettet til og taget i Brug som Stabbur og Korn-Loft.
Det er aabenbart samme Fremgangsmaade, som vi gjorde os fortrolige med ved Betragtning af Nystuen i Gudbrandsdalen (§ 15): Sammenstilling og Sammenføining af forhen adskilte Huse. Men man vil let forstaa, at om end de oprindelige Huse eller Elementerne i Sammensætningen kanske vare lige paa de forskjellige Steder, saa kunde dog Sammensætningen blive meget ulig. Der kunde vise sig Forskjel paa to Nabogaarde; men ofte er det vel gaaet saa, at det første heldige Exempel i en Bygd har fundet flere Efterligninger, saa disse sammensatte Huse, som jeg vil kalde dem, have kunnet ligne hinanden indbyrdes i en Bygd, ialfald nogenlunde, medens Forskjellen blev mere kjendelig, naar man kom fra en Bygd til en anden.
Paa Gaarden Bretvedt i Aker har der staaet en meget stor Hovedbygning, og fra tidligere Aar syntes jeg at erindre, at det var et saadant sammensat Hus. For nogen Tid siden, nu i dette Aar, reiste jeg derhen i den Tanke, at jeg her skulde finde et godt Exempel paa Bygnings-Skikken fra den Periode, jeg nu har for Øie, jeg tænker: i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede; isaafald var det min Agt at faa Huset afbildet for Folkevennen, saa meget hellere, som netop det Hus turde have Interesse for Mange, da det var der, Hans Nielsen Hauge levede sine sidste Aar. – Men da jeg kom frem, maatte jeg se, at netop Kjernen af Huset, den oprindelige Stue med Kleve, nylig var revet ned.
Saaledes overalt: det Nye bryder frem, og Stykke for Stykke gaar det Gamle til Grunde; jeg synes at høre Braget og Rammelen, nu hist, nu her – der bliver ikke engang Tid til at faa den gamle Bygnings-Skik fuldstændig afbildet, saa Efterslægten kan se, hvordan Forfædrene have havt det paa sine Gaarde og i sine Huse.
Den enkelte og vistnok flere Aarhundreder gamle og almindelig vedtagne akershusiske Stueform maatte omsider gaa under formedelst de mange Paabygninger og Tilbygninger, og istedetfor den holder nu en Mangfoldighed af nye Former paa at strides om Herredømmet. Det begynder i de ydre Bygder, men gaar op over Landet, videre og videre, fort.[69]
Hine sammensatte Huse dannede Overgangen, og det saaledes: naar det først i en Menneske-Alder eller saa var blevet Skik at have et saadant Sæt af Værelser i Stuebygningen som f. Ex. i Fig. 44 eller 45, saa fulgte det som af sig selv, at naar en Mand skulde bygge af Nyt, saa byggede han de mange Værelser med en Gang og i Sammenhæng; det var greiere. Men hermed blev det allerede vanskeligt at bevare den gamle Grundform, om der end havde været Tanke paa det, og heller lagde man forsætlig an paa den Forundring, at istedetfor at Kjøkkenet før havde været et mindre Værelse ved Siden af den store, gammeldags Stue, saa gjorde man nu Dagligstuen liden og hyggelig, men gjorde Kjøkkenet stort, at det tillige kunde være Folkestue. Med andre Ord: Huset blev indrettet efter den nye Hus-Skik, at Husbondsfolket skilte sig fra Arbeidsfolket, i Arbeidslag og ved Maaltider – en Hus-Skik, som i større og mindre Grad har gjort sig gjældende i Bygderne, mest fra Hedemarken af og udover.[70]
En anden almindelig Forandring blev ogsaa den, at man istedetfor Svalgang til Ly for Døren og for Trappen indrettede en egen Forstue inden selve Tømmerbygningen. Det forstaaes let, hvor hensigtsmæssig denne Forandring var. Men dens Indførelse udsletter netop Kjendingsmærket ved den akershusiske Stueform.
Jeg mener, at der omkring Skiftet mellem forrige og dette Aarhundrede blev bygget mange Huse af det nu antydede Slag – vistnok hensigtsmæssigere end hine Hus-Sammensætninger, men dog lignende dem deri, at de mest udmærke sig ved sin Størrelse (bestandig to Stokværk), mindre ved Smag og Tækkelighed. Undertiden kan man finde Dandse-Sale, et Begreb, som er fremmed for den ældre Bygnings-Skik. Men nogle af disse Huse ere aabenbar tømrede for store, saa de staa som ufærdige, uhyggelige Skrumler den Dag idag.
Saa blev den sidste Vending i Tingene den, at man – i den sidste Menneske-Alder, med et rundt Tal for 20–30 Aar siden – fandt det hensigtsmæssigere og hyggeligere at bygge Husene lavere, men bredere, kun et Stokværk, men med to Værelser i Bredden („enkelt Høide,“ men „dobbelt Bredde“). Siden Huset blev saa bredt, saa blev der et stort Øverste-Loft, og der gik det fremdeles an at indrette Værelser i en Kvist eller i Brystet paa Huset. – I gamle Dage, da man ikke vidste af andet end Torv-Tag, skulde det vanskeligt gaaet an at bygge Tag over saa brede Huse; Teglværkernes Oprettelse i de senere Aar er altsaa en af de endeløst mange Ting, som have været sammen om at ændre Bygnings-Skikken.
For at faa mere Nytte af det store Loftrum har man i den allersidste Tid igjen begyndt at forhøie Huset med et Par Omhvarv eller Stokkelag, saa man kan kalde det et Hus paa halvandet Stokværk.
Det vil forstaaes, at ved denne Overgang fra 2 til 1 eller 112 Stokværk maatte den svage Lignelse af den oprindelige Stueform, som endnu var tilbage, ganske forsvinde. Det er da ogsaa kommet dertil i mange Bygder, f. Ex. i Smaalenene, at det, jeg har kaldt den akershusiske Form, og som engang var herskende ogsaa der, for længe siden er veget bort fra Folkets Begreb.
Paa Gaarden Hof i Aker stod indtil for 6 eller 8
Aar siden en Stuebygning, som, efter hvad den sidste Eier
har fortalt mig om den, utvivlsomt har henhørt til den
akershusiske Form, maaske efter Fig. 43. Nu staar der et 
Fig. 46. Gaarden Hof i Aker. Hus, som Tegningen Fig. 46 forsøger at fremstille[71] –
maaske det smukkeste og ialfald det mest fuldstændigt og omhyggeligt
udstyrede Hus, som jeg har truffet til at se paa
nogen Bondes Gaard, ret værdigt den uforlignelig vakkre
Gaard og Bygd.
Vil man undersøge Grund-Planen Fig. 47, saa vil man finde, at her er ikke Lignelse af den gamle Stueform.
Værelserne ere: 1, Entree eller Gang, 2, Forværelse, med Kakkelovn, saa man, naar der er Gjæstebud om Vinteren, kan byde de Fremmede et varmt Værelse til at hænge Reisetøiet, 3, Dagligstue, 4, Sengekammer, 5, Kjøkken, med Udgang til en Svalgang, 6, Spiskammer, 7, Pigekammer, 8, Sengeværelse, 9, Havestue, 10, Storstue, 11 og 12 Selskabsværelser. Ovenpaa er ogsaa flere Kakkelovns-Værelser.[72]
Foran Havestue-Døren er en stor Trap af huggen Granit, omgivet med et Gitter af støbt Jern. Lige over den er Altan, som Perspektiv-Tegningen viser. Altanen, det fremspringende Tag, kort den hele ydre Forsiring er taget efter de saakaldte Sveitser-Huse, som i de senere Aar ere byggede paa nogle af Bymændenes Løkker. Det ser ud, som om disse fra Hovedstadens Architekter udgaaede Sveitser-Huse (jeg veed ikke, hvorvidt dette egentlig er det rette Navn, men Publikum kalder dem saa) skulde blive de tone- angivende Huse her til Lands: Hof er vel en af de første Bondegaarde, som har optaget By-Løkkernes Mode, men det vakkre Hus paa Hof er nok allerede taget som Model paa flere Steder.
Bygherren, Gaardbruger Engelbret Hof, beklager selv flere Feilgreb ved Indretningen af dette Hus, som Følge af, at han ikke havde noget Forbillede, som anstod ham, og han altsaa maatte vove sig ud paa egen Haand; skulde han bygge nu, skulde det blive en god Del anderledes: mindre Selskabs-Bekvemmelighed, hensigtsmæssigere Anordning af de daglige Værelser o. s. v.
Det var heller ikke min Mening at fremstille dette Hus som Model i alle Stykker. Hvad jeg med Exemplet fra Hof vilde gjøre anskueligt, det er den store Forskjel paa Før og Nu.
Før herskede Skikken, i Smaat og Stort. Naar en Mand skulde bygge, saa holdt han sig ligefrem til Skikken. Dels faldt det ham ikke ind andet, dels turde han ikke vove sig paa egen Haand, af Frygt for, at hans Forsøg kanske kunde falde uheldigt ud eller ialfald paadrage ham Ord for Nyheds-Syge og Storagtighed.
Istedetfor hin Tryghed under Skikkens Ledebaand kan Bygherren nu ganske modsat føle en vis Lyst netop ved at vide sig ganske fri og tænke paa, at det beror paa ham, hvordan Huset skal blive. Saa overlægger han med sin Kone og sine Venner og reiser hen og beser de nyeste Huse i Egnen og prøver en hel Vinter igjennem det ene Forslag og Tegnings Udkast efter det andet og raadfører sig maaske med en virkelig Architekt, overveier atter og atter, hvor Dagligstuen skal være, hvor Sophaen skal have sin Plads, om der skal være særskilt Pigekammer og Spiskammer o. s. v. o. s. v.
Det er altsaa blevet saa, at hver vil følge sit Sind, og det viser sig at være saa, som Ordsproget siger: Saa mange Hoveder, saa mange Sind. Følgen er, at medens før i Tiden en og samme Bygnings-Skik kunde udbrede sig Hus for Hus og Bygd for Bygd mellem Christiania-Fjorden og Dovre-Fjeld (Tømmerbygningen ens, samme Plads for hver Ting i Stuen, ligedan Indretning af Skabet), saa vil det nu være et rent Træf, om f. Ex. Sophaens Plads i Dagligstuen bliver ens paa to Nabo-Gaarde.
Denne Forskjel paa Husene forekommer mig overmaade interessant som et synligt Billede paa en modsvarende Forskjel i Menneskenes Tænkemaade og Sind.
Det er ikke til at begribe, hvorledes det skulde nu gaa til, eller ved hvilke Midler og Magter det herefter skulde kunne bevirkes, at der i hver eneste Dagligstue fra Skiens-Kanten til Tryssild skulde være f. Ex. en Sopha af en vis Model og staaende paa en vis Plads. Men omvendt falder det Nutidens Mennesker vanskeligt at sætte sig ind i den Fortidens Smag og Vane, som frembragte hin besynderlige Lighed. Det er, som om Menneskenes Indre skulde være blevet anderledes indrettet nu end før.
Dog, nøiere beseet har det sig vel saa, at Skikken hersker endnu, kun paa en anden Maade.
I Anordningen og Indretningen af de enkelte Dele, som høre til et Hus, er det ligesom blevet frit for Enhver at følge sit Skjøn og Forgodtbefindende, og hermed er Muligheden aabnet for en lang Række af Forsøg og Forbedringer; men i det Hele og Store kan det dog mærkes, at der endnu hersker en vis almen Tænkemaade og Smag, som saa at sige bestemmer Retningen, hvori hine Forsøg og Forandringer skulle gaa.
Nu for Tiden er det f. Ex. her i de ydre Bygder af Christiania Stift blevet som en almindelig Fordring til et velbygget Hus, at det skal have særskilt Spiskammer og Pigekammer: ellers kan jo ikke Husmoderen holde det ryddigt og pent, og ellers kan der jo ikke overholdes Sømmmelighed og Orden mellem Tjenerne paa Gaarden. Men hvorledes den samme Fordring skal opfyldes, eller hvor Pladsen for de nævnte Værelser skal være, paa denne eller hin Side af Kjøkkenet o. s. v., det er overladt til hver Bygherres Opfindsomhed at afgjøre.
Ja, et Aarhundrede igjennem har det været Tilbøieligheden og Retningen i disse Bygder, at Husbondsfolket paa de store Gaarde mere og mere har skilt sig fra Tjenerne og Arbeidsfolket, og dette Forhold er kommet tilsyne i Husene, som mere og mere ere indrettede paa en vis dobbelt Maade, med Bekvemmeligheder for „dem derinde“ og for „dem derude.“ Med Hensyn hertil kan man tænke sig Et af To i Fremtiden: enten vil hin Tilbøielighed fortsætte sig saa, at Husbonden indretter sit Hus og sin Husholdning kun for sin egen Familie og sine personlige Tjenere, og ordner Tingen saa for de Folk, som han behøver til Gaardens Drift, at de have egne Boliger i Nærheden og selv besørge sin Husholdning og sit Madstel, – eller Nødvendighed og høiere Hensyn skal maaske bevirke en vis Tilbagevenden til det oprindelige Samliv mellem Husbonds- og Arbeids-Folket, dersom det nemlig skulde vise sig farligt for Arbeids-Klassens Sædelighed, at den blev holdt saa fjernt fra den høiere Klasse, eller dersom det mere og mere skulde blive saa, som det nu tegner til, at unge Folk af den fattige Klasse paa Landet nære Ulyst mod at træde ind i en Gaards-Arbeiders underordnede Stilling, men foretrække at flytte til Byen.
I gamle Dage var der ikke Tanke om Spiskammer eller Pigekammer i Bøndernes Huse; nu er som sagt Begrebet om deres Nødvendighed opkommet. Men ligesaa skal det muligens ske i Fremtiden (og jeg skulde ønske det), at istedetfor at nu spiser gjerne Husbondsfolket i Dagligstuen, og Arbeidsfolket i Kjøkkenet, saa vil man betragte det som noget, der hører til paa en brav Bondegaard, at der er en særskilt Spisestue – indrettet med den Tanke, at som Arbeidet og Levebrødet er fælles, saa skal ogsaa af det daglige Livs Hygge og Høitid idetmindste Maaltidet være fælles for alt Gaardens Folk, for begge Klasser.
Dette angaaende Skikkens fortsatte Indflydelse paa Husets Indretning. Og at Skikken – eller Moden eller Stilen – endnu er en herskende Magt, det vil vel tydeligere vise sig paa Husets Forsiring. Saaledes kan jeg, som sagt, tænke mig, at den saakaldte Sveitser-Stil vil komme til at gaa som en Mode gjennem Bygderne, til Anerkjendelse af Architekternes Overlegenhed.
Det er et af de mangfoldige Fremskridt, som Nutiden kan glæde sig ved ogsaa i vort Norge, at vi have faaet imellem os en Klasse af Architekter, kunstnerisk uddannede Bygmestere, hvis Fag og hvis Ære det er at bygge Huse, som fortjene at tages til Model og Mønster alt Landet over, hensigtsmæssige hyggelige, vakkre. Men det er en naturlig Forventning, at den sande Bygmester vil bruge sin Kunst til at udvikle og forædle Landets tidligere og saa at sige naturlig opvoxede Bygnings-Skik, og derfor maa det ialfald vække Opmærksomhed, at den Træbygnings-Stil, som nu udgaar fra Architekternes Tegne-Bord, i visse Dele adskiller sig fra den gamle norske Maade og derfor, som anført, af Mængden sædvanlig betegnes Sveitser-Huse. Er det Architekternes Skyld, som ikke have givet større Agt paa den norske Bygnings-Skik? Eller er det saa, at denne i sig selv er for arm, saa altsaa en fremmed maa plantes ind?
Det faldefærdige Hus, som Fig. 48 fremstiller er den navngjetne Jutul-Stue paa Gaarden Uv i Rennebo, Ørkedalen, Throndhjems Stift.[73]
Ruiner af Stenbygninger, gamle Kirker og Borge, er man vant til at betragte med Interesse; faldefærdige Træhuse pleier man derimod ikke skjænke nogen velvillig Opmærksomhed. Men de Fleste, som have seet dette Hus, ville dog vist finde, at det var værd at se.
Selv saa jeg Huset i 1857. Dørene ere for længst borte af Hængslerne, Vinduernes Ruder og Karme forsvundne, Alt yderlig forfaldent og forstyrret. Og jeg hørte Sagnet om dem, som havde bygget Huset, Jutuler naturligvis, store og stærke, som bar Tømmeret hjem fra Skoven paa sine Skuldre – den ene af dem hed endda Dyre. Sagnets Skummelhed passede paa Husets Tilstand nu. Men mit Syn anstrængte sig for at skue igjennem Skummelheden op i hin fjerne Fortid, da Huset stod i sin rette Skik, som en gjæv Odelsbondes nybygde Hjem – jeg mener: for et halvt Tusinde Aar siden, før Sortedødens Tid.
Partiet om Døren er ret vel bevaret. Jeg fremstiller det i Fig. 49, efter en Tegning, som blev udført af paalidelig Haand i Aaret 1859.
Dette Snitværk har vel ikke det alderdomsagtige Præg som det, der smykker Fyndarstuen paa Raudland (Side 245); jeg indbilder mig, at han, som skar disse Dør-Stolper, havde nogle af Forsiringerne i Throndhjems Domkirke for Øie. Men deri ligne dog disse to gamle Stuer hinanden, at deres Tømmerbygning har saadan Træskjærings Prydelse. – Og se, hvor det svære Tømmer ogsaa ellers er fint og ømt behandlet, med Lister langs efter Stokkene og i Kanten af de aflange Ende-Flader – Noget, hvori vi gjenkjende et Træk ved Devegge-Stuen (Side 243).
Men for at kunne forklare for Læseren, hvorledes det kan være værd at betragte Tømmermands-Arbeidet paa et gammelt Hus, saa faar jeg fortælle et Sagn, jeg har hørt, et af de interessanteste vistnok af de mange Sagn om den Forfærdelse og Ødelæggelse, som Sortedøden bragte over Landet.
I Sundalen, ogsaa i Throndhjems Stift, er der en meget afsides liggende Fjelddal med et Par Gaarde, navnlig Svisdal og Havsaas. I 1859 var jeg paa Svisdal, og blandt meget Andet hørte jeg af de forstandige Folk her fortælle om et gammelt Hus paa Havsaas, som skulde have staaet fra Tiden før Sortedøden, og til Bevis herfor anførtes, at „det var tømret paa den Maade, som Folk brugte før Sortedøden.“ Dette forklaredes nærmere saa, at formedelst en egen Hugningsmaade vare Stokkerne fældte saa kunstig sammen i Hjørnerne (Naverne), „som om de vare flettede.“ Og dette, saa lød Forklaringen videre, skulde være en Kunst, som var gaaet i Forglemmelse efter Pesten, da saa mange af de bedste Tømmermænd pludselig vare bortdøde, og de faa Mennesker, som levede igjen, havde Møie nok med at faa besørget det Nødvendigste til deres daglige Livsophold og altsaa ikke kunde øve sig i kunstige Arbeider.
Jeg fik ikke selv se Huset paa Havsaas; men jeg kom strax til at forestille mig, at det vist var det Slags Tømring, som jeg havde beundret paa Jutul-Stuen, og som nu er fremstillet i Fig. 49. Og uden at give mig ud for nogen Sagkyndig, eller just fordi jeg ikke er det, slutter jeg heraf ligedan, som vist Bønderne paa Svisdal vilde have gjort, at nemlig Jutulstuen sandsynligvis er bygget før Sortedøden.
Historieskriveren og Oldforskeren Schøning, som saa Jutulstuen ved Aaret 1775, har ogsaa lagt Mærke til den omhyggelige Tømring og berømmer den ved at anføre det vakkre Træk, at næsten overalt var der ikke engang Rum til at stikke et tyndt Knivsblad ind mellem Stokkene, saa godt vare de sammenfældte.
Enfoldighed, men Tænksomhed og Omhu i Enfoldigheden – det er Husets Mærke, og det var vel ogsaa Huslivets og Folkelivets Mærke i de Dage, da Huset blev bygget.
Det mærkes paa Alt, at Stuen paa Uv har ligesom været beslægtet med eller vel endog Hel-Søster til de tre Are-Stuer, som paa Korterud og Devegge og Raudland i Christiania Stift have raget op fra en graa Fortid til nær ved eller ind i Nutiden, og som § 21 handlede om. Jutulstuen var da ogsaa oprindelig en Arestue. Dette synes mig utvivlsomt at fremgaa af Schønings rigtignok ikke aldeles klare Beskrivelse: „Stuen har tilforn været en Røgstue, hvori Gruen har staaet ei som nu i det ene Hjørne, ved Siden af Døren, men næsten midt frem paa Gulvet, og ved den nedre Side af den har været en Røgovn eller Badstuovn. I Stuen har tilforn ingen Vinduer været, men Lysningen kom gjennem Ljoren.“ Han slutter med at sige: „Det er og ilde, at nuværende Beboer af Gaarden har saa meget forkvaklet den gamle Bygning ved at indrette den efter nuværende Tiders Mode, da den ellers kunde have blevet en af de betydeligste Rariteter her i Landet.“[74]
Det oprindelige Ildsted, som stod „næsten midt frem paa Gulvet,“ maa have været en Are, og det maa især være denne, som Schøning sigter til, naar han af Stuens hele Indretning slutter, at Bygningen endog skulde være „Eldre end Olaf Kyrres Tider.“ Det skjønnes ogsaa, at det ikke kan have været saa længe før Schønings Tid, at Indretningen med Are blev ombyttet med Lys-Ovn.[75]
Mens Stuen havde Are, skal den, som Schøning dels efter Øiesyn, dels efter Sagn beskriver den, have havt saadan Indretning: langs Væggene Bænke af Stokke (ligesom i Korterud-Stuen, Side 240), i de to inderste Hjørner eller ved den Gavlvæg, som vender mod Døren (se Fig. 50) to Senge indfældte i Væggen, samt paa den samme Gavlvæg hængende i to Jernhager et Bord, som var beslaaet med Jernbaand med Ringe i, og som vær 8 Alen langt, men kun 4 Alen bredt og kun 1 Tomme tykt. Schøning hørte den Forklaring om dette Bord, at de Gamle skulde have brugt at tage det ned af Væggen, naar der skulde spises, og selv fandt han denne Indretning ganske rimelig paa Grund af det trange Rum i Stuen (omkring Aren). Dette stemmer jo paa det bedste med den Formodning, som jeg yttrede i Anledning af et ligedant Ringebord i Devegge-Stuen (Side 243). Af dette Slags Ringeborde veed man nok ikke om flere end disse to, og begge ere derhos forsvundne nu, saa vi kun formedelst Beskrivelser have faaet som et Glimt af dem og dermed af den tarvelige Hus-Skik i Oldtidens Stuer, maaske endog netop i de bedre Gaardes Gjæstebuds-Stuer (thi i en Dagligstue gjaldt det ikke saa meget om stort Rum, og her var det mere fornødent at have et fast Bord).
Jeg veed om en fordums Røgstue til her i det Indre af Bygderne søndenfor Throndhjems-Fjorden, nemlig paa Gaarden Øgdal i Soknedalen, denne høitliggende Tverdal til Gulelvens Dalføre og Nabobygd til Rennebo. Jeg saa Huset i 1857. Ligesom Stuen paa Uv er ogsaa denne forlængst omdannet til Lysovn-Stue; men Ljoren, som kun er tilspigret, stadfæster Sagnet om, at det har været en Røgstue. Husets Grundform er ganske som Jutulstuens, og vel staar det meget tilbage for denne i stadseligt og alderdomsagtigt Udseende; men ogsaa dette Hus udmærker sig dog ved særdeles dygtigt og (som Bønderne sagde mig, uden at jeg da ret begreb det) gammeldags Tømmer-Arbeide, og som Jutuler have bygget Uv-Stuen, saa pusle „Tusser“ i Øgdal-Stuen, og dette er kanske endog Grunden til, at den, skjønt den bærer sin Alder godt og med tilbørigt Tilsyn kunde gjort Tjeneste i lang Tid, nu har staaet ubeboet i flere Mands-Aldere.
Samme Aar 1857 besøgte jeg den 74-aarige Gubbe Jon Sagen, Kirkesanger i samme Soknedalens Sogn. Hans gode Hukommelse og livlige Fortælling og venlige, godmodige Væsen gjorde mig Besøget overmaade behageligt. Nu erfarer jeg, at han er død; men jeg vil mindes ham. – En af hans Fortællinger var denne: En svensk Krigsmand, hedte Mads Dalekarl, kom med sine Folk til Garli, Skydsskiftet paa Veien mellem Soknedalen og Rennebo, og vilde hvile her; men norske Tropper kom farende skogleides. og skjult paa den Maade, at de holdt Løvbuske foran sig, saa de ikke kunde skjelnes fra Skoven; de kom da uforvarende over Fienden, og en Soldat sprang op paa Taget af „Lørstuen,“ hvor Mads var, og skjød ham gjennem „Løren, (Ljoren). – Stuen var til endnu 1857, men ikke længer med „Lør-Tag,“ ombygget og brugt bare som et Raske-Hus, Redskabs-Skjul o. s. v. Men da Fortælleren var en Gut paa 5 Aar, var han med i et Bryllup paa Gaarden, og da saa han Lør-Stuen i dens oprindelige Skik, skjønt den allerede dengang havde ophørt at bruges som Stue.
Samme Jon Sagen kunde fremdeles mindes, at han som Gut havde hørt en gammel Kone paa Fossum i Soknedalen fortælle, at da hun som ung Pige blev gift hid, var der flere „Lørstuer“ i Naboskabet, og det i fuld Brug som Beboelses-Stuer. Ja, hun havde endog vidst at fortælle, at „Skjaa-Stong“ (den lange smekkre Stang, hvormed Skjaa’en eller Dækselet over Ljoren lettes af og paa) pleiede man faa fra en vis Strækning af Kjølen eller Aas-Marken, hvor der dengang voxede granne Furetræer, og som endnu den Dag idag blandt Bygdens Folk er bede under Navn af „Skjaa-Stong-Kjølen.“
Soknedalen er som sagt Nabobygd til Rennebo, men indenfor eller paa Østsiden; paa den anden Side, mere mod Vest, grændser Rennebo til Opdal, som ved Dovre-Fjeldets Gjærde skilles fra Gudbrandsdalen. Men her i Opdal er det ligesom i Soknedalen: Røgstue-Skikken ligger ikke længere tilbage i Tiden, end at der endnu gaar Sagn om den, som jeg hørte Gaardbruger Ingebret Sæter yttre. Ja, i Kapel-Sognet Lønsæt, noget afsides og udad mod Nordmør, mente han, at der vistnok maatte have været Røgstuer at se endnu ved Midten af forrige Aarhundrede.
Medens jeg i de modstødende Bygder af Christiania Stift, Gudbrandsdalen og Østerdalen, ikke har kunnet opspørge det fjerneste Sagn om Røgstuer paa Gaardene, finde vi altsaa denne Oldtids-Skik temmelig nær ind ved Nutiden i Nabobygderne strax nordenfor Fjeldet.
Da jeg leilighedsvis indsamlede disse Oplysninger om fordums Røgstuer eller Ljore-Stuer, tænkte jeg kun paa Røgstuer af det Slag med Røgovn i det ene Hjørne; jeg stod nemlig da i den Formening, at den urgamle Indretning med Are midt paa Gulvet var bleven afskaffet for mange Hundrede Aar siden, saa der ikke kunde være Tale om, at den i Mands Minde skulde have været at se paa Gaardene, og som Ildstedets Beskaffenhed aldrig blev nævnet af Bønderne (ikke engang af dem, som fulgte mig ind i Jutulstuen), saa faldt det mig ikke ind at spørge derom, da jeg, som sagt, antog som givet, at det maatte have været Røgovn.
Nu, da jeg blandt Andet har faaet hin Oplysning af Schøning om Jutulstuen i Rennebo, ser jeg den hele Sag anderledes og antager, at alle de øvrige gamle Stuer her i Egnen have lignet den, altsaa været Arestuer.
At denne Antagelse er sandsynlig, skal vel ogsaa fremgaa af det Følgende, hvor jeg kommer til mere omstændelig at handle om de to Slags Røgstuer. Men foreløbig maa jeg her omtale den Forskjel mellem det throndhjemske Indland, hvortil Soknedalen, Rennebo og Opdal hører, og de tilstødende throndhjemske Fjord-Distrikter, fra Throndhjems-Fjordens Munding til Romsdalen, at som Arestuen synes at have hersket hist, saa er det vist, at Røgovnstuen (hint andet Slags Røgstue) har hersket her – og det langt nærmere ind ved Nutiden, saa der endnu den Dag idag i Nordmør og Romsdalen staar adskillige Røgstuer af dette sidste Slag, i fuld beboet Stand.
Denne sandsynlige Forskjel mellem Bygnings-Skikken i Indlandet og i Fjord-Distriktet er saa meget mærkeligere, som det er den samme Grændse-Linie, der allerede i Oldtiden skilte mellem de saakaldte throndhjemske Fylker (Indlandet, det egentlige Throndhjem eller Throndelagen, der dannede som et Rige for sig selv, fra Opdal og Ørkedalen op mod Dovre til Indberred omkring Bunden af Thronhjems-Fjorden) samt Nordmøre-Fylke og Romsdals-Fylke (Havkanten eller de ydre Fjord-Distrikter).
Hvad jeg nu kalder den throndhjemske Stueform, er en Bygnings-Skik, som jeg tror er fremkommet og længe har hersket i hint Indland eller det gamle og egentlige Throndhjem. Deraf har jeg da taget Navnet. Og fra dette Strøg af tror jeg fremdeles, at den samme Stueform har udbredt sig til de andre Dele af Throndhjems Stift (hvis det ikke i Romsdalen er saa, at de nyere Huse mere slægte den akershusiske Stueform paa).
Jutul-Stuen paa Uv, Søster til de tre gamle Arestuer i Christiania Stift, er ligesom Oldemoder til den Slægt af Huse, som nu blomstrer i det Throndhjemske. Det kjendes paa Grundtegningen.
Fig. 50 fremstiller Jutulstuens Grundtegning efter nøiagtig Udmaaling. Vinduerne ere, som omtalt, en nyere Tilsætning, og deres Plads maa agtes for tilfældig; ligesaa er det med den Døraabning, som fra Forstuen fører ud igjennem Gavlvæggen; den førte nok engang ud til en Svalgang, som forbandt Huset med en Bibygning, der siden er taget bort.
Hovedsagen ved Grundplanen er dette, at Husets langagtige Firkant er ved en indre Gavlvæg afdelt i en stor Stue og et lidet Side-Rum, og at dette ogsaa er afdelt i en (halv) Kleve og en Forstue, saa Hoved-Indgangs-Døren ikke kommer til at staa paa selve Stuens Væg, men først fører ind i Forstuen, hvorfra man kommer ind i Stuen gjennem den indre Gavlvæg.[76]
Men Fig. 51 fremstiller den throndhjemske Stueform saaledes, som jeg havde opfattet den, før jeg saa Jutulstuen, nemlig ved at agte paa de nu brugelige Stuebygninger i Gul- og Ørkedalens Dalfører samt i Indherred.
Ligheden med Jutul-Stuen, denne gamle Arestue, er jo iøinefaldende.
Sammenlignes derhos Fig. 51 med Fig. 44, saa sees, at den throndhjemske Stueform svarer til den, som i de akershusiske Bygder maatte fremstilles som Undtagelse fra Regelen der. Men det vil erindres, at til denne Undtagelses-Form svarede fremdeles de to gamle Arestuer i Christiania Stift, hvis Form var bekjendt, saa det kunde yttres som en Formodning, at hvad der nu for Tiden var Undtagelse, det havde netop været det Almindelige i hin Fortid, da Arestuens Skik endnu herskede (Side 246).
Jeg sammenfatter Alt i en Sum, idet jeg yttrer denne Mening om, hvorledes den akershusiske og den throndhjemske Stueform er bleven til.
Oprindelig brugtes Arestuer af ens Bygning og Indretning baade sønden- og nordenfor Dovre, og paa begge Steder ere i en senere Tid disse Stuer ombyttede med Lysovn-Stuer; men dette er skeet paa forskjellig Maade: i de akershusiske Bygder blev med det samme (paa Undtagelser nær) selve Husformen forandret, saaledes nemlig, at Hoved-Indgangsdøren, som før havde ført ind gjennnem en Forstue, nu kom til at staa paa selve Stuens Langvæg (Fig. 40) – i de throndhjemske Bygder derimod blev den gamle Husform beholdt uforandret, saa Døren forblev staaende paa Forstue-Væggen (Fig. 51).[77]
Det er ganske mærkværdigt, hvor jevnt den throndhjemske Stueforms Skik hersker ialfald i Gul- og Ørkedalen samt Opdal. I dette Strøg har jeg havt Anledning til at se mig om i de fleste Bygder. I Opdal har jeg seet to Vinterstuer med Indgangsdøren paa akershusisk Vis (se Side 233, Anm.), og ligesaa en ringe Sommerstue i Holtaalens Sogn i Guldalen; men paa disse Undtagelser nær har mit Øie nok ikke seet nogen almindelig Bondegaard eller skikkelig Husmandsplads, uden at Stuebygningen, eller ialfald hvad man kunde kalde Hoveddelen eller Kjernen af den, svarede til Fig. 51, enten uforandret eller med let kjendelige Tillæmpninger. Der er vistnok en og anden Husmandsstue, hvor der ikke har været Raad til at følge Skikken, og omvendt er det Tilfælde paa nogle Præstegaarde (ikke alle) og paa enkelte andre „Storingers“ Gaarde, helst nær Throndhjems By, at Stuebygningerne staa ligesom udenfor Bygde-Skikken; men det Slags Undtagelser kunne billigvis sættes ud af Betragtning. I Indherred er jeg mindre kjendt personlig; men det Lidet, jeg har seet der, i Forbindelse med Oplysninger, jeg fik af kjendte Mænd, synes mig at godtgjøre, at Fig. 51 ialfald har været den herskende Form og trods adskillige Forandringer i senere Tider endnu ligesom ligger til Grund for de fleste Stuebygninger.
I Fig. 51 har jeg antydet Bohavets Plads. Høisædet med Krogskabet sees skraa over for Ildstedet ganske som i Fig. 3 eller 29; alle de andre Gjenstande findes ogsaa hver paa sin Plads, ganske efter den akershusiske Maade. Kun har jeg ikke paa Tegningen antydet Fremskabet. Efter nogle Exempler fra Holtaalen, Soknedalen og Meldalen tror jeg nok, at Fremskabet for et Par Menneskealdere siden baade har seet ligedan ud og har staaet paa samme Plads som i de akershusiske Bygder; men baade er Skabets Form nu meget forandret, og almindelig har det nok faaet en anden Plads nu, endog i et andet Værelse (i Nystuen).
Det er altsaa at mærke, at den throndhjemske og akershusiske Stueform, der begge ere at betragte som Arter af Lysovn-Stuens Klasse, skille sig ad formedelst selve Husformen, men ligne hinanden meget og have lignet hinanden endnu mere i Henseende til Indretningen inde i selve Stuen. (Her er naturligvis seet bort fra de Tilfælde, mest i nogle af Indherreds Bygder, hvor Lysovn og Høisæde og det hele Tilbehør i senere Tider er ombyttet med Kakkelovn, Sofa og andet nymodens Bohave).
Det mest Gammeldags, jeg har seet af Træbygninger i Throndhjem, er næst de omtalte Røgstuer nogle Stuebygninger i Opdal, som udmærke sig ved den saakaldte Opstugu. Tegningen Fig. 52 faar give en Forestilling om dem.
Grundplanen er ganske ligedan som i Fig. 51. Opstugu (Op-Stue, Overværelse), kaldes det lille Loft, som staar over Forstuen og Kleven.[78] Trappen staar i Forstuen; den fører op paa en liden Gang paa Loftet, og fra den kommer man ind paa et Klæde- eller Senge-Loft, som er lige over den lille Kleve.
Man vil se, at denne Opstugu svarer til det gudbrandsdalske Ramloft, kun at Trappen staar ikke udvendig, men i Forstuen, hvisaarsag igjen Opstugu maatte afdeles i en Gang og selve Loftet.
Denne Indretning sees nu kun paa ældre Huse, mest paa Smaagaarde og Husmandspladse. Paa større Gaarde veed jeg kun at have seet den paa Skydsskifterne Drivstuen og Rise. Den er gaaet af Mode og holder paa at forsvinde. Men den har været meget udbredt i ældre Tider, som gamle Folk have forklaret mig, og det alt til Grændserne mod Sundalen og Todalen i Nordmør. Men udenfor Opdals Grændser har jeg hverken seet eller hørt til Opstugu.
Men lægge vi Opstugu og Ramloft sammen, som kun lidet forskjellige Former af den taarnagtige Forhøining, der tjener til at give Stuehuset Anseelse, saa have vi altsaa gjort Bekjendtskab med en eiendommelig Bygnings-Stik, hvis forsvindende Spor kan forfølges alt fra Grændsen mod Nordmør til Hedemarken og Solør (§ 10). Og hertil har sluttet sig den beslægtede Skik med Barfrø-Taarnet foran den østerdalske Stue, som der ogsaa netop er Levninger af (§ 17). Det er, som om disse Levninger have dryet og dryet, at dog kanske Opmærksomheden maatte vorde henledet paa hine Fortidens Skikkelser, at de ikke saa ganske skulde begraves i Forglemmelse.
Et endnu vil jeg tillade mig at henlede Opmærksomheden paa. Af Tegningen vil man kanske skjønne, at Forstuevæggen, hvor Døren staar, er et Panel med Sprinkelværk og Lysaabninger. Jeg har vel seet Opstugu-Bygninger, hvor denne Væg er af Tømmer; men den Maade med Panel synes at have været almindeligst, og den gjenfindes paa store vakkre Bygninger, som ere opførte efter Opstugu-Tiden men dog noget gamle. Og netop paa saadanne Bygninger har jeg seet denne Panelvæg smykket med overmaade vakkert Træskjærings-Arbeide af den gudbrandsdalske Krølle-Skurd. Ja, fra Opdal har denne Forsirings- Skik naaet ned til Sundalen, hvor jeg har seet dens Prydelser paa et Par Gaarde. Jeg skulde meget ønske, at jeg havde kunnet levere en Afbildning deraf.[79]
Og det er underligt at lægge Mærke til, hvorledes det gjerne gaar: en Skik kan tilsyneladende forsvinde ganske, og dog kan det være, at den har vidst at forplante sig, kun i noget forandrede Former eller saakaldte Overgangs-Former. Om nogle Aar skal der maaske ikke være noget Hus igjen med hin vakkre halvaabne Panelvæg for Forstuen, og Folk i Opdal selv skulle da vel ikke tænke sig andet, end at den Skik er forsvunden; men jeg tror, at den egne Maade, hvorpaa Forstuen er indrettet paa Præstegaarden og i Ingebret Sæters Hus, maa være en bevidst eller ubevidst Efterligning og Tillæmpning af hin Skik.
Den Bygning, som vi maa tænke os som Grundform for den throndhjemske Stue og svarende til Grundplanen Fig. 51, er hvad den throndhjemske Bonde kalder Laag-Stugu (laag d. e. lav), en Bygning paa kun et Stokværk, paa godt Tømmerarbeide nær ganske tarvelig udstyret, derfor kun med et Vindue, nær Høisædes-Pladsen.[80]
Men nu bygges der mere i Høiden. Laagstuen er bleven til Loft-Stue, med øvre Stokværk.
En Bonde paa 60 Aar i Holtaalens Sogn kunde mindes den Tid, da der i hele Sognet ikke var mere end en Loft-Stue. Nu derimod er der Loft-Stuer overalt undtagen paa smaa og fattige Rum.
Den gamle Jon Sagen, hvis Fortællinger jeg allerede før har paaberaabt mig, fortalte ligeledes, at i hans første Tid var der kun faa Loftstuer i Soknedalen, medens der nu heller er faa Laagstuer.
Længer ude mod Throndhjems By – det fremgik ogsaa af disse Mænds Fortællinger – var den nye Maade med Loftstuer, indført tidligere, og derfra var det, at den kom til de øvre Bygder.
Jeg har ingen Tanke om, hvor gammel den Skik med øvre Stokværk monne være i Indherred. Her lader det før Resten til, at Alt er langt mere fremskredet end i søndre Throndhjems Dalbygder, og paa en Gaard paa Ytterøen saa jeg i nogen Frastand en Stuebygning paa hele tre Stokværk. Det lod dog ikke til, at den havde fundet Efterligning, og den er ialfald den eneste Stuebygning paa tre Stokværk, som jeg veed om i Landsbygden fra ny eller gammel Tid.[81]
Det Første er, at der føies en Nystue til Huset, saaledes som i Fig. 53. Det er Husets Høitids-Stue.
Meget almindeligt er der ogsaa tilbygget et Lang-Kammer
i den anden Ende af Huset, ved Siden af 
Fig. 53. Stue med Nystue.
Dagligstuen, som i Fig. 54. Det tjener gjerne til Seng-Kammer.
Denne Maade med Lang-Kammer blev saa yndet, at man syntes det kunde være snildt at have et Nystue-Langkammer ogsaa, til et stadseligt Sengeværelse, saaledes som Fig. 55 giver Forestilling om. Saa langt er ogsaa Huset blevet paa nogle af de større Gaarde ialfald i Guldalen.
Naar nu en Bonde i nogle Aar har boet i et saadant Hus, saa kan det være, at han allerede er betænkt paa at indrette en Føderaadsbolig for sin Alderdom, og dette kan han gjøre paa den Maade, at han til Fig. 54 eller 55 i samme Længde føier f. Ex. Fig. 51 – et meget langt Hus altsaa, med to Indgangsdøre. I Soknedalen og Horrig har jeg seet Prøver af det Slag.
Sammen med denne Husets Væxt sees bedre og bedre Udstyring med Vinduer, som Tegningerne antyde, saa Værelserne tilsidst ere blevne gjennemsigtige, med Vinduer til begge Sider.
Og det er en Regel, at disse lange Huse bestaa af to Stokværk, med samme Rad af Vinduer og Værelser oppe som nede. I saadanne store Huse, som f. Ex. Melhus Sogn er jevnt besat med, er der altsaa meget Rum og mange Værelser.
Svend Stavne, aldrende Bonde i Rennebo, kunde mindes, hvorledes hans Gaard var bebygget i hans Bedstefaders Tid: der var saa mange særskilte Huse, at de dannede Stuegard og Nautgard saaledes som i Dalsbygden i gamle Dage (Side 232); selve Stuen lignede Jutul-Stuen paa Nabogaarden Uv i Henseende til Tømring; og det var da kun en Laagstue med saadanne faa Rum som Jutulstuen, altsaa uden Nystue; men et af de mange særskilte Huse var en for Gjæster indrettet „Sengestue.“
Skydsskafferens Stuebygning paa Rise i Opdal, et temmelig gammelt Hus, viser et tydeligt Exempel paa en Nystue, som egentlig er bygget som et særskilt Hus, lig hin Senge-Stue, men som staar tæt hen til det egentlige Hus og under samme Tag, altsaa næsten ligesom i Fig. 53.
Her er altsaa Spor af, at den Skik med Nystue har afløst en ældre Skik med en særskilt Bibygning til et lignende Brug, ligesom i Gudbrandsdalen (§ 15).
Istedet for at man i de øvre Bygder af Guldalen og Ørkedalen endnu bruger den ene Stue til baade Dagligværelse og Sovekammer og Kjøkken, har man i Naboskabet omkring Throndhjems By og vel endnu mere i Indherred indrettet særskilte Værelser for det mangfoldige Brug.
En Maade er nu den at bygge Kleven noget større og saa tage den til Sovekammer og Opholdsværelse for Husbonden selv, medens den gamle Stue bliver Kjøkken og Folkestue.
En anden og vel hyppigere Maade er den at ombytte Stuens Lysovn med Kakkelovn og have Dagligstuen her samt indrette Kjøkken enten i Langkammeret eller i Kleven. Bygges Huset af Nyt, saa maa Kleven ogsaa i dette Tilfælde gjøres større, og der maa desuden hugges Hul paa Væggen for at skaffe en Bagdør til Kjøkkenet.
En Tillempning af den oprindelige Form erindrer jeg f. Ex. fra Indherred, saadan omtrent som Fig. 56 fremstiller den.
1, Forstue, 2, Stue (med Kakkelovn og nymodens Møbler), 3, Kjøkken (svarende til Kleven) med Skorsten og Bagdør, 4, „Sengestue“ (som jeg i det Hus hørte den benævne, svarende til Nystuen), 5, afpanelet Kammer.
I Ørkedalens Præstegjeld lagde jeg Mærke til en lignende Udvidelse af Kleven for at faa et Kammer mere istedetfor Langkammer, altsaa en Udvidelse i Midten af Huset istedetfor Tilbygning i Enden; Fig. 57 viser en Prøve.
Saaledes en stor Mangfoldighed af nyere Former, mere eller mindre afvigende, men dog tydelig pegende tilbage til den i Fig. 51 angivne Grundform.
Den Maade, som i Egnen om Christiania har givet Anledning til, at den gamle Grundform saa at sige er gaaet under, nemlig istedetfor de engang saa yndede Huse paa to Stokværk at bygge Huse i „enkelt Høide,“ men med „dobbelt Bredde,“ har jeg ialfald ikke seet noget Tegn til i Gulelvens og Ørkeelvens lange Dalfører; ja, denne nye og vistnok hensigtsmæssige Maade vil her finde en Hindring i Folkets tilvante Smag: medens jeg i Huse som Fig. 55, gjennemsigtige, som jeg kalder dem, savnede en lun og dunkel Krogs Hygge, kunde de gode Thrøndere ikke begribe, hvorledes jeg for Alvor kunde foretrække Huse af den søndenfjeldske Art, hvor man sjelden eller aldrig ser Vinduer paa to modstaaende Vægge.
Dersom det er saa, som jeg imidlertid kun har en ganske løs Formodning om, at den throndhjemske Stueform holder paa at udbrede sig over Nordlandene og Finmarken, saa er jo det et godt Exempel til at vise, at det har sin Interesse at kjende de forskjellige Stueformer i Landet.
I Overhalvden, Hovedbygden i Namdalen, strax nordenfor Indherred, maa Bygnings-Skikken ifølge Beskrivelser, som jeg har hørt af en kjendt Mand, være en vistnok temmelig vidt fremskreden og derfor noget forskjelligartet, men dog endnu kjendelig Udvikling af den throndhjemske Stueform.[82]
Men da jeg ikke selv har havt Leilighed til at iagttage Bygnings-Skikken nordenfor Throndhjems-Fjorden, saa standser nærværende Afhandlings Undersøgelse ved denne Nordgrændse.
Fra Throndhjems-Fjordens Munding af mod Syd, samt i Vest for de oftnævnte Bygder Ørkedalen og Opdal ligge først et Par Bygder af Fosens Fogderi, dernæst nedad mod Romsdals-Fjorden det mange-grenede Fjord-Distrikt, som danner Nordmøre Fogderi – et Strøg, som endnu den Dag idag har Levninger af den særegne Bygnings-Skik, hvormed det i lange Tider, som det synes, har adskilt sig fra det tilgrændsende Indland. Allerede i § 24 blev det foreløbig sagt, at det er Røgovnstuen, som har hersket her, og selv paa nærværende Sted kan Talen om den kun blive foreløbig, da jeg først i nogle følgende Paragrafer kommer til at handle særskilt og omstændeligt om denne gamle Bygnings-Stik.
Hvad her skulde omtales, det er, at den beskrevne throndhjemske Stueform i senere Tider har holdt paa at udbrede sig i dette Strøg, idet de gamle Røgstuer saa at sige Gaard for Gaard have veget Pladsen for Huse af hin Form, saa der nu for Tiden kun staar nogle faa igjen.
Min Opfattelse er denne: i det throndhjemske Indland er det ogsaa skeet Gaard for Gaard, at Røgstuer af ældgammel Skik have veget Pladsen for Lysovn-Stuer af den beskrevne Form og Indretning; men dels var Røgstuen i Indlandet efter Sandsynlighed af en anden Art end i Fjord-Distriktet (hist Arestue, her Røgovnstue), dels er Forandringen i Indlandet aabenbart foregaaet langt tidligere, idet Lysovn-Stuen var indført rimeligvis overalt f. Ex. ved Aarene 1773–1775, da Schøning reiste her og besaa Bygd for Bygd, medens han paa enkelte Undtagelser nær fandt, at Røgstuen endnu ved den Tid var den herskende Hus-Skik i Fjord-Distriktet.
Paa saadanne Grunde siger jeg altsaa, at den throndhjemske Stueform er opkommet i Indlandet, og at den derfra har udbredt sig, ja fremdeles holder paa at udbrede sig til Fjord-Distriktet.
Det er dog især inde i Fjordene og i de derfra opgaaede smaa Dale, at man nu finder Huse af Indlandets Art. Ude mod Havet lader det til, at Tingenes Gang har været anderledes: her forsvandt Røgstuen kanske allerførst, men dels stod Folket lidet i Forbindelse med Indlandets Bygder, og dels gjorde Mangelen paa Brænde og Bygnings-Tømmer, at det var vanskeligt at følge Indlandets Skik.
En Hoved-Bygd i Fjord-Distriktet er Surendalen. Den staar i Samfærdsel med Ørkedalens nedre Bygder, og fra disse er troligvis den Bygnings-Skik kommen, som nu har fortrængt den ældre saaledes, at medens Schøning i 1773 fandt Røgstuen „endnu meget i Brug,“[83] saa hørte jeg sige i 1859, at der kun skulde være to Røgstuer igjen.
Det er endogsaa troligt, at den Udvikling af den throndhjemske Stueform, som jeg fandt paa nogle Gaarde her, er opkommen i Ørkedalen. Til Sammenligning med Fig. 57, der netop er hentet fra Orkedalens Præstegjeld, kan jeg saaledes fra Surendalen fremstille Fig. 58, med saadan Indretning:
den af Langbordet samt Høisædes-Skab inderst i Hjørnet, med Seng lige over for Høisædet, med Lysovn samt endda ved Siden af den en Kogovn; 3, Kammers (et nyt Navn, svarende til det gamle Kleve eller Kove, i Surendalen: „Kave;“ naar dette Rum indrettes til Sovekammer paa en noget finere Maade, med nymodens Møbler o. s. v., bliver det kaldt med det fremmede Navn); 4, et Kjøkken, med Dør fra Forstuen, til Bagning o. s. v. samt til almindelig Kogning om Sommeren, da der om Vinteren koges i Stuen; 5, Nystue, og 6, en afpanelet „Matstue,“ som staar i Forbindelse med Kjøkkenet.
Fra Surendalen, som et Midtpunkt for disse Fjord-Bygders Kultur og Sæder, tror jeg, at den throndhjemske Stueform, i mere og mindre udviklet Skikkelse, har udbredt sig videre til Nabobygderne, vel alt til Sundalen, som ellers ogsaa i denne Retning har været paavirket fra Nabobygden Opdal. Huse, for hvilke en Form som Fig. 58 eller 57 synes at have været Model, men som man neppe nok skal finde i Opdal, har jeg i Sundalen seet f. Ex hos Erik Gjøra; men paa Nabogaarden Nisja har jeg seet en Bygning, som saa at sige nedstammer fra den opdalske Slægt af Huse (Side 279).
Fra samme Erik Gjøra’s Hus, øverst oppe i Sundasen, meddeler jeg i Fig. 59[84] en Tegning af Nystuens indre Væg. De fem Feldter mellem Søilerne ere lysbrune; Fodpanelet, Søilerne og Karnissen er malede med hvidgraa Perlefarve; Søilernes Længde-Lister og øverste fremstaaende Kant ere forgyldte; Blomster-Borden paa Karnissen har Væggens Farve, ligesaa hveranden af Loftets Ruder; Gulvet er malet med Træ-Farve, men med en mørkbrun Bord.
Panelede Vægge med saadan Søile-Forsiring har jeg seet paa mangfoldige af Guldalens og Ørkedalens Gaarde; det er en vidt udbredt throndhjemsk Mode; det svæver mig ogsaa for, som at jeg paa flere Steder har seet disse forgyldte Lister. – Den afbildede Stue er dog vel udstyret med mere end almindelig Omhu; men det var ogsaa en af Gaardens egne Sønner, som netop havde udstaaet sin Lære i Throndhjem, og nu gjorde sit Mesterstykke hjemme i Faderens Stue. Det er vel en 2 eller 3 Aar siden; i den efterfølgende Tid har han været fuldt optaget med lignende Arbeider paa andre af Fødebygdens Gaarde.
Det forekommer mig yderst interessant at betragte en saadan Stuevæg – med Tanke om de Røgstuer, som endnu i Mands Minde stod paa disse samme Gaarde. Det er ikke netop Guldlisterne, som stikke mig saa i Øinene, min dette, at man gjerne vil og derhos har Evne til at have det pent og pynteligt i sine Huse. Det er en stor og glædelig Forandring vidnende ikke alene om den mangehaande Bistand og Lettelse, som den almindelige Kultur-Tilstand i Landet i vore Dage har at byde, men ogsaa om den Forstandighed og Vinskibelighed og Fremskridts-Aand, som vore Almuer lægge for Dagen, og som jeg netop i Bonden Erik Gjøra fandt et udmærket og hæderligt Exempel paa.
Jeg maa bede Læseren endnu engang betragte Fig. 58: der er en Afvigelse deri fra alle de Tegninger af samme Slag, som jeg hidtil har meddelt fra throndhjemske eller akershusiske Bygder, nemlig, at Høisædet har sin Plads ikke skraa over for Ildstedet, men jevnsides med dette eller ved samme Væg.
Paa et enkelt Strøg nær, som jeg omtalte Side 239, er det som en ufravigelig Lov, at Høisædet staar skraa over for Ildstedet – Hus for Hus og Bygd for Bygd, saa vidt den akershusiske og den throndhjemske Stueform hersker, indtil man kommer til Nordmør. Her er der lige modsat neppe et Hus, af dem, som have Høisæde, uden at dette saar som i Fig. 58.
Denne Egenhed her i Nordmør er at betragte som en Levning af og en Mindelse om den fordums Røgstue. De Røgstuer, som endnu ere til her, vidne derom, og gamle Mænds Erindring stadfæster det.
Den nordmørske Røgstue havde – som det siden skal sees – meget tilfælles med den throndhjemske Stue i dens oprindelige Simpelhed (Fig. 51) – kun at Ildstedet var Røgovn og Høisædet stod jevnsides med dette. Blev Røgovnen taget ud og en Lysovn sat istedet, saa var det en Skue af Throndhjems Art, selv om Høisædet blev urørt. Og saa lod man det da være urørt.[85]
Jeg tænker, det kan være gaaet andre Reisende som mig, naar de paa Touren fra Christiania til Throndhjem tre dragne gjennem Gudbrandsdalen og have naaet frem til Støren eller Melhus: man ledes ind i Sammenligninger, men kan ligesom ikke komme til Endskab med dem: der er saa ligt paa Gaards-Pladsene og i Stuerne, men der er saa uligt ogsaa, saa man veed ikke, hvad man skal kalde det; der er som et Gjækkeri i dette bestandige Spil af Lighed og Ulighed – man faar ikke rigtig Tag i det.
Lidt efter lidt er jeg kommen til at tænke mig, at det ialfald for en Del har sig saaledes:
Af flere Tegn synes jeg at skjønne, at i Fortiden vare Husene mere omgivne og indelukte af Svalgange end selv i vore meget gammeldags Bygder nu. Men nu have vi lagt Mærke til, at den ægte akershusiske Stue har Indgangsdøren paa selve Stuevæggen (Fig. 40). Deraf fulgte, at Svalgangen langs med Forsiden af Huset maatte beholdes i det Længste, til Ly for Døren. Men heraf fulgte atter, at da det – uvist for hvor mange Aarhundreder siden – kom i Brug at have Vinduer med Glasruder, saa kunde de ikke sættes i denne Væg, Langvæggen, men fik sin Plads i Gavlvæggen (Fig. 2 og 3). Ligedan blev det i Nystuen (Fig. 32). Men naar der nu var Vinduer i begge Ende-Vægge, saa kunde Huset ikke voxe mere i Længden. Fremdeles, siden man nu engang havde Svalgang eller ialfald Stue-Sval, saa blev Trappen til Loftet sat her, altsaa i Grunden udvendig paa Huset, og dermed fulgte da nødvendigvis den hele Indretning med Loft-Sval, som med sine Glugger eller Traleværk kunde bidrage saa særdeles meget til at gjøre Husets Udseende afvexlende, livligt og muntert (Fig. 20).
Nordenfor Dovre anderledes. Vel skal Jutulstuen i Rennebo ogsaa havt Svalgange, ligsaa skal det have været med et noget gammelt Hus, som jeg hørte omtale paa Ytterøen i Indherred. Men selv mindes jeg ikke at have seet nogen Bygning af den throndhjemske Stueform med Svalgang. Denne Indretning har rimeligvis været almindelig ogsaa her, men er sløifet. Og den kunde saa ganske sløifes af den Grund, at her er Indgangsdørens Plads anderledes, og her er en Forstue, som gjør det lunt om Stuedøren (Fig. 51). Men naar der ikke længer var Svalgang, som skyggede, saa var der Intet iveien for, at Stuen kunde faa sine Vinduer paa Langvæggen; men derved blev Gavlvæggen fri, saa der fremdeles ikke var Noget iveien for at bygge et Værelse til for Enden af Huset (Fig. 54). Ligesaa for den anden Ende, ved Ny-Stuen (Fig. 55). Huset kunde altsaa udvides med saa mange Værelser, som man ønskede. Men et saadant langt Hus, med denne Række af Værelser og Vinduer, ligedan i øvre og nedre Stokværk, er saa overmaade ensformigt at se til.
Ja, Ensformighed bliver vel Mærket for den throndhjemske Bygnings-Skik ogsaa da, naar vi ikke blot se hen til det enkelte Hus, som er opført i dens Stil, men til Gaardenes og Bygdernes Bebyggelse i det Hele.
Netop den paaviste Række af Omstændigheder (det begyndte med Indgangsdørens Plads), som saa at sige satte Grændse for den akershusiske Stuebygnings Væxt i Længden, havde yderligere til Følge, at naar man vilde have en større Bekvemmelighed, saa maatte man enten som i Gudbrandsdalen beholde den gamle og uregelmæssige Klynge af Bygninger (Fig. 18, 19 og 20) eller som i Østerdalen opføre nymodens Gjæstebygninger (Side 225), eller ogsaa maatte man finde paa alskens nye Husformer, lige fra den uregelmæssige Tilbygning af et gudbrandsdalsk Bagkammer (Fig. 30) eller de underlig sammensatte jarlsbergske Huse (Fig. 44 og 45) til de endeløst mange Forsøg paa at samle en tilstrækkelig Mængde af Værelser under et Tag i de nymodens Huse paa enkelt Høide, men dobbelt Bredde (Fig. 47). Men formedelst alt dette er der fremkommet store Forskjelligheder i de enkelte større akershusiske Dalfører og Bygdelag saa Mange nu vel endog ville have vanskeligt for at sætte sig ind i, at der var en Tid, da ogsaa her var ligt og ensformigt overalt, da nemlig den akershusiske Stueform, for et Hundrede Aar siden eller halvandet, herskede i sin Simpelhed, ens i Jarlsberg og Østerdalen o. s. v.
Anderledes i de throndhjemske Bygder, hvor det formedelst en Række af modsatte Omstændigheder faldt let at forlænge Stuebygningen, indtil man fik det ønskede Antal af Værelser: her kunde man mere undvære saadanne Bibygninber som Sengebod eller Sengestue, saa altsaa den gamle Husklynge blev mindre mangfoldig og uregelmæssig, og hed kunde man mere hjælpe sig med den engang herskende Husform, som derfor endnu den Dag idag – kun med visse Udvidelser og Tillæmpninger – gjentager sig Bygd for Bygd, næsten ens overalt.
Dersom der stod to gamle og simple Stuebygninger af den akershusiske og throndhjemske Form ved Siden af hinanden, saa vilde man have Møie med at opdage Uligheden, som næsten kun vilde bestaa deri, at Indgangsdøren har en forskjellig Plads. Men fra dette Punkt af har der, efterhaanden som Bygningsvæsenet udviklede sig mere og mere, tillige udviklet sig en større og større Forskjellighed, og Charakteren er bleven en vis Ensartethed og Ensformighed nordenfor Dovre, og forholdsvis større Afvexling søndenfor.
Allerede i § 20 fremhævede jeg Indgangsdørens Plads som Kjendingsmærket for den akershusiske Stueform, disse tvende Arter af Lysovnstuens Slægt. Og nu har jeg peget paa det Spil af Lighed og Ulighed, som altid kommer tilsyne, naar man sammenligner tvende Arter af en og samme Slægt.
(Fortsættes.)
Anm. Bygd for Bygd skulde jeg ønske at faa meddelt Tillæg og Rettelser for nærværende Afhandling og jeg vil være erkjendtlig for ethvert Bidrag hertil, om det tilsyneladende er noksaa ubetydeligt.
- ↑ Naar vi se, at Gaardens Tjenere og voxne Børn endnu paa mange Steder, ja i flere Bygder ganske almindelig om Vinteren ty til det lune Fjøs som deres Soverum, saa maa vi vist antage, at dette har været brugeligt i Fortiden ogsaa, og det vel mere end nu. Og det kunde da se ud, som at der i gamle Dage ikke var saa bestemt Forskjel paa Udhuse og Indhuse. Men med alt dette var det dog i Stuen, at Familien egentlig boede: her sad Husbonden sammen med sit Husfolk, her nød man sine Maaltider, her vederkvægede man sig ved Arnens Ild.
- ↑ Dersom der pleier være Svalgang om Loftet kun paa tre Sider, og dersom den fjerde pleier være den, som vender mod Nord, saa vil den fremsatte Mening derved bestyrkes.
- ↑ Nogen vil maaske snarest gjætte paa, at Hensigten med Svalgangens Panel-Vægge var at holde Regnen fra Tømmervæggene og dermed bevare disse for Forraadnelse, ligesom den nu brugelige Bordklædning. Men man maa erindre, at i Oldtiden, da Skikken blev til, var der god Tid paa Tømmer, medens man derimod havde stor Møie med at skaffe Planker til en Panelvæg, saasom man i Mangel af Sag maatte telje dem til med Øxen. Desuden, at holde Regnen borte fra Væggen maatte være vel saa vigtigt for Stuebygningens Vedkommende, men jeg ser ikke den saa meget omgivet med Sval som Boden.
- ↑ Olaf den Helliges Saga, Kap. 125 (Aall’s Overs.)
- ↑ Efter at dette var skrevet, har jeg (i Steenblochs Skrift om de gamle Skandinavers Vaanings-Huse, trykt i 1814) truffet til at se et Exempel paa Indretningen i Saga-Tiden, som ganske godt bestyrker min Forestilling derom, og som mangen Husmand og Smaabonde har godt for at kjende igjen den Dag idag. Det er hentet fra Halvards Saga, hvor der blandt Andet fortælles om en Mand paa Island, som hed Atle, og engang havde nogle Gjæster at beværte: „Atle havde et stort Ute-Bur (noget ude fra de andre Huse), hvori var alle Slags Gods: der var store Kister, og allehaande slagtet Kvæg, tør Fisk og Oste, og alt, hvad man behøvede. Han havde der gjort sin Seng, og der laa han og hans Kone hver Nat (vel kun om Sommeren). Atle redede Buret og gjorde der Senge for sine Gjæster og ophængte der deres Vaaben, og var der tillavet paa det Bedste.“
- ↑ I den senere Tid er der dog bygget adskillige Boder uden Spor af Svalgang, med Lofts-Trappen indvendig. Men dem er der ikke taget Hensyn til i nærværende Oversigt, hvor der er seet hen til Fortiden.
- ↑ Fig. 10 og 11 er taget efter Tegninger, som tilhøre Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring.
- ↑ Den mærkelige gamle Bygning paa Finne i Voss, som jeg kommer til at beskrive nedenfor, er bygget netop paa, at nedre Stokværk bestaar af to adskilte Boder, med en smal Gang imellem. – Men en Sengebod af denne Form sees nok aldrig at staa paa Stolper, men tvertimod saa en tæt Grundmur, saa der, som der strax skal sees Exempel paa, kan være en god og lun Ølkjelder under Gulvet.
- ↑ Efter Tegninger i Oldtids-Selskabets Samlinger.
- ↑ Denne gamle Tegning og Beskrivelse har Kapt. Munthe i 1837 meddelt i Urda, I, 389.
- ↑ Se Anm. til Side 176.
- ↑ Selv kjender jeg Huset kun af Nicolaysens Beskrivelse i „Fortegnelse over Norges Levninger af Kunst og Haandværk fra Middelalderen,“ 1855, Side 71, samt af Afbildninger, som Oldtids-Selskabet har udgivet i Aarsberetn. for 1854. Dersom Folkevennen engang kunde formaa en kyndig Mand til at give en Beskrivelse over Stavekirkerne, disse interessante Levninger fra Norges Middel-Alder, saa kunde der vel være Raad til at faa Huset paa Finne afbildet med det samme.
- ↑ Nicolaysen har opregnet dem i sit oftnævnte Skrift og der anført de ældre Beskrivelser, som haves om dem.
- ↑ Denne Afhandling er trykt i Langes Tidsskrift, ste Aargang (1847), Side 305–322. For lidt efter lidt at faa angivet saa vidt muligt alle Skrifter, som handle om den norske Bygnings-Skik, skal jeg med det samme anføre, at i samme Langes Tidsskrift, 3die Aarg. (1849), Side 303–311, har Nicolaysen skrevet nogle „Bemærkninger“ til Prof. Keysers Fremstilling.
- ↑ Endnu den Dag idag skal det være saa omkring Throndhjems-Fjorden, at Navnet Bod kun bruges i denne gamle Betydning. Paa den anden Side ser jeg, at i gamle Breve forekommer ikke saa sjelden det Navn Bod om et af Husene paa selve Gaarden, f. Ex. i et Brev af Aar 1408 angaaende en Gaard paa Hedemarken, hvis Huse opregnes saaledes: Stue, Ildhus, Lade, Fjøs og Bod (Dipl. Norv. II, 453).
- ↑ Strøm, Søndmørs Beskrivelse, I, 562.
- ↑ Topogr. Journ. XXXIII, 140 flg.
- ↑ Trykt i Topogr.-Statist. Saml., 2den Del, 2det Bind, Side 101 flg. Forfatteren unævnt.
- ↑ Fig. 17, 18 og 19 efter Oldtids-Selskabets Tegninger.
- ↑ Navnet Loftstue bruges ellers anderledes, se § 12.
- ↑ Vistnok antager jeg, at det ene af de to Huse til Høire i Tegningen, det med Klokketaarnet, er en Sengebod (det andet et Slags Sommerstue og Drengestue), og her er altsaa Sengeboden bleven bevaret i fuld Stand sammen med det øvre Stokværk paa Hovedbygningen. Men det er ogsaa paa en af Gubbrandsdalens bedst bebyggede Gaarde, med overflødige Husbekvemmeligheder af alle Slag, nymodens og gammeldags tilsammen.
- ↑ I § 4 omtalte jeg en enkelt Tværbjelke over Stuen, som heder Kronen; fra den til den indre Gavlvæg ligge fremdeles i store Stuer to mindre Bjelker, som hede Tver-Kronerne. Paa saadanne faa Bjelker gaar det an at lægge en saakaldet Hjell eller et Halvgulv af løse Bord, og der oppe, altsaa i Stuens øvre Rum, har der i Fortiden staaet Senge (man krøb op ad Stiger) for Børnene i Huset. Denne Indretning kunde ikke bidrage stort til Fjøsskikkens Afskaffelse.
- ↑ Topogr. Journ., XIV (1795), 90. Kaave er det samme som Kleve, og med Forstue menes udentvivl en Sval foran Stuedøren. Husformen altsaa som den af mig beskrevne.
- ↑ Ligesom Fig. 17–20 i de sidste §§, saa ere samtlige Tegninger i denne § samt endvidere Fig. 35–37 tagne efter Tegninger, som Hr. Chr. Christie (se Anm. til Side 1) har udført for Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring. Det er sjelden, at en Forfatter faar en saa udmærket Hjælp som den, der er ydet mig ved Laanet af disse fortræffelige, Tegninger, og idet jeg udtaler min Erkjendtlighed herfor, vil jeg tillade mig at gjøre Folkevennens Læsere opmærksomme paa dette Selskab. Nærmest er det jo de egentlige Fortidsmindesmærker (Bauta-Stene, Stave-Kirker o. s. v.), som ere Gjenstand for dets Omhu; men den Ting, at Selskabet har ladet afbilde saadanne Huse og Hus-Prydelser, som Læseren nu ser paa disse Blade, viser dog, at det tillige har sin Opmærksomhed henvendt paa Nutidens Forholde, for saavidt deraf kan være noget at lære med Hensyn til Fortidens. Jeg er ogsaa vidende om, at Selskabet gjerne vil udstrække sin Virksomhed videre i denne Retning og navnlig ønsker at lade en kyndig Tegner bereise vore gammeldags Bygder for at samle yderligere Bidrag til Bygnings-Skikkens Studium. Det kommer kun an paa Penge, og Selskabets eneste Indtægt er Medlemmernes Aars-Bidrag (1 Daler af hver).
- ↑ Schøning, Reiseberetn., Budstikken for 1820, Side 637; Hjorthøy, Gudbrandsdalens Beskrivelse, II, 3.
- ↑ Jeg griber Anledningen til at bemærke, at det Navn Kleve (Oldnorsk klefi, udtalt som Kleve, med aabent e eller næsten som Klæve, i flere throndhjemske Bygder Klaavaa); tildels omvexler med det Navn Kove (udt. næsten som Kaave), saa man i nogle Bygder bruger det ene Ord, i andre det andet, uagtet det Rum eller Kammer, som menes, kan være ganske ligedant. Paa nogle Steder bruges dog det sidste Navn om et ringere Rum, et Aflukke i en Svalgang eller lignende.
- ↑ Træsnittet er udført efter en Tegning i Skillingsmagazinet.
- ↑ I Opdal og i Sundal i Throndhjems Stift har jeg derimod seet Nystue ved enkelte gamle Stuer paa et Stokværk.
- ↑ I Dipl. Norv., IV, 418, findes en Kontrakt af Aaret 1389 angaaende noget Bygningsarbeide, som en Mand havde paataget sig at udføre paa Gaarden Valle i Akers Sogn; deriblandt var, at han skulde bygge en Nystue (einæ nyæstowe) 10 Alen lang og 11 Alen bred med en Forstue paa 4 Alen og dertil Sval med Fjælevæg (Panel). Det ser ud, som at her menes ikke en almindelig ny Stue, men en „Nystue“ d. e. en Bibygning til den oprindelige Stue; men derhos ser det ogsaa ud, som at denne Bibygning har været et særskilt Hus, ikke under samme Tag som Hovedbygningen. Den jæderske Stuebygning – dette omtales her foreløbig til Bestyrkelse for den Mening, at den gudbrandsdalske Nystue først har været et særskilt Hus – har et Værelse, som ganske svarer til Nystuen, men som heder Bod, Boden (Bu, Buaa). Her er det utvivlsomt en forhenværende særskilt Bod rimeligvis baade Senge- og Mad-Bod), som er bleven forenet med Stuen.
- ↑ I Lom, den af Gudbrandsdalens Bygder, som ligger mest afsides, var der i 1854 i hele Præstegjeldet kun en Bonde, hvis Nystue var smykket med Gardiner. En Bondekone i Velstands-Kaar erklærede mig, at hun ikke vovede at hænge Gardiner op i sin Nystue, da hun derved udsatte sig for den Dom af Nabokonerne, at hun holdt sig for fornemmere end dem. I Hoved-Dalen har denne Skik vovet sig lidt mere frem. I Dovre Sogn f. Ex. skulde der i 1857 være 5 eller 6 Huse med Gardiner i Stads-Stuen; i nordre Fron blev der opgivet 8, i søndre Fron 15, i Ringebo 4 eller 5 Huse. I Øier skal det være almindeligere at pynte Nystuer paa denne Maade, og det vil det vistnok snart blive i de andre Bygder, saasom Kvinderne nu ere komne efter at væve Gardin-Tøi selv, klart og smukt. I Gudbrandsdalen beholdes endnu den gamle Skik at have faste Bænke, Høisæde, Langbord o. s. v. i Dagligstuen (§ 3). Men i en saadan Daglig-Stue sees vistnok yderst sjelden saadanne nymodens Ting som Gardinets eller endog Speilets smaa Prydelser. Stue-Uhret er dog blevet indrømmet Plads; men at det er et nyere Tillæg af den gamle Skik,
- ↑ Træsnittet er udført efter en Tegning Illustreret Nyhedsblad.
- ↑ Ifølge Molbech, Dansk Dialekt-Lexikon.
- ↑ Ihre, Svensk Dialekt-Lexikon. Her oplyses ikke videre, hvordan denne Forbygning (vestibulum) har seet ud.
- ↑ I denne Anledning skulde jeg ønske at vide, om Barfreen er eller har været kjendt i Tryssild, og om man der veed om lignende Skik i de nærmest tilgrændsende svenske Bygder. Om dette mit Stykke bliver læst af en Handelskarl eller Tømmermærker eller anden Reisende, som farer ud og ind i de Bygder, saa turde jeg maaske ved Leilighed faa høre lidt herom.
- ↑ En saadan Tilbygning foraarsager adskillig Ulempe formedelst Tagdryp o. s. v.; den er derfor i nogle Tilfælde taget ned, skjønt Huset for Resten er blevet staaende, og saa meget mindre er der i den sidste Menneske-Alder sat Barfrø foran nybygde Huse, som disse gjerne have faaet en ny og fremmed Form, hvortil Barfrøens Taarn ikke vilde passe.
- ↑ Paa ringe Huse, Udhuse, kan man stundom omkring i Bygderne se dette Tag-Tro dannet ikke af Bord, men af smale Stænger, lagte tæt sammen. Men en smal Stang, en Fiske-Stang f. Ex., heder i Almuesproget en Trode (Troe, Trøe). Hint Navn Tro eller Trod om Tagets Bordbeklædning synes mig derfor at pege tilbage paa en oprindelig Brug, i de første Nybyggeres Tid, hvor man ikke kjendte anden Tagbedækning end den simple med smale Stænger istedetfor Bord.
- ↑ Anderledes med det Sperretag, som sees f. Ex. i Røgstuer i Bergens Stift: her er ingen Mønsaas, og det er Langvæggene, som maa bære Taget, da Sperrerne staa paa dem, idet de parvis støtte sig mod hinanden med Øver-Enderne.
- ↑ Med den gammeldags østerdalske Stue vil ogsaa en egen Indretning forsvinde, som der vel ikke vil være meget tabt ved, men som dog gjerne kan erindres i en Fremstilling som denne, og hvis Navn jeg et Sted ovenfor har sigtet til. Medens selve Stuen, som forklaret, er aaben helt op til Tagets skraa Sider (Røst-Stue), er der altid lagt Loftsgulv i almindelig Høide over Kleverummet; over dette Loftsgulv er der altsaa et Rum eller Halv-Loft, som indesluttes af den ydre og indre Tvervægs Gavle samt af Tagets skraa Sider. Og dette Rum heder i Østerdalen og paa flere Steder en Ram – hvoraf igjen Navnet paa det før beskrevne Ram-Loft (§ 2) er dannet. I Østerdalen lagde jeg Mærke til, at Opgangen til Ramen var dels ad en Trappe, som fra Kleven førte op igjennem en Aabning i Gulvet, dels ad en Stige, som fra Stuen førte op til en Luge i den indre Gavl. I sidste Tilfælde (man kan forestille sig Indretningen ved at kaste et Blik paa Tegningen Fig. 6, Side 25, og der tænke sig en Luge i Gavlvæggen lige over Døren til Kleven) kan man om Aftenen se en Del af Ungfolket paa Gaarden klattre op og krybe ind paa Ramen, saasom de have sine Senge staaende her (Senge-Ram). Er Opgangen bekvemmere, nemlig paa den første Maade, bruges Ramen ofte til at hensætte den silede Melk om Vinteren (Sil-Ram).
- ↑ Da jeg engang for Storthingsbonden Ingebret Sæter i Opdal forklarede, hvad jeg forstod ved den akershusiske Form, sagde han, at i Opdal var der rigtignok nogle Huse af dette Slag; men det var gaaet saa til, at som Folket i Opdal altid har seet op til Gudbrandsdalen og hentet Ideer og Moder derfra, saa havde i Begyndelsen af dette Aarhundrede nogle Bønder, deriblandt I. Sæters Fader, bygget sig Huse udtrykkelig „efter synnafjells Maaten,“ d. e. efter gudbrandsdalsk Skik, altsaa med Døren paa selve Stuens Lang-Væg. Men den nye Skik havde ikke fundet videre Indgang, og Undtagelsen tjener her kun til at belyse og stadfæste Regelen. – Omvendt er det paa et andet Punkt af Grændsen mellem Akershus og Throndhjems Stift, i Os Sogn allernordligst i Østerdalen, hvor det nok er den throndhjemske Stueform, som holder paa at fortrænge den akershusiske (se Side 231).
- ↑ Ved en omstændelig Beskrivelse af den akershusiske Stueform kan det endvidere erindres, først, at den hører til Peis-Stuernes Klasse (sml. § 8), dernæst, at hvad selve Tømmerbygningen angaar, saa er den oprindelig kun et Stokværk (Røst-Stue, Side 223) og danner en langagtig Firkant, afdelt ved en indre Gavlvæg i to Rum, nemlig en større Stue i Bygningens ene Ende og en mindre (hel) Kleve i den anden – til Forskjel altsaa fra f. Ex. den jæderske Stueform, som ingen saadan Kleve har, og fra den throndhjemske, som for saa vidt sparer til Fig. 41, at den ved Siden af Stuen har Forstue og saa at sige halv Kleve. – Af Anordningen endelig kan mærkes, at i den akershusiske Bygning har selve Stuen i Regelen Vinduer i Gavlvæggen (skjønt ikke blot der) – til Forskjel fra den throndhjemske, som har dem i i Langvæggen –, og at Ildstedet (Peisen) staar i Hjørnet mellem den bagre Langvæg og Kleve-Væggen – til Forskjel fra den gamle (nu forsvindende) mandalske Stueform, hvor Ildstedet (Kakkelovn) maa siges at have sin Plads ved Fremvæggen.
- ↑ Af de temmelig mange Forfattere fra forrige Aarhundrede, som jeg nedenfor skal anføre, faar man ikke stor Oplysning i denne Sag; thi det faldt dem ikke ind at omtale en saadan Ting som Stue-Dørens Plads. Wilse leverer dog for Spydeberg en Tegning over en Stuebygning af den Tids nyeste Mode, og denne Grundtegning, som for Resten synes at svare til min Fig. 43 nedenfor (men der maa være nogen Feil ved Wilses Tegning), har ganske rigtig Stuedørens Plads saaledes som i Fig. 40. Og naar Gjellebøl for Høland beskriver Stuehuset saa: „Hos de Fattige bestaar samme af Stuen, et Kammer, som de kalde Kove (se ovenfor Side 208, Anm.) og en Forstue, som de kalde Svalen. Stuen bruges tillige til Kjøkken, og har derfor en Skorsten, men sjelden nogen Kakkelovn; i Koven eller Kammeret er hverken Skorsten eller Kakkelovn. Hos de Rige o. s. v.,“ saa ser jeg heri Overensstemmelse ikke med Fig. 41, men med Fig. 40. Skulde der imidlertid være noget Strøg af Stiftet, hvor man endnu har mange gammeldags Stuebygninger, men alligevel ikke kjendes ved Fig. 40 som Grundform, vilde jeg blive meget forbunden for Meddelelse derom.
- ↑ Paa et andet Sted, i sine „Reise-Iagttagelser,“ I, 291, fortæller samme Forf. om et Julebesøg hos en Bonde i Eidsberg, ogsaa i Smaalenene, ved Aaret 1760: Høisædet var belagt med Hynder, Væggen bagved fremviste en Malning i Form af en Altertavle, og ellers paa Væggene havde man ophængt som Tapetserier nogle hvide, linnede Klæder med Fryndser. (Mon disse Fryndser vare af samme Slag som det østerdalske Sprang, § 7?) Selv har jeg hist og her i Smaalenene og paa Romerike seet gamle Høisædes-Billeder, malede paa Lærred og forestillende bibelske Stykker, omtrent som Upstad-Klæderne i Lom, § 5.
- ↑ Som de fleste Forfattere paa den Tid bruger Wilse dette Navn for Peisen; i sin Ordbog til Smaalenenes Almue-Dialekt anfører han dog Almuens eget Udtryk, „Spis.“
- ↑ Denne har sikkert gaaet igjennem Væggen ind i Kleven saaledes, at den kun har vendt med Aabningen ud i Skorstenen.
- ↑ Topogr. Journ. VII, 92.
- ↑ Topogr. Journ. II, 69.
- ↑ Meningen er, at der ikke var noget Loftsgulv.
- ↑ Vel hører jeg af Øienvidner her i Aker, at der oppe i Nordmarken, et Par Mils Vei herfra, skal være en Stue, hvor Gulvet bestaar af Kløvninger og er lagt for 15–20 Aar siden. Men dette er ogsaa i andre Maader et ringe Hus, og Døren i det mindste er snedkret sammen af almindelige Sagbord.
- ↑ Jeg tør kanske tilføie, at den gamle Stue maa tænkes langagtig, omtrent som den hele Stuebygning nu, og at ligeledes Arens Stenlægning maa tænkes langagtig, saa Ildene, som brændte paa den, virkelig kunde være saadanne Lang-Ilde (lángeldar, en Række af Ilde), som de Gamle kaldte dem.
- ↑ Wiels Beskrivelse over Ringerike etc.; i. Topogr. Journ., XXXI, 172.
- ↑ Snorre, Olaf den Helliges Saga, Kap. 124 (Aall’s Oversættelse).
- ↑ Enhver, som har reist noget i vore gammeldags Bygder, har sikkerlig lagt Mærke til disse Borde, helst dannede af een Planke, 5 Kvarter bred og en Haandbred tyk eller mere (Fig. 3).
- ↑ For Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring.
- ↑ Fyndar-Hus (egentlig Fyrndar-Hus) betyder et Hus fra den fjerne Fortid eller efter Fortids Skik (af det oldnorske Ord fyrnd, som betyder Fortid). Dette Navn Fyndar-Hus skal endnu bruges i Numedal om dette og nogle andre meget gamle Huse der, men Ordets rette Betydning er glemt af Almuen, der udlægger det snart som „fundet Hus,“ d. e. et Hus, som længe havde staaet øde efter Sortedøden og saa blev fundet igjen, snart som Huse efter et fabelagtigt Folkefærd, som skulde have hedt „Fyndarmænd“ eller „Findemænd“ og været dobbelt saa store og stærke som Folk nutildags.
- ↑ Meddelt af Nicolaysen. – Siden Gaarden heder Raudland, bliver Manden i hint Sagn om Fyndarmændene kaldt Raud. Han bar det svære Tømmer hjem paa Skuldrene sine og fik Bygningen færdig fra Jul til Kyndelmesse!
- ↑ Den er ikke trykt, men jeg har seet en Afskrift af den ved Universitetets Samling af Oldsager.
- ↑ Levetzaus Erklæring, blandt de i Rigsarchivet forvarede Dokumenter i Anledn. Reskr. 16 Oktbr. 1776.
- ↑ „Fra Skov og Fjeld,“ af N. R. Østgaard, Christiania, 1858, Side 151.
- ↑ Nogen Efterretning om, at Huset er tilintetgjort har jeg ikke. Skulde det muligens være til endnu, saa vilde jeg naturligvis meget ønske en Meddelelse derom.
- ↑ Topogr. Journ. II, 78.
- ↑ Dette interessante Værk blev trykt 1752 og 1753. Det Anførte om Husene findes i 2den Del, Side 442. Ved Oplandene menes naturligvis Indlandet af Christiania Stift, de rigere østlandske Bygder.
- ↑ Mere vedhængende med gammel Skik.
- ↑ Essendrops Beskrivelse, Side 188, Wilses, Side 343; Bassøe, Topogr. Journ. XVIII, 95.
- ↑ Topogr. Journ. XXVII, 96. Forfatteren unævnt.
- ↑ Gjellebøl, Beskr. over Høland, 1771, Side 302.
- ↑ Topogr. Journ. VII, 96 og X, 10.
- ↑ Paa det nær, at den Dør, som fører udenfra ind i Kjøkkenet (den gamle Kleve), her staar paa den Væg, som svarer til Tvervæggen i Fig. 43 – en Maade, som jeg f. Ex. i Akers Sogn har seet i et Par gamle Stuebygninger, der utvivlsomt høre til den akershusiske Form. Bagkammeret C er et Tillæg til den gamle Stueform, omtrent som i Fig. 30.
- ↑ Træsnittet er ikke ganske rigtigt. Værelserne A og B skulde have en Form, som mere svarede til A og B i Fig. 44; Værelserne C og D skulde været større.
- ↑ For det Første er det nu i Almindelighed saa, at nye Ideer og Skikke oftest opstaa og hurtigst udbrede sig i de ydre Bygder formedelst den større Velstand og Samfærdsel der; men for del Andet er der den særlige Aarsag til, at Bygnings-Skikken skifter hurtigst i de ydre Bygder, at formedelst det fugtige Klima der raadne Husene snarere ned, saa der bliver hyppigere Anledning til at bygge efter nye Skikke, hvorimod der i det paafaldende tørre Klima f. Ex. i Vaage og Lom vel ikke har været saa ret mange Slægtsled af Huse i et Aartusinde. Hint fugtige Klima har længe gjort Bordklædning nødvendig, og i den sidste Menneske-Alder er det igjen blevet meget almindeligt at oliemale Bordklædningen, som desuden nu ofte arbeides paa en egen Maade, med Lister og Baand, saa den danner en Prydelse for Huset. I Fjeldbygderne, hvor hidtil selve Tømmervæggen kunde være saa smuk i sin Nøgenhed, vil nok det ringe Tømmer, som de forhuggede Skove nu levere, komme til at behøve Bordklædning; thi ringt Tømmer taaler ikke Veiret og ser ikke godt ud.
- ↑ Efterhaanden som det blev almindeligt at indrette særskilt Kjøkken og Folkestue, saa (jeg har ialfald tænkt mig Sammenhængen mellem Aarsag og Virkning saaledes) faldt den gamle Skik med Høisæde og andre faste Bænke og Langbord o. s. v. bort; man fik Stole og Klaffe-Borde istedet, og Høisædes-Skabet og Fremskabet ombyttedes med Skjænk og Skatol, som i Fig. 44 og 45. Der var ikke længer synderlig Mening i at have Høisæde i Stuen, naar ikke Husbonden skulde sidde her med alt sit Husfolk omkring sig; Høisædet afskaffedes da vel først, og dermed fulgte Resten som af sig selv.
- ↑ Da jeg henvendte mig til Hr. Architekt Bull om Bistand til at faa Huset tegnet, saa havde han den Godhed at besørge Arbeidet og forære mig de Tegninger, som Fig. 46 og 47 ere udførte efter.
- ↑ Ovenfor har jeg omtalt den gammeldags Stivhed, at en Bondekone i Gudbrandsdalen ikke tør pynte sin Stads-Stue med et Gardin for Vinduet, fordi det ikke er Skik. Det skulde falde alt for vidtløftigt, om jeg omstændeligt skulde beskrive Værelsernes Udstyring i Akers-Bygdens Bonde-Huse. Her er alt frit; det kommer kun an paa, hvad man har Raad til. Man ser her, hvorledes Byens Skik (Fortopiano, Mahogni-Møbler o. s. v.) gradvis udbreder sig til Landsbygderne fra Hovedstaden af.
- ↑ Træsnittet er udført efter en Afbildning, som med tilhørende Beskrivelse for flere Aar siden blev trykt for Tidsskriftet Urda, men dog ikke kom ud. De følgende to Tegninger til Jutul-Stuen, Fig. 49 og 50, ere tagne af de Samlinger, som tilhøre Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring. Citaterne efter Schøning har jeg Oldforskeren Nicolaysen at takke for, som i Kjøbenhavn har afskrevet det hidhørende Stykke af en utrykt Del af Schønings Reise-Beskrivelse.
- ↑ Jeg skal fuldstændiggjøre Beretningen om Stuens oprindelige Udseende ved det Sagn, som den aldrende og forstandige Bonde Svend Stavne paa Nabogaarden til Uv fortalte mig, at den nemlig havde været omgivet af Svalgange, og det paa alle Sider. Han fortalte ogsaa, at den ene Syll (Svill, Grundstok) maalte to Alen i Tvermaal, da han for nogle Aar siden maalte den. Jeg fandt den en Tomme bredere end min Spadserstoks Længde; men meget lod til at være bortraadnet.
- ↑ Istedetfor det Navn Peis har jeg i Throndhjems Stift kun hørt Navnene Grue, Skorsten og Lysovn, og jeg bruger derfor her et eller andet af disse throndhjemske Navne. Navnet Lysovn sigter naturligvis til den Tjeneste, som dette Slags Ildsted gjør ved at lyse i Stuen om Vinter-Aftenen.
- ↑ Ligesom „Kleve“ (se Side 208, Anm.) forekommer Ordet „Forstue“ allerede i Oldnorsk, som forstofa. Det samme Rum i Huset hed ogsaa anddyr, og til dette Navn svarer nærmest det Navn „Fordør“ eller „Ytterdør,“ som kanske er det, der mest høres i det Throndhjemske.
- ↑ En anden Forandring er vel gjort i de throndhjemske saavel som i de akershusiske Bygder, at nemlig selve Stuen er bleven mere ligelig firkantet, medens baade Jutulstuen i Rennebo og Fyndar-Huset i Numedalen have Stuen langagtig, svarende til den langagtige Are (sml. Side 241). Begge disse to Oldtids-Huse ligne hinanden ogsaa deri, at Skillevæggen mellem den halve Kleve og Forstuen kun er et Planke-Panel, ikke laftet Stokkevæg, saa man kan skjønne, at det ikke har været Meningen, at Kleven skulde være Varmeværelse; i de nuværende throndhjemske Huse er denne Væg tømret og altsaa skikket til at holde Kulden ude.
- ↑ I Thelemarken bruges det samme Navn Opstue om Loftværelset over selve Stuen i en Bygning paa to Stokværk.
- ↑ At Krølleskurden er kommen til Opdal fra Gudbrandsdalen af, er en Formodning, som jeg har antydet Side 205. I Opdal er nok denne Træskjæring gaaet af Mode nu; men en rimeligvis herfra stammende Afart af Krølleskurden (i mine Øine ikke fuldt saa smuk) synes nu at blomstre i Nabosognet Rennebo.
- ↑ Selve Stuen var naturligvis Røst-Stue (Side 223), hvis Rum gik lige op til Mønsaasen. Ofte var der dog en saakaldet Halv-Hjell oppe under Taget, indrettettet til Sengerum, ligesom i Gudbrandsdalen (Side 197, Anm.)
- ↑ Thi „Grev Alfs Residents,“ som der tales om Side 180, var ikke Stuebygning.
- ↑ Det faste Høisæde og Langbord skal være ombyttet med Stole og Slagbord, Stuen har kun Kakkelovn, og der er særskilt Kjøkken. Her skal ogsaa være gjort Begyndelse med at vende tilbage til Huse paa kun et Stokværk.
- ↑ Schønings „Reise“ (trykt 1778), II, 55.
- ↑ Da jeg netop havde sat det sidste Punktum og efter nogle Øieblikkes Stands skulde gaa videre, bragte Posten mig Brev fra Gjøra med et Udkast til denne Tegning.
- ↑ Jeg anfører til nærmere Iagttagelse at det svæver mig for, at denne nordmørske Egenhed fra Sundalen af skal kunne forfølges et Stykke ind i Opdal, lige op til Hoved-Kirken.