Bygde-Skikke/4/1
Flere Gange reiste jeg igjennem Gudbrandsdalen, og altid morede det mig at betragte Husene og Husklyngerne paa Gaardene: jeg saa ikke andet end Uregelmæssighed, men Uregelmæssighedens Afvexlinger passede, syntes mig, saa fortræffeligt til Naturomgivelserne, som i Tegningen Fig. 1.[1]
Men saa kom jeg til at dvæle noget længere i en af disse gudbrandsdalske Bygder, og som jeg var udgaaet paa den Maade, at jeg vilde lægge Mærke til Alt, som paa nogen Maade vedrørte Folkelivet i vore Bygder, saa gav jeg mig ogsaa til at give nøiere Agt paa Gaardenes Bebyggelse. Da gik det op for mig, at i vore mere gammeldags Bygder er der Noget, som man kan kalde Bygnings-Skik. Efter som jeg gik ud og ind paa flere og flere Gaarde, var det mig, som om Uregelmæssigheden veg noget tilside for Blikket, saa jeg fik skimte lidt af en oprindelig Regel og Enhed i Grunden. Fra Byerne havde jeg medtaget den Forestilling, at naar der skulde bygges Huse, saa byggede hver Mand „efter sit eget Hoved“; men det var mange af mine tidligere Forestillinger, som ikke passede paa Landsbygdernes Virkelighed, og her fandt jeg det at være mere saa, at naar en Mand skulde til at bygge et Hus, saa faldt det ham ikke lettelig ind at gjøre det stort anderledes, end et Hus nu engang skulde være „efter Skikken.“ Og det forekom mig, at hin Uregelmæssighedens eiendommelige Skjønhed heller blev skjønnere, jo bedre jeg blev øvet i at øine den Regel og Orden, som ligger halv skjult derunder.
Forladende den enkelte Bygd fandt jeg fremdeles de samme Familie-Træk i Nabobygdernes Huse, og jeg kunde spore den samme Bygnings-Skik udover al Gudbrandsdalen og endnu længer. Men Reiserne førte mig videre og videre, og jeg kom da til Bygdelag, hvor jeg atter befandt mig ligesom blandt fremmede Omgivelser. Og nu blev det en spændende Interesse først at opfatte den særegne Bygnings-Skik, som monne herske her, dernæst at udforske, om der ikke skulde være ligesom et fjernere Slægtskab eller Landsmandskab med de forrige Bygdelag.
Dersom vi i en og samme Grænd kunde plante hen en Bondegaard fra hver Egn i Landet, fra Jæderen, fra Indherred, fra Søndmør, fra Østerdalen og Sætersdalen o. s. v., saa skulde det blive en ganske forunderlig Samling. Og det kunde vistnok være et Øiebliks Moro at betragte Blandingens Forvirring; men er man først kommen ind paa den Tanke, at disse Bygde-Skikkenes Uligheder kanske kunne forfølges helt op til en Lands-Skikkens Enhed, som de ere udsprungne af, saa kan Betragtningen skjænke Underholdning og Nydelse i Timevis.
Ja just i Timevis, naar jeg har siddet i Kariolen eller Slæden hen efter vore lange Landeveie, har det været mig en Tidsfordriv at lægge Mærke til hver Gaard, jeg kom forbi, for at prøve om Husene her lignede dem paa den Gaard, jeg netop kom fra, og om der overhovedet var nogen fast og særegen Skik for Bygdens Huse. Mangen Gang maatte jeg endog staa af Kariolen og gaa ind i et Hus ved Veien og udbede mig Tilladelse til at bese det, og fast hver Gang jeg i de senere Aar i andet Erinde er kommen ind til en Mand, have Øinene, næsten uden at jeg selv vidste af det, lagt Mærke til Husenes Indretning. I en fremmed Bygd vilde det Fremmede i Bygningsmaaden ligesom spotte mine Forsøg paa at finde Sammenhængen og udforske Grunden; men derved æggedes Forsker-Lysten, som ikke gjerne vilde give tabt.
Saaledes har dette Emne stadig moret mig og ofte skjænket mig en gavnlig Adspredelse. Alligevel har jeg den Tro til mig selv, at jeg ikke skulde have anvendt saa megen Tid og Tanke paa samme Emne, dersom det ikke var saa, at det hører med til det Alt, som den maa skjænke sin Opmærksomhed, der,-som jeg, bar den Opgave at studere sig ind i Almuens Kaar og Sæder. Ja, netop Bygnings-Skikken staar i meget nær Sammenhæng med den hele Kultur-Udvikling og ligger til Grund for Meget og Mangt i vore Bygde-Stikke.
Men der skal vistnok god Lykke til at faa fremstillet de mange Forviklinger med Klarhed og til at vinde Læserens taalmodige Opmærksomhed for de mange Smaating, som, i sig selv saa yderst ubetydelige, dog tilsidst danne det interessante Hele.[2]
Høit oppe i Gudbrandsdalen og næsten inderst i det afsidesliggende Loms Præstegjæld ligger Gaarden Løkkre, og her kom jeg i 1852 til at se en Stuebygning, forfalden og ubeboet nu, men med et eiendommeligt og tiltrækkende Ydre: med større Opmærksomhed end ellers betragtede jeg Bygningsmaaden og Indretningen, og dette blev den Begyndelse til nærværende lille Studium, som forrige § sigtede til.
Tegningen Fig. 2, udført efter Reglerne for Bygningstegninger, viser Husets Forside.
Det var den Forhøining paa Huset, som drog mine Øine til sig, lig et Taarn. Jeg gik op ad den udvendige Trappe, som Tegningen viser, kom op paa Loft-Svalen, fandt der en Dør, som førte ind paa det saakaldte Ram-Loft, og saa, at dette var et med adskillig Omhu indrettet Senge-Værelse eller et øvre Stokværk over et Kammer af samme Størrelse i nedre Stokværk. Betydningen af det Ord Ram skal der blive bedre Anledning til at forklare senerehen. Til Tegningens Forstaaelse maa jeg forklare, at det er Langsiden af Huset, vi have for os, men at nedre Stokværks Tømmervæg er skjult formedelst en Svalgang med hel Panelvæg, kun at vi gjennem en Aabning i denne skimte selve Husdøren lige indenfor. Denne Indretning med Svalgange er et af de mest paafaldende Træk ved de gudbrandsdalske Huse; men oftest ere de mere eller mindre aabne, ikke lukkede med tæt Væg som her. Paa dette Hus gaar der ogsaa en Sval langs den ene Tværvæg, paa høire Haand, der hvor Ramloftet er, og denne Sval har to Høider eller Stokværk, nemlig Under-Sval og Loft-Sval; i hin er Trappen, og fra denne kommer man, som sagt, ind paa Loftsværelset. Taget over Ramloftet sænker sig saa langt ned paa den Side, hvor Loft-Svalen er, for at dække over denne; ligesaa er det med Husets Hovedtag, som ogsaa har en Sval at dække og derfor maa være saa bredt paa den Side.
Forholdet vil forhaabentlig blive tydeligt, naar vi tage den Grundtegning til Hjælp, som Træsnittet Fig. 3 viser os. Og denne Grundtegning gjælder ikke blot for de faa Ramloft-Stuer, som ere til nu for Tiden, men fremstiller for os den Grundform, som endnu den Dag idag kan gjenfindes i de allerfleste Stuebygninger i Gudbrandsdalen, og som kan skjønnes engang i Tiden at have hersket i en langt større Vidde.
Her have vi selve Stuen A, den saakaldte Kleve eller Kammeret B under Ramloftet, Svalerne C C, i hver Ende af Langsvalen et Kot eller som det her kaldes en Kor D; ved a og a er Indgangsdør til Stuen samt fra denne til Kleven, og ved b, b og b ere to Vinduer til Stuen og et til Kleven. – Stuen er et høit og luftigt Rum, ikke bedækket af Lofts-Gulv (eller Lem, som det hedder i Landsmaalet), saa man altsaa fra Stuegulvet ser Tagets skraa Sider helt op til Mønsaasen; Kleven derimod er bedækket med Lem, der igjen er Gulv for Ram-Loftet eller Overværelset; over dette endelig er kun Tag, ligesom over Stuen.
Om Bohavet i Stuen, paa Tegningen mærket med Tal, kan læses nedenfor, § 5.
En saadan Stuebygning, nemlig med Kleve ved Siden af Stuen, er som sagt meget almindelig paa gammeldags Bondegaarde i denne Egn; ganske hyppigt har man ogsaa havt et Senge-Loft eller Loftværelse for Gjæster. Men medens dette Loft ellers pleier være indrettet over et særskilt Hus et lidet Stykke fra Stuen og med Bod eller Forraads-Rum i nedre Stokværk (Senge-Bod), saa er Senge-Loftet her paa Løkkre sat op paa selve Hoved-Bygningen, over den mindre Del af samme, som danner Kleven. Den lange og smale Lofts-Bygning staar ligesom paa Tvers af Hovedbygningen, faar altsaa sit Tag og sin Mønsaas liggende en anden Vei end Stuens og stikker sin Gavl op over selve Husets Langside.
Det hører til denne Bygningsmaade, at i den Høide over Stuen, hvor man ellers finder en Rad af Tverbjelker for at bære Loftsgulvet, ligger her kun en eneste, men desto stærkere Tverbjelke, som kaldes Kronen og skal styrke Tømmerbygningen. Paa Kronen pleier Bygherrens Navn og Husets Aarstal staa indhugget, og i Løkkre-Stuen bærer den Indskriften: E R S (Erland Rolfs Søn) 1769.
Og da Huset tydelig er bygget og indredet med Flid, saa have vi her en god Prøve paa Tømmermændenes Kunst og Smag her paa Landsbygden for snart 100 Aar siden.
Det er en sand Fornøielse at lægge Mærke til, hvor betænksomt Svillerne eller Grundstokkene ere lagte, hvor sindrigt Sval-Stolperne ere fældte sammen, fremdeles hvorledes Torvolen, som danner Kanten af det græsgroede Torvtag og holder Torven oppe, er befæstet med sine Torvkroker; ja selv den Maade, hvorpaa Birkenæveren er udbredt over Taget, før Torven kom paa, røber Omtanke. Jeg kan ikke tro andet, end at selve Hovedstadens studerede Bygmestere maatte prise denne Skjønsomhed.
Og Huset paa Løkkre besidder en Prydelse af det Slag, som vistnok mangt et byvant Øie ikke engang vilde lægge Mærke til, men som Bygdemandens øvede Blik ser efter allerførst, og som de egentlige Kunstnere vide at sætte Pris paa: det er selve Tømmerstokkene, af udsøgt Malm-Fure og nøiagtigt tilhuggede. Naar man nogle Gange har betragtet en saadan Tømmervæg med den naturlige mørkebrune Farve, som den brændende Sol her i Fjelddalene giver den, saa forstaar man, at det vilde være Synd at skjule dens Skjønhed under Bordklædning og Maling. Paa Tegningen Fig. 2 se vi kun lidt af Tømmeret, men dog nok til at opdage en Prøve paa hin Omhu: hver Stok, som jo af Naturen har været smalere i den ene Ende end i den anden, er hugget saa, at den er jevn bred.
Mange vilde dog maaske snarere lægge Mærke til den Skurd eller Træskjærings-Forsiring, som Sval-Stolperne paa Løkkre-Stuen bære til Skue: først ere de fint udhuggede saaledes, at de i deres hele Længde danne Skjønheds-Linier, dernæst har en kraftig Kniv gjort saadanne dybe Indsnit paa Midtpartiet af dem, som Tegningen Fig. 4 skal forsøge at afbilde.
Men seet i Frastand har Huset paa Løkkre sin bedste Prydelse i selve Bygningens Hoved-Omrids, med Svalgangenes Afvexlinger og med Ramloftets Taarn-lignende Fremspring. Her kan det imidlertid være et Spørgsmaal, om det var for Skjønhedens Skyld, at de gamle Tømmermænd gav Huset den Form, eller om det gik ganske simpelt til saaledes, at man fandt det bekvemmere at have det omtalte Sengested der end i en særskilt Bygning. At opkaste dette Spørgsmaal er næsten det samme som at prøve ved sig selv, hvor meget af Skjønheds-Sands man tiltror den gamle Bonde-Slægt i en afsides Fjeld-Dal. Men jeg skal dog pege paa et Par Ting, som jeg synes maa bestemme Svaret: i et tilstødende Bygdelag, hvor der ingen Ramloftstuer er, har man dog fundet paa et andet Slags Tilbygninger, som endog have sit Navn af deres Lighed med et Taarn, Noget jeg kommer til at berette om senere; dernæst, med begge Slags Tilbygninger vil det kunne mærkes, at de egentlig stride imod Hensigtsmæssighedens Lov, saasom den Væg, som Taget støder an imod, derved er mere udsat for Forraadnelse, saa naar man alligevel har bygget saaledes, har det vist været for det vakkre, muntre Udseendes Skyld.
Istedetfor Stuebygning eller Hovedbygning eller Vaaningshus siger Bonden selv gjerne slet og ret Stuen.[3] Hele Huset er nemlig bygget for selve Stuens Skyld, dette Værelse, som i Bondens gammeldags Husholdning er at agte for en hel Bolig, paa engang Kjøkken, Soveværelse, Arbeidsrum, Dagligstue og Storstue. Mangen Bonde er født i denne samme Stue, hvor han nu sidder i Høisædet for Bordenden, samlet med sit Husfolk ved Maaltiderne eller til Husandagt; her feirede han sin Bryllupsfest, og her staar nu hans Børns Vugge.
Men det tør ogsaa være gaaet mangen Reisende som mig, at han er studset ved at træde ind og se disse rummelige og anseelige Stuer. Størrelsen svarer til den mangfoldige Brug. I Huset paa Løkkre, som i det Hele er 1412 Alen langt, maalt indvendig og Svalen uberegnet, er selve Stuen 10 Alen lang (efter Husets Længdevæg) og 1112 Alen bred eller dyb (efter Tvervæggen)[4]; Høiden er 612 Alen fra Gulvet til Mønsaasen – det er nemlig allerede sagt, at der intet Loftsgulv er, og at Synet heller ikke hindres af de mange Lofts-Bjælker, som i vore By-Huse ligge over Værelserne. Og jeg mener, at med Hensyn til Størrelse er Løkkre-Stuen et ret godt Exempel paa det almindelige Forhold paa vel bebyggede Gaarde; den er ialfald ikke af de største.
Vil nu Læseren kaste Blikket tilbage paa Grundtegningen i § 3, saa vil han finde hver Tings Plads i Stuen, saa:
Til Venstre for Indgangsdøren: 1) et større Skab, det saakaldte Fremskab; 2) Høisædet (fast Bænk); 3) et mindre Skab, Høisædes- eller Ro-Skabet; ved Tvervæggen: 4) fast Bænk, foran samme: 5) Langbordet med 6) Forsæde eller Lang-Krak; ved den bagre Langvæg: 7) Husbondens Seng, 4, fast Bænk; ved den indre Tvervæg: 8) Ildsted, samt – paa den anden Side af Klevedøren – 4, fast Bænk. I Kleven endelig: 9) en Seng, som et Par Trin føre op til.
Egentlige Stole have ikke hørt til i en saadan Stue, men vel nogle simple Krakke, som f. E. om Kvelden kunde flyttes frem foran Ilden. Her ved Ildstedet har ogsaa en Hugge-Stabbe sin Plads; den kommer ofte til Nytte, naar Mandfolkene under sine Kveldsarbeider skulle bruge Øxen.
At Skabet og Højsædet har sin Plads til Venstre for den, som træder ind ad Døren, det er tilfældigt og afhængigt af Husets Stilling paa Tunet eller Gaardspladsen. I andre Huse af ganske samme Slag kan det altsaa træffe, at Skabet o. s. v. staar paa høire Haand for den Indtrædende; men alt det Øvrige maa da tænkes forandret derefter, saa det indbyrdes Forhold bliver ligedant for Resten. Navnlig beder jeg bemærket, at Høisædet er i det Hjørne, som er skraa over for Ildstedet, hvilket har sin Plads i Hjørnet mellem den bagre Langvæg og indre Tvervæg.
Exemplet fra Løkkre-Stuen viser os da, som man vil have forstaaet, en fast Skik. Det var i Lom, jeg først fik Øie paa denne Anordnings-Skik; men siden gjenfandt sig den hele Gudbrandsdalen ud igjennem, og endnu videre, saa langt som den samme Bygnings-Skik hersker. Der er Sammenhæng her: hver Tings Plads i Stuen afhænger af Bygningsmaaden, og omvendt kan man stundom slutte sig tit Bygnings-Stikken i en Bygd ved at agte paa disse Anordningens Smaating.
Jeg kan ikke sige, hvor jeg blev forundret, da jeg første Gang blev opmærksom paa og opfattede denne Hus-Skik. Andre Steder heder det, at Mand og Kone gjerne ville trætte med hinanden om, „hvor Skabet skal staa“; men her kan ikke lettelig den Trætte opstaa, saasom Skikken har afgjort Tingen for længe siden. Det er saa i disse Bygder, at naar man først har gjort sig fortrolig med hver Tings Plads i et Hus, saa veed man med det samme, hvordan det er i alle de andre Huse af samme Bygningsmaade. Naar jeg nu kjører igjennem Gudbrandsdalen og i Forbifarten ser paa et Hus, at det hører til dette gammeldags Slag, med Stue og Kleve, hvilket er Tilfælde med de allerfleste, og naar jeg fremdeles ser, hvordan Huset er stillet, eller hvad der er Fremsiden og Bagsiden – hvilket kan skjønnes paa Dørens eller Vinduernes eller Skorstenspibens Plads, – saa kan jeg ligesom se ind igjennem Væggen og vide, at her ved Døren staar Fremskabet, der ved Hjørnet er Høisædet, i Hjørnet hist borte staar Husbondens Seng o. s. v. Det er, som om Husene skulde være af Glas.
Og som man kjender alle Husene, naar man ret har lagt Mærke til et af dem, saa gaar det mig næsten saa her i disse Bygder, at har jeg først lært at kjende en af Dølerne til Bunds, saa tykkes jeg at vide, hvordan det har sig med dem allesammen. Jeg finder saa megen Lighed mellem Folket i disse ligedanne Huse. Anderledes i Byerne: Husene mere ulige og Menneskene ligesaa – med ulige Vaner og Fordringer, mere udviklet Forskjellighed i Sind og Tænkemaade, En saa, en Anden saa. I den fjerne Landsbygd kan en velstaaende og en fattig Bonde have det saa temmelig ens i sit Hus og sit daglige Liv, i Hovedstaden derimod kommer Forskjellen mellem den Rige og den Fattige, den Dannede og den Udannede o. s. v. tilsyne paa hvert Punkt. Der er Vexel-Virkning her: under Bylivets bevægede Forholde kunne de forskjellige Anlæg og Sindsretninger udvikles frit, og frit sees da Enhver at indrette sit Hus og sit hele Husliv, som han bedst veed og kan; men de udvortes Forskjelligheder, som herved opstaa, skabe igjen forskjellige Vaner, Tilbøieligheder, Lidenskaber, og hermed paaskyndes hin Sindets og Tænkemaadens Udvikling, saa Forskjellen mellem de enkelte Mennesker bliver altid større og større. Eller det vil være mere anskueligt, naar jeg fremsætter en lignende Tanke saa: Naar en Mand efter 20 Aars Fraværelse kommer tilbage til sin Fødebygd og finder, at det ikke længer er saa ensformigt omkring i Husene og i Dagliglivets Skikke, som det var før, hvis han f. Ex. hist og her finder Skabet flyttet, Noget, som i gamle Dage vilde forekommet næsten formasteligt, saa kan han være vis paa, at der er foregaaet en tilsvarende Forandring i Folkets Tænkesæt – en Forandring, som efter Omstændighederne kan beskrives saa, at man har tiltaget sig – eller har arbeidet sig op til større Frihed, saa man ikke føler sig saa meget bunden af Skikkens Magt, men mere tør raade sig selv, hver efter sit Sind.
Fordi Stuebygningen paa Løkkre i Smaat og Stort – paa den særegne Indretning med Ramloftet nær – giver et meget godt Exempel paa den Hus-Skik, som for et Aarhundrede siden herskede i en stor Vidde her paa Østlandet, tør Læseren maaske endnu have Taalmodighed til at se et Par Tegninger og høre nogle Forklaringer om dette samme Hus.
Tegningen Fig. 5 viser os et Syn, som om en uhyre Kniv skulde have kløvet Huset eller skaaret det igjennem paa Langs, midt igjennem Stuens Mønsaas, lige ned til Grundvolden. Vi faa da se ind i Stuen, og vi have lige for os, den af Stuens Langvægge, hvor Indgangs-Døren er. Det er som at skjære et Æble igjennem for at faa se ind i Kjernehuset.
Nærmest ved Døren staar det allerede omtalte Fremskab („Framskaap“). Det bestaar af to Hoved-Dele: en nedre Del, som er dybere eller springer længer frem paa Gulvet (se Grundtegningen) og er lukket med Vægge og Dør (altsaa det egentlige Skab), dernæst en øvre Del, som er fladere eller ikke gaar saa langt ud fra Væggen, med Hylder, som efter den ældre og simplere Form skulde være aabne fortil; men paa nærværende Skab kan den midterste Hylde lukkes med et Slags Skyve-Laag, og den øverste er indrettet som et lukket Skab ligt den nedre Del. Paa Overfladen af denne nedre Del kan man sætte fra sig Kopper og Kruse som paa en Skjænk, og i Hylderne skinner gjerne Rader af Tallerkener og Skaale; det er altsaa Husmoderens Skab. – Høisædes-Skabet eller Ro-Skabet hører sammen med det forrige, saa de danne som et Par, og i dette Skab forvarer Husbonden sine Dokumenter under Laas og Lukke. Det hænger paa Væggen og har bagtil en saadan spids Form, at det passer ind i Roen, og af Tegningen vil det skjønnes, at Forsiden dannes af tre Flader. Det bestaar her af to lukkede Skab-Rum, et øvre og et nedre, med et aabent Rum som en Hylde imellem dem – hvilket dog er en nyere og noget kunstigere Form, istedetfor at den ældre kun havde et Skabrum, der indvendig var afdelt med et Par Hylder. – Begge Skabe sees paa Tegningen at være forenede med en Boghylde med Gesims og Listværk over, og den Del af Bjelkevæggen, som man ser over Høisædet, mellem Skabene og under Boghylden, er just saa stor, at man – efter den gamle Skik ved festlige Leiligheder at pryde Stuen med Tapeter om Væggene – kan hænge der et Aaklæde (et eget Slags Senge-Teppe med brogede Farver.[5]
Disse Skabe ere ikke blot til Nytte i Stuen, men bidrage væsentlig til dens Prydelse; paa dem have altsaa vore Bygde-Snedkere viist os Prøver paa sin Kunst. Det skulde være artigt at have en Samling af Fremskabe og Høisædes-Skabe, fra ældre og nyere Tider og forskjellige Bygdelag, staaende i en Rad og altsaa fremstillende Kunstens Stigen og Smagens Forandringer. De ældste Exemplarer, jeg mindes at have seet, have ikke manglet det Slags Forsiring, som ligger i høvlede Lister og i Speil-Indlægninger (som paa vore Stue-Døre); denne Forsiringsmaade var vel ogsaa i lange Tider den eneste og blev tilsidst, som Skabene paa Løkkre ere gode Prøver paa, dreven til stor Fuldkommenhed. Saa kom der en ny Mode ind i Lom og flere Nabo-Bygder, nemlig det Slags Træskjærer- Kunst, som Bønderne kalde Krølle-Skurd, med fine Krøller og Slyngninger; i de seneste Aar er denne Kunst bleven indført i vor gode Hovedstad og er her kommen til Ære under Navn af norsk Træskjæring; men om jeg tør dømme efter hvad jeg har seet omkring i Landet, saa maa det nordre Gudbrandspalen have været den Egn, hvor denne Kunstfærdighed især yndedes og fik sin Udvikling – fra Midten af forrige Aarhundrede af eller kanske før; nu har den smykket Skabene i mangfoldige gudbrandsdalske Stuer med et overmaade fint og i Sandhed smagfuldt Arbeide. – Og endelig kom Maleren med sin Kost og forenede sig med Snedkeren om at gjøre Skabet til en sand Prydelse for Stuen; ja, medens Snedkeren øvede sig i at bruge Kniven alt bedre og bedre, saa gik ogsaa Maleren videre og lærte sig til at lakere og forgylde, og fra Karnissen paa mangt et Skab skinner nu et gildt Snitværk, som sammenslyngede Sølvstængler med gyldent Løv. En af disse Bygdemalere, det var en Lomvær, morede sig stundom med at sætte paa Skabdøren en Ged eller en Hest eller en munter Smaagut eller en gammel betænksom Mand – og Bønder fortalte mig, at Adolf Tidemand skulde have lagt Mærke til nogle af disse Stykker og omtalt deres Talent med Deltagelse – Men de Mænd, som nu have saadanne gilde Skabe, vilde jeg ret bede om at bevare dem i det Længste; thi jeg har forstaaet det saa, at Træskjærer-Kunsten allerede for nogle Aar siden har naaet sit Høidepunkt og nu holder paa at gaa af Mode i Gudbrandsdalen.
Paa Hedemarken og Romerike kan man hist og her i Drengestuer og paa Husmandspladse træffe Fremskabe og Høisædes-Skabe af det beskrevne Slag, men altid gamle og af meget simple Former, og spørger man efter, kan man faa høre, at for en Menneske-Alder siden eller længer op stod de i Bondens egen Stue; de maatte flytte for at give Plads for det nymodens Skatol. I disse Bygdelag har altsaa den samme Skab-Skik været; men den er bleven aflagt og ombyttet med en fremmed Mode, og det temmelig tidlig, kanske netop medens de gudbrandsdalske Bygder ikke alene holdt paa den, men ret opbød al sin Kunst for at udvikle den til den størst mulige Skjønhed.
I Ørkedalen og Guldalen i Throndhjems Stift have ogsaa Bygdens Kunstnere ligesom med Forkjærlighed taget sig af den gamle Skabform og udviklet og forskjønnet den paa sin Maade; det er ganske paafaldende, hvor alle Skabene her ligne hinanden indbyrdes, medens dog denne fælles Form er bleven en god Del afvigende fra den gudbrandsdalske. Ja, Udviklingen er nu gaaet saa vidt paa begge Sider, at om man tog to af de nyeste og stillede ved Siden af hverandre, et fra hver Side af Dovre, saa vilde man kanske ikke se Slægtskabet. Men nogle gamle Exemplarer, som jeg fandt hist og her i Throndhjems Stift, og som jeg betragtede som Bedsteforældrene til den nuværende temmelig nye Slægt af Skabe, lod mig se, hvorledes Uligheden er fremkommet i Tidens Løb og lidt efter lidt.
Præsten Strøm, som i Aaret 1762 udgav sin Beskrivelse over Søndmør, siger,[6] at i Bøndernes Stuer der „sees altid et Par Træskabe fæstede til Væggen, nemlig et lidet Skab med Laas for ved Høisædet og et andet større hen ved Døren, hvor Melk og anden Mad forvares; men – føier han til – da Væggene derved tage Fugtighed og Raaddenhed til sig, saa bruges nu paa adskillige Steder ikkun nogle Hylder, hvor Melkebunkene hensættes.“ Naar jeg til denne korte Beskrivelse føier Erindringen om de Skabe, jeg selv har seet hist og her paa Vestlandet, saa tvivler jeg ikke paa, at disse søndmørske Skabe have hørt til den samme Grundform som de gudbrandsdalske. Skikken har altsaa været meget udbredt. Ja, naar der netop paa Vestlandet er Bygder, hvor man finder kun faa eller ingen Stuer med Fremskab (Høisædes-Skabet mangler sjeldnere), saa kan det ofte være saa, at man af samme Grund som i Søndmør har afskaffet det, i hvilket Fald altsaa Skikken før i Tiden har været fuldstændig ogsaa der[7].
Mon denne lille Skab-Skik skulde have været Lands-Skik, udbredt til alle Bygder? Isaafald maatte den vist være meget gammel. Hvor gammel? Mon allerede Olaf Kyrre eller andre Konger saa Stuen paa deres Kongsgaarde smykkede med Fremskab og Ro-Skab? Og mon det var en norsk Kunstner, som først fandt paa denne Indretning, der blev saa yndet, eller mon det var en Mode, som indførtes fra fremmed Land? I Anledning af saadanne Spørgsmaal skulde det være artigt at vide, om slige Skabe kjendes i Danmark eller andre Nabolande, fremdeles om der kan findes Spor af, at de virkelig have været i Brug i alle vore Bygder, og paa Island og Færøerne. Selv kan jeg ikke mindes at have seet dem f. Ex. paa Jæderen[8], og istedetfor nogen bestemt Mening har jeg kun kommet til at gjøre mig den meget løse Formodning, at Skab-Skikken, – hvad enten hjemmegjort eller indført – var bleven Bygde-Skik her i Akershus-Stift og derfra udbredte sig, som saa mange Hus-Skikke, mod Nord og Vest, uden dog at faa Indgang overalt og uden at holde sig overalt, hvor den for en Stund kunde være bleven optaget. Jeg bærer nemlig Tvivl om, at den nogensinde har været almindelig i de Bygder, hvor Røgstue- Bygninger endnu høre hjemme eller have været i Brug til for nylig; det staaer for mig, som at Skabenes kunstige Snedkerarbeide maatte være ligesom for fint for Røgstuen, der med gammeldags Nøisomhed har fundet sig vel hjulpen med, hvad Tømmermands-Øxen kunde faa istand. Sine Kostbarheder og finere Sager brugte man vel i de ældste Tider at forvare i Kister af det Slag, som vi endnu kunne se paa Bøndernes Klæde-Lofter, store og jernbeslagne.
Slige løse Formodninger fortjene ellers ikke at nævnes uden derfor, at de kunne skjærpe Opmærksomheden hos En og Anden, som monne dele denne Interesse og se sig istand til at skaffe nye og bedre Oplysninger om Sagen[9].
Tegningen Fig. 6 er et Sidestykke til Fig. 5 og forestiller et Gjennemsnit af Løkkre-Bygningen tvers over selve Stuen, saa vi faa se den indre Stue-Væg, den, som skiller imod Kleven eller Kammeret. Begge disse Tegninger ville forhaabentlig oplyse, hvad der endnu efter de første Tegninger af Huset monne være dunkelt med Hensyn til selve Bygningsmaaden, Ramloftets Stilling o. s. v.
Men her vil jeg tale om de Ting, som vi finde i
Stuen ved den nævnte Væg, og først skal jeg gjøre opmærksom
paa Haandklædet, som hænger der tæt ved
Kleve-Døren. Det hænger under en egen Indretning, der
kan beskrives som et lidet Skab med et rundt Hul istedetfor
Dør; i dette Skab kan Husbonden kaste fra sig sine Votter
eller andre Smaating, og derfor kaldes det Kastet. Paa
Undersiden af dette er en Kavl eller Træ-Rulle befæstet,
og over den er Haandklædet udbredt, saa det hænger ned
med begge Ender. Det er langt og smalt og forneden
prydet med Fryndser af det Slag, som (ialfald i nordre 
Fig. 6. Det indre af Ram-Stuen paa Løkkre.
Østerdalen) kaldes Sprang. – Den Skik at hænge Haandklædet
saaledes er nu stærkt aftaget og holder sig kanske
kun øverst i Østerdalen; men Kastet med Rullen er endnu at se i fast alle gamle Stuer baade i Østerdalen og Gudbrandsdalen,
saa det tør antages, at Skikken har været
almindelig Hus for Hus her i Oplandene (at sige paa
Gaardene og de bedre Husmands-Pladse); ja, om vi
kunde se et Aarhundrede tilbage i Tiden, skulde vi kanske
finde det hvide Klædes Prydelse der ved Kleve-Døren i
alle de Bygder, hvor Fremskabet og Høisædes-Skabet
prydede den anden Væg.
At hænge et Haandklæde op, det er en saa overmaade liden Sag, at man skulde tro, det maatte være overladt til hver Husmoder at gjøre det efter Behag, saa eller saa; men dette, at Tingen i sig selv var yderlig liden og alligevel saa ens, det viser netop, at vi her have en Skik for os – en Skik, som saa at sige har ordnet Tingen med sine Forskrifter. Ved Studiet af Bygnings-Skikken og Hus-Skikken maa vi agte paa slige Smaating, omtrent som naar Plantekjendere finde et underordnet Kjendings-Mærke for hele Familier af Planter, f. Ex. i de Biblade, som du kan se sammenvoxede med Stilken af de egentlige Blade paa alle Planter af Rosernes Familie. Paa en eller anden Maade er hin Haandklæde-Skik kommen til at høre med til den ældre Bygnings-Skik, som et af dens underordnede Kjendings-Mærker; men naar i en Grænd eller en Bygd, som man kan se f. Ex. paa Hedemarken, denne nye Maner bliver indført, at man istedetfor den gammeldags Stue med dens mangfoldige Brug bygger sig særskilt Kjøkken og Dagligstue og Storstue, saa kan man være vis paa, at der ikke længer bliver tænkt paa Haandklæde-Indretningen. Det hvide Klæde passer saa overmaade godt sammen med den gamle Stues hele øvrige Udstyr; men vi føle strax, at det kun vilde tage sig pudsigt ud ved Siden af Speilet og de polerede Birketræes Møbler.
I den uforlignelige islandske Njaals-Saga, som det skulde være paa høie Tid at faa oversat fra Oldnorsken, læses følgende Fortælling om et Gjæstebud paa Bergthors-Kvaale: „Det var Sædvane mellem Gunnar og Njaal, at hver sin Vinter var den ene af dem til Gjæst hos den anden, for Venskabs Skyld; nu var det Gunnars Tour at reise til Njaal, og de foer da sammen til Bergthors-Kvaale, Gunnar og hans Kone Halgerd. Njaal tog vel imod dem. Og da de havde været der en Stund, kom ogsaa Helge Njaalssøn og hans Kone Thorhalla. Bergthora, Husmoderen og Helges Moder, gik da med Thorhalla hen til Kvinde-Bænken og sagde til Halgerd: Du maa toke dig, saa denne Kone kan faa Plads. Halgerd svarede: Jeg toker mig ikke, for jeg vil ikke lade mig drive hen i Krogen. – Her faar jeg raade, vedblev Bergthora, og nu kom Thorhalla til Sæde. – Bergthora gik for Bordet med Haandtvæt, og Halgerd greb hendes Haand og sagde: Der er ikke saa stor Forskjel paa Dig og Njaal: Du har Kart-Negl paa hver Finger, og han er skjægløs. – Det er sandt, sagde Bergthora, men hverken min Mand eller jeg har kastet hinanden det i Næsen; og han var ikke skjægløs, Thorvald, den forrige Manden din, og alligevel fik Du taget ham af Dage. – Da raabte Halgerd: Lidet gavner det mig, at jeg har den raskeste Karl paa Island til Mand, naar Du ikke hevner dette, Gunnar! – Denne sprang op, steg over Bordet frem paa Gulvet og raabte: Fare hjem vil jeg, og det passer sig bedst, at Du trætter med dine Husfolk og ikke i andre Folks Huse; Njaal skylder jeg al Tak og Ære, og ikke vil jeg være din Kastekjæp og lade mig ægge af Dig. – Saa reiste de hjem. – Husk det, Bergthora, fik Halgerd sagt, at vor Sag er ikke opgjort med det. Bergthora svarede hende, at hun ikke maatte vente at vinde Noget. Gunnar taug til dette og reiste hjem til sin Gaard og var hjemme al Vinteren.“ – Den betænkte og retsindige Njaals og den aabne, kjække Gunnars ædle Venskab, Bergthoras Bestemthed og Nidkjærhed for sit Huses Ære, den sørgelig berømte Halgerds hensynsløse Stolthed – disse Charakterer og den samme Charakterens Yttringsmaade gaar igjen i vore Bønderbygder den Dag idag; og vel maatte jeg under Sagaens Læsning lægge Mærke til denne Scene, hvor den værdige Bergthora gaar omkring og byder sine Gjæster Haandtvæt (Haandklædet hænger vel paa hendes Arm, medens hun holder Vadskevands-Skaalen i Haanden), saasom den Trætte, Halgerd netop derved fandt Leilighed til at yppe, blev Kilden til fast den hele Række af tragiske Begivenheder, som Sagaen saa gribende fortæller.
Og som her, berette de gamle Sagaer oftere om Scener, hvor Haandklædet maatte frem.
Tør vi nu ogsaa tro, at de gamle Husmødre havde pyntet sine Haandklæder med hint „Sprang“? Og tør vi tro, at det allerede i hin fjerne Oldtid var Brug at have et saadant staseligt Haandklæde hængende paa Væggen? paa en bestemt Plads paa Væggen? Eller er den beskrevne Haandklædes-Skik, ligesom maaske Skabenes, opkommen som en senere Tids Mode? og ved Efterligning af fremmede Landes Brug? Mon „Kastet“ og det ophængte Haandklæde med dets „Sprang“, som det mangengang har moret mig at se paa i hyggelige gammeldags Bondestuer, er en Mindelse fra den Tid, da danske Adelsfamilier bleve bosatte hist og her i Landet, og Smaafolk saa op til dem og prøvede paa at efterligne deres fremmede Skik? Ja, Tanken »gaar videre og spørger, hvor meget Andet det monne være, som sammen med en slig liden Skik ad samme Vei fandt Indgang i vore Almuers Husliv? Og endnu en Bemærkning (thi det morer mig altid at tænke paa Sammenhængen mellem Tiderne og Slægterne): selv om det var saa, at den særegne Haandklæde-Skik blev indført ved fornemme Familier fra det beslægtede Naboland, saa tør det dog være, at den kun er at betragte som en dansk Fortsættelse af den Oldtids-Skik her i Norden, som Scenen fra den islandske Høvdings Stue gjorde os bekjendt med[10].
Efter min Opfattelse af Bygnings-Skikkens Udvikling give de forskjellige Slags Ildsteder i Stuerne de bedste Kjendingsmærker for de forskjellige Klasser af Stuebygninger rundt om i Bygderne – Noget, som jeg kommer til at tale udførligere om i det Følgende. Det Ildsted, som Tegningen Fig. 6 lader os se i Løkkre-Stuen, hedder Peis (i nogle Bygder Speis og Spis), men kaldes ofte mindre nøiagtigt Ovnen eller Gruen eller slet og ret Muren, eller blot Stenen, vel ogsaa Skorsten. Det er et aabent Ildsted med Røg-Pibe over, som Røgen gaar ud igjennem – altsaa ikke uligt By-Husenes Kjøkken-Skorsten. Men Peisen adskiller sig dog fra Kjøkken-Skorstenen: denne er jo saa godt som alene indrettet til Kogning, Peisen derimod skal tillige tjene til at opvarme Stuen, og dens Baal skal være Vinter-Kveldens Lys og samle om sig Husets Folk, Kvinderne med deres SpindeRokke, Børnene med deres Lexe-bøger og Legetøi, Mændene med deres Kniv og Øx, naar de have Redskaber at istandsætte eller lignende Ind-Arbeider. For at svare hertil maatte Peisen i flere Stykker være anderledes end en Skorsten, og Alt sees tydeligt at være anlagt paa, at dens Baal skal kunne give tilstrækkeligt Lys for en stor Kreds. Derfor staar den ikke, som Skorstenen, tæt hen ved Væggen, men et Stykke frem paa Gulvet (se Grundtegningen i § 3); derfor er den aaben paa de to fremre Sider, istedetfor at Skorstenen ikke behøver at være aaben paa mere end en Side; derfor staa de to Sider af selve Muren ikke sammen i en ret Vinkel, men aabne sig mere, nemlig i en stump Vinkel, saa det Baal, som blusser inderst inde paa Aarhellen, kan straale frit ud (se Grundtegningen, som tydelig viser Ildstedets skjævvinklede Firkant); derfor endelig er selve Aarhellen eller Aaren eller den Stenlægning, paa hvilken Baalet ligger og blusser, ganske lav, lavere end paa vore almindelige Skorstene, hvorved det vil skjønnes, at Lyset maa falde mere uhindret hen over Gulvet eller lavt ned. Saasom to Sider paa Peisen skulde være aabne, maatte Pibens Murværk paa Fremsiden indrettes til at hvile paa en Støtte i det fremste Hjørne; denne Støtte er helst af Jern og er tillige saaledes indrettet, at den bærer en Sving-Stang eller Buk (ligeledes af Jern), og Gryden, som hænger paa denne (efter Behag længer ude eller inde), kan med Lethed svinges ind over Ilden eller ud over Gulvet. En i Grunden mindre væsentlig Forskjel fra en almindelig Kjøkkenskorsten er endelig den, at siden Peisen har sin Plads inde i Stuen, saa maa den naturligvis udstyres saa smuk som mulig; i Gudbrandsdalen er det saa godt som vist paa enhver vel bebygget Gaard, at den er opsat af fint tilhuggen og paa en Maade poleret Klæbersten; hver af Murens to Sider bestaar, som man endogsaa vil kunne se paa Tegningen, af tre eller fire regelmæssigt dannede Stene, som staa paa Kant den ene over den anden. En saadan Peis med Klæberstenen og Jerntøiet blank pudset og med Pibens Murværk frisk hvidtet danner i Sandhed et Pragtstykke i Stuen, helst naturligvis naar dens Baal lyser for Husfolkets flittige Kreds og ligesom hilser det store Skab, som henne ved Modvæggen straaler ud af Halv-Mørket med sin lueforgyldte Karnis.
I Aaret 1769, da Løkkre-Stuen blev bygget, var der kanske ikke i hele Gudbrandsdalen nogen Bondestue med andet Ildsted end denne Peis. Og omtrent saa tør vi vel forestille os Tilstanden i hele Christiania Stifts Opland ved denne Tid. Men Tingene forandre sig uafladelig, der er ligesom Liv i dem, nye Skikkelser udvikle sig, og det, Gamle dør hen og forsvinder. Saaledes her: i de senere Tider har Kakkelovnen[11] i flere og flere Stuer stillet sig fredelig hen til den gamle Peis for at virke ved Siden af den og sammen med den: Ovnen varmer jevnere og sparer Ved. Aarstallene paa Kakkelovnene kunde sige os saa omtrentlig, hvad Tid det var, at dette Tillæg til den gamle Skik trængte op i Bygderne, paa Romerike, Hedemarken o. s. v.[12] Denne Forandring er interessant, ikke alene som en Forbedring i de ældre Tiders Simpelhed, men tillige som den sandsynlige Indledning til den yderligere Forandring, at man, naar et nyt Hus skal bygges, ganske sløifer Peisen i Stuen og istedet indretter særskilt Kjøkken med Skorsten (som Ildstedet nu bliver kaldt) – en gjennemgribende Forandring, ikke saa meget fordi Stuen fra nu af ikke mere skal oplyses med det muntre Baal fra Peisen, men fordi Adskillelsen i Dagligstue og Kjøkken atter pleier føre videre til Adskillelse mellem Husbondsfolket inde i Stuen og Arbeidsfolket ude i Kjøkkenet, Adskillelse med Hensyn til Kosthold og Arbeide og Omgjængelse. Paa Hedemarken er der allerede mange Bønderhuse uden Peis i Stuen, med Kakkelovn i Dagligstuen og Skorsten i et særskilt Kjøkken; i Gudbrandsdalen er dette vistnok yderst sjeldent endnu; hist er hin Standsforskjel med dens Lys- og Skyggesider betydelig udviklet, her er det endnu for det Meste saa, at Husbonden gaar i Arbeide og til Bords sammen med sine Tjenere og Husmænd. – Forestaar den samme Forandring i Gudbrandsdalen med? og skal den efter Gudbrandsdalens Exempel igjen indføres videre i Opdal og i Romsdalen, længer og længer mod Nord og mod Udkanterne? I Gudbrandsdalen synes jeg dog ellers at have sporet ligesom Sind til at holde paa den gamle Bygnings-Skiks Indretninger ved at udvikle dem til størst mulige Fuldkommenhed, saa det ikke skulde behøves at ombytte dem med nye – en Tanke, som allerede blev erindret ovenfor ved Talen om de pragtfulde Skabe i Modsætning til de fra Byerne komne Skatoller paa Hedemarken. Og nu mindes jeg, at netop i Gudbrandsdalen har en Bonde for nogle Aar siden fundet paa at lade støbe en egen Komfyr, saaledes indrettet, at den passer sammen med Peisen i Stuen og udgjør en Del af den, saa den ved første Øiekast ikke engang bemærkes: her kan man efter Behag brænde Baal paa Peisens Aarhelle efter ældgammel og munter Lands-Skik, eller man kan nytte Komfyrens Koge-Indretning og Varme-Ovn som i Hovedstadens nyeste Kjøkkener. Der er allerede flere Gaarde, som have tilegnet sig denne Opfindelse, der synes at love baade noget af Peisens og Kakkelovnens Hygge og Nytte. Holder dette Stik, saa kan Peisen vente at blive staaende i Stuerne ligesom den engelske Kamin med dens berømte fire-side;[13] men forbliver Peisen i Stuen, saa vil den fremdeles bevare dette Sammenhold i Huslivet, at Husbonds- og Arbeidsfolket fryder sig ved den fælles Ild, mættes ved det fælles Bord. – Tiden vil vise det.
Bygnings-Skikkens Forandringer i Tidens Løb eller Husenes Historie skulde blive godt oplyst, om vi kjendte nøie Ordenes Historie. Saaledes det Ord „Peis.“ Den, som har syslet lidt med Studiet af vort norske Sprog, har det snart som paa en Følelse, at dette Ord nok ikke er rigtig norsk. Saa gik det ialfald mig, og derfor morede det mig at faa det Svar af en Sprogmand, som jeg spurgte, at kanske intet Ord, som begynder med Bogstaven P, er ægte norsk[14].
Ordet skriver sig fra de romanske (fra Rom nedstammende) Sprog og hed i Middelalderens Latin pisalis og i Gammel-Fransk poisle (Ny-Fransk poêl); Betydningen var dels Ovn-Værelse, dels ogsaa Ovnen eller Ildstedet selv. Frø de romanske Sprog gik Ordet over til Tydsken, hvor det kjendes baade fra ældre Tider (phiesel) og endnu bruges i Plattydsk og Hollandsk (pisel, pese, pees), vel kun i Betydning af Værelse med Ildsted, Ovnstue, Kjøkken o. s. v. I Danmark ligesaa. Til os er Ordet vel kommet i den forkortede Form (med bortkastet l i Enden) samt med Betydningen Ildsted. Naar det i Sverige og i nogle norske Egne, som Smaalenene, hedder Speis og Spis, saa er Bogstaven S tilkommet, uvist hvorledes.
Vi maa slutte, at Sagens Gang har været saa, at i Frankrig har man fra gammel Tid forstaaet at indrette Ildsted med egen Røgpibe, og derfra har Indretningen og dens fremmede Navn fundet Vei til Tydskland, Danmark, Sverige og Norge. Man boede før her i Norden i Røgstuer, med Ildsted uden Røg-Pibe, men saa lærte man den nye Indretning, som man fandt bedre og derfor indførte. Ja, endnu i en temmelig nærliggende Tid have enkelte vestlandske Bygdelag (saasom indre Sogn) taget Skikken med Peis i Stuen fra Østlandet, ligesom Østlandet rimeligvis i sin Tid fra Sverige eller Danmark.
Men naar det saaledes er sandsynligt, at denne udenlandske Hus-Skik med Peis i Stuen tidligst blev indført her paa Østlandet, hvad Tid skeede saa dette? Det veed Ingen. Kjendte vi Ordets Historie ret nøie, eller vidste vi, hvad Tid det Navn Peis begyndte at komme i Brug, saa kunde vi antage, at da kom ogsaa selve Tingen i Brug. Men i Sagaerne eller i andre gamle Skrifter forekommer det Navn Peis ikke, efter hvad Sprogforskerne hidtil have fundet, og naar det forekommer i nyere Skrifter, fra forrige Aarhundrede, saa omtales Tingen som gammel og længe kjendt.
Her maa jeg atter erindre om det andet Navn paa et aabent Ildsted med Røg-Pibe, nemlig „Skorsten.“ Dette er ogsaa af fremmed Oprindelse, ligesom det Navn „Kjøkken.“ I Skriftsproget og ellers i almindelig Tale forstaar man jo nu ved Skorsten Ildstedet netop i Kjøkkenet eller Bryggerhuset, hvor Madlavning foregaar.
Ved at lægge sammen alt, hvad jeg herom har seet og hørt, saa har jeg faaet det Indtryk, at 1) engang i Tiden brugtes her i Norge Navnene Peis og Skorsten om en og samme Ting, nemlig et Ildsted af det beskrevne Slag i Stuen, 2) men Navnet Peis agtedes for simpelt og brugtes kun i Dagligtale, medens Navnet Skorsten var det, som brugtes i Skrift, og 3) da Hus-Skikken i Tidens Løb forandredes og forbedredes saaledes, at man fik Kakkelovn i Stuen og hint Ildsted i et særskilt Kjøkken, saa blev det simple Navn Peis beholdt af Almuen i de Bygder, som endnu beholdt den gammeldags simple Indretning, medens Skriftsprogets Navn Skorsten kom til at betegne Ildstedet i det nymodens Kjøkken.
I Aaret 1493 blev der optaget et Slags Syns-Forretning over Kongsgaarden i Jæmteland, som da var norsk Provinds, og det siges her, at den sidste Bruger af Gaarden havde kostet op „en ny Borgestue med Skorsten (skorstein) og alt det, dertil hører.“[15] Denne Skorsten har upaatvivlelig været det samme som en Peis staaende i Stuen og brugt der baade til at koge, varme og lyse, alt efter hvad vi nu kalde gammel Bonde-Vis. Og dette er den tidligste Oplysning, jeg har truffet til at se om dette Slags Ildsted her i Norge.[16]
Det er allerede fortalt, at eftersom Folk i Smaalenene, Romerike, Hedemarken o. s. v. i de senere Menneske-Aldere har sat Kakkelovn i Stuen og flyttet Peisen ud i et særskilt Rum, saa bliver dette kaldt Kjøkken og Navnet Peis ombyttet med Skorsten.
I nogle vestlandske Bygdelag, hvor man længst har ladet sig nøie med de sodede Røgstuers Simpelhed, der har man omsider indført med en Gang den nyere Indretning med Kakkelovn i Stuen og med Skorsten i særskilt Kjøkken, og her er Peisen neppe nok kjendt af Navn.
Meget af dette skal vel stedse være dunkelt og ubekjendt. Men det tør kanske blive klart af det Følgende, at som Peisen i Stuen minder om en meget tidlig Efterligning her i Landet af det mere fremskredne og civiliserede Udlands Hus-Skik, saa staar den igjen som et af de mærkeligste Kjendings-Tegn paa de store Bygde-Uligheder inden vore egne Grænser, i de mere fremskredne østlandske og de mere gammeldags vestlandske Bygder. Jeg skal her kun gjøre opmærksom paa dette Ene: i de ældgamle Stuer havde der været et stort Hul paa Faget eller en saakaldet Ljore, der paa en Gang tjente som Udgang for Røgen fra Arnestedet og som Vindue; men da man nu her paa Østlandet indrettede Ildsted med Røgpibe (Peis), saa fulgte det som af sig selv, at saa snart man saa Udvei til at skaffe sig Glas-Ruder, saa lukkede man Ljoren og huggede Vinduer paa Væggen. Men paa Vestlandet, hvor man endnu i Aarhundreder beholdt Røgstuens Indretning, der kunde man ikke undvære Ljoren for Røgens Skyld, og saa lod man sig længe nøie med den Lysning, som Ljoren gav. Peis-Stuen og Røgstuen forholde sig altsaa til hinanden som klarere Lys og større Dunkelhed. Men hvad Indflydelse det igjen har havt paa Livet i Husene og paa Folkets Velbefindende, Tænkemaade, Sæder, det er ikke til at opregne.
Haandklæde-Kastet, Peisen, Skabene – Betragtningen af disse Stuens Indretninger har ført mig langt bort fra Stuebygningen paa Løkkre i Lom. Men jeg vender tilbage hid. Dette Hus danner, som sagt, Udgangs-Punktet for nærværende Fremstillings hele Studium; som jeg nu har dvælet ved de enkelte Ting inde i Stuen, saa gaar jeg endnu engang udvendig omkring Huset og betragter det fra alle Sider og med største Opmærksomhed.
Tegningen Fig. 7 fremstiller i Perspektiv Husets bagre Lang-Side samt den Tver-Ende, hvor Ramloftet er.
Tydeligere end paa de foregaaende Tegninger se vi her den Sval, som ved denne Ende af Huset hæver sig i to Stok-Værk, Under- og Loft-Svalen. Denne sidste har en Glugg eller Lys-Aabning paa Panelvæggen, og lige indenfor den Glugg er Døren til Loftets Sengeværelse. Gjæsten, som skal sove derinde, kan næsten ikke andet, end at han jo maa standse lidt her, læne sig med Armene paa Gluggens Kant, bøie sig ud over og lade sig opløfte ved Synet af Dalen, som den drømmer der i Sommernatten, tryg under hine Snefjeldes Vagt.
Og saa gjorde vist St. Olaf, da han var paa Lom.
Hans Besøg her berettes nok bedst i den korte Olafs-Saga, som er skreven her i Norge mellem Aarene 1150 og 1200, og i Aaret 1849 er bleven trykt i Christiania: „Det er sagt, at Kongen var øm Natten paa Gaarden Bø paa Lesje, og der beskikkede han Præster for Bygden. Siden foer han over Lorodal og kom til Stavabrækken og sad en Stund der. Men der ligger en Gaard under Brækken (Aas-Brinken), som heder Bø, en Aa render efter Dalen, som heder Otta, og den fagre Bygd, som ligger paa begge Sider, heder Lom. Kongen kunde se endelangs efter Bygden, og sagde: „Skade er det, om man skal være nødt at brænde saa fager Bygd.“ Siden stævnede han ned i Dalen med sit Mandskab og var om Natten paa Gaarden Næs og tog sig Herberge i et Loft, hvor han selv sov. Og det Loft stod længe efter, uden at blive forandret. Det siges, at Kongen var der fem Nætter og skar op Thingbud og stævnede til sig Folk baade fra Lom og Vaage og Hedalen og lod det Ord følge med Budsendingen, at de havde enten at prøve Vaabenlykken med ham eller at se sine Gaarde brændte eller at omvende sig til Christendommen og lade af med alt Hedenskab og give ham sine Sønner med fra Bygden som Gidsler, hvilket de dog med Rette burde anse mere som en Ære end som en Tvang. Og det er berettet, at næsten alle Bønderne i disse Herreder kom til Mødet og forligtes med ham; men de, som ikke vilde det, flygtede ud igjennem Dalen“[17].
Vel maatte jeg tænke paa St. Olaf her. Thi da jeg var paa Lom og gik ind paa Gaarden Næs, som Sagaen nævner, og besaa det gamle Hus, som efter Sagnet skal være det selvsamme, som Olaf sov i (Olafs-Stuen), saa fik jeg den aldeles paalidelige Forklaring, at indtil for en 30 Aar siden, da Huset blev flyttet og med det samme forandret noget, var det en Stuebygning af samme Form som Stuen paa Løkkre, saa det Loft, Kongen sov i, skulde have været netop Ram-Loftet.
Det blev mig ogsaa fortalt, at ved hin Flytning befandtes Veden i Tømmerstokkene formedelst Ælde saa overmaade haard, at Øx og Sag lidet vilde bide paa den. At saadant Tømmer, af bedste Malm-Fure og under Loms besynderlig tørre Veirlag, har kunnet holde sig saa lang Tid som fra St. Olafs Dage indtil nu, det tør ganske vel antages.[18] Og jeg ser ikke nogen bestemt Grund mod den Mening, at der kan have været saadan Bygningsform paa Olafs Tid: Stue med Kleve og over denne sidste et Ram Loft. Thi vel afviger selve Grundformen i et Stykke (med Hensyn til Indgangsdørens Plads) fra den, som nu fore- kommer i det Vesten- og Nordenfjeldske, og som de gamle Sagaers Beskrivelse synes bedst at passe til – Noget, som jeg kommer til at forklare nærmere nedenfor; men en kyndig Mand har sagt mig, at der i de gamle Sagaer vanskelig skal findes nogen Beskrivelse netop over en østlandsk Stuebygning, og der synes mig derfor at være Rum aabent for den Forestilling, at der kanske allerede i Oldtiden var en tilsvarende Forskjel i Bygnings-Skikken paa Øst- og Vestlandet. Og om det end var bedre oplyst, end det nu for Tiden er, at der for 8–900 Aar siden brugtes lutter Røgstuer her paa Østlandet, saa er det Noget, som endda ikke angaar selve Bygningens Form, og Ildstedet kunde være blevet forandret i Olafs-Stuen, uden at dennes Tømmerbygning behøvede at forandres i mindste Maade.
Jeg er imidlertid tilstrækkelig opmærksom paa, at der ofte ligger Misforstaaelse og Vildfarelse til Grund for saadanne Sagn, og her tør endogsaa den overtroiske Mening have indblandet sig, at Helgenens Nærværelse havde gjort Huset uforgjængeligt. Jeg vil altsaa ingenlunde paastaa, at det har sin Rigtighed med denne Olafs-Stue.
Men saameget er vist, at selv i de allerældste Saga-Tider pleiede man have Gjæste-Senge staaende netop i et Loft-Værelse, hvad enten nu dette stod over selve Stuebygningen eller over et særskilt Hus (Senge-Bod); det kan man ogsaa skjønne af de gamle Historier, at Trappe-Opgangen til Senge-Loftet pleiede være ikke inde i selve Huset, men udvendig i en Svalgang, saa man først maatte op paa Loft-Svalen og derfra kom ind paa Loft-Værelset. Naar hertil erindres, hvad der ligeledes fremgaar af Sagaerne paa mange Steder, nemlig at der var Glugger eller Lys-Aabninger paa Loft-Svalen, saa denne endog var et yndet Sted, hvor man kunde staa og se ud, høit over alle de andre Huse paa Gaarden, – saa fremkommer saa stor Lighed mellem før og nu, mellem det Hus med Loft, hvor St. Olaf sov, og den Stuebygning med Loft, som Tegningen viser os, at det er mig, som om jeg saa Kong Olaf staaende der paa Loft-Svalen, med et langt, vemodigt Blik udover „den fagre Bygd“, som den laa der i Sommernattens Dunkelhed, under Hedenskabets Skygger.
Under alle Omstændigheder kan man vide, at Stuen paa Næs, som Sagnet kalder Olafs-Stuen, og som indtil for en 30 Aar siden var en Ramloft-Stue, maa være meget gammel. Det er ogsaa Tilfælde med alle de Ramloft-Stuer, som nu ere til, at de udmærke sig fremfor Nabo-Husene ved sin Ælde, saasom den paa Løkkre, fra 1769, nok er den yngste. Men lige saa gamle som de ere, saa faa ere de ogsaa. Efter gamle Mænds Fortællinger har der været flere af dem før i Lom og i nogle Nabobygder; de, som staa igjen, vise os kun de sidste Levninger af en snart forsvunden Skik.
Her maa ingen Misforstaaelse indblande sig. Det er endnu herskende Skik i Gudbrandsdalen og videre omkring at bygge Stue-Huse efter samme Grund-Plan, som den beskrevne Ram-Stues, nemlig en langagtig Firkant afdelt i Stue og Kleve. Den Skik, som nu er forsvunden, bestod i at bygge dette Loft, Ramloftet, over Kleven. Nogen almindelig Sti har dette dog vist aldrig været. Jeg tænker mig der ialfald saa, at det kun var en Del af Gaardene, hvis Stuebygninger for det stadselige Udseendes Skyld vare byggede saa, ligesom en egen Familie af fremragende, saa at sige: fornemme Huse iblandt de almindelige, lave Stuers Mængde. Og af denne Hus-Familie er det, at der nu kun er ganske faa tilbage.
Foruden de to Ramstuer paa Løkkre og Næs har jeg endnu seet tre i Lom, nemlig paa Gaarden Elsæter, af Aaret 1640, og paa to Husmands-Pladse, alle tre i Bæverdalen. Der skal dog være et Par Exemplarer til i Lom, som jeg ikke selv har seet[19]. I Nabo-Præstegjældet Vaage kunde en gammel Mand fortælle mig om en ligedan Stuebygning, som havde staaet i Sells Sogn. Og i Dovre Sogn har der indtil for faa Aar siden staaet en paa Gaarden Hjelle; jeg talte i 1859 med dens sidste Eier, som havde gjort Ende paa dens faldefærdige Tilstand ved at rive den ned, og jeg forvissede mig om, at det har været en rigtig Ramloft-Stue. Ellers har jeg ikke seet eller hørt om noget Hus af dette Slag i hele Gudbrandsdalen.
Desto mere overrasket blev jeg ved at finde en Ramstue helt nede paa Hedemarken, paa den gamle Kongsgaard Huseby i Stange. Jeg saa den i 1857; formedelst nyere Tiders Tilbygninger skulde det været vanskeligt nok at erkjende den for, hvad den oprindelig var; men da Eieren, den gamle og vel minnuge Bonde Nils Huseby, forklarede mig Husets Historie, saa var det som om hine Tilbygninger faldt af som en Skal, og Kjernen, som blev tilbage, blev en ægte Ramloft-Stue, med Sval, udvendig Trappe-Opgang o. s. v.[20] Ogsaa af en anden Grund morede det mig at se dette Hus: Ram-Loftet var ved et Panel afdelt i to Værelser; i det ene var der muret en liden Peis, saa det altsaa kunde opvarmes om Vinteren; i det andet vare Væggene prydede med et Slags Maleri, som forestillede ophængte Tapeter, efter den ældgamle og før omtalte Skik at ophænge Tapeter ved festlige Leiligheder. Maleriet giver et tydeligt Begreb om, hvordan man bar sig ad: helt øverst vises smale Stænger som Gardin-Stokke at være fæstede til Væggene, og fra dem vises brogede Aaklæder at hænge i Folder, fæstede med Snorer i de øvre Hjørner, det ene tæt ved Siden af det andet, Væggene rundt. Der er sagtens ikke stor Kunst i selve Maleriet; men der ligger et Minde i det, som bærer langt op i Tiden. Jeg maa tænke paa dette Ramloft paa Huseby, naar jeg læser i 1ste Kapitel af Sverres Saga om den „pyntelige Loft-Sal,“ som Sverres Moder drømte om, – eller naar jeg læser Snorres fortræffelige Fortælling om Aastas Kjærlighed og Iver, da det blev hende meldt om hendes Søn Olaf (den Hellige), at han hvert Øieblik var ventende hjem efter sin Udenlands-Færd: „Hun stod strax op og befatte Karle og Kvinder at gjøre Alt istand paa det Bedste; hun lod fire Kvinder hente Stadsen til Stuen og pryde den i Hast med Tapeter, og ligesaa Bænkene.“
At dømme efter en ufuldkommen Tegning og Beskrivelse, jeg har seet, have vi fremdeles en Ramloft-Stue i den mærkelige gamle Bygning paa Stemsrud i Grue Præstegjæld i Soløer, i Glommens Dalføre. Selve Stuen i Huset maa være en af de største, man faar se i Landsbygdens Træ-Huse, nemlig 1512 Alen lang og 1612 Alen dyb (maalt efter Husets Bredde) samt 7 Alen høi fra Gulvet til Mønsaasen. Ifølge Sagnet og et i en af Tømmerstokkene hugget Aarstal skal denne Stue være tømret i Aaret 1324, og den beboes nu i mange Led af Familien Colbjørnsen, som holder den i Agt og Are. Saa heldigt er det ikke med de andre Ramloft-Stuer, jeg har seet; paa de to nær, som staa paa ringe Husmandspladse, staa de andre allerede forladte og prisgivne Ødelæggelsen, da de Bønder, som eie dem, have bygget sig mere nymodens Huse ved Siden af.
Det skulde være underligt, om disse Ramloft-Stuer fra først af havde staaet saa ensomt, nogle faa i det nordre Gudbrandsdalen og et Par i de ydre Bygder. Det Rimelige synes mig at være, at den hele Strækning af Bygder fra Lom til Hedemarken og Grue har været prydet med flere af dette Slags Huse, saa mange kanske i Rad, at det ene kunde ligesom hilse over til det andet.[21]
(Fortsættes.)
- ↑ Jeg smykker min Afhandling (og den kan vel trænge til det) med Tegningernes laante Fjedre. Nogle ere laante helt og holdent; med andre af dem har det sig saa, at det Rigtige eller Kunstmæssige ved dem er laant, idet Træskjæreren, Hr. Søborg, har rettet paa de ufuldkomne Udkast af min egen Haand. Fig. 1 har Hr. Landskabsmaler Eckersberg tilladt mig at tage af hans Mappe. Fig. 2, 3, 4, 5 og 6 angaa alle et Hus paa Løkkre i Lom, som jeg kortelig havde beskrevet i min „Beretning om Sædeligheds-Tilstanden i Norge (1857), Side 22, og som derefter (jeg tror ogsaa: paa Foranledning deraf) blev tegnet for Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring, af Hr. Civil-Ingeniør Chr. Christie. Fig 7 angaar ogsaa det samme Hus, men er udført paa den antydede Maade efter et tidligere Udkast af mig. Fremstillingen i nærværende Afhandling kan ikke undvære Tegninger og har i flere Stykker maattet rette sig efter den Anledning, jeg havde til at laane mig frem. I det nævnte Selskabs Samlinger har jeg fundet flere Stykker, som passede til mit Behov. Jeg skal ved hvert Sted se til at nævne min Kilde.
- ↑ Nu, da jeg sætter mig til at skrive og overskuer den Vei, som min Afhandling skal arbeide sig fremad, paatrænger det sig rigtignok stærkt, at Mangt og Meget af det, som jeg her skulde erindre og have paa det Rene, har jeg vel paa mine Reiser seet og moret mig ved at se og betragte, men dog ikke fæstet paa Papiret eller lagt paa Minde saaledes, som den pleier gjøre, der allerede har den Plan at skrive offentlig. Jeg har ialfald ikke før nu temmelig nylig tænkt mig, at jeg nogensinde skulde komme til at skrive en særskilt Afhandling om dette Emne.
Vel har jeg tænkt paa at opsætte, indtil jeg fik skrevet til Folk omkring i Bygderne om nærmere Forklaringer, eller til jeg kanske kunde faa gjøre mine Reiser om igjen og atter se selve Tingene og da se bedre end før. Men begge Maader faldt mig saa vidtløftige, og Opsættelsen kunde blive endeløs. Derimod tænker jeg mig, at naar jeg nu anvender nogle Dage paa at samle og ordne, hvad jeg for Tiden har, og naar jeg faar Lov til at lægge det frem for min Læsekreds saadant, som det nu er, saa kan dette baade skjærpe min egen Opmærksomhed for Tingenes bedre Studium ved senere Leiligheder og derhos gjøre det lettere for mig at samtale eller brevskrive om Sagen med Andre og indhente Raad og Oplysninger.
Man misbillige ikke dette af mig. Den ene Dag skal undervise den anden, den ene Bog og Afhandling befordre den anden, den ene Forfatter skal – selv gjennem sine Feiltagelser – være den anden til Vink og Veiledning. Paa den Maade dages det, og Lyset voxer, og et Studium, som fordyber sig i det Smaa, kan blive Forberedelsen til grundig Indsigt i vigtigere Ting.
Nu, i den sidste Time, da jeg netop staar i Begreb med at levere mit Manuskript til Bogtrykkeren, faar jeg Brev fra en Bondemand i Søndmør, som skriver mig til netop for at gjøre mig opmærksom paa visse Indretninger i Husene der. Han beskriver mig Tilstanden som utaalelig og opfordrer mig til at skrive derom i Folkevennen.
- ↑ Ved denne Leilighed kan ogsaa det erindres, at i Oldsproget og i Bondens Maal bruges det Ord Loft om et Loft-Værelse eller øvre Stokværk, hvorimod det i By-Sproget kanske mere er det samme som Mørk-Loftet eller det Rum, som indesluttes af Tagets skraa Sider. I nærværende Afhandling bruger jeg Ordet Loft i Bondens Betydning.
- ↑ Netop dette Forhold, at Stuen her har lidt mindre Udstrækning efter Husets Længde end efter dets Bredde, tror jeg er det Almindelige her paa Østlandet.
- ↑ Netop i Lom haves endnu til dette Brug nogle særdeles smukke Aaklæder, med indvævede bibelske Figurer (Salomos Dom, Johannes’s Hoved paa et Fad, o. s. v.), Mindesmærker om en ældgammel Kunst, som ifølge aldeles bestemte Sagn mellem Bønderne var kjendt og øvet her og andre Steder i Gudbrandsdalen indtil for faa Menneske-Aldere siden, men som man nu kun kjender Navnet af; Upstad-Gogn heder nemlig Vævstolen, og hine Tepper derfor Upstad-Aaklæder. Paa et af disse Stykker saa jeg Aarstallet 1620 indvævet. Det Ord Vævning passer ikke ganske; thi Islætten bliver paa en Maade flettet eller „smøygt“ ind imellem Renningen; Haanden gjør her mere end paa en almindelig Vævstols-Maskine. – I Universitetets Samling af Oldsager bliver en Vævstol af det Slag nu i disse Dage opstillet, for at staa der som et Mindesmærke fra Oldtiden; selve Træet i den er ogsaa brunt af Ælde; men den er ellers hentet hid fra Bergens Stift, hvor Kunsten endnu øves saa smaat – thi der er Afstanden mellem Oldtiden og Nutiden ikke saa stor, som man ellers er vant til at tænke sig dem.
- ↑ 1ste Del, Side 560.
- ↑ Nedenfor vil det sees, at samme Skab-Skik har været i Smaalenene og i Thelemarken.
- ↑ Senere kommer jeg endog til at omtale, hvorledes der i et vestlandsk Bygdelag er en nedarvet Skabform af et ganske andet Slag.
- ↑ Efterat Ovenstaaende var skrevet, har jeg kiget lidt i et Kjæmpeværk af en Bog, som der i disse Aar er udkommet fire Bind af, og som fra nu af vil blive et af de vigtigste Kildeskrifter for al historisk Forskning over norske Sager, nemlig Diplomatarium Norvegicum, indeholdende en Samling af nogle Tusinde Breve eller ældgamle Dokumenter. Iblandt disse er der mangfoldige Testamenter, Skiftebreve og Kjøbe-Kontrakter o. desl., hvori der tales om allehaande Bohave, og at læse samme er som at gjøre et lidet Indblik i Stuerne og paa Lofterne for et halvt Tusinde Aar siden. Aar 1381, ser jeg, testamenterede en Præst i Nidaros blandt Mere til en Person „en Seng og et Hynde og et Aaklæde og en Kiste (kista) og en Kistel“ (kistill, liden Kiste) (II, 365); ved et Skifte af 1378 forekommer „en fager Kiste, vel jernbeslaaet“ (III, 317); ved Sortedødens Tid, 1352, nævnes ved en Gaardhandel „en tydsk Klæde-Kiste og en flamsk Kistel, som Fru Sigrid havde eiet (IV, 284); ved en Gaardhandel 1406 blev givet i Betaling blandt Andet „en Kjedel for 7 Mark og et Bolster 7 Mark og en Kiste 3 Mark og en Dug 3 Mark og et Aaklæde 2 Mark og en Kande 3 Mark“ (IV, 553); ved et Skifte i Bergens By 1529 forekommer „tre gamle Kister“ (VI, 801); i en Fortegnelse over Indboet paa Akershus Slot 1488 anføres to Kister, og den Dag, da Fortegnelsen blev forfattet, blev i den ene forefundet en Del Lagener og Duger samt Fadeburs-Nøglerne (rimeligvis var da ogsaa selve Kisten laasfærdig), og i den anden var der et Skrin med Brevskaber i (II, 694). Saaledes har jeg da fundet mange Steder, hvor der tales om Kister i hine gamle Dage, og det er let at skjønne, synes mig, at det har været netop saadanne Kister, som vi endnu se paa Klæde-Lofterne i vore gammeldags Bygder. Men Skabe har jeg ikke fundet nævnt; ja en af Diplomatariets Udgivere har underrettet mig om, at det Ord „Skab“ ikke forekommer i Diplomatariet – og heller ikke i noget andet Oldskrift. Var en saadan Ting som et Skab ikke til i hine Tider? Eller er Aarsagen til, at Skabet ikke nævnes i Testamenter og Skiftebreve, kanske den, at det blev henregnet til Husets faste Indbo og derfor ikke blev givet bort eller udlagt i Stifte? Eller mon det har sig saa, at det kun blev nævnet med et andet Navn? Denne sidste Tanke faldt mig ind som en Mulighed ved at læse et Testament fra 1413, af en Præst i Oslo, som gav bort sit iboende Hus og til Stuen skjænkede blandt andet Indbo „Kistesengen, to Bord-Kister, Bogstolen, en Kandestol“ o. s. v. (II, 469). Bogstolen har rimeligvis været en Indretning til at lægge den store og tunge Pergaments-Bog paa under Læsningen; Kandestolen minder stærkt om den øvre Del af Fremskabet med Hylder til Kopper og Kander; Kiste-Sengen har vel været en Seng og en Kiste sammensnedkret, omtrent som man i vestlandske Bygder kan se et Skab forenet med Sengen. Men de to Bord-Kister? Paa en almindelig Kiste er Overfladen Laag; nu tænke man sig den Forandring, at der var Aabning paa Forsiden, med Dør og Lukkelse, men at Overfladen var fast, saa man der kunde sætte fra sig Kopper og Kander som paa er Bord – og man vil da finde, at Tingen har lignet paa en Gang et Bord og en Kiste, altsaa svaret omtrent til vort „Skjænk“ eller Englændernes cup-board (bogstavelig: Koppe-Bord). Dette er nu kun en Formodning. Men i en Sag som denne kan det være tilladt at danne sig Formodninger, hvis man ellers finder det værd at tænke paa den. Ordet „Skab“ eller „Skaap“ forekommer i alle nordiske Sprog, fra Danmark og Sverige til Island, og det i den omhandlede Betydning. Dersom nu selve Tingen var bleven indført her til Norden formedelst en fremmed Mode f. Ex. fra Tydskland eller England, saa skulde man tro, at Navnet ligeledes maatte være kommet derfra, og at det altsaa ogsaa maatte være kjendt i det samme Lands Sprog. Men efter hvad en kyndig Sprogforsker har sagt mig, forekommer ikke Ordet i noget fremmed Sprog, og dermed er den Forklaring udelukket. Paa den anden Side forekommer heller ikke Ordet i noget nordisk Skrift fra Middelalderen, og det kan da heller ikke med Bestemthed paastaaes, at Ordet og Tingen fra gammel Tid af har været kjendt i disse nordiske Lande. I en Beskrivelse over Folkelivet i Sætersdalen ved Aaret 1780 finder jeg den Oplysning, at Slaattekarlen havde Brynestenen (til at bryne Ljaaen med) hængende ved Siden i „en liden Kiste af helt Træ“, og denne kunstig udhulede Kiste hed „Skaap“ (Top. Journ. XXVII, 71). Nu gjætter jeg indtil videre paa, at Ordet oprindelig har betegnet ethvert kunstigt Træskjærings- eller Snedkerarbeide (af det Ord „skabe“, danne), og at det lidt efter lidt er kommet til i Særdeleshed at betegne dette Stykke Bohave i Stuen, som langt om længe og kanske først i de senere Aarhundreder kan have faaet sin bestemte Skik efter mange Forandringer og Forbedringer af den ældgamle Kistes Simpelhed.
- ↑ Da Ovenstaaende var skrevet, blev jeg fornøielig overrasket ved at finde det østerdalske Haandklæde med „Sprang“ igjen i den allerede omtalte Samling af Oldbreve (Diplom. Norv.). Aar 1328 blev i Bergen optaget Taxt over en Del Løsøre, som en Frue havde faaet i Medgift, og deriblandt var „to sprangede Bleier (Lagener) for en Mark, item to Bleier Silke-sprangede for 4 Mark“, fremdeles „en spranget Dug og et spranget Haandklæde (sprangat handklæde) for 4 Mark“ (II, 141 og 142). Og lignende sprangede Linned-Klæder (Lagener og Duge) omtales paa mange andre Steder i disse Oldbreve. Der kan vel ikke være Tvivl om, at her havdes for Øie en Klæde-Prydelse af samme eller lignende Slag som det nuværende Sprang. Men her er det besynderligt, at hint gamle Udtryk nu rimeligvis skulde have været aldeles uforstaaeligt, hvis ikke Stikken og Navnet havde vedligeholdt sig i hin enkelte Bygd. Hr. Lektor Unger, den ene af Diplomatariets Udgivere, har nemlig sagt mig, at Ordet ikke vides at forekomme uden netop i nogle af hine Oldbreve og, som sagt, i Østerdalens Talebrug. Og det er ialfald ikke nogen urimelig Formodning, at naar man i gamle Dage brugte at gjøre Haandklædet saa stadseligt, saa har man ogsaa hængt det op paa Væggen til Stads, efter den her beskrevne Skik.
- ↑ I Gudbrandsdalen bar jeg set adskillige Kakkelovne af Klæbersten, tilhugget og sammensat efter Jernovnenes Mønster.
- ↑ I de ydre Bygder, i Smaalenene og Lier, vil man finde denne Forandring tidligere indført. Se nedenfor under § 14.
- ↑ Jeg veed ikke at oversætte dette Ord (bogstavelig: Ild-Side); det minder mig paa engang om alle de Eventyr, jeg i min Barndom hørte i Kakkelovns-Krogen, og om den Venlighed, som saa ofte har glædet mig i Bonde-Stuer her paa Østlandet, naar man gjorde Plads for mig og bød mig sidde frem ved Ilden (foran Peisen). Ellers har jeg forestillet mig, at Englænderens Forkjærlighed for hans fire-side, dette lysende Midtpunkt for hans Familie-Livs Hygge („den huslige Arne“), er som en Fortsættelse fra en ældre Tids Nøisomhed, da Dagligstuen tillige var Kjøkken, og Ildstedet, hvor der kogtes, tillige skulde give Lysning med sit Baal – altsaa som nu i Gudbrandsdalen og Østerdalen.
- ↑ Lad mig benytte Leiligheden til at sige, at Størstedelen af de sproghistoriske Oplysninger som jeg her og senere kommer til at meddele, har jeg i disse Dage selv faaet meddelt af Professor Keyser, Lektor Unger, Sprogforskerne Ivar Aasen og Sophus Bugge, som allesammen have mødt mine Spørgsmaal med den største Velvillie.
- ↑ Dipl. Norv. II, 716.
- ↑ Hr. Lektor Unger har gjort mig opmærksom paa, at Ordet Skorsten forekommer i Knytlinga-Saga, som blev skreven paa Island rimeligvis i det 13de Aarhundrede. Det heder nemlig her om den danske Kong Knut (den Hellige), at han, efter at have faaet sit Banehug, „faldt i en Skorsten“ (Fornm. S. XI, 367). Men det maa erindres, at dette foregik i Danmark.
- ↑ Den gamle Skildring passer overmaade godt paa Egnens Beskaffenhed. Endnu farer Folk tidt og jevnt gjennem Lordalen over Fjeldet fra Lesje til Lom. Den bekvemmeste Nedgang fra Fjeldet ned til Loms-Bygden et gjennem det Skar, som Aura-Elven fosser ned igjennem, strax indenfor den stærkt bebyggede Grænd Ramstad-Stranden. Men Olaf maatte jo være forberedt paa Fiendskab og Modstand, og her indenfor Ramstad-Gaardene vilde han være som i en Fælde; det ser derfor ud, som at han med Overlæg har forladt den almindelige Sti og holdt sig til Aaskanten, indtil han kom til Brækken ovenover Gaarden Bø eller Bøje, som den nu kaldes; thi naar han kom ned her, havde han omgaaet den mandstærke Del af Bygden. Stava-Brækkens Navn er til endnu, ganske nær ved ligger nemlig Stavaa-Sæteren, og Enhver, som er kjendt i Lom, vil skjønne, at fra dette Sted (ud og op for Ramstad-Stranden og tvers over for Loms-Eggen) maa Udsigten over Bygden være ganske uforlignelig „fager.“ De gamle Sagaer indeholde idelig udførlige Beskrivelser over Bygdernes Beliggenhed og Beskaffenhed; men yderst sjelden, synes mig, læser man i dem noget Udraab af Beundring over Landskabets Skjønhed; derfor tror jeg for vist, at Ordene om „den fagre Bygd“ ikke vilde være skrevne her, dersom de ikke virkelig vare sagte af Kongen – og de passe saa vel.
- ↑ Paa en gammel Stave-Kirke i Tins Hovedsogn i Thelemarken blev i Aaret 1822 fundet en Rune-Indskrift, som utvivlsomt viser Tiden for Kirkens Indvielse, nemlig mellem 1180 og 1190. Kirken blev nedreven for nogle Aar siden; men den Planke, som hine Runer ere indskrevne i, og som nu forvares paa Universitetets Old-Samling, ser ud til at kunne trodse Tidens Tand i Aarhundreder endnu. Næslands Stavekirke, ligeledes i Thelemarken og foreviget ved Landstads smukke Digt i Anledning af dens Nedrivelse omkring Aaret 1850, havde en lignende Indskrift, ifølge hvilken den var indviet i Aaret 1242 (ifølge Munthe i Urda, I, 387 flg). Og et temmelig sikkert Exempel paa, at en Træbygning nok kan holde ud fra St. Olafs Dage til nu, haves i selve Loms Præstegjæld. Kong Olaf overdrog Tesse Fiskevand til Thorgeir den Gamle paa Garmo i Lom, og til Tak herfor byggede denne en Kirke paa sin Gaard, men vor kyndige Oldforsker Nicolaysen antager, at de ældste Hele af den nuværende Garmo Annex-Kirke ere Levninger af hin („Arkæologisk-historisk Fortegnelse over Norges Levninger af Kunst“ o. s. v., Christiania 1855, Side 20). Imidlertid skal jeg ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at et Beboelses-Hus som Olafs-Stuen, formedelst den Fugtighed, som følger med Madstellet o. s. v., rimeligvis er snarere udsat for at raadne end en Kirke-Bygning. Men skulde nogen Stuebygning staa længe, saa skulde det rigtignok være i Lom, formedelst Luftens ualmindelige Tørhed der. Paa et andet Sted, hvor jeg har grebet Anledningen til at omtale Olafs-Stuen paa Næs (i mit Skrift „Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge,“ Side 24), har jeg omtalt en Beretning om, at der skulde være en gammel Indskrift paa Mønsaasen. Nu har jeg bedre Oplysning herom, i Brev fra en paalidelig Bonde, Erik Rusten, paa Lom. Han siger, at da Huset stod i sin oprindelige Skik og havde Ramloft, skulde der paa Loftets Mønsaas være en Indskrift, uden at nogen nu veed, hvordan. Da Huset blev flyttet (fra Sønste-Næs til Gaardparten Ekre), blev som sagt Ramloftet tilintetgjort og dermed Indskriften ogsaa. Nu er Stuens Aas-Tag skjult med Panel; men Eieren fortalte Brevskriveren at der findes indskrevet i Mønsaasen, de Ord: „den 4de Julius, (uden Aarstal) og: „Skrives i norske Kongers Krønike“ – hvilken Indskrift, som Brevskriveren bemærker, ikke kan være meget gammel. – Sml. Schønings Reiseberetning af 1775, i „Budstikken“ 3die Aargang, 1821 og 22, Side 45.
- ↑ Om den ene af disse Ramstuer, paa Gaarden Aakerjordet i Rydningerne, anfører den førnævnte Erik Rusten, at den er kun 16 Aar yngre end Christiania By.
- ↑ Mest for det Følgendes Skyld skal jeg anmærke den Afvigelse ved dette Hus, som jeg synes at erindre, at Indgangsdøren, som nu var paa den almindelige Plads (paa selve Stuevæggen), oprindelig havde staaet saaledes paa Husets Langvæg, at den først førte ind til Kleven, saa man maatte gaa igjennem denne for at komme til Stuen.
- ↑ Dersom Nogen veed om flere Stuebygninger af dette Slag, hvad enten de endnu ere til eller allerede ere ødelagte, saa vilde jeg anse det som en kjær Venlighed, om han derom vilde underrette mig. Om en meget nær beslægtet Klasse af Huse i Opdal kommer jeg til at tale nedenfor.