Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/2
Jeg forbigaar i stilhet mange lystige optrin, hvor vi efter omstændigheterne enten var de optrædende eller tilskuere, fordi jeg har langt mer vidunderlige og interessante jagthistorier at fortælle.
Jeg behøver ikke at fortælle dem, mine herrer, at jeg fremfor alle andre mennesker foretrak at omgaaes dem som hadde en særegen forkjærlighet for jagt. De forunderlige forholde som alle mine eventyr forløp i, og det held som jeg hadde i alt hvad jeg foretok mig, vil altid gi mine livserindringer øket glans.
En morgen saa jeg fra mit soveværelsesvindu at en dam like i nærheten var ganske bedækket av vildænder. I næste øieblik hadde jeg hentet min bøsse ut av kroken og styrtet med saadan fart nedad trappen, at jeg stødte hodet voldsomt mot en dørpost. Det lynte for øinene mine, men jeg mistet allikevel ikke bevidstheten et sekund. Jeg kom snart i skudvidde til dammen og opdaget til min fortvivielse, da jeg tok bøssen op, at stenen var gaat av ved det voldsomme støt. Men jeg maatte ikke la tiden gaa fra mig. Jeg husket lykkeligvis, hvad der hadde hændt mig for nogen minutter siden, aapnet fænghullet, løftet bøssen og sigtet i retning av fuglene, mens jeg med knyttet næve slog til mit ene øie. Atter fløi der gnister for øinene, skuddet gik av, og jeg dræpte fem par ænder, fire speilgaas, og et par vandhøner. Et bevis paa at aandsnærværelse er sjælen i mandige gjerninger.
Naar soldater og sjøfolk hyppig kan takke aandsnærværelsen for sin redning, saa har den ikke mindre ofte været en lykke for jægere. Jeg husker saaledes en dag da jeg paa en av mine vandringer kom til en indsjø hvor jeg saa nogen vildænder som imidlertid var spredt utover den store flate saadan at jeg ved et skud ikke kunde gjøre mig haab om at træffe mer end et par. Ulykkeligvis hadde jeg bare et skud igjen i bøssen, og jeg ønsket meget at faa bringe alle ænderne hjem, da jeg hadde invitert adskillige av mine venner til middag. Da husket jeg, at jeg i jagttasken hadde et stykke flesk igjen av min medbragte niste. Dette flesk bandt jeg saa fast i hundelænken, som jeg rækket op for derved at faa den dobbelt saa lang, saa stillet jeg mig i
sivene ved stranden og kastet min lokkemat ut. Snart hadde jeg den
fornøielse at se den første and sluke flesket. De andre kom efter den første, og da fleskestykket var saa glat og fett, gik det hurtig igjennem anden i hele dens længde; saa blev det slukt av nr. to og saa videre. I løpet av et par minutter hadde flesket fuldendt sin vandring gjennem alle ænderne uten at det var løsnet fra snoren og hadde trukket dem paa som perler. Jeg trak dem fornøiet paa land, slog linen fem, seks gange omkring livet og skuldrene og vendte hjem.
Da jeg endnu hadde et godt stykke vei at gaa og ænderne var tunge og besværlig at bære, begyndte jeg alt at angre at jeg hadde tat saa mange ænder. Men da kom en omstændighet mig tilgode som i begyndelsen hadde foruroliget mig noget. Ænderne var allesammen endnu levende; efterat de først var kommet sig efter deres bestyrtelse begyndte de at flakse med vingerne og at løfte mig med sig i luften. Enhver anden end jeg vilde naturligvis blit forskrækket over dette. Men jeg drog mig denne omstændighet til nytte saa godt jeg kunde, og idet jeg betjente mig av mine frakkeskjøter til ror styrte jeg til min bolig. Da jeg var naadd like over huset og det gjaldt at komme ned paa jorden igjen, dreiet jeg halsen langsomt om paa den ene and efter den anden, hvad der hadde sine vanskeligheter, da jeg maatte begynde med den forreste, og kun ved at gjøre en dristig kolbøtte i luften som jeg maatte gjenta saa mange gange som der var ænder igjen kunde dette forvovne eksperiment lykkes. Da den sidste nakke var knækket, lot jeg mig langsomt slippe ned gjennem skorstenspipen paa slottet hvor jeg til stor forferdelse for min kok faldt ned i gruen som der til al lykke ikke var ild paa.
Kokkens forferdelse forandredes dog til glæde, da hans herre ga ham den rike foræring til gryterne.
Et lignende eventyr hadde jeg med en flok akerhøns. Jeg var gaat ut for at prøve en ny bøsse og hadde allerede brugt op mit forraad av hagl, da jeg imot forventning saa en flok akerhøns flyve op tæt ved mig. Ønsket om at se nogen av disse paa mit bord indga mig en idé, som jeg vil raade dem til, mine herrer, at anvende under lignende forhold. Saasnart jeg hadde set hvor vildtet var slaatt ned, fyldte jeg bøssen med en ladestok istedetfor med bly og lot spidsen stikke ut av løpet. Da gik jeg løs paa hønsene og skjøt paa dem i samme øieblik som de fløi op. Bare nogen skridt borte faldt min ladestok til jorden spækket og smykket med syv høns som nok ikke var blit litet forbauset over saa pludselig at bli spiddet. Det gjælder nok det gamle ordsprog: hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig. Men eventyret var endnu ikke tilende, ti da jeg løftet hønsene op fra jorden og vilde stikke dem i jagttasken var de allesammen blit stekt paa grund av den ophetede ladestok, fjærene var faldt av, og de saa saa indbydende brune ut, at man bare kunde lægge dem paa fatet for at bli servert. De stekte indvolde smakte som sneppemøk.
En anden gang møtte jeg i en av Ruslands store skoge en prægtig blaaræv. Det vilde være skade at ødelægge den kostbare pels med en kugle eller med hagl. Her Mikkel stod bakom et træ. I et nu hadde jeg trukket kuglen ut og erstattet den med en diger spekkenaal. Jeg skjøt, og det saa fint, at rævens hale blev naglet til træet. Nu gik jeg hen til den, tok min jagtkniv ut og slog til den med kniven tvers over ansigtet og saa pisket jeg med min jagtpiske dyret ut av dens skjønne pels saa det var en sand fryd.
Tilfeldighet og held gjør ofte vore misgrep gode igjen; det fik jeg snart bakefter et bevis paa. En dag saa jeg i skogtykningen et vildsvin og en so løpe tæt efter hinanden. Min kugle rammet dem ikke, men det var bare vildsvinet som løp videre; soen blev staaende som fastnaglet uten at røre sig.
Da jeg undersøkte saken nøiere fandt jeg, at soen var blind av alderdom og
Soen hadde endnu svansen i trynet, da kuglen som gik midt imellem dyrene hadde skaaret over ledebaandet til held for dyrene som derved blev reddet og til skade for mig; da nu svinet ikke mer drog soen efter sig, blev denne naturlig nok staaende. Jeg grep da fat i resten av svansen og førte det hjælpeløse gamle dyr hjem uten nogen videre møie og uten motstand.
Saa frygtelig som vildsvinhunnen er, saa er dog vildornen meget farligere. Jeg var engang saa ulykkelig ganske forsvarsløs og uforberedt at møte et saadant dyr i en skov. Jeg skjulte mig bak et eketræ, da det rasende dyr rettet et hug mot mig med saadan kraft at dens hugtænder boret sig saa fast ind i træet, at den hverken kunde fornye sit angrep eller kunde flygte derfra. Hoho, tænkte jeg, nu skal jeg snart ha dig, og grep straks en sten som jeg hamred løs paa hugtænderne med, saa de krummet sig endnu mere og ornen ikke kunde komme fri og maatte vente til jeg kom tilbake igjen fra landsbyen med taug og kjærre for at bringe den levende hjem, hvad der ogsaa lyktes mig.
De har sikkert, mine herrer, hørt om den hellige St. Hubertus, jægernes skydshelgen og om den ædle hjort med det hellige kors mellem hornene som viste sig for ham i skogen. Jeg har hvert eneste aar i godt selskap bragt denne helgen min hyldest, og jeg har set hjorten malet i kirkerne eller set dens navnetræk brodert paa ridderes bryst de tusinde gange, saa jeg ved en god jægers ære og samvittighet ikke formaar at si om der i gamle dage virkelig ikke har været saadanne hjorte med kors og kanske endnu den dag idag vilde kunne findes. Da jeg engang hadde brugt op alle skud, stod jeg uventet likeoverfor en prægtig hjort, som ganske uræd saa paa mig, som om den vidste, at mine patronhylstre var tomme. Jeg ladet straks med krudt og tok en haandfuld kirsebærstene som jeg saa hurtig det lot sig gjøre fik ut av bærene. Med dette sigtet jeg paa hjorten og traf den akkurat midt mellem hornene; et øieblik stod den bedøvet, vaklede — sprang op og undkom. Et aar eller to senere jaget jeg i den selvsamme skov, og saa da en statelig hjort med et smukt kirsebærtræ over ti fot høit mellem hornene. Jeg husket straks paa mit tidligere eventyr og da jeg forlængst betragtet dette dyr som min eiendom fældet jeg den med et skud og fik saaledes paa en gang stek og kirsebærsauce dertil, for træet var fuldt av de smukkeste bær og saa gode som jeg aldrig før eller siden har smakt dem. Hvem vet, om ikke en liden skabelig hellig Nimrod eller en jagtlysten abbed eller biskop paa lignende maate har plantet korset i St. Hubertshjorten. I den yderste nød griper en dygtig jæger til en hvilkensomhelst utvei, før han lar en gunstig leilighet slippe sig av hænderne, og jeg har meget ofte reddet mig ut av de vanskeligste situationer bare ved min evne til at finde en utvei.
Hvad sier De for eksempel om følgende tildragelse?
Jeg befandt mig engang ved nattens frembrud i en skog i Polen, og krudtet var borte likesom dagslyset. Jeg vilde vende hjem, da en uhyre bjørn kom imot mig og sperret veien med aapent gap rede til at æte mig op. Jeg
eiet ikke andet end et par flintestene som jeg av forsigtighet altid bærer paa
mig. Den ene slynget jeg med saadan kraft ind i uhyrets gap, at den fløi ned i halsen paa ham. Det voldte den saadanne smerter, at den dreiet sig rundt, og jeg blev istand til at slynge den anden ind i bakdøren paa dyret, hvad der lyktes mig paa en vidunderlig maate. Nu naadde ikke bare den anden sten til sin adresse men den tørnet saa voldsomt sammen med den første flintesten, at den ga ild og bjørnen sprang istykker med et frygtelig smeld, Jeg føler mig overbevist om, at et argument a priori som paa lignende maate vilde støte sammen med et argument a posteriori vilde ha samme virkning paa mangen lærd.
Det stod skrevet i stjernerne at jeg altid skulde støte paa de skrækkeligste og vildeste dyr netop i det øieblik, hvor jeg var mindst istand til at holde stand, som om deres instinkt aned min vergeløshet. Saaledes hadde jeg engang netop skrudd stenen av bøssen for at slipe den litt, da et uhyre av en bjørn brummende styrtet løs paa mig. Alt hvad jeg kunde gjøre var at klatre op i et træ for at berede mig paa at forsvare mig. Ulykkeligvis mistet jeg min jagtkniv da jeg klatret og hadde saaledes ikke andet end mine fingre, og dem kunde jeg dog ikke hvæsse stenen med. Bjørnen stod paa bakbenene
og strakte sig opover og jeg ventet hvert øieblik at bli dræpt.
Jeg kunde jo som ved en tidligere leilighet ha slaatt ild av mine øine, men den utvei hadde liten tillokkelse, for jeg paadrog mig hin gang en øiensygdom som jeg endnu ikke helt hadde overvundet. Fuld av fortvivlelse saa jeg ned efter jagtkniven, som stod ret ned i sneen; men al min fortvivlelse gjorde ikke saken et haar bedre. Endelig kom jeg paa en idé, som var like saa heldig som uforlignelig. De vet at en egte jæger likesom den egte filosof bærer hele sin eiendom paa sig. Min jagttaske var et sandt arsenal utrustet for alle tilfælde. Jeg rotet rundt i den og halte først en rul snor saa et krumt jernstykke og endelig en daase erter frem av den. Da erterne paa grund av kulden var blit haarde, la jeg dem ind mot brystet for at gjøre dem myke, fæstet jernstykket paa snoren, smurte erterne ut over jernet og lot den rask glide ned paa jorden. Jernstykket med de paaklistrede erter klæbte sig fast til knivskaftet, saa meget mer som erterne ved at bli kolde igjen dannet likesom en cementmasse. Saaledes lyktes det mig ved at manøvrere rigtig forsigtig igjen at hale kniven opover. Neppe hadde jeg faat skjærpet stenen før ogsaa hr. Bamse kom anstigende. Sandelig maa man være en bjørn for at vælge øieblikket saa godt, tænkte jeg.
Og jeg tok imot den med en saa god ladning, at den for altid mistet lysten til at klyve i træer igjen.
En anden gang styrtet en frygtelig ulv saa pludselig løs paa mig, at jeg bare rent instinktmæssig kunde kjøre min næve ind i halsen paa den. For at være ganske sikker, stak jeg haanden stedse længer ind, saa hele min arm tilslut stod fast i dyret like til skulderen.
Hvorledes skulde jeg nu slippe løs? Det var en alt andet end misundelsesværdig stilling. Ansigt til ansigt med en ulv!
Jeg forsikrer Dem, at det just ikke var venlige blikke vi vekslet med hverandre; trak jeg armen til mig, vilde dyret sikkert springe løs paa mig, det kunde jeg tydelig læse mig til i dens flammende øine. Hvad gjorde jeg? Jeg tok fat i dens indvolde, trak dem ut, vrænget min ulv som en handske og lot den ligge død paa sneen.
Det samme middel turde jeg vel neppe med held anvende likeoverfor en rasende hund, som jeg møtte i en gate i St.Petersburg.
Dennegang gjælder det at løpe alt hvad tøiet kan holde, sa jeg til mig selv.
For desto bedre at kunne løpe, slang jeg min pels fra mig og var i et øieblik bak lukte døre. Da den rasende hund hadde skræmt alle folk bort, og da ingen i flere timer bakefter vovet sig ut paa gaterne, saa turde jeg ha haab om at faa pelsen igjen. Det var en kostbar blaarævpels som jeg selv hadde skudt paa en av mine straalende vinterjagter, og jeg vilde meget nødig miste den. Jeg sendte derfor senere min tjener avsted for at søke efter den. Og han fandt den ganske rigtig paa det sted jeg hadde anvist ham. Han la den sammen med mine øvrige klær i klædeskammeret. Næste dag blev jeg ikke litet forskrækket over at der blev en vild spektakel i huset, og Johan kom skrikende imot mig:
«Gud bevare os vel, hr. baron, Deres pels er gal!»
Jeg skyndte mig hen og fandt næsten alle mine klær hulter til bulter og revet istykker. Min oppasser hadde virkelig ret i sin uttalelse, pelsen var gal. Jeg saa i samme øieblik hvorledes den kastet sig over en fin dragt og ubarmhjertig rystet den og rev den istykker.
_-_Baron_von_M%C3%BCnchhausen_(1862)_-_009.jpg)