Bruker:Replayful

Bruker:Replayful/Omrids

Letfattelig Overſigt over den almindelige Grammatiks Elementer, udarbejdet ſom fuldſtændigt Supplement til M. C. Hanſens „Førſte Omrids af Grammatiken“, fornemmeligen til Brug ved Selvunderviisning, ved J. G. Dreyer, Cand. philos. ———————— Stavanger Trykt hos Paul T. Dreyer. — 1848. Forord.

Da jeg under min mangeaarige Virkſomhed ſom Sproglærer fandt, at Grammatik ialmindelighed efter en mindre henſigtsmæsſig, - for Lærer og Diſcipel lige trættende - Methode ſøgtes bibragt Begynderen, udarbejdede jeg til Brug for, og ſom Hjælpemiddel ved Underviisningen af mine Elever en ganske kortfattet Overſigt over Sprogets Grundbeſtanddele, og gjorde med Henſyn til Anvendelſen af denne meget tilfredsſtillende Erfaringer.

Jeg har derfor anſeet det henſigtsſvarende, i en fuldſtændigere og mere udvidet Form, offentligen at udgive denne lille Overſigt, og tillige at ſætte den i nøjeſte Forbindelſe med M. C. Hanſens „Omrids“, 4de Oplag, der bliver at benytte i den her anviſte Orden, - hvilket de Fleſte enten ere i Beſiddelse af, eller med ſtørſte Lethed kunne anſkaffe, og hvilket jeg i mange Henſeender har ſundet fortrinligt, men ogſaa paa mange Steder at paakreve Forandring, ſom overhoved Belysning og Udvidelſe. Jeg har derfor punktviis, ſaa at ingen Vildledelſe kan opſtaae, henviist til dette, og tør kanſkee ſmigre mig med det Haab, at Begynderen, ſaavelſom den Viderekomne, i denne Forbindelse vil have en ligeſaa fattelig, ſom tilſtrækkelig, Anviisning til at opfatte det norſke Sprogs Formlære og Bygning, - ſamt at de, der, uden tilſtrækkelige Forkundſkaber i Grammatik, ville lægge ſig efter fremmede Sprog, ville gjøre vel i, foreløbigen at gjennemgaae denne.

Partiklerne, der i Omridſet kun overfladiſk ere anførte, har jeg fuldſtændigen afhandlet.

Og hermed anbefales denne lille Afhandling DHrr. Skolelærere og Almeenheden paa det bedſte.

Stavanger 1 Auguſt 1848.

I. G. Dreyer.

Den for Opfyldelsen af det menneskelige Samfundslivs Bestemmelse

uomgjængeligen nødvendige Betingelse, - det Middel, som Skaberen har forlenet Menneskerne, for at de kunne meddele hverandre sine Tanker, Meninger, Følelser, Forestillinger, Ønsker, Begjæringer, Villie, - idethele: sine Fornemmelser, kalde vi Sprog; med andre Ord: ved „Sprog“ forstaaes det for Hørelsens eller Synets (i meest udvidet Forstand vel og for Følelsens) Sands sig frembydende Udtryk af de menneskelige Fornemmelser^[1]

Sproget, der bestaaer af Ord, er ifølge sin Natur tvende Hovedslags, nemlig:

Lydsprog (Tale), der udtrykkes ved artikulerede Toner^[2], og saaledes opfattes gjennem Øret;
Tegnsprog, hvilket opfattes gjennem Øjet. Dette sidste er igjen a. Skrift, der meddeler Tankerne ved skrevne eller trykte Figurer (Bogstaver), eller b. det egentlig en saakaldte Tegnsprog, f. Ex. de Døvstummes med Fingrene, o. s. f.

Anm. Man regner 4 à 5000 Sprog og væsentligen forskjellige Dialekter, hvoraf indtil 800 skulle komme paa Amerikas Indianerstammer.

Grammatik eller Sproglære lærer os i dens saakaldte etymologiske Deel at kjende Ordenes Inddeling og Grunden til denne, de forskjellige Forandringer, som Ordene i et Sprog ere underkastede, samt i dens saakaldte syntaktiske Deel de Regler, efter hvilke vi rigtigen skulle sammenføje Ordene, for paa bedste Maade at udtrykke vor Mening.

Anm. Ordene, som saadanne, ere enten Stammeord (primitiva), f. Ex. Huus, eller Afledsord (deriviata), f. Ex. huuslig, eller af to eller flere enkelte Ord sammensatte, f. E. Huus-væg.

For at Sproget skulde kunne fyldestgjøre dets Hensigt, var det nødvendigt, at Ordene efter deres Betydning, og den Nytte, de i Sætningen (Meningen) medføre, maatte henhøre under forskjellige Afdelinger, hvilke alle ere nødvendige, for med Fuldstændighed at kunne meddele sig. Disse benævnes Taledele, og af saadanne gives i ethvert uddannet Sprog ti.^[3] Taledelene ere:

I. Subſtantivum (Selvſtændighedsord, Omridſet Side 6 S) udtrykker et selvstændigt, i og for ſig ſelv beſtaaende, Begreb, - med andre Ord: Benævnelſen af hvilkenſomhelſt levende eller livløs Gjenſtand eller Gjenſtandsart er et Subſtantiv. Subſtantivet er saaledes ſelvfølgeligen den allerførſte og ældvte Ordklasſe, der af Menneſket i ethvert Sprog maatte benyttes.

Anm. Man kan vel antage, at Sproget i dets førſte Oprindelſe ene har beſtaaet af Subſtantiver, noget man ogſaa ſtedse kan bemærke ved Barnet, der begynder at artikulere Lyden, - at tale.

Subſtantiverne kjendes derpaa (O. S. 6), at de maae have, og kunne tillegges visſe Beskaffenheder, ſamt at man foran dem, med Undtagelse af de nedenfor omtalte Egennavne, kan ſætte de ſmaa Ord, „en, et“ (Artikelen); f. Ex. en (god) Mand, - en (sort) Heſt, et (smukt) Huus.

O. S. 9 - § 3 - A.

P. Proprium (Egennavn) er en Benævnelſe, der pasſer til (er egen for) blot een enkelt eller nogle enkelte Gjenſtande af en vis Art. Egennavne ere altſaa enkelte Perſoners, enkelte Dyrs, ſamt alle geographiſke Navne (Stedsbenævnelser), f. Ex. Peder, Pasop, Stavanger. — Den fælles (almindelige) Benævnelse for en heel Gjenstandsart kaldes:

A. Appellativ (Fællesnavn), f. Ex. Menneſke, Hund, By.

A. Abſtraktum (Beſkaffenhedsnavn, Handlingsnavn) fremſtiller en Beſkaffenhed eller Handling som et ſelvſtændigt Begreb.

O. S. 10 K. Naar Talen her er om Subſt.s Kjøn (genus), menes blot det ſaakaldte grammatiſke Kjøn. Der gives ſelvfølgeligen i alle Sprog tre naturlige Kjøn, idet alle levende Veſener maae høre enten til Hankjøn (maskulinum), eller til Hunkjøn (foemininum), - men alle livløse (uorganiſke) Gjenſtande intet Kjøn kunne have, og derfor ſiges at være af Intetkjøn (neutrum). Det naturlige Kjøn beroer altſaa paa Ordets Bemærkelse, men det grammatiſke, der i de forſkjellige Sprog er forſkjelligt, blot paa Brugen, uden at nogen Grund derfor ellers kan angives. Naar jeg f. Ex. ſiger „en Mand, en Kone, en Bog“, da høre disſe tre Ord til tre naturlige, men til eet grammatiſk Kjøn; ſiger jeg: „en Pige, et Fruentimmer“, da har jeg blot eet naturligt, men to grammatiſke Kjøn.

Foruden de i O. anførte Subſtantiver, der have forskjellig Betydning i Fælles- og Hverkenkjøn, gives adskillige flere saadanne, f. Ex. en Stift, et Stift, en Frø, et Frø(korn) o. fl.

H. H. Her menes det naturlige Fælleskjøn; siger jeg f. Ex. „Løven er et modigt, Faaret et frygtsomt Dyr,“ da menes ved disſe to Dyrbenævnelser baade Han og Hun.

S. 11. E. F. Entallet og Flertallet kaldes med de grammatiſke, af Latinen laante, Benevnelser Singularis og Pluralis.

De Subſtantiver, der betegne Masſefrembringelſer i Naturen eller Produkter ialmindelighed, f. Ex. Guld, Rug, Gres, Uld, Øl o. ſ. v., ſamt de fleste Abſtrakter kunne intet Pluralis have.

↑ Forsaavidt Dyrene kunne udtrykke Fornemmelser af Glæde, Frygt o. s. v. kunne de ogsaa i en vis Henseende siges at have et Sprog.
↑ Ved „artikuleret Tone“ forstaaes en Lyd, hvori man tydeligen kan skjelne de enkelte Led (Bogstaver, Stavelser), hvoraf den er sammensat, og der saaledes skiller sig fra den Lyd, Dyrene udstøde.
↑ O. S. 5 - T - angiver blot syv, idet de fire sidste ere — S. 6 P — anbragte under Fællesbenævnelsen „Partikler“.

[1] Forsaavidt Dyrene kunne udtrykke Fornemmelser af Glæde, Frygt o. s. v. kunne de ogsaa i en vis Henseende siges at have et Sprog.

[2] Ved „artikuleret Tone“ forstaaes en Lyd, hvori man tydeligen kan skjelne de enkelte Led (Bogstaver, Stavelser), hvoraf den er sammensat, og der saaledes skiller sig fra den Lyd, Dyrene udstøde.

[3] O. S. 5 - T - angiver blot syv, idet de fire sidste ere — S. 6 P — anbragte under Fællesbenævnelsen „Partikler“.

[1]

[2]

[3]