Smittekilden/3

Fra Wikikilden
< Smittekilden(Omdirigert fra Smittekilden/III)
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede skrifter
Utgitt av Gyldendalske boghandel,  (Vs. 217-226).
◄  II
III

 Sundhedstilstanden . . . den legemlige sundhedstilstand, som beskytteren kaldte det . . . havde ikke paa længe været saa god, som man kunde ønske. Et par tilfælde af mild tyfus havde ikke vakt videre opsigt. Patienterne blev afhentede i de sorte kasser, og korridoren stank en tidlang av svovl efter udrøgningen. Men saa fik én difteri og døde, og i et værelse til en af skyggesiderne begyndte en bondegut saa smaat at spytte blod . . . han havde været for flittig, han var forlæst. Samtidig fløi der op en blaa kul under Geirangers kraveben . . . Omsider begyndte al denne upasselighed at vække en vis beklemmelse. Man spurgte sig selv, om der hang noget i huset, om der sad sop eller gift etsteds og lumrede. Et par af de frygtsomste elever henvendte sig til bestyreren. Ja, der var jo kun enkelte spredte tilfælde af sygelighed, de kunde desværre forekomme overalt, under de bedste hygieniske forhold . . . men man skulde tilkalde en læge, en af sundhedskommissionens egne læger . . . og lægen kom og fandt alt tilfredsstillende.

 Men da det næste difterittilfællde indtraf, og næste gang den sorte kasse holdt udenfor porten, blev der mere uro i beklemmelsen. Geiranger gik omkring og følte paa sin kul, og en morgen Bjelke traf ham i korridoren, sa han trist og venlig: «Jeg tror nok, vi dør ud, hvis det er Guds vilje . . .»

 Netop i de dage fik Ileng sin store egkasse fra Nordland, Det var meningen, at disse eg skulde sælges til bypris og indbringe en del i rede penge. Ileng satte sig tvert imod alle forsøg paa at ombestemme ham fra denne spekulation.

 Bjelke og han sad paa hver sin sengekant og røgte . . .

 «Det er elendige prisnoteringer for eg.»

 «Ja, det ved vist du. Men for fire hundrede eg, selv om de skal gaa for en ort sneset, faar jeg seksten kroner.»

 «Du maa regne fra de raadne.»

 «Det kan ingen se udenpaa dem.»

 «Men jeg kan se udenpaa kassen, at mindst halvdelen er grønne indvortes. Skal vi prøve?»

 Bjelke sprang op og snappede et eg af sagmuggen; kassen stod der halvt opspigret . . . Han slog det istykker og drak det med velbehag.

 «Fy for pokker,» sa han . . . «slige eg kan en faa hønsepest av. Det er ikke fair play at la dem gaa i handelen.»

 Han tog ét til.

 «Stop, din tjuv!» skreg Ileng, mørkerød af sinne, Bjelke drak det ud.

 «Det var lidt bedre,» sa han . . . «skal vi gjøre et skjønsomt udvalg og lyse dem og sælge resten. Eller lade Haagensen faa de bedærvede til hedningemissionen?»

 Dette forslag stemte nordlændingen muntrere. Han blev letsindigere med sine eg.

 «Hør,» sa han, «hvis du vil holde konjak, skal jeg give halvandet hundrede . . .»

 «Til eggedram?»

 Det var et ord.

 Det blev en stor fest om kvelden. Bergenseren forestod egpiskningen. Han skilte ikke for nøie mellem friske og ufriske eller mellem skal og kjerne, men han piskede, saa det var en fryd, og da en mængde sukker var slumpet op i den gule fraadende brænding, kom turen til konjaken.

 Jomfru Henriksen stod hos og saa med græmmelse paa forberedelserne. Gulvet i spisesalen var glat af spildte eggehvider.

 «I dette hus blir jeg ikke gammel,» sa hun . . .

 «Jeg synes nok, at alle de sørgelige tildragelser i det sidste skulde aabne øinene paa nogen og hver . . .»

 «Friskt mod, jomfru!» faldt eggepiskeren hende i talen. «Iaften polerer vi ligkisten . . .»

 Og han skled med tvaren i den ene haand i valsetakt henover det sleipe gulv.

 «Kaa møkke konjak gik der paa eggedrammen i Dokkes blomstringstid, min elskede?» spurgte han og bukkede chevaleresk.

 «I dannet selskab sa vi i gamle dage eggedosis, hr. Wrangel.»

 Jomfru Henriksen sa med eftertryk «dannet selskab», og hendes nakkehvirvler sitrede lidt, idet hun kneisede med hodet.

 «En flaske til sneset,» sa Bjelke afgjørende, mens han trak op, og flaske efter flaske blev tømt op i ælten.

 De var alle bænkede. Mygster sad og gned hænderne og glippede med det ene øie i et forskud af velvære. Geiranger fik sin plads for bordenden, han hakkede tænder af kleinmodighed – en slig vædske . . . mere brændevin end eg. Det kunde aldrig gaa godt! Wrangel øste op: i glas, i seidler, i kopper, i alle kjøkkenets hule gjenstande. Nederst sad der én paa kanten af bordet, hans ansigt skinnede, og hans haar var spragende rødt. Han fik fyldt en dyb tallerken og spiste med ske, mens han indimellem sled damp af en lang prestepibe fyldt med skraatobak.

 Det var et selskab! Der var de komne fra alle egne af det vide land, mange med noget af et liv bag sig, andre med ubeskrevne ansigter. Der var prøvede mænd blandt dem, en – han var fra Nedenes – var endog enkemand, andre havde spillet en politisk rolle i visse distrikter . . . der var én, som paastod, han havde gjort den siddende regjering uvurderlige tjenester i Nordre Bergenhus, han nød stor anseelse. En anden havde virket som afholdstaler. De yngste var alle fra byerne, de var fundne for lette eller for ustyrlige ved de statsstemplede gymnasier, men deres fri lader og uforbløffede væsen, deres ustadige tilbøieligheder og frække selvtillid forskaffede dem en vis beundring . . . selv følte de sig hævede i selvagtelse ved at betragtes som ligemænd af de ældre, hvis stille kløgt og standhaftige vilje de paa sin side beundrede. Foreløbig var de alle kamerater med det samme foreløbige livsmaal: at blive studenter for en billig penge.

 «Drik, præses,» raabtes der opover til Geiranger . . .

 «det gjør godt paa kulen.»

 «Det kværker bacillerne.»

 «Baciller er bare en teori paa overfladen af uvidenheden. Der findes ikke mere baciller end atomer . . .»

 «Saa er der nok af dem . . .»

 «Der findes ingen atomer . . .»

 Salen begyndte at blive tæt af tobaksrøg. Det enlige gasblus stod gult og sprutede smaa gnister af en svovlblaa rand. Jomfru Henriksen markerede sin misnøie ude blandt komfurringene, men ingen gav agt paa det.

 «Silentium! Nedenes har ordet.»

 Det var en skulderbred, spænstig mand . . . ikke ung længer, haaret trak sig tyndt omkring en vig langt op fra tindingen . . . øinene var stive og gulsprængte af mangeslags vidvaagne nætter. For de yngste stod der nok en vis glans for deres bevidsthed af hans moderne aand og hans livserfaring . . . han var erklæret fritænker, og han havde tilbagelagt et helt egteskab. Men samtidig faldt det dem komisk ind, at han kun var skolegut.

 «Nei, jeg har næsrten ingenting at sige . . . se ialfald ud paa gangen først, om nogen skulde staa der.

 . . . Er der ingen her, som er bange for døden? Ja, jeg ved, at du frygter Thanatos, Geiranger, og det har du grund til, for en slig blaa kul lige under kravebenet er det første paalidelige sympton paa galopperende tæring . . .»

 Taleren rømmede sig og tog en god slurk af sit glas. Men Geiranger stødte sit fra sig med en dirrende haand.

 «De andre tilstedeværende er mindre udsat for tuberkler. En mand som Mygster er for tyk, og de fleste af disse unge bygutter er for dovne . . . han dernede, som spiser med ske, har for rødt haar. Men derimod kan sygdomme som difteri og tyfus udrette noget her. Det har vi set. Jeg staar endnu i gjæld til den sidste kransesubskripttion, men jeg lader det staa saa længe, til det blir en rund sum . . . med kassererens tilladelse?»

 Han saa spørgende hen paa Ileng.

 «Vi sparer krans til dig, saa gaar det op i op,» sa Bjelke . . . «Er forsamlingen enig i forslaget?»

 «Bravo!»

 «Ja, det maa dere gjerne. Jeg vilde ikke væde snippen af mit liglagen af rørelse over den venskabelige udgift. I mine øine bør døden være en blomsterløs begivenhed . . .»

 «Kom til sagen.»

 «Ja, sagen er den, at de legemlige sundhedsforhold i dette hus ikke er nær saa gode som de aandelige, moralske. Jeg skulde foretrække, at delt var omvendt. Thi hvad gavner det vel et menneske, om han overvinder verden og alle dens fristelser, naar han tager skade paa sit kjød? Hvad, Geiranger? Du svarer ikke, min ven, for du er enig . . . ja, alle leviterne her er enige. Med disse ord vil jeg drikke for en forbedring i de bestaaende forhold . . .»

 «Ja, og skaal for, at du stryger med først, som er ældst. Du skylder Asklepios en hane, gamle festfordærver . . .»

 Stort mere omtale havde sygeligheden ikke været gjenstand for. Men den forandring, hin taler havde nævnt, foregik lidt efter lidt som efter en taus overenskomst. Internanterne slog sig oftere løs end før, forsømmeligheder blev almindeligere, uordener indtraf . . . flere begyndte at drikke drammer af antise tiske hensyn . . . og den kjendsgjerning, at det var de flittige og ædruelige indesiddere, sygdommene og plagerne havde kastet sin forkjærlighed paa, blev om og om igjen kommentert, og i det hele steg misagten for flid og maadehold. Selv et par af dem, som var bestemt paa at blive teologer, lod sig rive med og fordrev kveldene med kortspil om halve øl . . . eller fulgte med de andre, som gjerne sværmede ude i Basarhallen og lignende letsindige etablissementer.

 Det var en spirende fordærvelse, med rod i en stille panik, ingen rigtig vilde bekjende. Herregud, man kunde flytte, hvis man var ræd. Men hvem var ræd for litt smittesyge? Der var sygelighed nok ogsaa udenfor internatet . . . influenza grasserede . . . Veiret havde skylden. Hele byen laa paa bunden af en beholder med sur affaldsluft. Og til gjengjæld havde det kameratslige samliv aldrig været gemytligere end nu. Man var redebon til at laane hverandre kroner, man spenderede med større flothed, og man havde det morsommere.

 Paa skolen gik det merkelig nok ikke trevnere end ellers. Der var flere forsømmelser, flere uordener . . . men der var kommen en slags rask fandenivoldskhed ind i arbeidet. Man improviserede med større fantasi det, man ikke gad lære, og brugte flittig hverandres rygge til skjermbretter. Lykketræffen spillede en større rolle, men begavelsen kom ogsaa mere til sin ret, og i villig broderlighed overlod man hverandre kladderne til alle opgaver, løsningerne paa de forefaldende problemer. Selv de tunge hoder blev bedre hjulpne end ellers . . . Et lavmaal af de behændigstes kollektive arbeide holdt det hele nogenlunde oppe.

 Og skolens lærere merkede ikke videre til den forandrede aand og tone. Deri kunde ogsaa de mørke dage have nogen skyld. Og pastoren skimtede ingen fare for sit livs verk, før den skjæbnesvangre politiindkaldelse til skolens elever gjød ham is i blodet og rammede ham, som han selv sa – som et lyn fra klar himmel. – – –

 – – – Tidlig en graa morgen, en af de sedvanlige graa morgener, blev Bjelke vækket af Ileng.

 «Vi1 du ringe for mig idag?» spurgte han.

 «Nei Gud vil jeg ei.»

 «Men jeg er syg.»

 Bjelke sprang op og fik tændt lampen.

 Ileng laa og kastede sig frem og tilbage i sin seng . . . han feberfrøs, og tungen smækkede besynderlig i hans mund.

 «Jeg brænder saa i halsen . . . kan du finde vand?»

 Bjelke slog vand og konjak sammen i et glas og gav ham.

 «Det er vel bare lidt influenza?»

 «Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg har aldrig været syg . . . Men jeg fryser saa . . .»

 Bjelke tog sine tepper og bredte over ham.

 «Jo, jeg skal kime,» sa han . . . «og skaffe dig glohed kaffe fra jomfru Henriksen. Bare ikke forknyt, kjære gamle draug . . . det er ikke noget farligt, det skal ikke være noget farligt . . . Drik konjak, vil du?»

 Han strøg ham over panden. Den var hed, og haaret laa klamt om den.

 «Tror du, jeg dør, Bjelke?»

 «Sludder! De to, som døde her, var nogen usle kræk . . . ingen dør med slig krop som du.»

 Han skyndte sig ned og satte klokken i sving . . . indtil jomfru Henriksen omsider stak næsetippen og natkappen ud og bad ham skamme sig. Men da hun saa, det ikke var den sedvanlige ringer, raabte hun, at han øieblikkelig skulde indfinde sig i kjøkkenet.

 «Det var netop det, jeg vilde, jomfru Henriksen. Draugen er syg.»

 «Gud forbarme os alle,» svarede hun og slog igjen vinduet.

 I kjøkkenet laa den lurvede Gunda paa knæ foran komfuren og pustede i gløderne. Jomfru Henriksen var allerede inde hos Ileng. Døren til hendes værelse stod aaben . . . paa bordet foran sengen brændte et enligt stearinlys, og paa bibelen stod et glas med hendes tænder og lignede et efterladt smil.

 Der overkom den unge mand en lyst til at betragte dem paa nært hold, han listede stille derind og stirrede et øieblik paa dem og gled diskret ud i kjøkkenet igjen . . .

 Jomfru Henriksen kom tilbage. Hun var i sterkt sindsoprør. Ileng var hendes yndling blandt internanterne.

 «Han er en mand,» pleiede hun at sige . . . «Og med mand forstaar jeg en person af det andet kjøn med hjertets dannelse.»

 «Jeg har ventet paa dette,» sagde hun og sank ned paa en stol . . . «Faa nu engang ild paa komfuren, menneske!»

 «Hvad har De ventet paa, jomfru Henriksen?»

 «Jeg venter bare paa død og elendighed . . .» Hun holdt sig for munden, medens hun talte, og lydene klikkede og svinglede saa pudsig inde i hendes tandløse mund, at Bjelke kom til at smile.

 «Ja, De har godt for at smile, unge spræt. De kom her og var fremfusende fra den første dag og dominerede og fik alt efter Deres lyster . . . Men det er ikke tsenger at byde mennesker de, de andre maa ligge i . . . de er kjøbt fra et nedlagt lazaret . . pastoren fik dem ogsaa for tsyv øre stykket . . .»

 «Er det sandt, jomfru Henriksen? Koster sengene bare syv øre stykket? Syv – syv øre stykket?»

 Jomfru Henriksen saa forbauset op paa ham. Var manden blevet gal? Han lo, som hun aldrig havde hørt noget menneske le, med en overdaadig, ustanselig latter . . . og den rungede gjennem korridoren, som han løb afsted, ind paa sit værelse, hvor Ileng laa og stirrede paa ham med feberstore øine . . . Han kastede sig paa sengen, det skvulpede i hans mellemgulv, men han kunde ikke holde op at le igjen . . .

 – – Og han tænkte siden i hele sit liv med taknemlighed paa den skole, hvor han havde lært at le.