Smittekilden/2
Haagensen var en lang person, hvis hode virrede med løftet pande paa en altfor tynd stilk, og hvis knær gav sig for hvert af hans sopende skridt. Han saa bestandig ud, som om han fulgte en fugl med blikket, men de blege øine saa ogsaa, hvad der foregik paa jorden. Engang havde han skrevet en sang til kongen, og siden den blev sunget af en flok bespiste folkeskolebørn paa majestætens fødselsdag, var hans dragelser mod poesien blevet et kald. I et provinsblad anmeldte han ogsaa de fleste usunde bøger under merket «Stjerne», men forøvrig var hans klaengenavn blandt eleverne Kometen.
Da Haagensen paa sit erende efter bestyreren naadde anden etage i internatsbygningen, stod alle dørene i korridoren paa vid væg, og i en sky af støv arbeidede jomfru Henriksen og hendes pige med rengjøringen. Men paa trappegangen fandt han uforvarende et hefte, som postbudet havde slængt fra sig. Det var adresseret til Ejvind Bjelke, og da omslaget var løst, trak han heftet ud.
Det var sidste numer af «Nyt tidsskrift». Han betænkte sig et øieblik, saa stak han heftet i inderlommen og tog den sidste trappe i lange lydløse hop. Men entrédøren var lukket, og altsaa maatte han ringe.
Da han gik ned igjen, kom pigen Gunda ham imøde med blottede, fede arme og et bret med bøss.
«Maarn, kandidat.»
Han hilste og vilde forbi.
«Naa har vi faat høiere ordrer til aa lete etter haarnaaler i sengene dems,» sa hun uopfordret.
Der for en kuldegysning gjennem seminaristen. Han skyndte sig forbi den frygtelige kvinde.
Hun lo, saa hun maatte sætte sig i trappen.
– – Det var midt i den første time. Ileng sat paa første bænk, bag sig havde han Mygster, som netop med møie oversatte et stykke af Sallust. Det var blevet nogenlunde lyst, men graat derude under de side skyer og graat derinde av uvederkvægelig latin.
«Sempronia,» hakkede Mygster, «Sempronia, end mod hvis skjønhed . . . ikke dyderne . . . Sempronia, hvis skjønhed ikke dyderne . . . var ringere end . . . hvis dyd var ringere end hendes . . .»
Bjelke sad nærmest vinduet og stirrede ud over pladsen. Der ilede forsinkede forretningsfolk nedover, og der romlede laes, bestandig læs . . . Pludselig jog det hedt igjennem ham: den graa muffen . . . han stirrede og saa, jo det var hende.
Han reiste sig for at løbe ned. Han bad ikke om lov, man pleiede at gaa diskret og selvfølgelig.
Men i det samme sukkede det oppe fra katedret, og et træt brilleblik søgte nedover bænkerækkerne.
«Bjelke, De faar prøve at vise, at Sallust var en prosaist.»
Hvis der ikke havde ligget denne sjeldne smiger i opfordringen, vilde han rendt ned og stillet sig paa post ved et gadehjørne langt nede, nu strømmede blodet ham op i kinderne, og han oversatte flydende kapitlet om damen med de mange skjønheder og de faa dyder.
Han var neppe færdig, før det bankede. Det var Haagensen. Bjelke skulde op paa pastorens privatkontor.
Idet han gik, faldt det ham ind, at deres latinlærer vidste, hvad det gjaldt, og at han havde villet vise ham sin sympati med denne enestaaende udmerkelse. Han bukkede dybt i døren og fangede bare det lynende gjenskin af brillerne. Men hans hjerte svulmede af tak.
Ved det firkantede bord med det grønne billardklæde sad beskytteren . . . vendt mod indgangsdøren. Tilvenstre for ham, bag al nikkelen i telefonapparattet sad bestyreren.
«De kan sætte Dem.»
Lige foran sig paa væggen saa Bjelke over boghylden Nadveren i egetræsramme, og han ækledes pludselig ved dette billede med den sparsomme opdækning og den kjælne discipel.
«Og De kan gaa, bedste Haagensen.»
Seminaristen trak sig i modvillig underdanighed tilbage. De biede sikkert saa længe for at sætte ham i angst. Da denne tanke faldt ham ind, blev Bjelke ganske rolig. Han havde været lidt nervøs underveis.
Lad dem bare klemme paa, tænkte han.
Beskytteren havde et papir foran sig; han lagde haanden fladt henover det, som om han var bange det skulde blæse bort, saa harkede han og betragtede spørgende bestyreren. De havde begge et forgræmmet udtryk.
Endelig begyndte pastoren:
«Hvor gammel er De?»
«Sytten aar i høst.»
Bestyreren tilføiede: «Ja, han er den yngste i andet gymnasium.»
Pastoren trak sin stol nærmere hen til bordet og foldede hænderne foran sig.
«Dette er en meget alvorlig sag, unge mand, begyndte han. Om den kom til offentlig kundskab – og jeg indser ikke, hvordan det skal kunne undgaaes – saa er dermed skolen uoprettelig bragt i vanry. Og hele ansvaret hviler paa Deres skuldre. Det fremgaar af dette papir, at De er anstifteren. De staar opført som nr. 1. Det er en skam af Dem, Bjelke . . . De er til skam for Deres far, Deres familie, for denne skole, for dens bestyrer, for mig og for os alle . . .»
Han rystede energisk paa hovedet og undersøgte papiret.
«Dette er en politiindkaldelse,» fortsatte han . . . «De er ilagt en mulkt af ti kroner for gadespektakel, de andre slipper med tre kroner hver.»
Denne uventede overgang til sagens realitet var en lettelse.
«Vi gjorde ikke noget galt,» sa Bjelke og rettede sig op. «Vi sang Marseillaisen . . . og naar det koster saameget . . .»
«Ti. Jeg vil intet høre om Deres bedrifter. Om De synger gudløse sange ved midnatstid paa gaden, eller De gjør modstand mod politiet . . . eller De i berygtede buler tilkaster sangerinderne blomsterbuketter . . .»
– Det er fra Haagensen han har den, tænkte Bjelke . . .
– «eller De . . .» han rakte haanden ud mod bestyrerren og fik det beslaglagte hefte af «Nyt tidsskrift» . . . forgifter Deres eget sind og udbreder giften blandt Deres kamerater . . . det er ikke alle enkeltheder i Deres opførsel, jeg begjærer kundskab om eller hefter mig ved, men jeg ser paa roden til alt dette onde. Det er Deres trods og utaknemmelighed, som er smittekilden i dette hus.»
Der gik et ryk af uvilje i ham. Betalte han ikke som alle de andre?
«Vi optog Dem kjærlig i vor kreds . . . det har været min drøm, at dette skulde være et beskedent hjem for eder alle i de unge, vanskelige aar . . . En retsindig og forstandig kvinde forestaar husholdningen, bestyreren spiser ved eders bord, og jeg har selv, saavidt min tid strak til, staaet enhver bi med raad og daad . . . Og De skal vide, unge mand, og bestyreren kan bevidne det, at denne anstalt ikke er en forretning. Den drives med tab, som dækkes af gode mennesker.»
Bjelke saa op. Der laa en papirkniv foran ham paa bordet . . . han ønskede, han turde tage den for at have noget haardt mellem fingrene. Fra papirkniven gled hans øine sky hen paa beskytterens foldede hænder; de var magre med mørke aarer, og de dirrede . . . dirrede saa gammelt og hjælpeløst . . .
«Jeg skal ikke fortælle Dem, hvorfor og hvordan denne skole blev grundlagt, det er en lang historie, og det er en personlig historie. Men for mig og for os, som kjender den, er den fuld af underbare eksempler paa, hvad den Almægtige kan bruge et menneskes to tomme hænder til. De er et ungt menneske, og De ved ikke . . . før om mange aar . . . hvad et livs verk vil sige, kjærligheden til hver sten og angsten for hver revne . . . Men De er stor nok til at skjønne, at jeg staar tungt til ansvar for den Gud, i hvis navn jeg har søgt menneskenes hjælp, og for de mennesker, som i god og ærlig tro har hjulpet mig . . .»
Bjelke følte hans blik paa sig, men han kunde ikke løfte øinene.
«Det der er en sag for sig,» fortsatte pastoren nølende . . . «jeg har lidet mere at sige . . . finder De Dem ikke tilrette blandt os, saa gaa i fred. Stanser De her, saa tænk i venlighed paa, hvad jeg har sagt. Jeg har liden lyst til at udelukke nogen – jeg haaber til Gud, at det ikke er min pligt – men, unge ven, om De ser mange ufuldkommenheder her, som indbyder til kritik, saa husk, at jeg og vi alle har villet det bedste, selv om vi ikke har kunnet . . .
. . . Sig saa til Deres kamerater, at de kan erlægge sin mulkt paa skolens kontor . . . mine gutter skal ikke møde for politiet . . .»
Bjelke var hed om øinene, og en tyk klump laa ham i halsen. Havn vilde sige noget, han vilde vise, at pastoren i dette øieblik havde vundet hele hans hengivenhed, men han fik kun til et fattigt stangende buk i døren.
Bestyreren reiste sig, han havde hele tiden siddet med sænket hoved og betragtet sine negle.
Han traadte hen og sa: «De tillader, herr pastor, at jeg lykønsker skolen og os begge med en bra og trofast elev.» De trykkede hinandens hænder.
– – Bjelke gik ikke tilbage til sin klasse. Timen var snart ude. Han befandt sig i et besynderlig ophidset vildrede, og han spurgte idelig sig selv: Hvad skal jeg nu gjøre? Hvad skal jeg nu gjøre?
En saar ømhed for den gamle mand havde bemægtiget sig ham. Han saa igjen de dirrende hænder foran sig. Nu kunde han ikke leve i opposition længer . . . nu kunde han ikke sige til Draugen: Du med pligtens plebeiermerke paa din pande . . . Overmodet var trukket ud af ham, og han fornam det som et tomt hul, hvor det havde siddet.
For første gang havde han truffet en hindring, som var uovervindelig, fordi han ikke forstod den, for første gang stængte den graa skodde for hans unge letsind . . .
Det var aldrig faldt ham ind at sammenligne sig med de andre. Der var flere dueligere end han, men det kom af arbeide. De sled seigt, til de forstod og kunde . . . han kjendte sig bestandig fri, fordi alt var saa let, saa let og saa lidet magtpaaliggende. Og naar nogen af kameraterne var stedt i tvil og gjerne vilde meddele skrupler, betragtede han dem med hoverende undren: vilde man ikke tro paa en ting, kunde man jo tvile . . .
Nu faldt paa én gang den tanke ham ind: De andre er kanske bedre? De gjør i alvor, hvad de gjør . . . han huskede Geiranger og aanden, som vilde tilbunds . . . De andre er her med rette, de føier sig ind i det store livs-verk . . . og jeg . . . tænkte han videre, og ordet kom ham i sinde . . . er en smittekilde.
Dette ord hindrede en tidlang løbet af hans forestillinger. Han gjentog det for sig selv, prøvede at vende paa det, men det laa urokkelig og meningsløst.
Hvad var det, som var smittekilde? . . . Deres trods og utaknemlighed, havde pastoren sagt.
Trods?
Ogsaa det ord klang fjernt for ham som navnet paa en gjenstand, han aldrig havde seet . . .
Og utaknemlighed . . .
Siden skolen ikke kunde lønne sig, betalte de alle for lidet . . . Men han havde stillet fordringer.
Han huskede den foirmiddag, han første gang stod i det værelse, som var blevet ham anvist. Det var det største og vendte ud mod gaden, og man gjorde ham opmerksom paa denne gunst. Men han havde seet paa de to fæle senge med gru, var løbet op til bestyreren og havde sagt: jeg lægger mig aldrig i en slig seng . . . jeg vil heller ligge paa gulvet . . . Og uden mange indvendinger havde bestyreren givet efter, og inden aften fik han sin jernseng med blanke messingknotter . . .
Jo, han havde været utaknemlig.
Smittekilde? Men der var ingen, som lod sig smitte. De lod sig tirre til slagsmaal som Ileng . . . men som fæ i baasen lagde de sig i de senge, man gav dem, og naar bestyreren i religionstimen opførte saliggjørelsens orden i rubriker paa vægtavlen, tegnede de det hele ned i sine skrivehefter og følte sig rigere paa erkjendelse. Det luede op i ham af modstand. De havde ogsaa sneget sig til hans tidsskrift . . . det skulde ogsaa være en smittekilde.
Men han merkede i sig selv, at hans harme var uegte . . . det var et andet spørgsmaal, han maatte faa svar paa . . .
Han tænkte: Det er mig, som har kaldt ham beskytteren. Fordi jeg bestandig har syntes, han var latterlig. . . . Om en ribbet høne kunde brede vingerne, vilde den ligne ham. . . . Men jeg synes ikke længer, han er latterlig. Han tror paa Gud og beder menneskene om penge til sit livs verk . . . Det er rigtigt. Han bruger pengene til sit livs verk . . . Det er rigtigt. Han har lovet Gud og mennesker, at i den skole, som er hans livs verk, skal livet leves efter Guds lov, og Guds ord læres purt og rent . . . det er ogsaa rigtigt. Menneskene, som har hjulpet ham, stoler paa ham, men alene, alene kan han ikke staa inde for sine løfter. Han maa ha hjælp: af lærerne og af eleverne . . . det er rigtigt. Men da er det mig, som har uret, fordi jeg er her og nyder godt af hans livs verk og ikke hjælper ham, det er mig, som slaar revner i hans livs verk . . .
Han stansede. Han vilde selv gjerne finde en revne i denne slutningsrække, og han fandt ingen. Men han følte som ingensinde tilforn en dyb respekt for Guds ord, og han befandt sig i en from og løftet sindsstemning. Og nu forstod han ogsaa grunden til sin beskjæmmelse deroppe i kontoret; den kom ikke, som han et øieblik havde trod, af medlidenhed men af hans hjerites retsind. Denne tanke bragte ham til at stanse.
Men i det samme lo han.
– Mit hjertes retsind! tænkte han . . det er da fanden til frase!
Han lagde paa sprang, men da han kom op i korridoren, hændte der noget . . .
Hyblerne stod tomme ved denne tid: alle var paa skolen. Men da han kom forbi numer fire, hørte han derindefra en taktfast, dunkende lyd, som fik ham til at stanse. Han stod stille og lyttede . . .
Jo, det dunkede og det stønnede indimellem. Pludselig holdt det op, og en sterk, klar stemme bad:
«Herre Jesus, vis mig et tegn paa, at du har tilgivet mig denne forfærdelige synd . . .»
Det dunkede igjen.
«et tegn, et mirakel . . . lad mig opdage det, som er skjult for verdens vise, fra verdens grundvold blev lagt . . . Herre Jesus, tilregn mig ikke denne gruelige besmittelse . . . lad mig finde hemmeligheden, som er skjult i det indre af Cheopspyramiden . . . og lad det være mig et tegn.»
Og nu dunkede det af alle livsens kræfter.
Bjelke ækledes over, at han hørte dette. Han gik videre, men lyden forfulgte ham indover korridoren. Han besindede sig og vendte om i løb og gav døren et spark, saa de1 fløi op . . .
Derinde laa en paa gulvet med foldede udstrakte hænder. Han havde banket panden mod gulvplankerne, til den var blaa og bulet. Han saa op med et par skinnende, gale øine. Haaret stod ham svedt og uredigt ud fra hodet. Men afbrydelsen rev ham voldelig ud af bodsøvelsen, han sprang op og saa sig forvildet om efter en eller anden skarp ting, han kunde jage i synet paa den anden . . . Bjelke blev bange, og i skrækken kastede han sig over ham. Bordet veltede og et blækhus knustes, de snublede over bordbenene og rullede omkring i papirer, glasskaar og blæk. Bodsøveren skreg klynkende og hivende og prøvede at hugge tænderne i den andens ansigt.
Nogle dage i forveien havde de hørt et foredrag i forsamlingssalen.
En rødskjegget prædikant, en slags Swedenborgiansk mystiker havde talt om cirkelens kvadratur, et problem, som var løst af Gud egenhændig i en krog af den store pyramide . . . Han havde talt brændende og overbevisende om dette store mirakel, og tilslut havde han ogsaa med rids og streger paa en vægtavle godtgjort, at der i selve pyramidens konstruktion var gjemt en tegnskrift, som rettelig løst røbede Guds planer med verden og hans forjættelse om et tusenaarigt rige . . . Dette foredrag blev paahørt under stor stilhed og opmerksomhed, som det fortjente, men da prædikantens stemme paa et vist punkt brast, lød der etsteds fra skolens bænkerader en kort og kneggende latter, og denne latter forplantede sig . . . De unge mennesker krummede ryggene og stirrede ned i gulvet og pressede hænder og hansker ind i munden . . . men al den indesnørede latter brød frem saa hist saa her i afklippede hikst. Alene Geiranger sad stiv og høitidelig og øgede med sit forstenede alvor munterheden . . . Tilhørerne paa de andre bænke begyndte at blive urolige. Det var jevne forstadsfolk, som ikke netop havde forstaaet noget af foredraget, men betragtede det som en opbyggelse og krænkedes over denne vanhelligelse af et lokale, der var saagodtsom at regne for et Guds hus . . .
Da reiste skolens beskytter sig og sa:
«De af skolens elever, som ikke i sømmeligt alvor kan høre tilende et alvorligt foredrag, kan gaa ud af salen . . .»
Prædikanten vaagnede ved disse ord af en slags henrykkelse, hvori han havde staaet fortabt, med foldede hænder og øinene høit opløftede, siden afbrydelsen begyndte.
«Nei, kjære hr. pastor,» sa han, «jeg har endnu et ord at sige særlig henvendt til disse mine unge venner.
I som er begavede med aandelige fortrin og har faaet adgang til en høiere undervisning end den, der falder i den menige ungdoms lod, I som er foretrukne af Gud og i fremtiden hver paa sin maade, i skole, retssal, kirke eller armé, skal virke som Herrens redskaber . . . I, kjære venner, trænger ogsaa vor særlige forbøn . . . De samme fristelser ligger paa eders vei som paa alle andre unges, men farerne er større og følgerne mere skjæbnesvangre for del hele samfund, om I ikke har sedelig kraft til at modstaa dem. Læreren, dommeren, presten, officeren har hver for sig større ansvar end arbeideren, kjøbmanden, bonden, haandverkeren. . . . Disse staar Gud til regnskab for hver sin dont, men hine har at svare for opretholdelsen af guddommelige institutioner. En gudløs arbeider, en uhæderlig kjøbmand, en fordrukken haandverker er til forargelse, men en lunken prest, en bestikkelig dommer, en bandende og svergende officer, en samvittighedsløs lærer er en forbandelse for hele samfundet . . . deres synder gaar i brede bølger udover de brede lag . . .» det knitrede igjen i latteren paa skolens bænkerader . . . «en smittekilde, hvorfra hele folket vil hente aandelige sygdomme: tvil paa retfærdigheden, religiøs ligegyldighed, sløi disciplin, sedeligt forfald . . .»
Prædikanten fortsatte med at tale om betydningen af karakterlivets udvikling hos de unge, og han kom omsider derhen, hvor han vilde: til omtalen af de dunkle drifter, som Gud har nedlagt i menneskene, ikke forat de blindt skal lyde dem, men forat de fra ungdommens aar skal lære at bekjæmpe og beseire dem. Han fortabte sig i mere og mere indgaaende betragtninger over dette emne, og tilslut opfordrede han sine kjære venner og hvilke andre af forsamlingen, der vilde deltage, tll med ham at falde paa knæ og bede den herre Jesus bevare disse unge for ungdommens hemmelige fristelser . . .
Beskytteren gjemte ansigtet i hænderne i stille bøn, prædikanten steg ned af talerstolen og kastede sig paa knæ foran bænkeraderne, tre gamle koner tuslede opover midtgangen og lagde sig paa knæ ved siden af ham . . .
Men prædikanten havde altsaa vundet endnu en sjæl, og med denne sjæl var det Bjelke laa paa gulvet og sloss. Han fik stemt et knæ mod ham og kom over . . . det rallede i den andens hals, og forstanden vendte flygtig tilbage i hans øine . . . de flakked om i angst, han blev slap i armene.
«Ikke fortæl det,»> hviskede han. «Ikke fortæl det!»
«Vil du lade være at bede til Jesus, da?»
«Ja, men ikke fortæl det.»