Smittekilden/1
Den lille klokke ringede løs, det var som den gneldrende jammer dængtes ud af den, og den blev uforskammet ved i det ustanselige til harm for alle husets ældre nerver. Jomfru Henriksen paastod, at hun laa vaagen den bedste tid af natten af gru for denne morgenklokke, men de, den skulde vække, sov. En og anden kunde vende sig i sengen, og i hans drømme kunde klemtene omfortolkes i uklare billeder hjemmefra . . . kirkesøndage, dombjelder . . . En og anden kunde ogsaa fare op og sige fan og sovne igjen, dybt og deilig. Men selve ringeren havde faaet dette hverv, fordi han var aarvak som en hane og paalidelig som en porthund. Han bar endnu sin stutte nordlandstrøie af sort vadmel, han var høi og sværlemmet, men det unge blide ansigt var graat af uvant studieliv, Høit og med grovt mæle repeterede han græske verbalbøininger i takt med dragene i klokkerebet: faino, fano, éfena, péfangka. – –
Det var en mørkegraa vintermorgen med lave skyer og isende skraatræk af spidse snefnug. Pludselig blev der tændt lys i et vindu i tredje, den tilisede rude knagede for hidsige knoker, og et morgengrættent ansigt keg ud.
«For Guds skyld, hold op, menneske. Jeg verker i ørene, og de andre er af dem, Vorherre ikke faar vækket paa dommedag . . .»
«Fainumen, faineiton, faineiton . . .», sang ringeren ud i veiret, men endelig slap han tauget.
«Godmorgen, jomfru Henriksen.»
Hun smældte med vinduet, men et øieblik efter gløttede hun ud igjen med et mere forsonet ansigt og raabte efter ham.
«Om ti minuter staar en varm kontorkop paa kjøkkenbænken.» – –
Ringeren traadte tungt indover den lange korridor i anden, og hver af de numererede døre gav han en grov dult med albuen, men numer fjorten aabnede han med lempe og steg ind. Derinde brændte en klar læselampe paa et bord med bøger, papirer, tobaksaske og celluloidflipper. Der var to senge og to stole. Den tomme seng var en kasse paa fire stolper, dens brunstrøgne brædder var flekkevis overtrukne af et fedt, hvidligt skimmel . . . den saa ud, som om den led af en gammel hudsygdom. Mod den anden væg stod en ny jernseng med messingknotter, der laa ringerens klassekamerat og kontuberal viklet ind i sine uldtepper og sov. – –
Nordlændingen satte sig foran sin grammatik og mumlede de lange remser og lukkede øinene og gjentog dem . . . gjentog . . .
Tilslut slog han bogen sammen og begyndte at samle sagerne. Det var umuligt at holde orden paa en hybel, naar den anden var en bygut. Der laa hans klær og flød overalt, en strømpe i vinduskarmen sammen med en mansjet med blyantskrevne fuskeformler . . . et opslaaet leksikon sparket hen under ovnen.
«Bjelke, klokken gaar til halv syv.»
Det knurrede henne i jernsengen.
Han gik hen til vinduet og slog gardinet tilside – det var et gardin af et stof, de i byen kaldte jute – to opsprættede sækkelængder med frynser af samme stof. Ruderne var rimpudrede, og han gav sig til at puste for at faa et gløt. Derudenfor paa den store plads begyndte den graa arbeidsdag, et ujevnt tog i samme retning af arbeidere og fabrikpiger langs diagonalen af pladskvadratet, punkteret som delt var af sitrende gasflammer. De skulde til væverierne nede ved elven. En og anden tung arbeidsvogn blev slæbt den modsatte vei, til møllebrugene oppe ved fossen. Det var endda barfrost, med haard gjenlyd af hove og hjul . . .
Han tænkte ikke paa dem, og han tænkte ikke paa noget. Han trak fingeren over den frosne rude, et retvinklet triangel, et kvadrat paa hypotenusen . . . til minde om Pythagoras, men langt nede i ubevidsthedens mudder grodde en glæde, som bare den har følt, som engang har rendt fra én pligt til en lettere.
Det begyndte at gjespe henne i jernsengen. Et rundt lyst hode skubbede sig mod puden.
«Hvor er Draugen?»
Men øinene, som glippede mod lampelyset, var mørke, og det samme var brynene. Haaret sad tætvirret ind til skolten.
«Har du ringt?»
«For længe siden.»
«Skrevet gloserne?»
«Ikke for dig.»
«Det er idet samme. Jeg laaner dem. Har du faaet kaffe af din elskede?»