— Ja. Og det har jeg lært av Dem. Jeg kommer
ikke nogen vei uten, innrømte Kjeldsen. For å
komme tilbake til spilleren som vi talte om isted.
Hvis vi tenker oss, at spilleren ikke var spiller. Men
at han simpelthen var morderen. Kan De da regne
med den mulighet, at en mann går til en fryktelig
forbrytelse på en så melodramatisk måte.
— Hvorfor ikke, svarte dr. Ebner.
— Det må i så tilfelle være en mann, hvis nerver ikke kan berøres synderlig ved å tilintetgjøre et annet menneskes liv. Og han kan dertil være en charlatanbetonet karakter, en dandy, — om De vil en decidert spiller, som også svermer for livets høieste og mest skjebnesvangre innsatser.
— Hvor finner vi denne mann? spurte dr. Ebner.
— Ja, hvor finner vi ham.
Lægen knappet frakken tettere omkring sig.
— De fryser, dr. Ebner?
— Ja, jeg fryser. Hvorfor går vi ikke videre? Hvad står vi her og venter på?
Kjeldsen pekte igjen med spaserstokken:
— Ser De det dyprøde lys i det vinduet der nede?
Kriminallægen nikket.
— Dér bor William Whistler . . . Det er dog besynderlig, tilføide Kjeldsen, hvordan en slik gate kan være folketom. Bare en og annen som hurtig renner hjem med frakkekraven opslått for kulden. Og dog er det ikke så sent enda. Nå, se der svinger en bil om hjørnet.
Bilen, en lukket bil, saktnet farten.
— Jeg vedder på, sa Kjeldsen hurtig, at den
