Birch-Reichenwalds Virksomhed efter at være bleven Statsraad, hvilken vi i nærværende Afsnit noget nærmere ville betragte, har, som man efter hans hele Fortid maatte vente, fortrinsvis været rettet paa at samle alle Styrelsens Traade i sin Haand. Der var ingen bestemt Ting, som han vilde gjøre, men han vilde blot have Adgang til at faa gjort hvad han maatte ville. For ham havde hans Ophøielse ingen politisk, men kun en rent personlig Betydning. Den Negativitet, den forsigtige Undgaaen af Alt, hvor der kunde være Tale om noget Ansvar, den Frygt for “at lægge Ryg til“, som altid har været et fremtrædende Træk i hans hele Væsen, har paa den ene Side gjort, at der kun er faa Regjeringshandlinger, udenfor de aldeles kurante Departementssager, som direkte kan paavises at have været Birch-Reichenwalds Værk. Men paa den anden Side lader hans Indflydelse sig tydelig spore langt udenfor de Forretningsbrancher, der umiddelbart ere henlagte under ham. Paa denne Maade selv at gjøre saa lidet som muligt, men dog faa gjort alt hvad han vil, er netop det, hvorpaa hans Bestræbelse er rettet – I dette Øiemed gjaldt det naturligvis først og fremst at faa Embedsstanden saa vidt muligt besat med sine Venner og Tilhængere. Men dette, som kun lader sig gjøre langsomt og efterhaanden, var kun et enkelt Led i Birch-Reichenwalds hele System. Hans Hovedopgave er at bringe det dertil, at det bliver almindelig erkjendt, at det ikke kan nytte at modsætte sig hans Villie; thi paa denne Maade behersker han ogsaa dem, som ikke ere hans Tilhængere, og raader for Udførelsen ogsaa af de Roller, som han ikke selv har besat. Og dette Maal har han naaet og Middelet har været: Kongens Yndest. Det er mere end en Gang hændt, at Sager, henhørende under de andre Departementer, ere afgjorte lige imod den rette Statsraads Anskuelse, overensstemmende med Birchs Fingerpeg, og det er hændt, at naar Mænd, som have kjendt Departementets sande Mening, have udtalt sin Forundring over Udfaldet, have de faaet til Svar: “at det ikke gik an at sætte sig imod hvad der kom fra den Kant!“ Dette vidner dog om en utilgivelig Svaghed hos de andre Statsraader, vil man sige. Vist nok. Vi ville ikke fritage Birch-Reichenwalds Kolleger for Bebreidelsen om at have vist Svaghed; men paa den anden Side dør det dog billigvis betænkes, hvilken lammende Indflydelse den Bevidsthed, at Modstand vil være unyttig og alene bidrage til at kompromittere Vedkommendes egen Authoritet, nødvendigvis maa øve paa Enhver; og det kan vistnok undskyldes, om man til en vis Grad giver efter for saadant Tryk, saa at man kun i de vigtigste Sager gjør nogen Modstand, eller at man lader Modstanden falde, uden at drive den til det Yderste. Dette viste sig saaledes ved Oprettelsen af Postdepartementet, hvor Birch-Reichenwald benyttede sig af nogle paa Storthinget faldne Bemærkninger til at bringe sin Svoger Generalpostdirektør Motzfeldt ind i Statsraadet.[1] Statsraaderne Bloch, Manthey og Lange misbilligede denne Foranstaltning og fraraadede den paa det Bestemteste; men da det kom til Stykket, vilde de dog ikke formelig protestere derimod.
En saadan Tingenes Orden er alligevel meget skadelig, eftersom den Birch-Reichenwaldske Styrelses Tendents derved bestandig mere befordres. Ved saaledes efter nogle frugtesløse Underhaandsforhandlinger paa et tidligt Trin at føie sig efter ham, befordrer man just hvad han vil, at have Magten, men faa den udøvet gjennem Andre. Dersom Birch-Reichenwalds Kolleger blot vilde vise den Fasthed at holde paa sit, lade sig overvinde af ham, men kun ved det Middel, som altid maa respekteres, den inappellable kongelige Villie, og saaledes nøde ham selv til at tage Sagen i sin Haand og selv føre den frem, – da vilde hans Styrke snart være brudt Hans i Arm er for lidet kraftig til i Virkeligheden at føre Styrelsens Tøiler. Han vilde ikke styre mod noget bestemt Maal.
Thi det er det Bedrøvelige at Birch-Reichenwald aldrig arbeider for noget reelt Princip. Der er ingen virkelig Sag, som han vil gjennemføre og hvorom han har opgjort sin bestemte Mening. Om de store Spørgsmaal, som debatteres i vort offentlige Liv, falder hans Anskuelse i alt Væsentligt sammen med hans Kollegers, blot med den Forskjel, at han helst ønsker at holde ethvert Spørgsmaal aabent, saalænge som muligt, og undgaa enhver endelig Afgjørelse. Angaaende Juryspørgsmaalet f. Ex. er Birch af selvsamme Mening som alle hans Kolleger og den store Flerhed af vore Jurister, at Juryindretningen ikke er egnet for vore Forhold, og desuden i sig selv er en mindre hensigtsmæssig Procesform. Kun hvor det gjælder Spørgsmaal af personlig Natur, træder han stundom positivt frem, men ogsaa da søger han helst om muligt at faa sin Villie iværksat ved Andre. Det er dette vi have villet betegne ved, at Birch-Reichenwald udøver en demoraliserende Indflydelse paa vor offentlige Styrelse. Han udsletter Følelsen af Ansvarlighed hos de Handlende uden selv at overtage noget Ansvar. Man veed aldrig ret, til hvem man har at holde sig som rette Vedkommende. Man tror at kunne spore Birchs Finger; man veed, at dette eller hint vilde ikke være skeet, hvis ikke Birch havde været; men alligevel kan han ikke sigtes som Gjerningsmand, ja maaske ikke engang som direkte Deltager. Og paa den anden Side maa det mangengang erkjendes, at den, fra hvem Beslutningen i Formen er udgaaet, havde gode Grunde til at handle som skeet, ja at han endog efter Omstændighederne ikke havde andet Valg. Det er netop Ulykken ved den personlige Retning i Styrelsen, at den ligesom Magneten styrkes og udvikles alene ved sig selv, ved Brugen. Istedetfor at andre falske Systemer netop i Anvendelsen vise sin Urigtighed, og, ved at forfølges konsekvent, tilsidst gjøre sig selv umulige, saa vil en Regjering, der stadig ledes af personlige Hensyn, ofte fremkalde en konkret Nødvendighed af at fortsætte i samme Aand, indtil det Hele falder sammen.
Det Tryk, som Birch-Reichenwald saaledes udøver paa vort hele Statsliv, er altsaa egentlig det Værste. De enkelte Regjeringshandlinger, som han direkte har foranlediget, ere dels altfor faa, dels altfor uvæsentlige til i og for sig at kunne give noget klækkeligt Grundlag for en Dom om hans Virksomhed, netop fordi denne Virksomhed har været af saa lidet positiv Beskaffenhed, og bestandig antager en rent personlig Retning. Der er saaledes en almindelig Klage over den Nepotisme ved Embedsbefordringer, der er kommen igang, siden Birch-Reichenwald fik sin Indflydelse paa vor Styrelse, og det ikke alene i Armeen, – ligefra hans Broders Befordring til Oberstlieutenant og Kreftings Befordring til Chef for Throndhjemske Brigade indtil Kloumanns Udnævnelse til Chef for Bergenske Brigade, i Strid med alle mulige Regler, – men ogsaa i det Civile, ja endog inden Dommerstanden; saaledes Nannestad og Smitt til Stiftamtmænd, Fürst til Foged, Nielsen til Byfoged i Holmestrand, Munch til Præst ved Bodsfængslet, Bull til Expeditionssekretær i Armeedepartementet, Besættelsen af Expeditionssekretærposten i Revisionsdepartementet for Nielsens Skyld, Oprettelsen af en ny Advokatpost ved Høiesteret for Grønn o. m. fl. Det bliver altid forudsat som givet, at det er Birch-Reichenwald, som gjør dette; man siger forud: den og den vil Birch-Reichenwald have; den og den nytter det ikke at melde sig; thi Birch er imod ham osv.; ja det er kommet saavidt, at Embeds-Supplikanter komme herind og gjøre Visit hos Birch-Reichenwald som den, paa hvem deres Befordring hovedsagelig beror! Nu betvivle vi ingenlunde, og om nogle Tilfælde vide vi endog positivt, at der er flere af de paaklagede Udnævnelser, hvori Birch ikke har nogen direkte Andel, og at det ved andre paa Udnævnelsen i og for sig Intet er at udsætte. Men alligevel er man berettiget til at betegne det Skete som Ytringer af Nepotisme og at tillægge Birch Skylden derfor. Dette er kun en ligefrem Anvendelse af den Sætning, at man maa være ansvarlig for de nødvendige Konsekvenser af sine Gjerninger. Thi Nepotisme virker ikke alene til at begunstige den enkelte Gunstling paa en anden mere Værdigs Bekostning; Nepotisme er som en Snebold, den udvider sig altid mere og mere, indtil den tilsidst som Maxime gjennemtrænger den hele Styrelse. Nepotisme avler Nepoter. Man veed allerede nu meget vel, at naar man er god Ven af Birch-Reichenwald, kan man gjøre sig godt Haab om Befordring, som man ellers ikke havde kunnet tænke paa, og det hænder tit og ofte, at netop de kompetenteste Ansøgere, der ikke ønske at se sig tilsidesatte, holde sig tilbage, fordi de veed, at N. N. er en god Ven af Birch-Reichenwald, og af denne udseet til Posten. Saaledes kan mangengang, naar det kommer til Stykket, Nepotens Udnævnelse falde af sig selv. Og dette er Birch-Reichenwalds Skyld, og derfor skal Birch-Reichenwald medrette bære Ansvaret for Nepotismens Tilværelse i vor Styrelse. Systemet er indført med ham.
Hvilken demoraliserende Indflydelse et saadant i System maa udøve paa Embedsstanden i det Hele, er indlysende. Under vore Forholde, hvor den høiere Dannelse i det Store taget udelukkende maa søges inden Embedsklassen, er dennes Følelse af selvstændig Stilling ligeoverfor Styrelsen en Sag af høieste Vigtighed. I vor Grundlov har dette Forhold der i for ogsaa fundet sit Udtryk paa den ene Side deri, at Embedsstilling i og for sig giver Adkomst til Udøvelse af den aktive Borgerret, og paa den anden Side deri, at Embedsstanden er stillet i et Uafhængighedsforhold til den udøvende Magt, som er beregnet paa, at den skal føle sig mere som Statens end som Regjeringens Tjenere. Men det forstaar sig af sig selv, at denne vor Forfatnings Tanke neutraliseres, naar den Overbevisning bliver almindelig, at Venskabsforhold til de Styrendes Personer er den sikreste Adkomst til Embede. Herved svækkes Selvfølelsen hos Embedsstanden i det Hele, og det ikke alene hos de Embedsmænd, der selv skylde personlige Hensyn sin Forfremmelse; men ogsaa de, der uafhængigt af saadanne Hensyn have erholdt sine Poster, tabe Bevidstheden om Embedsstillingens Selvstændighed og Kraften til at gjøre denne gjældende. Den i sig selv høist beklagelige Mistillid til Embedsmændene og Utilbøielighed hos de Stemmeberettigede til at vælge Embedsmænd til Storthingsrepræsentanter kan under saadanne Omstændigheder ikke andet end tiltage, og endog vinde Berettigelse.
En anden Side ved Birch-Reichenwalds Styrelse, der om muligt i endnu høiere Grad viser, hvor lidet han har fattet sin Stillings sande Betydning, er den Praxis at drive personlige Underhaandsforhandlinger med Storthinget, som er kommen i Brug siden Birch kom til Roret. Det har aldrig været nogen Hemmelighed, at slige Underhaandsforhandlinger have været stadig drevne under begge de sidste Storthing, og at Birch-Reichenwalds Svoger, nuværende Statsraad, dengang Storthingsrepræsentant K. Motzfeldt, fungerede som Mellemmand derunder. Det lader endog til, at man har forestillet sig saadant som ganske i sin Orden; man har endog behandlet Telegrammer, som vexledes mellem Birch-Reichenwald i Stockholm og K. Motzfeldt her, som Statstelegrammer, og man siger, at Statskassen har betalt disse Telegrammer (Telegrafvæsenet henhører ikke under Statsrevisionen). Det bør vistnok heller ikke betvivles, at der her handledes i den bedste Mening. Men netop det, at han bona fide har kunnet gjøre sligt, indeholder noget saa karakteriserende for Birch-Reichenwalds hele Væsen. Det viser, hvorledes Koteri-Aanden er bleven ham til en anden Natur; hvor rodfæstet hans Hang til Omveie og Intriger er blevet, og hvorlidet han har forstaaet at bevare paa eengang den Loyalitet, som Statsmanden skylder Forfatningen at vise, og den Værdighed, som han skylder sin egen Stilling at iagttage. Man kan vel være enig i, at det er uheldigt, at Statsraaderne ikke have Adgang til Storthingets Forhandlinger, og saaledes ere afskaarne Anledningen til der at gjøre sine Anskuelser gjældende, forsvare sine Handlinger og udøve den Indflydelse paa Nationalrepræsentationens Beslutninger, som en aaben og fri Meningsudvexling giver. Men saaledes er det endnu. Vor Forfatning har øiensynlig lagt an paa en strengere Adskillelse mellem Regjeringen og Storthinget under Udøvelsen af deres respektive Funktioner; den har søgt en Garanti mod utilbørlige Paavirkninger deri, at Paavirkningen altid maa øves paa en vis Afstand. Og dette skal en Minister respektere, indtil det paa lovlig Maade er forandret, og ikke indføre den Karrikatur af Deltagelse i Forhandlingerne, at kommunicere med de enkelte Repræsentanter underhaanden, uden Ansvar da Kontrol, og uden at man har nogen Borgen for, hvorvidt han optræder i Regjeringens Navn eller alene som en vel underrettet Privatmand. Dette er ogsaa Noget, som han skylder sin egen ophøiede Stilling. Kan en Minister ikke fremtræde aabent for Nationalforsamlingen i sin officielle Egenskab, da skal han ganske holde sig derfra, og vente til Sagen i sin Orden kommer til ham; han skal betænke, at hans Stilling giver ham en berettiget Stemme i Sagen, men at han ikke er Part i de mellem Regjeringen og Nationalrepræsentationen forhandlede Sager i den Betydning, at det bør være ham om Udfaldet alene at gjøre. – En Erkjendelse heraf og en værdig Modsætning til Birch-Reichenwalds Fremgangsmaade var Femtenmandskommitteens Optræden i Statholdersagen, da den ligefrem negtede at modtage konfidentielle Meddelelser fra Regjeringen.
Blandt de enkelte Sager, hvor nogen særskilt, direkte Virksomhed fra Birch-Reichenwalds Side har været lagt for Dagen, er der egentlig blot 2, hvorved den almindelige Opmærksomhed i nogen mærkelig Grad har fæstet sig, nemlig Jurysagen og Statholdersagen. Forf. i Nyhedsbladet finder, at begge høiligen tjene til Birch-Reichenwalds Forherligelse. Vi skulle nu nærmere betragte hans Virksomhed herunder; en saadan Betragtning turde være saa meget mere oplysende, som det her handledes om virkelige Sager, og vi i gjøre det saa meget heller, som vi just ere fuldkommen enige med Birch-Reichenwald angaaende Sagernes Realitet. Men vi skulle tillige se, hvorledes den eiendommelige Maade hvorpaa han optraadte til Punkt og Prikke stemmer med den Skildring, som vi ovenfor have givet af hans hele ustatsmandsmæssige Organisation.
Det yderst vigtige Spørgsmaal angaaende Indførelse af Jury i vor kriminelle Rettergang var ved den Maade, hvorpaa denne Sag lige fra Begyndelsen af Regjeringen var bleven tagen, kommet i en meget uheldig Stilling. Istedetfor at dette Spørgsmaal burde været behandlet udelukkende fra det nomothetiske Standpunkt, istedetfor at holde sig til, hvad Alle maatte være enige i, at det alene kom an paa, hvilken Rettergangsmaade i høiest Grad sikrede en god og retfærdig Retspleie, bragte Regjeringen Spørgsmaalet strax ind paa det konstitutionelle Feldt, ved at afvise Reformen som stridende mod Grundloven. Hvilken Anskuelse man end har i Realiteten af dette vistnok tvivlsomme Grundlovsspørgsmaal, – hvor Regjeringen i alle Fald havde de bedste juridiske Autoriteter, Proceslovkommissionen og Høiesteret, paa sin Side, – maa det dog erkjendes, at den Retning, som Diskussionen herved fik, i flere Henseender var yderst uheldig. Først fordi den fra Grundloven hentede Modgrund, selv dens Rigtighed forudsat, ingen tilstrækkelig Grund mod Reformen afgav; thi, var der intet Andet iveien, fandt man iøvrigt Reformen hensigtsmæssig, lod jo den fornødne Forandring i Grundlovens Ord sig uden megen Vanskelighed iværksætte. Og selv om Regjeringen i Realiteten vilde modsætte sig en saadan Forandring, som stridende mod den grundlovbestemte Myndighedsfordeling mellem Statsmagterne, saa lod det sig let forudse at saadan Modstand i Længden umulig kunde gjennemføres, ligesom det vel af Alle maa erkjendes, at en slig Betænkelighed var fuldkommen ugrundet. Thi den dømmende Magt er hos os saa selvstændig situeret, adskilt ikke mindre fra den udøvende end fra den lovgivende Magt, og Domstolenes Uafhængighed erkjendes i denne Henseende omgivet med saa gode Garantier, at det isandhed vilde være en Taabelighed at forestille sig Jurysystemets Indførelse enten som nogen Indskrænkning i den ene eller som nogen Udvidelse af den anden Statsmyndighed. Dernæst var det, at den konstitutionelle Side blev stillet i Spidsen, uheldigt af den Grund, at Betydningen af de fra Sagens Realitet, fra Institutionens Hensigtsmæssighed i sig selv og dens Anvendbarhed hos os, hentede Argumenter derved stilledes i Baggrunden og svækkedes. Var man gaaet ud fra, at det var herpaa, det fornemmelig kom an, og havde man opstillet som sit fornemste Maal at virke til Retfærdighedens bedst og sikrest mulige Udøvelse, – da havde man havt et Udgangspunkt, hvorom, i Principet idetmindste, Alle havde maattet være enige. Ved derimod at gjøre Juryspørgsmaalet til et politisk Stridsemne, fornegtede Regjeringen netop den øverste Grundsætning, som den kongelige Proceslovkommission opstiller: “at af de Øiemed, der ved en Reform i Kriminalproceslovgivningen skulle søges opnaaede, bør – inden Rimelighedens Grændser, – Processens egne Øiemed gaa foran alle andre.“ Sagen blev derved tagen ud af de Sagkyndiges Haand; allehaande underordnede Hensyn fik en aldeles uberettiget Indflydelse. For det demokratiske Princips Forfægtere blev det en Æressag at overvinde Regjeringen i dette vigtige Punkt. Enhver noksaa umoden politisk Begynder ansaa sig berettiget og forpligtet til at have sin opgjorte Mening om Spørgsmaalet. Den kriminelle Retspleie, et af de vanskeligste og ansvarsfuldeste af alle Lovgivningsfeldter, gjordes til Gjenstand for legislatorisk Experimentmageri, og Jurysagen blev til et af de bedste og letteste Midler til at erhverve sig “politisk Kapital.“ Det bedrøvelige Udfald, som Regjeringens Modstand mod den af 14de ord. Storthing nedsatte Jurykommission fik; den Magtesløshed, som derved lagdes for Dagen, og den Ydmygelse, som Regjeringen led, idet Sverdrup blev frifunden for Justitiens Tiltale gjennem alle Instanser, er endnu i frisk Minde. At dette igjen satte ondt Blod mangesteds, er let forklarligt, og at Respekten for Regjeringen som Autoritet i denne Sag herved led et haardt Stød, er Noget, som enhver oprigtig Fædrelandsven, han have hvad Mening han vil om Sagens Realitet, altid maa beklage.
Birch-Reichenwald besad altformegen “Kløgt, hvor det gjælder at finde Udveie, for at naa Maalet“ til ikke at se, at der her var en god Anledning for ham til at erhverve sig “politisk Kapital.“ Da Storthinget i 1857 havde fattet en Beslutning til Lov om Rettergangsmaaden i Strafsager, bygget paa Jury, og den norske Regjering overensstemmende med sin tidligere af Hans Majestæt Kongen bifaldte Opfatning af dette Spørgsmaal, og i Henhold til en kgl. Resolution af 27de. Dec. 1856, hvorved bar bestemt, at Jury-Indretningen ikke skulde lægges til Grund bed Udarbeidelsen af en ny Straffeproceslov, – havde indstillet denne Storthingets Beslutning til ikke at sanktioneres, som formentlig stridende mod Grundloven, formaaede Birch-Reichenwald H. K. H. Kronprindsregenten til i den Resolution af 13de Oktbr. 1857, hvorved Storthingsbeslutningen negtedes Sanktion, at udelade dette Tillæg. Vi ville her ikke opholde os ved det ukonstitutionelle og illoyale i denne Optræden af den daværende Amtmand i Agershus Amt, en Optræden, som under mere udviklede politiske Forhold nødvendigvis maalte have ledet til, at Statsraadet enten havde fordret denne Amtmands Fjernelse, eller selv indgivet sin Dimission. Men saameget maa dog Enhver erkjende, at, hvis det hermed var Meningen at give Sagen en forandret Retning, burde Regjeringen have erholdt en dermed overensstemmende Tilkjendegivelse. Men dette laa ingenlunde i Birch-Reichenwalds Plan. Her vilde han selv handle. Han vilde, at det eklatant skulde vise sig, at denne Imødekommelse af Storthingets Ønsker skyldtes ham og ingen Anden. Ved Kronprindsregentens Resolution af 10de Septbr. 1858 blev det Proceslovlommissionen paalagt at udarbeide et Forslag til Lov om Rettergangsmaaden i Strafsager i det Væsentlige overensstemmende med Kommissionens Betænkning, altsaa uden Jury. Hvo kunde nu ane andet, end at man fremdeles vilde fastholde den tidligere Mening om Sagens Realitet og se Resolutionen af 27de Decbr. 1856, om den nye Regjering end ikke ønskede at stille Grundlovspørgsmaalet paa Spidsen? At Birch-Reichenwald var og den Dag idag er ligesaa bestemt Modstander af Juryindretningens Hensigtsmæssighed og Anvendbarhed hos os, som alle de andre Statsraader, var bekjendt nok. Men den 14de Septbr. 1859, efter at Proceslovlovkommissionen havde udarbeidet sit Lovforslag, og medens Justitsdepartementet var beskjæftiget med Udarbeidelsen af sin Indstilling i Anledning af samme, for at det derefter kunde blive Kongen foredraget, og, ifald Hans Majestæt bifaldt det, som kongelig Proposition blive forelagt det i Oktober 1859 sammentrædende Storthing, – udvirkede Birch-Reichenwald som Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholm et kongeligt Tilkjendegivende, “at da Hans Majestæt uden i nogensomhelst Henseende at ville for Høistsammes eget Vedkommende have foregrebet Afgjørelsen i sin Tid, har anseet det ønskeligt at erholde paany nærmere undersøgt det foreløbige Spørgsmaal, hvorvidt Norges Grundlov er til Hinder for at bringe Jury i Anvendelse, samt, under Forudsætning af, at dette maatte besvares bekræftende, hvilken Forandring i de herved i Betragtning kommende Bestemmelser i Grundloven der i Tilfælde maatte være at søge forud tilveiebragt, – befales den norske Regjerings Betænkning afgiven om Hensigtsmæssigheden af at det maatte blive paalagt nogle dertil skikkede lovkyndige og andre Mænd i Forening at meddele deres Betænkning over det nævnte foreløbige Spørgsmaal og hvad dermed staar i Forbindelse.“ – Saaledes blev Justitsdepartementets saagodtsom færdige Arbeide paa den hensynsløseste Maade afbrudt. Aarlange Granskninger af vore ypperste Lovkyndige uden videre kastede tilside; Resultatet af deres samvittighedsfuldeste og grundigste Overveielser angaaende et rent juridisk Spørgsmaal undergivet et Overskjøn af “nogle dertil skikkede lovkyndige og andre (!) Mænd“; – kort sagt, den hele tidligere Behandling af denne Sag offentlig desavoueret. Og delte sker simpelt hen ved et kongeligt Tilkjendegivende brevi manu – uden nogen foregaaende Forhandling med Statsraaderne, ja uden at engang Justitsdepartementets Chef derom faar det mindste Nys, forinden hans næsten færdige Arbeide ubeseet vises tilbage! Hvorfor lod man ikke idetmindste Justitsdepartementet fuldende sit Foredrag: man kunde jo derefter, naar man havde hørt det, lade den fornyede Undersøgelse anstille? H M. Kongen stod jo allerede paa Reisen til Christiania, hvor han ankom 14 Dage sednere. Da havde der jo været den bedste Anledning til paa forretningsmæssig Maade at behandle den Sag med de rette Vedkommende, saaledes som simpel Høflighed maatte tilsige. – Er det muligt at tænke sig anden Forklaringsgrund til hele denne Fremgangsmaade, end at Birch-Reichenwald netop ret eklatant vilde vise det om et Par Uger sammentrædende Storthing, at denne populære Foranstaltning ene var hans Værk, og at han, i Modsætning til de gamle Statsraader, var den, som agtede paa Folkets Røst og imødekom Storthingets Ønsker? I Sandhed, at Statsraad Manthey kunde taale en saadan Forhaanelse; at han ikke øieblikkelig fratraadte og overlod Birch selv herefter at tage Sa-
- ↑ For at undgaa Misforstaaelse bemærkes udtrykkelig, at det hermed ikke er vor Mening at sige, at Forslaget om at gjøre K. Motzfeldt til Statsraad direkte er fremsat af Birch. Det kan meget gjerne være at det forholder sig saaledes, som der fortælles, at det er H. M. Kongen selv, der først ligefrem er fremkommet dermed.
