ned fra Skodden, som stod oventil lig et Tag i en Stue. Bedst som det var, tog en af Gjederne i Krogen paa et af Snørerne, og dermed saa for den op igjennem Skodden og forsvandt. Gutten saa paa dette og undrede sig over, hvordan det hang sammen, men sagde ingen Ting. Ret som det var, saa saa han igjen en Gjed bide paa en Krog og fare op igjennem Skodden, ligesom den første. Nu syntes han dette var saa besynderlig rart, at han gik tilbage igjen til den gamle Kallen for at faa Forklaring over Sagen. I det samme kom ogsaa begge Sønnerne, som vare reiste til Handelspladsen for at sælge Fisk, og Gutten fik for sin Andel 100 Spd. Saa tog Gamlingen Gutten med sig i Baaden igjen, og de begav sig paa Tilbageveien. Underveis spurgte Gutten: „Hør, Bedstefar, hvad kunde det være, at jeg saa Gjeder snuse om paa Tunene og en og anden af dem bide paa Kroge af Fiskesnører, som hang ned igjennem Skodden, og saa fare op igjennem Luften?“
Saa begyndte den Gamle at forklare:
„Haandsnørerne som du saa, tilhøre dit Folk, og Gjederne, som du saa, er deres Fisk. Dine Folk ligge oppe paa Havet paa Fiske, og de trak netop Fisk, da du saa Gjederne bide paa Krogene. Gjederne ere ikke Andet end Fisk, skjønner du, men de se nu saa ud her nede hos os. Vi er Sø-Goveiter vi, og her er vore Bosteder og Byer og Liv og Levnet og Alting.“
Da de vare komne ud fra Stranden et Stykke, traf de igjen paa den samme tætte Skodden, som kom over dem paa Udfarten, og, da de kom ud af den, øinede de atter Stranden saavidt, at Gutten kjendte sig igjen. Gamlingen førte Gutten tilbage til det Sted, hvorfra han havde taget ham med sig, og til Slutning sagde han:
