gulvet uten sengeklær i sine fillete, ofte vaate klær. Om morgenen blev de drevet avsted og arbeidet under strengt opsyn hele dagen paa at istandsætte gater og veie og jevne ruinene av de ødelagte armeniske huse. Mange av de stoute mænd oppe fra fjeldtrakten Sassun saa jeg, naar de saaledes blev drevet avsted av opsynsmændene, tynde, utsultede og elendige var de, et syn, som man ikke let glemmer. Bønfaldende strakte de hænderne ut mot mig, naar jeg mødte dem, aa, hvor gjerne jeg vilde hjulpet dem, men jeg turde ikke, alt i denne tid maate ske saa ubemerket som mulig, da tyrkerne vogtet paa alt, hvad jeg foretog mig, derfor gjorde jeg, som om jeg ikke saa dem; men i al hemlighet kunde jeg ofte hjælpe dem. Engang var jeg nede hos dem og saa, hvor skrækkelig de hadde det, forsøkte at faa et par tilbake, som blev tat av de armeniere, som bodde i kjelderboligerne. Sikre for sit liv var de aldrig, ofte blev de, naar veiene var færdige, dræpt. Naar jeg saa dem, maatte jeg tænke paa, at slik maatte fordum slaverne hat det, saa jeg forstaar saa godt, hvad Muschegh har gjengjennemgaat i den fanatiske by Diabekir.
Hvor det er herlig at opleve at Gud hører bønner og redder ut av de største trængsler ! Kjære venner husk paa disse to unge for naadetronen, de trænger til forbøn.
Fra vore venner i Smyrna hadde jeg i sommer ogsaa brev. Vor fordums lærer i Musch Hagop Jeghiasarion og hans hustru Elmas takker hjertelig for den store pengegave som vennerne i Norge ifjor sendte dem, kr. 500,oo, men som de først fik iaar, da cheken var gaat tapt. De er meget taknemlige, fordi I saa kjærlig hjalp dem i deres nød. De har 4 barn og Elmas’s søster bor ogsaa hos dem. Som I husker, maatte de forlate alt og flygte, men naadde tilslut helt til Smyrna, hvor de er i sikkerhet og nu har det godt.
Fra søster Alma Johansson hadde jeg brev for c. 3 uker siden. Hun skriver, at hun og fru Grünhagen fremdeles er i Skutari. Flere gange har det set ut, som om veien indover til Mesereh skulde aapne sig, men mer er det ikke blit. I juni fik søster Alma tillatelse til videre reise, og kom sammen med nogle amerikanske hjælpearbeidere til Samsun ved Sortehavet; men desværre maatte hun vende tilbake til Konstantinopel igjen, da kemalisterne ikke tillot hende at reise ind i landet. Søster Alma er glad i sit arbeide blandt flygtninge i Skutari. Vistnok er det ikke Armeniens armeniere, som vi finder her, sier hun; men vi kan ikke undres paa, at nød og lidelse har forandret dem. Totalindtrykket, som jeg har faat av dem, faar mig til at mindes Job, som nok i sin angst talte meget daarlig imot Gud, men han kunde ikke slippe Gud, og det blev hans redning.
Fru von Dobbeler har fra en armenierinde i Smyrna hørt, at der har været en massakre paa de kristne i Samsun, og fra Konia skal alle armeniere være forvist. Hvor frygtelig det er for de stakkars mennesker i sidstnævnte by, som allerede glædet sig over sin frihet. Desuten har tyrkerne i Marasch fratat amerikanerne det store barnehjem for gutter, og alle skoler er lukket. Til alt dette maa amerikanerne tie. Lederen for den amerikanske mission har lidt meget under tyrkerne i Marasch. Saa maa jeg tilslut tilføie nogle sørgelige efterretninger angaaende Armenien, som stod i det sidste hefte av «Sonnen aufgang»:
«I Orienten er krigen mellem tyrkerne og grækerne blusset op med fornyet heftighet. Blir utfaldet ugunstig for tyrkerne, saa maa de vel lægge en dæmper paa deres hat mot de fremmede, som alt under verdenskrigen og endnu mere efter kemalisternes fremgang har været sterkt fremtrædende. Det meget lidende land vil ikke kunne undvære fremmed hjælp. Nøden i det indre, ogsaa iblandt den muhamedanske befolkning, var allerede i krigsaarene stor, saa det synes ubegripelig, hvordan tyrkerne kan fortsætte kampen.
For kort tid siden har tyrkerne ikke alene utvist c. 20 amerikanske missionærer fra Marsovan, men ogsaa oberst Coombs, lederen av «Near East Relief»,
