søkt høit og lavt efter armeniere forat sende dem i døden. En dag var jeg i stor angst for mine to unge venner da politibetjent N. var i Bitlis, det var i den urolige tid. Da jeg sprang op for at spørge efter dem, saa sa politibetjentens mor, at han hadde skjult dem. I flere timer stod de i bøiet stilling, — da rummet, de var gjemt i, var saa lavt — i det fugtige, mørke rum. Muschegh kom sig undav til en tyrkisk kjøbmand, som var en bekjendt av hans far, og Haig skjulte sig i en uke i et litet rum hos mig.
Det var dage fulde av angst; men Herren hørte vore rop, og paa min ansøkning fik jeg av mutassarifen lov til at faa en armenier, som var flink i tyrkisk, til min hjælp, og en av de tre politimestre i Musch (i krigstiden var der tre), som jeg kjendte, hjalp mig, saa jeg fik lov til at faa Haig; dog vidste ingen uten politibetjent N. om, at han var skjult hos mig.
Men sikre var disse to unge mænd ikke; ti tyrkerne likte i den tid ikke synet av to saadanne unge, kjække armeniere, allermindst dem, som var av bedre familie og hadde lært noget. Daglig hørte Haig trudsler og skjældsord, naar han var ute for at gjøre indkjøp til mig eller fulgte med mig ned til kjelderboligerne.
I disse mørke kjelderboliger samledes vi hver søndag eftermiddag for at læse Guds ord sammen og be, og av frygt for tyrkerne laaste vi dørene, ti om tyrkerne uforvarende var trængt ind, saa var vist nok armenierne blit dræpt. Ja, det var underlige og oprevne tider, hvor vi fik føle korsets forargelse og noget av Kristi lidelsers samfund; men Herren var os saare nær og vi fik daglig erfare hans trofasthet, omsorg, hjælp og beskyttelse.
Hvilken deilig, stille julefest feiret vi ikke med vore faa venner. Sangen var i den tid næsten forstummet; men juleaften maatte vi synge og takke Herren. Haig var meget paavirket og hørte gjerne Guds ord, vi bad ogsaa meget sammen. En dag sa han til mig: «Ak, søster Bodil, jeg har fornegtet Jesus, tror Du, Gud vil tilgi mig denne store synd, om jeg kan vinde 8 tyrker for kristendommen?» Endnu var ikke den uforskyldte naade i Kristus gaat op for ham; men baade han og Muschegh følte saa, hvor de hadde syndet ved at gaa over til muhamedanismen. Jeg sa ham, at om han angret og bad Gud om tilgivelse, saa vilde Gud tilgi ham for Jesu skyld, han kunde aldrig gjøre denne synd god igjen. En ung tyrk, som Haig kjendte, besøkte ham iblandt, og vi ledet samtalen hen paa de evige sandheter. Haig spurte ham en dag: «Sig mig, hvem tror Du er størst, enten Kristus eller Muhamed, om Kristus lærer jo ogsaa muhamedanerne, at han lever og skal komme igjen og om Muhamed, at han er død; men den som lever maa da være den største?» Mumadaneren taug til dette, han følte, det var sandt.
Haig begyndte alvorlig at søke Gud og overgav sig til ham.
Baade Muschegh og Haig pønsede paa flugt, da de stadig var i fare. En tyrk, som de kjendte, skjulte dem i flere dage i sit hus, og derfra skulde de saa ved nogen kurders hjælp flygte over til Rusland; men denne plan blev ikke utført, saa Haig kom tilbake og blev hos mig helt til jeg flygtet midt i februar 1916. Da skjulte han sig sammen med endel andre armeniere oppe i en bjerghule i nærheten av Musch, hvor de hadde samlet en del fødemidler og andet de trængte, ifald de maatte bli der i længere tid. Da russerne indtok byen, flygtet de med dem over til Kaukasien.
I Diabekir fik jeg, da jeg kom did, av politibetjent N. høre, at Muschegh ogsaa var kommet og sat i fængsel. N. var nemlig ogsaa flygtet til Diabekir. Desværre var det ikke tillatt at besøke fangerne; men N. lovet mig at faa Muschegh ut og sendt til et sikkert sted.
Ingen herhjemme kan forestille sig, hvad de armeniere led, som var sat til at arbeide paa veiene. De var som slaver, som opsynsmændene kunde behandle, som de fandt for godt; ti hvad betød en armeniers liv i den tid. Jeg saa dem dag for dag i Musch. Hver morgen og aften fik de litt mat og blev om natten indesperret i et rum, hvor de sov paa
