A.s lappekomité. Vi er viss paa, at alle K. M. A. søstre er enige med os i at bringe frk. Syvertsen vor dyptfølte tak for det store arbeide hun har nedlagt i lappemissionen. Hun selv har git sin tid og sin kraft i denne gjerning av kjærlighet til sin frelser.
Lappernes nød har siden hun i 1904 besøkte dem ganske særlig været lagd paa hendes hjerte. Naar hun nu træ der ut av komiteen, vet vi, at hendes in teresse for Tysfjordsarbeidet er like varm og hendes forbøn like inderlig. Og vi er hende meget taknemlig fordi hun fremdeles vil være vor kasserer, saa vore Tysfjordsvenner fremdeles kan sende hende sine bidrag.
Lappekomiteens medlem fru Inga Tveten har efter megen bøn og over veielse paa vor anmodning besluttet sig til at bli formand for komiteen. Maatte Gud velsigne hende i det ansvarsfulde arbeide hun nu har paatat sig. Det vil sikkerlig bli til stor hjælp for gjer ningen at hun har tilbragt en længere tid paa Fredly isommer.
K. M. A.s lappekomité.
Mine kjære venner!
I sommer mottok jeg et brev fra en ung armenier fra Musch, som Gud i sin store naade har reddet ut av mange trængsler og som jeg trodde jeg aldrig skulde faa se mere, da han blev grepet av den tyrkiske regjering og sendt bort dagen før jeg maatte flygte fra Musch midt i februar 1916, da russerne var meget nær. Vi tænkte paa at bli i Musch, da jeg jo var neutral; men da alle armenier blev drevet indover i landet, saa besluttet jeg ogsaa at flygte.
Denne unge mand skriver fra Konstantinopel 18. juni 1921 til mig:
... For 3 dage siden besøkte jeg søster Alma og blev meget glad over av hende at faa Deres adresse. - - - Efteråt jeg i Musch skiltes fra Dem, blev jeg — belæsset med regjeringens dokumenter — drevet avsted til Bitlis og derfrå videre til Diabekir, hvor jeg blev sat i fængsel en uke. Paa nogen Musch-gendarmers anvisning kom jeg dog ut av fængslet ved Vesi beys formidling, — som tidligere var kommandant i Musch — og blev overgit til nogen tyrkiske soldater, der hadde opsyn over de arbeidere, som var sat til at gjøre istand veiene, for at arbeide der. Det er umulig at beskrive de trængsler, som jeg der gjennemgik, og jeg vil ikke bebyrde Dem med at høre derom, dog maa jeg tilstaa, at jeg hele tiden hadde et levende haab om at faa bli ilive, og jeg blev ikke skuffet.
Den første efterretning om Dem fik jeg i 1917 gjennem det tyske konsulat i Aleppo, hvor De hadde forespurt angaaende mig og, om jeg ikke tar feil, var der søkt efter mig. I lang tid har jeg ønsket at skrive til Dem for hjertelig at takke Dem; men det lykkedes mig ikke at faa vite Deres adresse før, og i det tyske konsulat avslog man at opgi den.
Av min familie er min søster i Erzeroum reddet og befinder sig nu i Erivan sammen med sin mand. Min fætter fra Bitlis er reddet med sine to sønner, disse var allerede før krigen flyttet til Aleppo, likesaa er min fætters brors kone reddet og sammen med dem bor jeg. For et aar siden reiste jeg sammen med min fætter til den armeniske republik i forretninger; fra først av gik alt godt; men senere blev jeg paa grund av bolsjevikerne nødt til at forlate alt og flygte og naadde iaar ved paasketid Konstantinopel.
Nu har jeg desværre intet at bestille. Mine nærmeste slægtninge og alt, hvad jeg eiede, mistet jeg i denne krig og ogsaa den kostbare tid er gaat tapt. I saa lang tid maatte jeg jo leve iblandt de vilde kurder, og da jeg endelig kom til Aleppo saa kunde jeg næsten ikke tale armenisk. Jeg hører, at De ønsker at komme til Konstantinopel, og det blev jeg meget glad over. Saa gir Gud mig kanske for anden gang leilighet til personlig at trykke Deres haand og takke Dem tusinde gange. Min bøn er, at
