atter tat til soldat, fra 18—29 aar. De er kun arbeidere og haandverkere. Arbeiderne renser de tyrkiske huse, og haandverkerne arbeider for militæret. I disse dage vil regjeringen beslaglægge deres huse, hvis eiere flygtet med franskmændene, og ogsaa deres huse, hvor kun en av familien flygtet forat redde livet. Ca. 2000 personer blir saaledes hjemløse og maa leve paa gaten; ti de faa huser, som endnu er tilbake, er overfyldte. Men vi ber og bønfalder Gud om hjælp og er sikker paa at han vil hjælpe os. Vi har ingen protestantisk kirke mer, ti to blev brændt av i krigstiden og for 10 dage siden blev den 3dje brændt av.
Gutterne her ber i kjærlighet og i tro om omvendelse for det armeniske og tyrkiske folk og om beskyttelse for vort hjem. Vi holder alt parat og vaaker hele natten til kl. 6.
Jeg gaar fuldt paaklædt til sengs, lampen brænder i min stue til kl. 7 om morgenen. – –
Av disse brever forstaar vi, hvor stor nøden er, men vi merker ogsaa, hvordan Herren gjennem alt drar sjælene til sig og gjør sine frimodige under de største farer og trængsler. Priset være Herren for hans store naade! Lat os fortsætte at be om, at vækkelsen i Marasch maa brede sig over det hele land, saa hele resten av folket kan bli frelst.
Forleden dag hadde jeg et kjært brev fra fru Grünhagen. Hun og frk. Johansson arbeider blandt armeniske flygtninger i Skutari, ved Konstantinopel, mens de venter paa at veien skal aapnes for dem til Mesereh. Hun sier, at disse flygtninger trænger meget til forbøn, da de er dypt nede i sløvhetens og motløshetens vande. Deres energi er brutt, og de lange, svære aar har tat deres kraft. Fru Grünhagen sier: Det er næsten umulig for mig at forstaa, at de endnu lever efter alle de lidelser, de har gjennemgaat. O, maatte Herren gripe ind og vise sin magt! De er saa glade for hvert venlig ord; men det er meget svært for dem at bli stille for Gud, som de mener slet ikke vil kjendes ved dem. Og jeg kan forstaa dem, sier hun, naar jeg hører dem fortælle om deres trængsel, og hvorledes de har ropt om hjælp, men ingen faat, og de grusomste ting er forøvet imot dem. Det er ikke let at hjælpe dem; ti der er ofte 50 mennesker og flere i et stort værelse, hjælper man den ene, er de andre misundelige. Maatte de kjære mennesker søke tilbake til de gamle stier og i aand og sandhet søke Herren, visselig vilde han høre deres rop. — — —
Av et brev fra det armeniske byraa i London av 4. mars 1921 har jeg erfart, at tyrkerne har myrdet mindst 40,000 armeniere i Kars og i Alexandropol i de sidste to maaneder. Av disse myrdede var ogsaa flere tusen fra Sasun, Mush og Van.
Mange hjertevarme hilsener til alle venner av Armenien, som jeg nu kjender saa mange av rundt om i landet.
Fra Eders taknemlige
Søster Bodil.
Begræd. 3, 22—26, 31—33.
Jesus Kristus! Verdens Frelser! Ser du i din høie himmel dagens grænseløse jammer, som fra verdenssynden stammer.
Er du her blandt os tilstede midt i selve kampens hede? Staar du stille der og læger, og den faldne vederkvæger —?
Bliv hos os i disse tider, hvor det synes som alt glider løft dit kors i morgenrøden, saa det seirer over døden.
Læg din hand saa blødt paa panden, red en sjæl ved avgrundsranden, læg det sønderbrudte hjerte, som først nu dig kjende lærte.
