alt de hadde kjært her paa jorden og blev drevet omkring fra det ene sted til det andet. En del av mine kjære folk fra Musch og Bitlis egnen skal være i Konstantinopel, og er det umulig at komme ind i landet, saa tror jeg, det ikke vilde være forgjæves, om jeg fik lov til at virke iblandt dem, som jeg kjender fra før av.
Maatte Herren aapne veien, om dette er efter hans plan. Bed om, at jeg maatte gaa i de av ham beredte gjerninger, saa at han kunde velsigne mig. Efes. 2, 10.
Inderlig tak for alle store og smaa gaver, det er stort at se, hvormange der elsker dette folk og følger det i bøn og arbeide, og hvilken offervillighet der er blandt saa mange.
Med hensyn til stillingen i Armenien, saa er den vanskeligere end nogensinde, da nationalisterne har magten inde i Lilleasien. Deres fører er Kemal pascha som har sit sæte i Angora og har magten over armenierne inde i landet.
Av utdrag av et par breve, som stod i «Sonnenaufgang» forstaar vi noget av, hvor svær situationen fremdeles er for armenierne.
Hannum, vor kjære medhjælper i Musch, som med sin søster og svoger flygtet til Smyrna, skriver: I Adana er der nu ingen muhadjis, forviste, mere, franskmændene har sendt dem fra Harunje, Marasch, Hassanbeyli og Bagthsche til Dörtjöl. Hvad skal alle disse gjøre i denne lille landsby? Mustafa Kemal har forvist mange armeniere til Afijon-Karahissar og latt 1500 av dem myrde. Ved Hadjins indtagelse gik det for sig som i Marasch (ved besættelsen av Marasch i begyndelsen av 1920 blev 10,000 armeniere myrdet). Mange tok gift for ikke at falde i tyrkernes hænder. Hvad skal der bli av os, hvem vil ile til vor undsætning? Hvorledes kan et folk lide saadan uten at vinde noget? Vi har intet hjem, hvorfor skal vi utgyde vort blod! Man synes at der ikke gis nogen naturlig død for os, vi maa altid bli myrdet. — —
Følgende brev til søster Hedvig Bull lar os forstaa at disse ulykkelige menneskebarn ikke bare har lidt et ydre tap, men ogsaa har faat en indre skade. En av lærerinderne fra Harunje, Margarit skriver: Vi er kommet til Adana (Adana ligger i Cilecien, nær ved Tarsus). Vi bor i et stort hus utenfor byen, det er det franske barnehjem. Der tales armenisk. Antallet paa barna er 1100. Martha, Serpuhi og jeg underviser her. Pikerne her ligner ikke vore barn fra Marasch og Harunje. Næsten alle de store piker er samlet fra arabiske, kurdiske og tyrkiske huser, de er vanskelige at holde styr paa. Vi underviser ikke i religion, for det gjør to prester. Naar vi har anledning taler vi til barna. De er ikke forhærdet ved at høre meget. Saasnart jeg taler til dem om himlen, slaar de sig for brystet og sier: «Hvad skal der bli av os?» De ber og bønfalder. «Fortæl os altid om Jesus!» En 12 aars pike, som er tat tilbake fra araberne spurte mig: «Er det ogsaa synd? Araberne spiste selv og lot mig sulte, da jeg ikke kunde holde det ut for hunger, stjal jeg brød og spiste. Hvad skal jeg gjøre for dette?»
Her er saa meget arbeide for saadanne som dig. Kan du ikke komme til Armenien? Vend tilbake til vort stakkars faldne folk.
En av lærerne, Ohannes, skriver fra Marasch i febr. 1921: Vort liv her er et bønneliv, og at vi endnu lever, er et under. Mangen gang synes jeg, jeg ikke er værdig til at opleve saadanne undere; men hans naade er stor . . . . Vi vet ikke, om vi, naar vi gaar herfra til det amerikanske college eller tilbake igjen, kan komme vel frem eller med avbrutt hode eller lemmer; ti tyrkerne er altid underveis og pludselig blir en sten slynget av en ukjendt haand. Dog er vi trods alt altid glade og lykkelige og vil gjøre vor pligt. Hr. L. og badvelli A. yder utrolig. De gjør alt hvad de magter for det armeniske folk, og vi staar i bøn bak dem. For 2 maaneder siden blev armenierne
