er opstanden fra de døde — og man svarte saa igjen. «I ravzöve Kristos hareav»! — Sandelig Kristus er opstanden! Jeg tror denne herlig hilsen maa være bibeholdt fra de ældste kristne tider. Det er, som hører man med hvilken jubel den uttales. Hvor maa vi ikke fryde os over at Jesus opstod, og at Han nu lever ved Faderens høire haand forat træde frem for os, og snart skal vi ogsaa opstaa til evig fryd og glæde. Hvilket herlig haab vi kristne har!! 1. Peter 1, 3—5.
Mine tanker gaar ned til Armenien, og jeg mindes de deilige paaskefester vi feiret der sammen med barna. Paasken er jo armeniernes største høitid. Den vaaknende natur, de deilige anemoner, fioler og tullipaner, som kikket frem allevegne syntes sagte at hviske til os om opstandelsen. Mandel- og oprikostrærne stod i det skjønneste flor, ja, hvor vi vente øiet, spirte og blomstret det frem av den mørke jord. Alt var som forvandlet. Hvilken dag maa det saa ikke bli naar fra «blodets og taarernes» land de mange martyrer stiger frem av sine grave for at prise Jesus! —
Tiltrods for at alt endnu ser haabløst ut nede i Armenien baade med hensyn til landets politiske stilling og med henblik paa den store legemlige og aandelige nød, saa maa vi ikke se os blind herpaa, men forvente store ting av Herren. «Martyrernes blod er kirkens sæd», og i et land som Armenien, der har saa mange blodvidner, kan ikke sæden utebli. Den er saadd, og den skal spire frem og bringe liv og frugtbarhet med sig. Allerede nu hører vi om nyt aandelig liv baade i Marasch, Adona og Tarsus, og vi vil bede om, at vi maa faa se større ting, at Herren ved sin Aand vil vække hele det armeniske folk, som endnu er ilive, til nyt liv og gjennem dem de muhamedanske folk i Lilleasien.
Søster Marie Timm skriver fra Marasch i det tyske «Frauenmissionsbund»s blad: «Gud har forbarmet sig over vort barnehjem Betschalum og har utgydt naadens og bønnens Aand.
I mange aar er inderlige bønner steget op til Guds naadetrone, og nu besvarer Han dem.
Der er vækkelse blandt gutterne, 30—40 av dem er blit Jesu efterfølgere, og mange andre ønsker at bli det. Allerede i september begyndte vækkelsen i vort hjem, ingen vet hvorledes, Gud selv arbeidet i hjerterne. Det er underbart, hvor barnslig barna taler med Frelseren i bønnestunderne. De kan ikke utholde at et barn lyver, stjæler eller bander. For 6 uker siden merket man intet dertil. De værste gutter begyndte først at rydde op i sit liv, og ogsaa iblandt dem som endnu ikke har overgit sig til Jesus, hersker der frygt for Gud.
Man hører mange synge: «Der er kraft i blodet» og «Idag kalder Jesus, tro paa Hans ord».
Meddel dette til alle venner der er med i bøn, saa at alle takker Herren og ber Ham om, at Han vil fuldføre det verk han har begyndt. Hvor fin og sart er den Helligaands virke. Han leder barna til Jesus, og Jesus selv har besøkt os, og jeg ber vedvarende at Han vil bli hos os.
Ikke en eneste nat er vi sikre i Betschalum, vi ber altid om at «Gud vil være en ildmur omkring vort hus.» — Søster Marie fik sine øine alvorlig skadet ved eksplositionen av en klorkalkboks; men Gud bevarte hende fra at bli blind, endskjønt der var stor fare forhaanden. De frygtelige øiensmerter blev efter 8 dage mindre og mindre, saa at hun nu er frisk igjen, men kan dog ikke se saa skarpt som før. Vi vil takke Herren for Hans naadige bevarelse og ikke glemme hende og hendes gjerning i det utsatte Marasch.
Det amerikanske missionsblad «The Orient» beretter i de to sidste nummere om at der i Adana og Tarsus er vaaknet nyt aandelig liv. Armenierne i Ciciliey har lidt saa meget under krigen og alle dens følger, nu smaker de glæden ved en dyp aandelig vækkelse. Vi haaber og ber at der maa bli lignende vækkelser ogsaa paa andre steder. Aarsakerne til dette naa-
