hjem, og man hørte jammer og veklager. — Hjemme hos Pepronjas forældre gik alt ogsaa i denne tid sin rolige og stille gang, der hørtes ingen klager og intet skrik, alt var tillidsfuldt lagt i Herrens haand. Den sidste aften, før de skulde drage bort, fik Panos besøk av nogle missionærer; barna sov alle rede, og der herskede fred i huset, man mærkede, at Herren var i dette hjem. — Ute paa sletten fik man den næste morgen se et gripende syn: I store skarer drog armenierne bort, de rike paa lastdyr og æsler, de fattige tilfods — ofte paa ryggen eller ved haanden et barn og de faa ting, de eide, og hvor mange gamle slæper sig ikke møisommelig avsted. — Drivernes haarde stemme lyder ubarmhjertig og truende. Man ser en ung kvinde med sit lille barn, paa hendes ansigt staar fortvilelsen malet, en anden klager høit, gendarmen griper hende haardt og støter hende fremover, saa hun falder. Blandt disse skarer er ogsaa Panos. Han drager rolig og fortrøstningsfuldt avsted i bevidstheten om at Gud er med ham. — Pepronja var blevet tilbake hos en gammel bedstemor, og hendes ældre søster Araxi og en bror kom i barnehjemmet, de andre barn fulgte sine forældre i exilen. Skilsmissen fra far og mor var Pepronjas første store sorg, og hendes hjerte var nær ved at briste. Derfor blev ogsaa hun optat i barnehjemmet, hvor hendes søster var, og det var hende en trøst; men hun stod ofte og saa speidende ut i det fjerne — langt derborte fra bjergene maatte de da komme tilbake. Pepronja hadde lært at bede, og barnets bønner steg op til den almægtiges trone. «Pepronja, din far har skrevet og hilser dig. Gud har beskyttet dine forældre» ! En glædesstraale lyser ut fra det lille søte ansigt. Pepronja er en av de snilleste og flinkeste elever i barnehaven. Hendes søster fortæller hende ofte skjønne fortællinger, og ogsaa alle de andre viser hende megen kjærlighet og vil saa gjerne lindre hendes saarede hjerte. Pepronja blir ogsaa tillidsfuld, hun synger og snakker; men — man mærker, at barnet længes efter sin far.
Det er søndag, tidligere end sædvanlig rører det sig i den store sovesal i barnehjemmet og sagte sniker et par av barna sig bort til vinduet eller ut paa trappen, og der hviskes sagte: «Det er solskin idag, tror du, at «mor» vil gi os lov til at gaa til byen»? Natvagten formaner dem at være stille. Ak, klokken lyder altfor sent idag! Saa gjerne vil barna til byen for at besøke de fjerne slægtninge og bekjendte som de endnu har tilbake. Det er en liten avveksling, og saa haaber de at faa høre noget om de deporterte. Ogsaa Pepronja og Araxi faar lov til at besøke den gamle bedste mor; der faar de nøtter eller rosiner; men det bedste er dog at faa tale om far og mor. Saadan forløp maaneder, ja hele aaret. Den gamle bedstemor døde — endnu kom forældrene ikke. — — — — Da pludselig, næsten utrolig høres det: «Det armenske folk er blevet fri, reddet av mordernes hænder!! Tilkjendega de maaske for høilydt sin glæde? De forviste fik lov til at vende tilbake til sine hjem. Tusinder og atter tusinder er døde i exilen, her vender en, der to medlemmer av den før saa talrike familie tilbake, mange familier er aldeles utryddet. Barna klynger sig til hjemmets mor og spør: «Kommer ogsaa vore forældre nu? Naar kommer de?» Og de kjære barneøine ser bedende op. Det er saa vanskelig at svare, da næsten alle disse forældre er omkommet i de allerværste forhold. «Og hvis de ikke vender tilbake mit kjære barn, saa blir du vor egen lille pike, og vi vil holde saa meget av dig». Den lille klynger sig endnu tættere ind og lar sig kjærtegne. Men Pepronja vet, at forældrene lever og vil komme tilbake — men naar? Mange, mange kommer igjennem Marasch, men Panos ikke. Endelig lyder det: Panos er kommet!! Saa hurtig som benene formaar at løpe, iler de to søstre i glad forventning avsted — Men nei, det er en feiltagelse, det er ikke Panos. Skuffet og stille vender de tilbake for atter at vente. Uendelig lange forekommer timerne og dem. Men saa stiller Gud den lille Pepronjas længsel. — Forældrene kommer, og Pepronja ligger i sin fars arme. Gud hører bønner. Gjennem
