uten dog at opgive sin kristendom. Hvad de har lidt, kan kun vi forstaa, som har levet iblandt dem.
Endnu vanker mange tusen enker og faderløse om uten hjælp og beskyttelse i den elendigste tilstand. De trænger mere end nogensinde vore forbønner, vor kjærlighet, hjælp og medfølelse.
La os be om, at Herren i sin store naade vil forbarme sig over dem og lede det saa, at de faar sit elskede fædreland tilbake og at der efter al denne forfærdelige trængsel maatte oprinde en lysere tid for dette lille tapre folk, som saa heltemodig har lidt for sin tro og sit land.
Der tales saa meget om Belgien og alle dets lidelser, som jo ogsaa har været store. Men hvad er de i forhold til, hvad Armenien har lidt i disse 400 aar. Jeg maa spørre mig selv om, hvordan vort folk vilde utholdt en saadan ildprøve. Vi, som lever i evangeliets klare lys, og som i saa rigelig maal har faat erfare Herrens store godhet og trofasthet.
Efter al sandsynlighet vil armenierne faa ialfald endel av sit land tilbake, og da aapner der sig rike muligheter for en stor missionsvirksomhet. Skulde det da være Herrens vilje atter at sende mig derned, saa staar jeg rede. Kjære venner, bed om at Han vil, dygtiggjøre mig og la mig gaa i de av Ham beredte gjerninger. Efes. 2, 10.
Frk. Elise Blædel, som i en række av aar har været Dansk K. M. A.s trofaste og interesserte kasserer og armenierkomiteens sekretær siden 1901, er gaat hjem til Gud. — Ogsaa i Norsk Armenierkomites arbeide har vi stadig nydt godt av hendes gode raad og hendes hjælp ved forsendelse av pengene til Armenien. Og flere av os som kjendte hende har et godt minde om: en sjelden varmhjertet arbeider i Guds rike.
Armeniervennerne i Norge har vist hvor meget Armeniens nød har ligget dem paa hjerte og hvor trolig de har fulgt med i bøn og tanke i alle disse trængselsaar; kanske nu at Guds time oprinder med svar paa de trofastes bønner. —
En varm hilsen til hver især med Esaias 43, 19, 2. Mos. 3, 7—9. fra eders søster
Utdrag av privatbreve fra frk. Anna Jensen.
Maharo 29. okt. 1918.
Det er saa underlig at sende jule breve allerede i oktober. Men jeg har hat adskillig juleglæde allerede nu, da jeg har hat slike gode bønnestunder og timer sammen med konfirmanterne.
Jeg har før fortalt om de 20 piker som nu paa søndag skal konfirmeres. Det har været slik fryd at læse med dem og forberede dem til den første nadverd; for det gaar min undervis ning særlig ut paa. Jeg vil saa gjerne faa hjælpe dem til mere personlig kri stenliv, faa vise frelsen i Jesus Kristus.
En aften i forrige uke kom de til mig efter lekselæsningen kl. 9. Jeg var gaat ned paa mit værelse for at læse litt og gaa tilsengs. De vilde snakke med mig. Jeg følte mig træt, men naar folk kommer med noget paa hjerte, tar jeg altid imot dem, for jeg vet, det er Her ren, som vil det. Vi fik slik god stund sammen. De kom for at faa hjælp og raad, saa de kunde leve Herren mere nær. Jeg kunde kun vise dem hen til Jesus, vor dyrebare Herre og Frelser.
Her er saa sykt rundt omkring, saa det er rent trist. Masser av menne sker dør uten Gud og uten haab. En dag fandt de 5 lik i elven. Det var arbeidere, som var døde i skogen av feber eller dyssenteri, tænker jeg. Ka meraterne er blit bange, saa har de kastet dem ut og strøket sin vei. Det er hedenskap!
Aa, maa julens glade budskap lyde og tone sterkt i de kristne lande, saa
