raad; men senere blev baade vogn og eiendele fratat dem med den bemerk ning, at det skulde anvendes i militært øiemed. En slik transport betød for gendarmerne og soldaterne, som skulde ledsage den, muligheten. av at kunne berike sig og tilfredsstille sine hæslige begjær. Da mændene jo var ved fron ten, rammet evakueringsordren i det væsentlige oldinger, kvinder og barn, og da den mandlige beskyttelse saaledes fuldstændig manglet, var disse uten barmhjertighet prisgit sine bødlers vil kaarlighet. Jo længere et saadant tog av deporterte var underveis, desto tyde ligere kunde man kjende deres spor. Hvem der ikke kunde følge med blev drevet avsted med piskeslag eller truet paa livet, for saa — med opbydelse av sine sidste kræfter — kanske kort efter at synke døende sammen. At skildre alle disse sjælelige og legemlige lidelser vilde fylde flere bind av bøker, og dog vilde en menneskelig pen ikke formaa at beskrive de kvaler, som disse ulyk kelige ofre for menneskelig vilkaarlig het og grusomhet maatte utstaa. Hvem kan forestille sig en slik scene, som naar moren ved gendarmernes piske slag blev tvunget til at la sit døende barn ligge? Og hvem kan tænke sig ind i et barns navnløse jammer, som ser sin mor synke sammen i døden og saaledes er berøvet sin sidste verge? Hvem kan sætte sig ind i en mors følelser, naar hendes datter paa den raaeste maate blir misbrukt like for hendes ølne?
For yderligere at forhøie tørstens kvaler for disse ulykkelige, som slæpte sig frem ad de stenete, solhete veie, kom mange av deres bevogtere paa den sataniske tanke at berøve kvinderne deres hodebeklædning og ytterklær. Disse umennesker besatte dertil brøn dene og truet enhver med døden, som vilde øse op vand. I den tid blev mange et offer for vanvid.
Ved den dag for dag vedvarende overanstrengelse og den stedse mere om sig gripende underernæring utbrøt der snart smitsomme sykdomme i disse tog av deporterte, og bortrev dem i tusenvis. Døden hadde for disse stakler mistet sin skræk, ti hver ny dag bragte et saadant maal av lidelser, at døden av mange blev hilst som en befrier.
(Forts, i næste nr.)
Kjære venner!
Denne gang har jeg desværre ingen direkte efterretninger fra vore venner i Armenien at bringe eder; men igjennem en armenier, som for ca. 2 aar siden kom hit fra Armenien — sammen med 4 brødre og en svigerinde flygtet han fra Siflis igjennem Rusland til Norge —, hører jeg et og andet av de armeniske aviser, som han faar fra Amerika.
Nu nærmer det øieblik sig, da det armeniske spørsmaal skal avgjøres. Hundre tusen armeniske soldater, som ved Kaukasusfronten har kjæmpet for sit lands og folks befrielse, fordrer som sin ret Armenien for sit folk.
I Amerika, Rusland, Kaukasien, Lilleasien og det nordlige Persien findes der endnu ca. 2 mill. armeniere, som i tilfælde av at de faar sit land tilbake, ønsker at vende tilbake, i hvert fald de fleste av dem.
Amerika, England og Frankrike har git løfte om, at armenierne skal faa de 8 provinser tilbake, som tidligere tilhørte det gamle armeniske kongerike. Disse er: Erzerum, Kars, Erivan, Urmia, Van, Bitlis, Diabekir og Kalikien, der ogsaa tillike indbefatter flere tilgrænsende distrikter, deriblandt Trapesund, Sivas, Charput, Musch og Seitun; men den endelige beslutning blir først fattet ved fredskonferensen, hvortil Armenien har ret til at sende sine repræsentanter.
Som sine utsendinger har de valgt den bekjendte armenier Boghos Neebar pascha, fra Ægypten, — som nu har boet i England — og tillike tre andre.
I 400 aar har nu armenierne levet under tyrkernes aag og været undertrykte og forfulgte, og de har lidt mere end noget andet kristent folk i verden,
