maatte jeg med mit pas til de tyske, østerrikske og bulgarske konsulater, og med dem blev jeg færdig i løpet av en dag, deretter maatte jeg nogen ganger paa politistationen og til en tyrkisk dommer, da jeg manglet et papir, sa de, og han forlangte 20 mark som straf, hvilket jeg kun motstræbende gav ham, da jeg ingen anden utvei saa for at komme videre paa vei med passet. Næste dag og flere ganger var jeg paa hovedpolitistationen og senere bar det avsted til de høiere embedsmænd og tyrkiske officerer for at faa tilladelse til at benytte Balkantoget, hvilket var meget vanskelig for civile og især da for neutrale. Den norske generalkonsuls kavas gik med mig fra det ene sted til det andet, og der er lange avstande i Konstantinopel, saa jeg ofte var ute fra kl. 9 om morgenen til 4½ om efterm., og det var svært trættende at løpe slik omkring uten resultat. Den tyske konsul gav mig en anbefalingsskrivelse for at jeg skulde faa tilladelse, ja jeg fik hans ene «kavas» med, og vi var oppe i fine paladser og regjeringsbygningen; men altid blev jeg avvist. Jeg opgav da Balkantoget og fik endelig lov til at reise med det konventionelle tog, som er meget omstændelig, da man stadig maa bytte tog og baade ind og ut av et land maa revidere pas og tøi paa grænserne, og istedenfor 3 døgn er man 5—6 døgn underveis fra Konstantinopel til Berlin; men det var ikke noget at gjøre ved det, og jeg var mer end glad da passet endelig var iorden og at jeg ingen vanskeligheter hadde for at faa Fridtjof med. —
Konstantinopel er en meget vakker by med sin deilige beliggenhet like ved Bosporus og sine prægtige paladser og høie minaretter, som raker op mot himlen. Den er ogsaa høist interessant med sit brokete liv og dragter, saa helt forskjellig fra en europæisk by.
I Konstantinopel traf jeg ogsaa gamle venner fra Musch, og glæden var stor paa begge sider over gjensynet. Den ene, Bedrossean, var tidligere prest i landsbyen Hawradorig ved Musch, men var i de senere aar i Konstantinopel og blev saaledes reddet; han var nu ansat som prest og lærer i en armenisk landsby 2 timer fra Konstantinopel. Vi var, mens han var hos os i Musch, altid gode venner, og han visste nu ikke det bedste han skulde gjøre mig, var saa rørende til at hjælpe mig naar han kunde tok han mig med paa roture paa fjorden, bar lille Fridtjof og gjorde alle indkjøp til min reise, fulgte med mig paa stationen og trakterte mig med de bedste ting, naar jeg et par gange besøkte ham. Han syntes ikke han kunde gjøre nok, fordi jeg elsket hans folk og hadde hjulpet det. Det ordentlig varmet at møte saa stor taknemlighet. Hos denne prest traf jeg ogsaa et armenisk parlamentsmedlem, som var fra Musch og tidligere var utsendt derfra. Jeg kjendte ham og hans familie godt fra Musch, de var som ved et under reddet. Vi sat længe og talte om gamle dage og dvælte ogsaa ved alt det frygtelige vi hadde oplevet. Han har mistet alle sine slegtninger i Musch, 70 i tallet, kun hans hustru og to barn er reddet. «Søster Bodil», sa han, «De maa fortælle hvad De har set dernede, og selv om vore mænd hadde været skyldig til at faa en saadan behandling, saa tænk paa, at vore kvinder og barn blev myrdet, brændt og skjændet og i tusenvis kastet i floderne, det er forfærdelig at tænke paa, at de næsten har ødelagt vort folk».
I selve Konstantinopel var der bedre end andre steder, der blev kun nogen tusen armenier sendt i excil og dræpt, men fra de omliggende landsbyer blev de fleste sendt avsted til det indre av Lilleasien eller nedover til ørkenegnen, og de fleste mænd og store gutter blev underveis dræpt.
I det tyske soldaterhjem traf jeg Mikki, vor indkjøper og tjener i barnehjemmet i Musch. Han var fulgt med søster
