bedendé søsterkreds, som lærer mere og mere at kunne takke ham, som har erhvervet adgang for os til det rige, som ikke kan rystes.
Hjertelig hilsen fra
Marie Anker.
December 1916.
28. september 1916.
Kjære fru Anker!
Hjertelig tak for brevet 21/6 som jeg mottok her i Harunje. Nu er De vel tilbake i Norge, saa jeg sender dette brev gjennem frøken Ihlen Hansen og haaber jeg at De faar det. Jeg takker saa hjertelig alle de kjære venner hjemme for deres store gave. Jeg skal se hvorledes jeg skal anvende den paa bedste maate. I saadanne tider behøver man mange penge. Her er saa mange barn, som lider nød, saa det vilde være kjært om man i Norge kunde paatage sig underhold for et par barn til. Ja hvad har vi ikke oplevet! Men Gud er en underbar Gud. Vi kan ofte ikke forstaa de veie han fører os paa, men en gang naar vi kommer hjem og ind til al herligheten, saa vil alt det dunkle opklares og vi ville komme til at love og prise ham for den vei han lot os gaa. Vil Gud saa haaber jeg til vaaren at reise hjem; det er nu 5 aar siden jeg reiste ut.
Jeg har det godt her i Harunje, arbeidet har hjulpet mig til ikke at tænke saa meget paa det forbigangne og det er en glæde at være til hjælp for andre. Jeg kom her akkurat i rette tid da herr von Dobler laa tilsengs av Malaria. Gud være lovet at anfaldet gik hurtig over, saa han fik reise til sin familie, som var i bjergene ved Mezreh. Jeg har nu været her alene i 2½ maaned med en barneflok av 180 barn. Vi bor i et stort hus med en herlig utsigt til fjeldene i det fjerne. Vi har en stor have og skove i nærheten. Skjønt naturen er smuk og luften mild synes her dog at være usundt. Jeg har stadig mange syke, omkring 50 for det meste med Malaria men ogsaa med dyssenteri og øiensygdomme og desforuten saarede. De kan tænke Dem, hvormeget jeg har at gjøre, da her ingen læge findes nærmere end 2½ time herfra; denne har saa mange soldater at tilse at han heller ikke har tid til mere. Jeg har oplært 2 piker og en gut til at hjælpe mig med de syke barn. Jeg glæder mig meget til at von Doblers kommer tilbake midt i oktober. Jeg har hidentil badet mig hver dag i et stort vandbasin og sovet paa verandaen, men i det sidste uveir blev jeg forkjølet, saa jeg nu maa op give det. Jeg tar ofte næsten daglig timer i tyrkisk, det er nødvendig her. Andagtene holder jeg paa barnenes sprog, bibeltime en gang om uken for guttene og en gang for pikene. Faa av barnene er omvendte, men dog er det som Gud taler til dem gjennem deres sygdom. Jeg elsker denne tjeneste for Herren — har en bønnestund ogsaa en gang ugentlig med lærere og lærerinder. Jeg var glad ved at være hos min tante i Jerusalem i hendes svære sorgens tid, vi haaber paa at kunne reise sammen til Tyskland til vaaren. I Jerusalem gjøres der meget missionsarbeide, saa jeg fandt arbeidet blandt dette folk som jeg elsker mere nødvendig.
Hjertelig hilsen til Dem selv og til alle de kjære venner.
Deres Bodil Bjørn.
1. Joh. 3, 16, Esaias 51, 11.
