vel maa være Kalendarier med Anvisning til at benytte saadanne. Om „Zozimas“ og „Thobias“ ved jeg ingen Oplysninger at give; Zozimas kan nemlig ikke godt være nogen af de bekjendte Mænd af Navnet Zozimus, hverken den græske Historiker Zozimos, der aldrig vides at være oversat paa Latin, eller Pave Zozimos († 418), af hvem man kun har 2 Breve, eller Alchymisten Zozimos (5te Aarhundrede), thi hans Værker har heller ikke været oversatte paa Latin.
I Biskop Arnes norrøne Bibliothek har flere Hovedarter af den norrøne Litteratur været repræsenteret. Af Lovbøger har han eiet den gjeldende Lovbog (Landsloven), samt den „gamle Lovbog“ d. e. den ældre Gulathingslov. Af islandsk Litteratur nævnes kun et Værk, Orvarodds-Saga, der skildrer en national Sagnhelt; Sagaen om Troja og Brutus (ɔ: Trojanernes Udvandring til Britannien), Thidrik af Berns Saga og Sagaen om Thomas Besket er alle Oversættelser, dels fra Latin, dels fra Tysk. De efter denne sidste Bog følgende Ord „sopdyngium oc þar a margar sagur“ betegner vel, at disse Bøger laa sammen uden Orden med andre norrøne Bøger af historisk Indhold, som Biskopen ikke har fundet det Umagen værd at nævne særskilt.
Om dette temmelig store Bibliotheks senere Skjæbne er det endnu muligt at bringe nogle Oplysninger, thi Dele deraf existerer fremdeles. Nedenunder Boglisten i „Summa Gaufridi“ staar skrevet „Nicolaus díuína míseracione archiepiscopus“ og „salutem in domino“ med en øvet Skriverhaand fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede; den, der har skrevet dette, er rimeligvis den Kopist, der skulde indføre i Kopibogen et Brev fra Erkebiskop Nicolaus i Nidaros († 1386). Dengang har altsaa Membranen aabenbart været i Norge og rimeligvis tilhørt Bergens Kapitel. Til Upsala Universitetsbibliothek er den, efter hvad Hr. Styffe har oplyst mig om, kommen fra Brigittinerne i Vadstena; det rimeligste er da at antage, at Brigittinerne i Munkeliv har sendt den til sine Brødre i Vadstena, og jeg
