H. C. Andersen
H. C. ANDERSEN
Rigmor Stampe: H. C. Andersen
og hans nærmeste Omgang.
Hver den, som har læst H. C. Andersens
Mit Livs Eventyr vil vite, at det var
geheimkonferensraad Jonas Collin, som, da Andersen
i ung alder vagabonderte i København,
tok sig faderlig av ham, skaffet ham understøttelse
og undervisning og siden aapnet ham sit
hus, hvor han daglig færdedes i snart femti aar
— «hjemmets hjem», som Andersen selv kaldte
det. Var han lykkelig her? Kjendte han sig
vel i denne patriarkalske, sterkt avsondrede
familie, hvor det for andre var saa vanskelig
at faa adgang? I fru Stampes bok skildres
hans forhold til hver enkelt av familiens medlemmer,
den indflydelse, de øvet paa ham og
omvendt, indtrykkene, hans diktning mottok i
dette hjems luft, emnerne, som han hentet fra
det, den art av humor, han utviklet i samlivet
med dets sønner og døtre, og som han siden
omsatte i eventyrene, hvor det forvandledes til
satire, til bitende ironi over hele den Collinske
kreds, der efterhvert var blit ham symbolet paa København, paa det lille, snevre, selvglade
Danmark, for hvis indbyggere verden ikke
strakte sig utenfor skræppeskoven og hønsegaarden.
I og for sig er jo allerede det merkværdig, at en praktisk, ivrig optat mand i statens høieste stillinger, dertil uten synderlig kunstnerisk forstaaelse, gav sig av med ham og straks ante, at der gjemte sig rike muligheter i den lattervækkende person, som hette H. C. Andersen. I 1819 hadde denne, fjorten aar gammel, reist fra Odense til København for at bli et eller andet «stort». Han hadde fristet nød og savn, hadde sultet og lidt ondt, da Collin kom ham til hjælp. Og det var ikke bare et raskt paafund i en letsindig stund av en Grand Seigneur, da han rakte Andersen haanden, men en ansvarsbevisst handling av en renhjertet, trofast natur, som, naar han engang hadde stillet sig en opgave, var mand for at føre den igjennem. Et pust av det attende aarhundredes gode aand hviler over denne danske borger, som i al sin færd hadde «det heles gavn for øie», og hvis glæde det var at fremelske evner, hvor han traf dem. Saa blev da Andersen sendt paa skole — en lang, fryktsom, komisk fyr, som snart blev rektors forargelse og desuten skyteskive for sine langt yngre kameraters spot. Men han har en drøm i hjertet, et maal for sit blik, som han aldrig slipper: «At bli en stor, en sand dikter». Og for at naa dette maal er han villig til at gjennemgaa alt, som ondt er. Det maa han jo. Det vet han, at han maa. Det er prisen, han betaler for den kommende berømmelse. Gjennem lange tiders motgang frem til verdensry! Og verdensryet naadde han da ogsaa. Han blev og er den dag idag den navnkundigste av alle Danmarks mange diktere.
Et sted var der imidlertid, hvor hans ry ikke gjorde noget større indtryk: I det Collinske hus. Han blir paa sine reiser hilst velkommen av keisere og konger, tilsmilt av prinsesser, omfavnet av fyrstelige personligheter. I sit skrækkelige tysk læser han eventyr for dem og overøses til gjengjæld med smiger og gaver. Da han i Paris gjør den dødssyke Heine en visit, betror han denne, at den kostelige diamantnaal, han bærer i sit slips, har han til og med faat av en prins. Europa rundt hædres og hyldes han, og naar han saa trær over terskelen til «hjemmets hjem», tror de bare, at han praler. «Mon de ikke gjør nar av Dem?» sier den gamle fru Collin og skjæver mistænksom bort paa ham. «De bruker Dem til pynt,» sier en anden. Og de unge piker i familien ler i smug. Fra høihet og glans kommer han, fra denne verdens øverste, hvis gunst han fattigbarnet, svelger i, og saa imponeres de slet ikke. Hvad er dette andet, end at trodse gud? For gud er det, som har banet ham hans vei. Gud er med ham. Det er guds vilje, at han skal bli berømt.
«Mit hjerte flyver mot gud, og for ret at nyde det, tænker jeg paa det Collinske hus, føler, at var De her, fulgte De min solbestraalte vei,» skriver han i 1846 til Edvard Collin fra Dresden.
En feiltagelse. Familien Collin har bedre at tænke paa end at følge Andersen paa hans urolige flakken fra land til land, hans lysende vandringer fra triumf til triumf. Ræsonnementet er: Hvorfor i himlens navn blir ikke det høihetsgale menneske heller hjemme i København, hvor han dog kunde ha det saa «rart»!
Saken er, at Andersen var ulykkelig forelsket i alle Collinerne, i deres tone, i hele deres hus. Han elsker disse mennesker, selv om de behandler ham aldrig saa respektløst, eller kanske netop fordi de gjør det. Han vil seire over dem. Som i Josefs drøm alle nekene bøiet sig for den utvalgte, slik skal ogsaa disse gjenstridige engang bøie sig for ham. I sin ungdom har han maattet gaa fra det ene middagsbord til det andet for at faa mat gratis, har døiet ydmygelser og hentet mange slags bitre erfaringer. Nu vil han ha opreisning. Han vil blende sine velgjørere, tvinge dem i knæ. Indrømme skal de, at det var et lykketræf, da de «opdaget» ham. Han er et geni, og de har at føle det som en hæder at eie ham i sin midte. Blir han ikke oversat til alle sprog? Flyr ikke hans navn over alle hav, fra verdensdel til verdensdel? Beskedent spør han: «Har De hørt om min nyeste erkjendelse i Portugal?» Eller: «Ønsker De maaske at vite noget nærmere om mit siste samtræf med storhertugen av Sachsen-Weimar?»
Likegyldighet. Kulde. Man smiler eller vinker ham av.
Familien Collin hadde nemlig den dyd at være ganske usnobbet. Dens syn paa Andersen blev ved at være det samme, hvad enten han kom fra et slot eller en hytte. Gamle og unge inden kredsen hygget sig i hverandres selskap, likte blandt andet at høitideligholde hverandres fødselsdage, til hvilke de endog diktet familieviser. Og disse viser var desværre uten sammenligning morsommere end Andersens, naar ogsaa han til avveksling forsøkte sig som huspoet. Ved siden av deres faldt han ganske igjennem, et uheld, som saaret ham blodig. Mangen taare fældte han i den anledning. Og hvad værre var: Hadde familien en yndlingsdikter, var det I. L. Heiberg og slet ikke deres egen Andersen. Ja, de mente endog mellem sig, at Andersen ikke kunde skrive ordentlig dansk. Hvad var det for et ugrammatikalsk sprog, han førte? Slik skrev man da virkelig ikke! Man talte saan kanske, men en dannet mand undsaa sig ved gud for at føre et saa slurvet sprog.
Dette sprog, som risler og dufter og skinner og den dag idag er like spillevende, som da det blev til!
Andersens liv blev da en lang, haapløs kamp for at komme op i høide med disse mennesker paa solsiden. Han misundte dem deres fri latter, deres jargon, deres væsens ubekymrethet. Elsket og misundte. Fra dag til dag svinger hans sind mellem beundring og kjølig kritik, mellem grænseløs hengivelsestrang og mørk forstemthet eller harmfuld ensomhetsfølelse. En ting vet han ialfald: Undvære dem kan han ikke. Uløselig er han bundet til dem for livet. Gaar han en formiddag fra dem i ophisselse og dump vrede, idet han tar det løfte av sig selv, at dette er aller, aller siste gang — aldrig mere kommer han tilbake! — som om ikke verden og dens store har aapne dører nok for en som ham! — — samme kveld er han der igjen. Dette hjem er det faste punkt i hans liv. Her, blandt disse glade, føler han, den uglade, sig hjemme — undertiden. Sol trænger han, og der blinker venlig sol ut av dette hjems blanke ruter. Hvor han færdes, i Danmark eller paa reise, trækker det ham magnetisk til sig. Uten dette hjems varme kjender han sig smertelig tilovers.
Men samtidig er han paa vakt. Hans venner i Amaliegade ser let paa tingene, mens han uophørlig ruger over sit forhold til hver enkelt av dem. Han glemmer ikke, hvem de er, og hvem han selv er. Hans iakttagelsesevne er spændt, altid vaaken, og klart ser han deres smaa, latterlige egenskaper. Nuvel! Er han i motsætning til dem født paa skyggesiden, skal han nok vite at hevne sig. Og det gjør han ogsaa paa sin egen underfundige maate. I eventyrene. Der er han enevoldsmæktig herre. Der lar han disse mennesker gaa igjen, deres selvglæde og selvopfyldthet, deres mangel paa dypere aandelig forstaaelse, deres «grin», deres smaalige kritik, deres verdensfjernhet.
Ved en række eksempler paaviser nu fru Stampe, at han i eventyrene sætter ind allusioner, som bare han har nøklen til. Gang paa gang tar han op sit forhold til familien Collin, omdikter det med dens forskjellige medlemmer som modeller. Disse pene hyggemennesker med forstand paa, hvorledes man stilfuldest kommer sig gjennem verden, som lunt er grodd op av bourgeoisiets fantasifattige atmosfære, hele deres hjem med dets omfredede lunhet, maa i eventyrene underkaste sig dom av vaskekonens søn. I eventyrene graver han ned sine hemmeligste tanker, uttrykker han gjennem dunkle omveier sit nag, al sin bortgjemte uvilje. Hans tragedie er jo blandt andet den, at han saa gjerne vilde tilhøre dette milieu uten at kunne tilpasse sig. For hver den, som forstaar at læse, er altsaa eventyrene fulde av hentydninger, av bitre mindelser.
Forstod familien Collin at læse? Neppe. I dens øine var og blev Andersen en godmodig, uskadelig, men høist forfængelig og pirrelig raring, som den bar over med, fordi han nu en gang holdt saa svært meget av dem alle, en fremmed, som de gjestfrit hadde optat i sit hus, men som tit og ofte var dem til stort besvær. Hændte det, at de mot sin vilje plaget ham, saa har vistnok til gjengjæld han sikkert sat deres taalmodighet paa mangen haard prøve. Aar ut, aar ind at skulle omgaaes en halvt sindssyk, som ikke visste at snakke om andet end sig selv, det har vel ikke været saa morsomt i længden.
Nogen dypere forstaaelse av ham har de ialfald ikke hat. Aldrig møtte han i «hjemmets hjem» en generøs vurdering av sine evner. Denne mangel paa anerkjendelse var ham en skuffelse, ja, en hjertesorg, et saar, som blusset og brændte. Og dog blev han ved at være trofast mot disse mennesker, fordi han elsket dem. De var solskinnet i hans liv.
Utvilsomt har da forfatterinden ret i, at Collinerne i Andersens levetid ikke har følt sig synderlig hædret av hans selskap eller søkt berømmelse ved ham.
Det har de derimot gjort efter hans død. For omkring tyve aar siden var jeg en vinter sammen med en hr. Collin i Italien, og snurrig var det at lægge merke til, hvor han i sine samtaler altid kom tilbake til, at han var den «sist gjenlevende» av dem, som hadde staat H. C. Andersen personlig nær. Sjelden glemte han at nævne denne kjendsgjerning, og hver gang viste det sig paany, at han hadde slaat paa en streng med tonende gjenklang. «Jasaa! De har virkelig kjendt Hans Christian Andersen?» svarte man ham paa tysk eller engelsk. Og der gik et lysstreif over ansiktene. Om Andersen hadde været usynlig tilstede, vilde han ha glædet sig. Han var jo altid svak for berømmelse, men at en Collin, en ektefødt Collin, hævdet sig ved hjælp av ham, det hadde bragt taarene frem i hans øjne.
Saa var det da allikevel guds vilje, at en av Collinerne fulgte ham med stolthet paa hans solbestraalte vei!
Et eventyr skjønnere end nogen av de andre!
Ællingen, som endte med at bli svane i familien Collins egen gaasedam.
1919.