Folkeeventyr (1852)/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahls Forlag (s. 182-190).

Der var engang en Dronning, som var ude og kjørte, da der var faldt Nysnee om Vinteren, da hun var kommen et Stykke paa Veien begyndte hun at bløde Næseblod og maatte gaae ud af Slæden. Medens hun nu stod op ved Gjerdet og saa paa det røde Blod og den hvide Snee, kom hun til at tænke paa at hun havde tolv Sønner og ingen Datter, og saa sagde hun ved sig selv: „Havde jeg en Datter saa hvid som Snee og rød som Blod, saa kunde det gjerne være det samme med Sønnerne mine.” Det var næsten ikke sagt, førend der kom en Troldhex til hende. „En Datter skal du faae,” sagde hun, „og hun skal være saa hvid som Snee og saa rød som Blod, og saa skal Sønnerne dine være mine; men du kan faae have dem hos dig til Barnet er døbt.”

Da Tiden kom, fødte Dronningen en Datter, og hun var saa hvid som Snee og saa rød som Blod, saaledes som Troldkjærringen havde lovet, og derfor kaldte de hende ogsaa Sneehvid og Rosenrød. Der blev nu stor Glæde i Kongsgaarden og Dronningen var saa glad at det ikke var nogen Maade paa det, men da hun kom i Hu det, hun havde lovet Troldhexen, lod hun en Sølvsmed gjøre tolv Sølvskeer, een til hver Prinds og saa lod hun ham endda gjøre een til og den gav hun Sneehvid og Rosenrød. Bedst som Prindsessen var døbt, bleve Prindserne omskabte til tolv Vildænder og fløi sin Vei, og de saae ikke mere til dem; de vare borte og de bleve borte. Prindsessen voxte til, og hun blev baade stor og vakker, men hun var ofte saa underlig og sørgmodig, og der var Ingen, som kunde forstaae hvad det var, som feilede hende. Men saa var det en Aften, Dronningen ogsaa var saa sørgmodig, for hun havde vel mange underlige Tanker, naar hun tænkte paa Sønnerne sine, saa sagde hun til Sneehvid og Rosenrød: „Hvorfor er du saa sørgmodig min Datter? er det Noget som mangler dig, saa sig frem! er det Noget, du vil have, skal du faae det.” „Aa jeg synes det er saa ødt,” sagde Sneehvid og Rosenrød; „Alle Andre have Sødskende, men jeg er saa alene, jeg har ingen; det er det, som jeg sørger for.” „Du har ogsaa havt Sødskende, min Datter,” sagde Dronningen, „jeg har havt tolv Sønner, som vare Brødrene dine, men alle dem gav jeg bort for at faae dig,” sagde hun, og saa fortalte hun hele Sammenhængen.

Da Prindsessen hørte det, havde hun ingen Ro paa sig; Alt det Dronningen græd og bar sig, saa hjalp det ikke, hun vilde afsted og hun maatte afsted, for at lede op Brødrene sine, for hun syntes at hun var Skyld i det Altsammen, og tilsidst saa gik hun da ogsaa fra Kongsgaarden. Hun gik og hun gik saa langt ud i den vide Verden, at du ikke skulde troe, at saa fiin en Jomfru havde orket at gaae saa langt.

Engang havde hun gaaet i lang Tid i en stor, stor Skov, saa var det en Dag hun var bleven træt, og satte sig ned paa en Tue og der søvnede hun. Da drømte hun at hun gik længre ind i Skoven til en liden tømret Hytte, og der var hendes Brødre; med det samme vaagnede hun, og lige foran sig saa hun en opgaaet Sti i den grønne Mose, og den Stien gik dybere ind i Skoven. Den fulgte hun, og langt om længe kom hun ogsaa til saadant et lidet tømret Huus, som hun havde drømt om.

Da hun kom ind i Stuen, var der Ingen inde, men der stod tolv Senge og tolv Stole og tolv Skeer, og tolv Ting af Alt, som fandtes. Da hun fik see det, blev hun saa glad, at hun ikke havde været saa glad paa mange Aar, for hun kunde strax skjønne, hendes Brødre boede der, og at det var dem, der eiede Sengene og Stolene og Skeerne. Hun til at lægge paa Varmen, og feie og rede op Sengene og koge Mad og stelle og pynte det bedste hun kunde, og da hun havde kogt og lavet til dem Alle, saa spiste hun selv, men Skeen sin glemte hun paa Bordet, og saa krøb hun ind under den yngste Broderens Seng og lagde sig der.

Ikke før havde hun lagt sig, saa hørte hun det suste og hvinede i Luften, og saa kom alle tolv Vildænderne farende ind, men idet samme, de vare over Tærskelen, bleve de strax til Prindser. „Ak, hvor godt og varmt her er da,” sagde de. „Gud signe den, som har lagt paa Varmen og kogt saadan god Mad til os!” og saa tog de hver sin Sølvskee og skulde til at spise. Men da hver havde taget sin, blev der endda en liggende igjen, og den var saa lig de øvrige, at de ikke kunde skjelne den fra dem. Saa saae de paa hverandre og forundrede sig; „det er Skeen til Søster vor,” sagde de, „og er Skeen her, kan hun heller ikke være langt borte.”

„Er det vor Søsters Skee, og findes hun her, saa skal hun dræbes, for hun er Skyld i alt det Onde, vi lide,” sagde den ældste af Prindserne, og det laa hun under Sengen og hørte paa. „Nei,” sagde den yngste, „det var Synd at dræbe hende for det; hun kan ikke gjøre for, at vi lide Ondt; skulde Nogen være Skyld i det, maatte det være vor egen Moder.”

De gav sig da til at lede efter hende baade høit og lavt og tilsidst ledte de ogsaa under alle Sengene, og da de kom til den yngste Prindsens Seng, fandt de hende og trak hende frem. Den ældste Prindsen vilde igjen, hun skulde dræbes, men hun græd og bad saa vakkert for sig: „Aa, Herre Gud, dræb mig ikke,” sagde hun, „jeg har gaaet i mange Aar og ledt efter Eder, og hvis jeg kunde frelse Eder, skulde jeg gjerne lade mit Liv.” „Ja vil du frelse os,” sagde de, „saa skal du faae leve, for naar du vilde, saa kunde du nok.” „Ja siig mig bare, hvorledes det kan skee, saa skal jeg gjøre hvad det saa er,” sagde Prindsessen. „Du skal sanke Myrduun,” sagde Prindserne, „og den skal du karde og spinde og væve en Væv af, og naar du har gjort det, saa skal du klippe og sye tolv Huer, tolv Skjorter og tolv Klude af den, een til hver af os, og mens du gjør det skal du hverken tale eller lee eller græde; kan du det, saa er vi frelste.” „Men hvor skal jeg faae Myrduun til saa mange Klude og Huer og Skjorter fra?” sagde Sneehvid og Rosenrød. „Det skal vi nok vise dig,” sagde Prindserne, og saa toge de hende med sig hen paa en stor, stor Myr, hvor der stod saa fuldt af Myrduun og nikkede i Vinden og glindsede i Solskinnet, saa det skinnede lang Vei af den. Aldrig havde Prindsessen seet saa megen Myrduun før, og hun strax til at plukke og sanke, det bedste og forteste hun kunde, og naar hun kom hjem om Kvelden, saa til at karde og spinde Garn af Myrdunen. Saaledes gik det nu baade godt og længe, hun sankede Myrduun og kardede og spandt, og alt imellem stelte hun for Prindserne; hun kogte og hun redte op Sengene til dem; om Aftenen kom de susende og brusende hjem som Vildænder, om Natten var de Prindser, men saa om Morgenen fløi de afsted igjen og var Vildænder hele Dagen.

Men saa hændte det en Gang hun var paa Myren og skulde sanke Myrduun — og tager jeg ikke Feil, saa var det nok den sidste Gangen hun skulde did — at den unge Kongen, som styrede Riget, var ude paa Jagt, og kom ridende hen til Myren og fik see hende. Han standsede og undrede sig over hvem den deilige Jomfru kunde være, som gik i Myren og sankede Myrduun, og han spurgte hende om det ogsaa, og da han ikke fik noget Svar paa det, han spurgte om, blev han endda mere forundret, og han syntes saa vel om hende, at han vilde tage hende med sig hjem til Slottet og gifte sig med hende. Saa befalede han Tjenerne sine, at de skulde tage hende og sætte hende op paa Hesten hans. Sneehvid og Rosenrød hun vred sine Hænder og gjorde Miner til dem og pegte paa Sækkene, hun havde alt Arbeidet sit i, og da Kongen skjønte, at hun vilde have dem med, sagde han til sine Tjenere, at de ogsaa skulde tage og læsse Sækkene paa. Da de havde gjort det, gav Prindsessen sig til Taals lidt efter lidt, for Kongen var baade en snild Mand og en vakker Mand og han var saa blid og venlig mod hende som en Lege. Men da de kom hjem til Kongsgaarden og den gamle Dronning, som var Stedmoderen hans, fik see Sneehvid og Rosenrød, blev hun saa ond og saa avindsyg over det at hun var saa deilig, at hun sagde til Kongen: „Kan du ikke skjønne det, at denne, du har taget med dig, som du vil gifte dig med, er en Hex; hun hverken taler eller leer eller græder?” Kongen brød sig ikke om hvad hun sagde, men han holdt Bryllup og giftede sig med Sneehvid og Rosenrød, og de levede i stor Glæde og Herlighed; men hun glemte ikke at sye paa Skjorterne over det.

Inden Aaret var omme kom Sneehvid og Rosenrød med en Prinds til Verden, og det blev den gamle Dronningen endnu mere ond og avindsyg over, og da det led ud paa Natten, listede hun sig ind til Sneehvid og Rosenrød, medens hun sov, tog Barnet og kastede det i Ormegaarden; siden skar hun hende i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen. „Kom nu og see,” sagde hun, „hvad det er for En, du har taget til Dronning; nu har hun ædt op sit eget Barn.” Da blev Kongen saa bedrøvet at han næsten var grædefærdig og sagde: „Ja, det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine Øine, men hun gjør det vist ikke oftere; for denne Gang vil jeg spare hende.”

Inden Aaret var omme, fødte hun en Søn igjen, og med denne gik det akkurat ligesom med den første; Kongens Stedmoder blev endnu mere ond og avindsyg; saa listede hun sig ind til Dronningen om Natten medens hun sov, tog Barnet og kastede i Ormegaarden, skar Dronningen i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende, og saa sagde hun til Kongen, at hun havde ædt op sit eget Barn. Da blev Kongen saa bedrøvet at du aldrig kan tro det, og saa sagde han: „Ja det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine Øine, men hun vil vist ikke gjøre det oftere; ligevel vil jeg spare hende een Gang endnu.”

Inden Aaret var omme igjen, fødte Sneehvid og Rosenrød en Datter til Verden, og hende tog nu ogsaa den gamle Dronningen og kastede i Ormegaarden, medens den unge Dronning sov, skar hun hende i Fingeren, smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen og sagde: „Nu kan du komme og see om det ikke er som jeg siger, at hun er en Troldhex, for nu har hun ædt op det tredie Barnet sit ogsaa.” Da blev Kongen saa bedrøvet, at der ikke var nogen Maade paa det for da kunde han ikke spare hende længer, men maatte befale at hun skulde brændes levende paa et Baal. Da Baalet stod i Brand og hun skulde sættes paa det, gjorde hun Miner til dem, at de skulde tage tolv Fjæle og lægge dem rundt om Baalet, og paa disse lagde hun Kludene og Huerne og Skjortene til Brødrene sine, men i den yngste Broderens Skjorte manglede den venstre Arm, den havde hun ikke kunnet række at faae færdig. Aldrig før havde hun gjort dette, saa hørte de en Susen og Brusen i Luften, og saa kom der flyvende tolv Vildænder over Skoven, og hver af dem tog sin Klædning i Næbbet og fløi afsted med. „Seer du nu,” sagde den slemme Dronningen til Kongen, „nu kan du da rigtig see at hun er en Hex, skynd dig nu og brænd hende førend Veden brænder op.” „Aa,” sagde Kongen, „Ved har vi nok af; jeg vil endda bie lidt, for jeg havde Lyst til at see, hvad Ende der bliver paa dette.” I det samme kom de tolv Prindser ridende, saa deilige og velvoxne som man kunde see; men den yngste Prindsen havde en Vildandvinge istedetfor den venstre Armen. „Hvad er her paa Færde?” spurgte Prindserne. „Min Dronning skal brændes, fordi hun er en Hex og har opædt sine egne Børn,” svarede Kongen. „Hun har ikke opædt Børnene sine,” sagde Prindserne. „Tal nu Søster, nu har du frelst os, frels nu dig selv.” Da talte Sneehvid og Rosenrød og fortalte, hvorledes Alt var gaaet til, at hvergang hun var falden i Barselseng havde den gamle Dronning, Stedmoderen til Kongen, listet sig ind til hende om Natten, taget Barnet fra hende og skaaret hende i Fingeren og smurt Blodet om Munden paa hende, og Prindserne toge Kongen og førte ham hen til Ormegaarden, der laae de tre Børn og legede med Orme og Padder, og deiligere Børn kunde du ikke see for dine Øine. Dem tog Kongen med sig og bar dem hen til sin Stedmoder og spurgte hende hvad Straf hun syntes den fortjente, som kunde have Sind til at forraade en uskyldig Dronning og tre saa velsignede Børn. „Den fortjente at spændes mellem tolv utæmte Heste, saa de hver tog sit Stykke,” sagde den gamle Dronningen. „Du har selv sagt Dommen og selv skal du faae lide den med,” sagde Kongen, og saa blev den gamle slemme Dronningen spændt mellem tolv utæmte Heste, som hver tog sit Stykke af hende. Men Sneehvid og Rosenrød tog Kongen og Børnene sine og de tolv Prindserne, og saa reiste de hjem til sine Forældre og fortalte, hvad der var hændt dem, og nu blev der stor Fryd og Glæde over hele Kongeriget, fordi at Prindsessen var frelst og havde frelst sine tolv Brødre ogsaa.