Bergensianna (Udsikt fra Ulrikken)

Fra Wikikilden
(Omdirigert fra «Bergensianna»)

Bergensianna (egentlig: Udsikt fra Ulrikken) av Forfatter:Johan Nordahl Brun

Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde,
Sorgen for gik mig paa Ulrikkens Top;
Tænkte paa Bauner, om de skulde brænde,
Og byde Mandskab mod Fienden op;
Følede Freden, blev glad i min Aand,
Og greb til min Cithar med legende Haand.


Værdige gamle graaskaldede Bierge,
I, som omgierde min Fædrene-Bye,
I, som saa mangen en Torden afværge,
Og sønderbryde electriske Skye,
Yndig er Dalen, I hegne mig ind,
Og Foraar og Dalen oplive mit Sind.


Herfra fortryllende Syner jeg skuer,
Lungegaards Vandet, den Slette saa blaa,
Nyegaards Alleens løvkronede Buer,
Derunder prydede Skiønne at gaae,
Deromkring Markens den festlige Dragt,
Det Guld i det Grønne den blomstrende Pragt.


Tæt ved mig Alrikstads dobbelte Slette,
Kongeborg fordum og brugbar til Strid,
Skiøn af Naturen om Fortrin vil trette
Med selve Nyegaard, som prunker ved Flid,
Der løb fra Svartedig skummende Aae,
Der saae jeg Møllehiul flittig at gaae.


Bedre frem Bergen, det Handelens Sæde,
Strækkende Arme om seilbare Vaag.
Derhen høifarmede Jægter med Glæde
Rustes hver Sommer til dobbelte Tog;
Derfra gaae Skibe saa vide om Land;
Der kiøber, der sælger, der handler hver Mand.


Der seer jeg Skoven af Masterne høie,
Handlende Stuers bredvaiende Flag;[j]
Vippebom seer jeg sig flittig at bøie,
Flittig at hæve. – Tangenternes Slag
Paa dette Handels-Claveer gav Musik,
Og Vare af Skuderne dandsende gik.


Nu tog jeg Vand af den springende Kilde,
Hvorudaf Oldtidens Kæmpeslægt drak.
Naar de lykønske sit Fødeland vilde,
Sverdet af Skeden tillige de trak.
Vee! den, saa sang de, saa synger jeg og,
Den Niding, som Sverd imod Fødeland drog.


Freden, o! Bergen! din Rede beskierme,
Sommeren krone hver Ager med Brød,
Ilden og Sverdet dig aldrig fornærme,
Havet dig aabne sit frugtbare Skiød;
Da mellem Biergene syv skal du staae,
Naar nybaget Kiøbsted i Luften maae gaae.


Jeg drak den Skaal, som mig Ulrikken skienkte,
Drikker den samme, I, som have Viin.
Hver, som oprigtig mod Fødebye tænkte,
Lod denne Munterheds Skaal være sin.
Held for vort Bergen, for Fødeland Held,
Gid alting maae blomstre, fra Fiere til Field.
På folkemunne kallt «Nystemten»