Venevil
Hun Venevil hoppet på letten fot
sin kjærest imot.
Han sang, så det hørtes over kirketag:
„God dag! god dag!“
Og alle de små fugler sang lystig med i lag:
„Til Sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!“
Hun flættet ham én av de blomster blå:
— „mine øjne små!“
han tok den, han kastet og tok den igjæn:
„Farvel, min ven!“
og jublet, mens han sprængte over akerrenen hen:
„Til Sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!“
Hun flættet ham én: „hvis du ej forsmår,
av mit gule hâr?“
hun flættet, hun bød ham i ypperlig stund
sin røde munn!
Han tok den, og han lik den, og han rødmede som hun
Hun flættet en hvit i et liljebånd:
„min højre hånd!“
hun flættet en blodrød i kjærlighed:
„min venstre med.“
Han tok imot dem begge to, men vændte sig derved.
Hun flættet av blomster fra hver en kant:
„a11e dem jeg fant!“
hun sanket, hun flættet og gråt dertil:
„tag dem du vil!“
Han tiede og tok dem kun, men flygtede så vill.
Hun flættet en stor uten farvesans:
„min brudekrans!“
Hun flættede, så fingrene bleve blå:
„sæt du den på.“
Men da hun skulde vænde sig, hun ingensteds ham så.
Hun flættede modig, foruten stans,
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over Sanktehans,
ingen blomster fans:
Hun flættet av de blomster, som slet ikke fans!
„Til Sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |