Til Bergen
Som du sitter der
bakom dine skjær,
tunge fjæll omkring og havets dyp for foten,
grunner du vel på
saga, som skal gå
æn engang med undre ifra land!
Hil dig, norske by,
„Bergen aldrig ny,“
gammeldags og evig som din Holbergs lune;
engang kongers vakt,
siden handelns magt,
præsident på første friheds-ting!
Høj og liflig, som
solskinsdagen kom
stundom av din regn og vindforrevne tåke,
steg med store mænn
eller dåd igjæn
du, når det var mørkest i vort land.
Op av folkegrunn,
vittig, kjærnesund,
skjøt der stærke tanker, byggende i landet,
skjøt vor kunst tilsist,
i sin fødsel kysst
av din mørke, mægtige natur.
I din højfjælls-sal
maler blev vor Dahl,
langs med dine strande drømmede Welhaven,
og i morgnens gull
gynget Ole Bull
på din våg iblant Europas flag.
Med dit hav i pakt
har du evig magt,
blåe fjorder er dig årer in i landet.
Fra dit norske sinn
skinner lykken in, —
av din fortid må der fremtid gå!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |