Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun III
I Samtidens Septemberhefte for 1890 skriver Hamsun i en Artikel om det ubevidste Sjæleliv: «For vor Tids nervøse, undersøgende og lyttende Mennesker forbliver færre og færre af Naturens Hemmeligheder skjulte; en efter en bringes de frem til Observation og Gjenkjendelse. Hos flere og flere Folk, der lever et anstrengt Tankeliv og dertil er ømtaalige af Gemyt, opstaar der ofte sjælelige Virksomheder af det underligste Slags. Det kan være aldeles uforklarlige Sansetilstande: en stum, aarsagsløs Henrykkelse, et Pust af psykisk Smerte; en Fornemmelse af at blive talt til fra det Fjerne, fra Luften, fra Havet; en grusom, fin Lydhørhed, der bringer En til at lide endog af Suset fra anede Atomer; en pludselig, unaturlig Stirren ind i lukkede Riger, der slaaes op; Anelsen af en forestaaende Fare midt i en sorgløs Stund, — altsammen Foreteelser, som har den allerstørste Betydning, men som raa og enkle Høkerhjerner ikke kan fatte. De er for flygtige til at gribes og holdes fast, de varer et Sekund, et Minut, de kommer og gaar som farende Blinklys; men de har trykket et Mærke, afsat en Fornemmelse, før de forsvandt. Og af disse næsten umærkelige Mimosebevægelser i Sjælen kan der hos Individer med fornøden Modtagelighed opstaa Tanker, der tilsidst slaar ud i Beslutninger og Gjerninger . . . . det er Tankens og Følelsens Vandringer i det Blaa, skridtløse, sporløse Reiser med Hjernen og Hjertet, sælsomme Nervevirksomheder, Blodets Hvisken, Benpibernes Bøn . . .»
I Romanen «Mysterier», Hamsuns næste Verk, der udkom i Høsten 1892, har han givet et ganske fyldigt Udvalg af slige for Høkerhjerner og Forstandsmennesker utilgjængelige Fornemmelser og Erfaringer, efterfølt og gjennemlevet med en kvalfuld, lidelsestørstig, forbitret Lidenskab og sammenstillet med en søvngjænger-sikker Kunst til en mandlig Dekadence-Type, som er den første og eneste troværdige i vor glædelig lidet dekadente Litteratur. Johan Nagel er i Besiddelse af omtrent alle de prangende Udyder og stolt excentriske Distinktioner: sygelig Finfølelse og brutal Raahed, ægte Fornemhed og ynkelig, skamløs Forlorenhed, det ensomme, aristokratisk suveræne Jegs Noblesse forenet med den mest lurvede Almueagtighed; dyb Følelse og ækkel Affektation, Storhedsvanvid og Ydmyghed, . . . som karakteriserer vore Dages Werther’e og René’er, de evige Typer paa Lidenskabens Freigeisterei, eller anderledes udtrykt: de løsslupne Følelsers Dæmonisme. Det nye, som Hamsun og hans moderne Forgjængere har tilført Behandlingen af disse Emner, er en egen Stilens Musik og en dristig, maniereret Farveromantik, samtidig primitiv enkel og udsøgt bizar. Den Stemning af Mystik og gaadefuld Ubegribelighed, som frembringes ved disse kunstneriske Midler, forhøies yderligere ved den energiske Fremhæven af det abnorme og irrationelle Sjæleliv som Tegn paa en høiere Menneskelighed og som Aabenbaringer fra Tilværelsens dunkle, hemmelighedsmørke og rædselsfulde Indre.
Iført en skrigende gul Dragt, med en vid, sort Fløielshue paa Hovedet og en Jernring paa Fingeren ankommer Johan Nagel til den lille norske Kystby, som har alle Flag oppe i Anledning af en vis Frøken Kiellands Fødselsdag. Det er en rar By. Mest lignede den «et underligt grenet Kjæmpeinsekt, et Fabeldyr, der havde kastet sig flad paa Bugen og strakt Arme og Horn og Føletraade ud i alle Retninger.» Vor Helt har ingen Opgaver i Tilværelsen — uden den at spille sit Livs Komedie tilende; ingen Herre har ham i sin Tjeneste, ingen Baand eller Pligter trykker ham. For saavidt muligt at være sikret mod alle Skjæbnens Omskiftelser bærer han et lidet Glas Blaasyre i Vestelommen. Han beslutter at slaa sig ned i denne mærkelige By, — og det lykkes ham omsider trods megen Distraktion og Upraktiskhed at komme iland.
Han er Kvæn, er under Middelhøide og har «et brunt Ansigt med et underlig mørkt Blik og en fin kvindeagtig Mund». Han har fartet adskilligt om i Verden. Sidst kommer han fra Helsingfors.
Denne Mand er ikke før kommen indetifor Hotellets Døre, før han begynder at forbause sine Omgivelser. Han vil ikke sige, hvem han er; vandrer paa sin Fod til Nabobyen og sender derfra Telegrammer til sig selv om Salg af en Landeiendom til 62 000 Kroner; hilser dybt paa en af Byens Damer; slutter sig meget intimt til en forkrøblet Stakkel, som Folk har for Nar, osv.
Og som han forbauser Byen, forbauser han os. Medens han ligger i sin Seng og venter paa, at Pigen skal komme med Skoene, falder han i mange mærkelige Tanker. Der er nu først Gladstone, som har været forkjølet, men saa er kommet sig igjen, hvilket bringer ham til at producere flere ondskabsfulde Morsomheder paa denne store Mands Bekostning. Saa er det en stakkels teologisk Student, som nylig har taget Livet af sig af Kjærlighed til den førnævnte Frøken Kielland. Denne Fyr har efterladt sig nogle Ord, som Nagel finder «svulstige nok til at være menneskelige». Dermed er hans Tanke paa en ligesaa let som naturlig Maade ført hen paa Victor Hugo, der nu faar sit paaskrevet med nogle enkle, kraftfulde Epiteter. Hvilket saa videre leder til en større Udskjælden af andre «store Mandfolk», Tolstoi, Ibsen osv., og et længere begeistret Udbrud om den «høie Mand, de høie Mænd, Herrerne, Verdensaanderne tilhest (Hegels Udtryk om Napoleon), de store Terrorister, den uhørte Donkraft, der veier Kloder op . . .»
Men vor Helt interesserer sig ikke blot for metafysiske Mysierier. Den mere jordiske Gaade:
Wie, wo und wann sich Alles paart?
Warum sich’s liebt und küsst?
grubler han meget over. Og han har flere mindre pyntelige Historier at fortælle fra disse Livets Omraader. Han er selv et meget letfængeligt Hjerte. Den ulykkelige Kjærlighed til Frøken Kielland, som han allerede nu er angrebet af, bliver hans Livs Skjæbne.
Imidlertid er denne Kjærlighedshistorie saare lidet interessant og den blaaøiede Skjønhed, som foraarsager den, en uhyre kjedsommelig Dame.
Ganske anderledes interessant er det at følge med i Nagels Følelsesorgier og beskue de svimlende Saltomortaler fra den ene Stemnings Høider til den andens Dybder, hvorved han manifesterer sit Væsens hellige Egenartethed, som han selv kalder det; — Høker- og Forstandshjerner vilde sikkert betragte hans Exaltationer som Vidnesbyrd om haabløs Sønderrevethed eller Nervøsitet. Det er «en blussende Junidag». Han ligger i Skogen og stirrer op i det uendelige Hav af blaa Himmel: «Hvad om man var deroppe, drev om blandt Sole og følte Komethaler vifte mod sin Pande! Hvor var ikke Jorden liden og Menneskene smaa; et Norge med to Millioner Sætersdøler og en Hypotekbank med nogle og sytti øre til Mad. Hvad ligned det at være Menneske for saa lidet? Man albued sig frem i sit Ansigts Sved i nogle faa Støvets Aar, for saa at forgaa alligevel, alligevel! . . . Aa, det endte med, at han skaffed sig ud af Verden og fik en Ende paa det! Vilde han nogensinde kunne gjøre Alvor af det? Ja, ved Gud i Himlen ja, han skulde ikke vige tilbage! Og i denne Stund var han aldeles henrykt over at have denne simple Udvei i Baghaanden; han fik Vand i Øinene af Begeistring og aanded næsten høilydt. Han vugged allerede om paa Himlens Hav og fisked med Sølvangel og sang dertil. Og Baaden var af duftende Træ, og Aarene blinked som hvide Vinger; men Seilet det var af lyseblaat Silketøi og var klippet i en Halvmaane . . .
En skjælvende Glæde gjennemfor ham, han glemte sig væk, følte sig henført og forstak sig ind i det rasende Solskin. Stilheden gjorde ham aldeles besat af Tilfredshed, intet forstyrred ham, blot oppe i Luften sused den bløde Lyd, Lyden af det uhyre Stampeverk, Gud, der traadte sit Hjul . . . Det kaldte paa ham, og han svared ja; han reiste sig op paa Albuen og saa sig om. Ingen var tilstede. Han sagde ja endnu engang og lytted, men ingen viste sig . . . Hver Nerve i ham var vaagen, han fornam Musik i sit Blod, følte sig beslegtet med hele Naturen, med Solen og Bjergene og alt andet, kjendte sig omsuset af sin egen Jegfølelse fra Træer, Timer og Straa. Hans Sjæl blev stor og fuldtonende som et Orgel inde i ham, og aldrig glemte han, hvorledes den milde Musik ligefrem gled op og ned i hans Blod . . .»
Saa kommer der et Menneske og forstyrrer ham. En Mand fra Byen med et langt Brød under Armen og en Ko, som han trækker efter et Taug. «Han tørred stadig væk Sveden af sit Ansigt og gik i bare Skjorteærmer for Varmens Skyld, men havde alligevel et tykt rødt Uldskjærf to Gange om Halsen.» Nagel glemmer pludselig alle sine ophøiede Følelser. «Det var den indfødte med Kaka under Armen og Kua i Hælene.» Han reiste sig og gik mismodig og ophidset hjemad. «Nei, han fik bestandig Ret, det var bare Transtøvler og Lus og Gammelost og Luthers Katekismus overalt. Og Menneskene var rniddelshøie Borgere i tre Etagers Hytter; de aad og drak til Nødtørft, kosed sig med Toddy og Valgpolitik og handled Dag ud og Dag ind med Grønsæbe og Messingkamme og Fisk. Men om Nætterne, naar det tordned, da laa de og læste af bare Angst i Johan Arndt. Ja, skaf os en eneste ordentlig Undtagelse og se, om det lader sig gjøre! Giv os hid for Exempel en udviklet Forbrydelse, en fremragende Synd! Men ikke den latterlige og borgerlige Abc-Vildfarelse, nei den sjeldne og haarreisende Udskeielse, den delikate Ryggesløshed, Kongesynden, fuld af Helvedes raa Herlighed. Nei, det var smaat det hele, Herregud, hvor det var jammerligt! Hvad synes De om Valgene, mine Herrer? Jeg har den største Frygt for Buskerud.»
Der er noget ved Johan Nagel, som man maaske kommer nærmest ved at kalde ham Karikaturen af et Geni. Vi kjender moderne Aander, hvis Liv og Arbeide med uhyggelig Klarhed aabenbarer sig som en eneste stor uovrrvindelig Fortvilelse. Den nagende og gravende Uroens Dæmon, som sidder dybt i deres Hjerte, lader sig ikke bringe til Ro, selv naar de ved at proklamere sig som Overmennesker «med en Jonglørsaltomortale hæver sig op over Misèren». Johan Nagel gjør ofte Forsøg paa at bruge sig selv som Springbræt til at komme op i høiere Sfærer, hvorfra han, den fremmede blandt Menneskene, kan se den uendelige Sammenhæng og Mening i alt. Stundom lykkes det ham ogsaa at faa sagt en hel Del gode og morsomme Ting. Men ligesaa ofte slaar Inspirationen Klik. Og han staar for os ribbet for alt sit brogede Flitter i hele sin nøgne Jammerlighed. Eller han skjærer Ansigter og gebærder sig som en Bajads, medens han hulker under Clownsminken. Sikkert er det, at tilslut taber han paa alle Hold. Ogsaa i Mysteriernes irrationelle Verden hersker Moral og Love.
Det er som en Række Stemningsbilleder, Mysterier har sin store, sjeldne Værdi. Der er indflettet i den en tre-fire lyriske Drømme-Syner af en i vor Litteratur enestaaende mystisk Skjønhed. Hamsun viser sig her i Besiddelse af en Fantasi, der kunde brødfode ti Symbolister. Romanen i Bogen derimod er grov og udvendig. Den bestaar af alle hans fortvilede Forsøg paa at vække Frk. Kiellands slumrende Kjærlighed. Saa af hans tragi-komiske Beilen til Martha Gude, en sortøiet, hvidhaaret firtiaarig Pige, der lever i ensom Fattigdom og er sky og ydmyg som en af Dostojefskijs «Forladte og Undertrykte». Og endelig af hans Samtaler med «Minutten», en stakkels halvfjollet Krøbling, som han driver psykologiske Experimenter med. Vi aander lettet, naar vi er kommen over denne Roman om hans Liv i den lille Kystflække.
. . . Han føler sig som en slagen Mand, som ureddelig fortabt, da endog Martha Gude forsmaar ham. Nu har han blot sit Giftglas at stole paa. Det bliver «lidt Krampe, lidt bedsk Komik i Fjæset, to tre Gisp»; men saa er det ogsaa forbi. Dog, da han staar ligeoverfor den store Afgjørelse, vaagner pludsdilg alle de fortvilede Tanker, der altid ligger paa Lur efter hans Sjælefred. Grædefærdig og tænderskjærende af Smerte og Raseri samler han endnu en Gang sit brudte Sinds Kræfter til en Anklage mod Tilværelsen. Han bøier sig for alle de Livets Magter, som har gjort det af med ham, og han forbander dem hedt og inderlig. Det gaar ud over den hele Verden . . . Dagny Kielland, « Minutten», de store Mænd — det er bare Humbug og Bedrag allsammen. «Alle Mennesker og Kjærligheden og Livet er Bedrag; alt, hvad jeg ser og hører og fornemmer, er Bedrag, ja, selve Himlens Blaa er Ozon, Gift, Sniggift.» Og «Guud, hvor det er kjedeligt altsammen, Guud, hvor det er kjedeligt altsammen!» . . .
Han tømmer sit Giftglas, men ogsaa det har et af de væmmelige Menneskedyr forfalsket. Den snedige «Minutten» har gjort ham det Puds at bytte Blaasyren om med Vand. Han faar Anledning til at optræde med nye Enetaler og mærkværdige Fortællinger. Men nu kommer Feber og Angst over ham for Alvor. Han forfølges af de skrækkeligste Hallucinationer. «Et Væsen kom efter ham, han hørte Lyden af det, et Skjældyr med slunken Mave, som slæbte efter Jorden og drog en vaad Vei, en gruelig Hieroglyf med Arme ud fra Hovedet og en gul Klo paa Næsen» . . . Han springer paa Sjøen.