Redning“[1], og hvis Nordmændene gjorde Modstand, saa skulde „Vaabnene give Vor retfærdige Sag Vægt“. „Den af Prins Kristian sammenkaldte Rigsforsamling var lovstridig“ og „alle de Handlinger og Beslutninger, som vare udsprungne af denne Forsamling eller nogen af dens Autoriteter“ var „ugyldige“, hvorfor ogsaa Hs. Maj. udtrykkelig forbød „enhver af sine Undersaatter paa nogen Maade at lyde og efterleve dem“. Derimod lovedes der, at „det norske Folks Stænder“ skulde sammenkaldes til „Overlægning“ om en Grundlov (man ser, at Erobreren bliver mer medgjørlig efter hvert), men denne Grundlov skulde fremdeles „fremlægges til Vor kongelige Stadfestælse“. — Det var fremdeles Erobreren, der talte, fordrende „Ret“ efter Kielertraktaten. Og saa længe Erobreren talte, i Kraft af Kielertraktaten, saa længe var der ogsaa Tale om kongelig Sanksjonsret over Grundloven.
Den 14de August sluttedes „Konvensjonen til Moss“. Da havde Piben faat en anden Lyd.
Ikke et eneste Ord om Kielertraktaten! Konvensjonens hele Indhold viser, at Kielertrktaten fra nu af var ganske og aldeles opgiven.
Derimod bliver Konstitusjonen af 17de Maj udtryk-
- ↑ Karl Johan havde med en liden svensk Hær deltaget i det siste Felttog mod Napoleon, Karl Johans Landsmand og Velgjører; da Karl Johan imidlertid drømte om at svinge sig selv op paa Napoleons Trone og altsaa var bange for at gjøre sig forhadt af Franskmændene, var han saa lunken i sine Bestræbelser for „Europas almindelige Redning“, at han vakte de allierede Magters største Mistillid.
