Side:Unionsspörgsmaalet fra norsk synspunkt.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
9
UNIONSSPÖRGSMAALET FRA NORSK SYNSPUNKT.

slaget om Tiltale. Paa lignende Maade, hvis det gjælder et parlamentarisk Mistillidsvotum eller en Pengebevilgning eller hvilkensomhelst anden Beslutning.

Hvad særlig angaar det parlamentariske Forhold mellem en Minister og Landets Nationalforsamling, kan det ikke indsees, at de österr.-ung. Delegationer i nogen væsentlig Grad formindsker de Vanskeligheder, der institutionelt og, hvorledes man saa indretter sig, uundgaaeligen vil være tilstede, naar to Riger har vigtige Fællesanliggender. Da, som nævnt, Delegationerne i sine Fællesmöder ikke danner en debatterende Forsamling, kan en saadan stum Forsamling selvfölgelig ikke udöve noget parlamentarisk Tryk. Det er da heller ikke i disse Plenarmöder, men særskilt inden den österrigske og inden den ungarske Delegation at den felles Udenrigsminister afgiver sine Forklaringer og udvikler sit Program for Udenrigsstyrelsen. Men den enkelte Delegation danner jo igjen kun et Miniaturbillede af den Nationalforsamling, fra hvilken den er udgaaet, og fra hvilken den henter sin Myndighed. Det bliver derfor ogsaa i Österrige-Ungarn, som det vilde blive hos os uden Delegationer, Nationalforsamlingerne selv, der danner Organerne for Folkeopinionens Adgang til at öve sin Indflydelse ogsaa paa Udenrigspolitikens Omraade.

Vilde saaledes saadanne Delegationer efter mit bedste Skjön danne et lidet værdifuldt Tilbehör til en unionel Organisation af Udenrigsstyrelsen, er paa den anden Side intet vissere, end at Indförelsen af en ny unionel Fællesinstitution af denne Art, en saadan, om end ikke meget væsentlig »Udvidelse af Fællesskabet» vilde stöde paa energisk Modstand fra enkelte Hold, og at Optagelsen heraf paa de svenske og norske Unionsvenners Program i ikke ringe Grad vilde vanskeliggjöre Programmets Gjennemförelse. Det er da nærmest et realpolitisk Spörgsmaal, om disse Delegationer er saa meget værd, at man for deres Skyld skal sætte Unionen i Fare.

Jeg har den Tro, at jo alvorligere man overveier dette Spörgsmaal, desto sikrere vil man komme til det Resultat, at hvad der end kan siges for og mod Delegationer, er denne Institution ihvertfald ikke af den Betydning, at oprigtige svenske og norske Unionsvenner, der indser Nödvendigheden af nu at enes om et Fællesprogram, kan forsvare at gjöre disse Delegationer till en conditio sine qua non for en unionel Organisation af Udenrigsministerembedet.

Hvorpaa skulde da de nye unionelle Regler om Udenrigsministeren i sine Hovedtræk gaa ud?

I saa Henseende skal jeg indskrænke mig til nogle almindelige Antydninger, som forövrigt ikke vil indeholde synderlig andet, end hvad enhver saa omtrent kan sige sig selv, naar man stiller sig for Öie Ordningens Maal: en unionel Udenrigsminister, der i Forening med de fælles Gesandter skulde danne eneste Organ og Repræsentant for Rigerne i deres politiske Samkvem med fremmede Magter.

Först og fremst maatte Ordningen selvfölgelig gaa ud derpaa, at