41. Man skal prædike varlig om den pavelige
aflad, for at menigmand ikke skal faa den falske
opfatning, at den er at foretrekke for de andre
kjærligheds-gjerninger, eller agtes høiere end de[1].
42. Man skal lære de kristne, at det ikke er efter pavens sind og mening, at aflads-løsning skulde være at sammenligne med en barmhjertigheds gjerning.
43. Man skal lære de kristne, at den, som giver den fattige eller laaner den trengende, gjør bedre, end om han løste aflad.
44. Ti ved kjærlighedens gjerning vokser kjærligheden, og mennesket blir gudfrygtigere; men ved afladen blir det ikke bedre, men kun sikrere og mere frit for pinen eller straffen.
45. Man skal lære de kristne, at den, som ser sin næste lide nød og desuagtet løser aflad, den løser i virkeligheden ikke pavens aflad, men læsser Guds unaade paa sig.
46. Man skal lære de kristne, at de, naar de ikke har overflod, er skyldige til at beholde, hvad der er fornødent for deres hus, og ikke bortødsle noget deraf til aflad.
47. Man skal lære de kristne, at aflads-løsningen er en fri sag og ikke paabudt.
48. Man skal lære de kristne, at ligesom paven mere trenger en andegtig bøn, saa ønsker han ogsaa mere en saadan end penger, som man faar ved at uddele aflad.
49. Man skal lære de kristne, at pavens aflad er god, forsaavidt man ikke sætter sin tillid til den, men at derimod intet er skadeligere, end om man derved forsømmer gudsfrygt.
- ↑ Kjærliglieds-gjerninger er bedre end aflad; undladelse af at udføre saadanne paadrager kirkelig straf, og det er for denne, afladen løser; men paa den vis slappes interessen for kjærligheds-gjerninger.
