verft, saa merked en ligesom ikke udgifterne, de gik ind i alt det andet. Riggen saa ikke saa værst ud. Ny stang paa krydsmasten, hm, ja, det var vel efter det havariet, Brodersen skrev om.
Gerda sad ved siden. Hun var jo i begyndelsen lidt ængstelig over sjøens urolige bevægelse, saa hun tog fast tag om æsingen med sine smaa hænder; men det var bare det første. Hun blev snart vant til baadens gyngen, og saa lod hun blikket drive om fjorden og kjæle for det store skib med de slanke master, som netop nu fik solglød over sig; for skyerne løste sig mere og mere op, og der blev smaa gyldne blink paa dønningernes svartblanke rygge. Omkring fjorden stod heierne høstlig dystre med sine vredne furutasser strittende mod himmelen fra aaslinjerne. Hist og her laa smaa hvide huse. En kunde se byen begynde ude langs strandveien, og kirkens høie taarn og nogle sjøboders meninger stak op over Aaleholmens graa knatter.
Hun var ung og spæd, konsul Behrens yngste datter. Hun havde et svært, gyldent haar, som hang i flette nedover ryggen. Lidt bleg var hun, som attenaarspiger gjerne er det, og derfor blev der noget eget lokkende ved munden, som blussed rød med fine, vage linjer. Øinene laa i skygge, det blinked aldrig i dem, de laa bare store og blanke og drømte under tunge laag.
Der skar en pibe fra skansen, som de kom nær
