ledelsen af huset efter moderens død, og hun maatte staa ham tilrette for hver skilling. Da Søverin styrted ind med sin efterretning, saa han rolig op fra de lange, med ujevn barnehaand skrevne, talrækker:
— Jasaa, siger du det? Det var jo bra. Her har du en liden ducør for din umage — og Søverin Saabeskum bukked og sagde mangfoldigst tak og trak sig baglængs ud af døren.
Men han var ikke kommen ned trappen engang, før konsulen aabned vinduet og raabte: — Hei, Søverin! Gaa ned paa verftet og faa fat paa Jens Maanen og gjør jollen klar, saa kommer jeg om lidt! — Jøss! — mente Søverin — Haa skal det ty’? — Det havde ikke hændt paa aar og dag, at hans principal havde roet nogen skude imøde. Han var ikke som de andre redere, han holdt sig ligesom for god til sligt.
Konsulen slap atter skyvevinduet ned og vendte sig med et ligefrem fornøiet ansigt mod sin datter: — Nu, Gerda, kan du lægge dine kragetæer tilside saa længe, det ser forresten ud til at være i orden, og saa kan du følge med mig ud at hilse paa kaptein Brodersen paa Kassandra. Sig fra til jomfru Nørregaard.
Kassandra var en langfartsskude, fuldrigger og denting, og det var ikke hver høst, at den søgte hjem; men nu skulde den kjølhales og eftersees. Ny kobberhud maatte til, og mange dele af riggen
