Det var ikke første gang, Gerda stod paa et skibsdæk. Hun var vokset op i smaabyen i lugt af tjære og sjø, i duft af underlige frugter og vine og træsorter, som skuderne bragte med sig hjem derudefra. Sælsomme navne paa fremmede havne og øer havde svævet hende om ørene fra hun kunde fatte. Over hver begivenhed, som særlig havde fæstet sig i hendes minde, laa der som klang af opsange og raus af kjættinger, og alle hendes barnedrømme bares af seil, som skjævred i vinden og som lyste hvidt i solskinnet. Noget anelsesfyldt kom op i hende, der hun stod paa dækket, og et smil fra barneaarene listed sig frem om munden.
Paa rærne laa letmatroserne og beslog seilene; men der blev som en stans i arbeidet, hoderne bøied sig frem for at kige paa rederens datter dernede. To maaneder var det, siden de havde seet snippen af et skjørt, og det var endda nogle svartsmuskede dernede fra Rio, hvor de havde været inde for at proviantere. Et lyst, norsk kvindfolk, og ung og vakker dertil! Der gik som en løftelsens bølge bramstængerne bort efter, til en stemme skar ind i deres stemning, kommandohvast: — Sei der, lad det gaa lidt kvikt folkens! Klar faldet, jungmand! — Saa blev der travlhed igjen skuden over. Den stemmen havde en egen evne til at hugge sig som klo i kjødet og drive én frem.
Ogsaa konsulen lagde merke til der. Han stod just
