er en historisk Kjendsgjerning og synes at have historisk Ret til at vare ved, nemlig i Modsætning til den senere Tids, især indeværende Aarhundredes Nyheder, dette er Noget, der ogsaa har historisk Ret, da det kun er en Gjentagelse af, hvad Litteraturens Historie viser, at der er gjort tidligere under lignende Omstændigheder og i samme Øjemed. Orthofinien tager desuden kun en ældre baade filologisk og historisk Rets Parti imod en yngre og svagere historisk Ret; svagere, for saavidt denne hviler paa Uvidenhed, Slendrian eller forfejlet Selvtænkning eller dog er stridende mod Skriftens eget Øjemed. Det er saaledes en Bestræbelse i Retning mod Orthofoni, naar vor Tid udsletter stumme e’er og gjør dobbelt e, i, u (ee—ii—uu) til enkelt e, i, u og det uagtet disse e’er, i’er og u’er ikke ere nogen Enkelts Paafund, men støtte sig til Tusinders Samtykke og have en Menneskealdere gammel Hævd at beraab sig paa. Men det var ogsaa en Bestræbelse i orthofonisk Retning, da man gjorde eth, fangeth, wordhen, sidhen, sætthæ, møgheth, baadhe, baadhe, lidhe, til et, fanget, vorden, siden, sætte, meget, baade, lide, ligesom da man gjorde skall, vill, till, oss, att, thenn, til skal, vil, til, os, at, den o. s. v. og saaledes afskaffede Medlydsfordobling og stumt h, der dog dengang havde samme Ret, som den senere Tids Selvlydsfordobling og stumt e. Da som senere underkjendte man den historiske Ret, for saavidt den ikke var det Sandes og Rigtiges, men Misbrugens Ret, idet man fulgte den Lære, at det Fornuftigtiges, Hensigtsmæssiges og Sandes Ret er ældre en al historisk Ret, og at denne sidste er nærmest til at vige, naar den ikke i alle Fald nogenlunde lader sig forene med Fornuftens og Sandhedens.
Den nyere Retskrivnings Grundtanke er, at hver Lyd skal have ét Tegn (Bogstav), og hvert Tegn kun betyde én Lyd. Da imidlertid denne Sætning her anvendes ikke paa et Skriftsprog, der nu først skal dannes, men paa et, som allerede har et historisk givet Udseende, saa staar
