i hvilke de paa Medlyd endende Ord faa et Bøinings-e.” Man mærke, at Madvig her selv indrømmer, at det stumme e “endnu sættes af de Fleste,” ligesom det Side 10 heder om fordoblet e, i og u, at “ikke Faa have sluttet sig meer eller mindre til en Reform i dette Stykke,” og at Forbedringen altsaa ikke der som her i Norge allerede har Flerheden for sig. Og dog erklærer han Striden mellem det Gamle og det Nye for afgjort til Fordel for det Sidste. Dette er en Følge af, at han lader Hensynet til, hvad en Retskrivning eller Skrivemaade mangler i Autoritet eller i Udbredthed i Litteraturen, opvejes af dens Simpelhed og Bekvemhed til i Skolen at lære dels at læse, dels at skrive Sproget efter. Han siger saaledes Side 4: “Den Sprog-lærde maa godtgjøre sin Ret til at gjøre Reformforslag (i Retskrivningen) “derved, at han har bemærket praktiske Vanskeligheder, som Andre ikke gjøre sig Rede for, og ved sin Eftertanke fundet lette og naturlige Midler til deres Fjernelse. Fra den praktiske Side kan nu mod en bestaaende Skrivebrug fornemmelig gjøres gjældende den Vanskelighed, som saavel dens Forstaaelse og Ordenes og Lydenes Gjenkjendelse deri koster dem, der skulle lære at læse, som den Tilegnelse og Bevaring dem, der skulle lære Retskrivning, paa Grund af kunstig og vilkaarlig Indretning i det Hele eller i enkelte Dele, forstyrrende Uovereensstemmelse i det Eensartede, Blanding af det Ueensartede, en Vanskelighed, der i Skolen, ligefra den første Læseunderviisning, kan vise sig langt større, langt mere tidsspildende, end den, der staar udenfor, antager.” Og Side 5: “Forsaavidt her nu ved Spørgsmaalet om Retskrivningsforandringers Berettigelse er lagt særdeles Vægt paa praktiske Hensyn, og derimellem allermeest paa mulige Vanskeligheder ved hurtig og sikker Tilegnelse af Skrivebrugen eller endog blot ved Erhvervelse af Færdighed i Læsning, der kunde tænkes fjernede eller lettede ved en Forandring, synes der at tilkomme Skolerne hvor slige Vanskeligheder fornemmelig føles, naturligviis paa en meget
