paa mei og lægger sei stille ned paaknæ og tar mei om hode og ser mei inn i øjnene og kysser mei paa pannen. Rejser sei saa op og skræver over mei bort til vindue og lukker det, mens jei føller hennes bevægelser me syke øjne. Og paa tilbakevejen bøjer hun sei igjen ned og kysser mei paa kinne.
— Gonatt! sier hun saa og gaar.
— Gonatt!... tak! — jei føller henne ut me de syke øjnene, og blir saa igjen liggende der og stirre sløvt op i tâke.
Litt efter litt faller jei — uten at øjnene lukker sei — hen i en hall bevisst døs, hvor jei ikke har det noe større vont, bare føler mei svært trætt og ønsker mei sløvt at gid jei kunne faa sove — men vét at det faar jei altsaa ikke. —
Hvorlænge jei har ligget slik vet jei ikke, men saa hører jei først døren gaa til Bjørcks værelse tværsover entréen — og saa blir døren inn til mei lukket forsikti opp, og Bjørck stikker hode inn, og vore øjne møtes.
— Har du sovet? spør han.
— Nej.
Han ser paa mei et øjeblik, lukker saa døren og forsvinner igjen.
Som et sløvt ønske glier den tanke igjennem mei: «er det Vera som har sent ham inn for aa se om jei sover?... gid det var saa?» — men saa faller jei igjen hen i den trætte hallbevisste døs, stirrende me de trætte øjne op i tâke.
