ikke være altid der hvor Di er, sier jei sagte — endda jei vét jo at Di kommer igjen...
— Aa, sier hun muntert — tiden gaar nok! og strax jei kan, kommer jei altsaa tilbake — du kan møte mei her.
Forsigti ser jei mei om at der ingen er, og trykker henne skjælvende til mit bryst. Og saa stiger hun over ledde og vandrer alene nedover vejen i den dalende aften, slank og let, i sin lyse sommerkjole og den gule straahat — og me sin vidunderli kvindelie gang...
Men hun venner sei ikke?!... naa lukker hun op den hvite grinnen og gaar igjennem... jo! nu venner hun sei for aa lukke den og nikker og smiler herop — dejlie Vera...!
Saa gaar hun videre og venner sei ikke mer — ah! der ble hun borte i svingen...
Tong om hjerte vandrer jei alene tilbake i den dejlie aften — hva kan det hjælpe den er dejli naar hun ikke er her!... Mellem hvite perlemorsskyer som skinner i røtt og gull laver solen sei til aa gaa ned under aasen paa den anden side a fjoren, mark og eng luer i aftnens røde glød — og mitt imot mei derborte, inne i den dype bløte skygge under de ærværdie linnetrær me de vældie kroner ligger det lille rømalte hus hvor jei kansje skal bo... Aah, om det var vort hus dette, hennes og mit, vort yndie hjem! — hvor ville denne plet paa joren være et dejli paradisisk Eden... Vera! Vera! — kan jei noensinne faa et hjem?...
