vel? Skriv til mei og svar mei paa om Di ikke savner mei noe — aa jo, jei behøver nok ikke be Dem svare oprikti. Hvis Di ikke skriver saa blir jei endda mer bedrøvet. Aa gjør det.
Alting er blet kastet hulter til bulter inni mei ve dette breve, jei har ikke kunnet lukke et øje hele natten igjennem, har bare ligget og stirret paa de dejlie linjerne. Di har fæstet sei lyslevende i min erindring, saa jei ser tydeli for mei hvert or, hvert bogstav, hvert tegn; hvordan det er skrevet me hennes haann; hvordan det lissom dufter a henne. Om igjen og om igjen har jei læst det di tusinde gange hele natten igjennem mens taarerne har silet mei ned a kinnene a glæde —
hun! er gla i mei!...
og nu gaar jei her paa Boulevarden og ser det fremdeles for mei det kjære dejlie breve hennes og læser det videre om igjen me vaate øjne og vil snakke til henne og si henne, hvor jei er gla i henne; men jei kan ikke finne or. — Nej, ta henne i haannen maatte jei, og se henne inn i de dejlie øjnene hennes! saa ville hun forstaa det — orene betyder jo saamange forskjellie ting.
Men jei maa jo skrive, for hun er her jo ikke — hva ville, hva tore jei si til henne, hvis jei hadde henne her, ansigt til ansigt, og hun ville jei skulle si hvordan jei var gla i henne... tænk hun spør om jei er det! Vera! dejlie Vera! —
