levende, men — fraregnet en med korte Mellemrum opdukkende liden lys Grosserer-Idyl — endnu mørkere i Farven og Stemningstonen. Alle Folk er blevet til forlystelsessyge Kneipegjæster, Hjemmene er i Opløsning eller helt ødelagte. Kvinderne er karakteriose, lystne Dukker, der løber fra den ene til den anden, «snuser til hvemsomhelst og giver alle det villige Blik». Mændene er ikke bedre, de er udhulede, afartede og smaa; de bærer sine Horn med Anstand eller trøster sig med at sætte dem i Panden paa sin bedste Ven. Men værst er det med Ungdommen, den har saa koldt og magert Blod, at ingen Ting interesserer den længer uden Bogskriveri og fine Klæder . . .
Hvem har nu Skylden for dette sørgelige sædelige Forfald? Digterne, svarer Coldevin-Hamsun, eller kanske mest den skadelige Fordom hos det dannede Publikum, som holder fast ved den dumme, gamle Ærbødighed for Skribenter og Kunstnere. Vi havde engang et straalende herligt Aandsveir i vor Litteratur. Dengang var Digterne vore Førere: «De stod svulmende rige og slængte Dukater ud af Vinduet med herlig og ufornuftig Sorgløshed; de havde Raad til Vidtløftighed, Uveir, forbausende Triumfscener af rød Kraft. Nu er de sparsomme og tørre og kloge. De piner ud af sig en Bog nu og da, skraber samvittighedsfuldt Bunden i sig for hver
