alle de prangende Udyder og stolt excentriske Distinktioner: sygelig Finfølelse og brutal Raahed, ægte Fornemhed og ynkelig, skamløs Forlorenhed, det ensomme, aristokratisk suveræne Jegs Noblesse forenet med den mest lurvede Almueagtighed; dyb Følelse og ækkel Affektation, Storhedsvanvid og Ydmyghed, . . . som karakteriserer vore Dages Werther’e og René’er, de evige Typer paa Lidenskabens Freigeisterei, eller anderledes udtrykt: de løsslupne Følelsers Dæmonisme. Det nye, som Hamsun og hans moderne Forgjængere har tilført Behandlingen af disse Emner, er en egen Stilens Musik og en dristig, maniereret Farveromantik, samtidig primitiv enkel og udsøgt bizar. Den Stemning af Mystik og gaadefuld Ubegribelighed, som frembringes ved disse kunstneriske Midler, forhøies yderligere ved den energiske Fremhæven af det abnorme og irrationelle Sjæleliv som Tegn paa en høiere Menneskelighed og som Aabenbaringer fra Tilværelsens dunkle, hemmelighedsmørke og rædselsfulde Indre.
Iført en skrigende gul Dragt, med en vid, sort Fløielshue paa Hovedet og en Jernring paa Fingeren ankommer Johan Nagel til den lille norske Kystby, som har alle Flag oppe i Anledning af en vis Frøken Kiellands Fødselsdag. Det er en rar By. Mest lignede den «et underligt grenet Kjæmpeinsekt,
