Side:Sanskrit og Oldnorsk.djvu/30

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
20


skati, m, Konge (poët.) forekommer i Zend deels under Formen ks̔uêta, der af Burnouf oversættes souverain,[1] ad k῾li = sanskr. क्षि, ks̔i, at herske, deels under Formen ks̔at῾ra, som Lassen oversætter König.[2] I oldpersiske Indskrifter er den sædvanlige Kongetitel k῾sâjat῾ija,[3] hvoraf det nypersiske شاه, s̔ah, Konge, udledes. I sanskr. endelig er क्षत्त्र, ks̔attra, m, a man of the second or military and royal class.

drottinn, m, Herre; drotning, f. Dronning; drottna, herske, regjere; sml. दृढ, dṛḍ῾a, mfn, able, powerfull, af दृह्, dṛh, to increase.

sjeli, m, Konge (poët); sml. शूर, s̓ûra, m, a hero.

kongr, m, Konge, turde kunne sammenlignes med det hindust. كنگرا, kungrâ, able bodied, robust; كنگراى, kungrâi, strength.

hroi, m. Konge = राज्, râǵ, a king: (sml. lat. rex for reg’s = fransk roi.)

stillir, m, Konge (poët); see folk ovenfor (S. 15). Hertil slutter sig folknárungr, en Hærfører, af नृ, nṛ, to lead, to conduct, og folk-jadar, af samme Betydning; sml. यत्र्, jatr, to subdue, to regulate.

I den Deel af den yngre Edda, som kaldes Skáldskaparmál eller Skálda, omtales en Konge, Halfdan den gamle, om hvem berettes, at han havde 18 Sønner, 9 ældre i een Række, og 9 yngre i en anden Række. Sønnernes Navne anføres, men erklæres af kyndige Historikere kun for at være almindelige Digterbenævnelser for Konger, blotte Appellativer, udtrykkende Kongens eller Anførerens Kald, Værdighed eller Egenskaber.[4] Vi ville derfor ogsaa tage disse for os her. De 9 ældre Sønner kaldes:

  1. þengill, ifølge Müller af þinga, jus dicere, conventum agere; sml. चिन्, ćin, to collect, to assemble.
  2. ræsir, if. M. qui procurnare facit; if. Haldorsen af hres, Roes; sml. इरेश, irês̓a, a king, a sovereign.
  3. gramr, if. M. severus; sml. क्रम, krama, m, power, strength, overcoming, subduing, af क्रम्, kram, to grow, to increase.
  4. gylfi, if. M. deauratus (af gull); bedre synes en Sammenl. med गल्भ्, galb῾, to be bold or confident.
  1. Yaçna I, 371; hvorhos han p. 277, note, bemærker: „lhi n'écrit en zend ski, lorsqu’il est verbe, et qu’il n’est précédé d’aucun préfixe, qui se joigne immédiatement à lui.“
  2. Die altpersischen Keilinschriften, S. 35.
  3. Keitschr. f. d. K. d. M., B. 6 S. 9 flg.
  4. Keyser, om Nordmændenes Herkomst og Folkesleægtskab, S. 295. P. E. Müller, Sagabibliothek, B. S. 444, hvor han giver korte Oversættelser af de fleste.